Hvordan vi genopbygger verden efter en katastrofe

I en verden, hvor katastrofer er en konstant frygt, er det vanskeligt at forestille sig, hvad der ville ske, hvis de aldrig rigtig fandt sted. Hvad gør vi, når vi står i ruinerne af noget, vi aldrig rigtig mistede? Hvordan forholder vi os til en verden, der er ødelagt, men hvor ødelæggelsen aldrig rigtig indtraf? Dette er den virkelighed, vi møder efter det store fald, en virkelighed, hvor vi ikke nødvendigvis er de overlevende, men snarere de, der har levet videre.

I denne nye tid, som vi kalder post-katastrofisk, begynder de mennesker, der har overlevet, at forstå, hvad det egentlig betyder at opbygge igen. Ikke bare at reparere, men at finde tilbage til noget dybere, noget mere grundlæggende i menneskets natur. Som det bliver sagt i en epistel til menigheden i Omaha i spredning: "Vi er i en post-katastrofe verden, og dog skete katastroferne ikke. Der er værre ting end katastrofer. Der er opgivelse af viljen, før katastroferne kommer."

Opbygning efter ødelæggelsen kræver en beslutsomhed, der går ud over det fysiske. Det handler ikke kun om at genopbygge huse eller landskaber, men om at rekonstruere selve essensen af livet og viljen til at fortsætte. Det er en kamp, hvor vi står overfor mere end bare fysiske ruiner. Vi står overfor indre forfald. Krigen mod det, der kunne have været, er ligeså vigtig som kampen mod det, der er blevet ødelagt. Det er ikke nok at leve videre; vi skal leve på en ny måde, en måde der kræver gentagelse og vedholdenhed.

Genopbygning er ikke en engangsforestilling, men et konstant behov for at gøre tingene om. Som epistlen siger, religion, såvel som livet, er en "gentagen handling". Vi er nødt til at "genopbygge i mørket og i lyset; vi vil arbejde uden ophør." Dette er nøglen til at forstå den post-katastrofiske verden: ikke blot at overleve, men at gøre overlevelse til noget, der er værd at leve for. Hvis vi ikke finder skønheden i at opbygge, hvis vi ikke søger den elegance, der engang definerede menneskets handlinger, så vil vi aldrig finde fred.

Et væsentligt aspekt af denne genopbygning er evnen til at forholde sig til de materielle og åndelige ressourcer, vi har til rådighed. Når Gregory og Trumpet Thatcher arbejder med dyret, det unge okse, ser vi et konkret billede på, hvordan man håndterer livets tilbud. De skærer, tørrer, røger og tilbereder alt af dyret, hvilket repræsenterer ikke bare udnyttelsen af ressourcerne, men også forståelsen af, at intet går til spilde. Dette ritual af arbejdet, hvor hver del af dyret får sin funktion, spejler også den måde, vi skal forholde os til de muligheder, vi har for at opbygge vores liv igen.

Det er vigtigt at forstå, at det ikke er genopbygningens lethed, der skal skuffe os, men vores reaktion på den. Når verden er faldet, og vi står med resultatet, skal vi stadig stræbe efter noget større end blot at fylde tomrummet. Vi skal stræbe efter at genopbygge det, der er blevet renset og fortyndet. For som epistlen afslutter: "Vær standhaftig. Genopbyg, restrukturer, genindfør, forny."

I denne post-katastrofiske verden er vi alle både bygherrer og ødelæggere. Det er op til os at vælge, hvad vi vil genopbygge og hvordan vi vil sikre, at det, vi skaber, har noget værdifuldt at tilbyde fremtiden.

Hvad betyder det at være menneskelig i en verden af kloner?

"I spring, så," sagde Kira forsigtigt, "spring, men du bliver nødt til at tage mig med." Hendes ord ramte ham som et slag, men han kunne ikke ryste den indre tomhed af sig. Hans tanker var kaotiske, splittede. "Jeg har mistet Moira," hviskede han, "jeg ved det; kloner burde ikke forelske sig." Et kort hvil. "Og du - I - I er alle fremmede for mig."

Deres ord hang i luften som et ekko af noget uforløst. Jim indså, at han aldrig havde følt sig mere alene, selv med sine medbrødre omkring sig. Kira, Al og Mike. Alle var de blevet en del af hans liv, men stadig var de ikke ham. De var kun spejlinger af det, han engang havde været. Kunne de virkelig forstå, hvad det betød at være sig selv i en verden, hvor hans identitet var splittet? Hvor hans krop kunne deles op i flere eksemplarer, alle med deres egne tanker, men uden at være "rigtige" mennesker?

Mike, Al og Dr. Aschenbach kiggede på ham, deres øjne fyldt med undren og bekymring. "Vi er ikke de samme," sagde Mike til sidst. "Jeg har altid været støjende, men jeg har lært noget. Jeg er fysiker. Jeg ser verden på en måde, du ikke kan, men du kan se på verden som en kunstner. Det er, hvad du har, som jeg aldrig vil kunne forstå."

Jim følte, at han ikke havde noget svar, kun en tomhed der voksede. Han kunne ikke undslippe følelsen af, at kloner som ham aldrig kunne være sande mennesker – ikke helt. Klonens eksistens var konstant et spørgsmål, der hængte over hans liv som en sky, en skygge af hvad han kunne have været.

Men Jim vidste, at han ikke kunne flygte fra sig selv. "Vi er ikke kun kloner, Kira," sagde han stille. "Vi er mennesker, og vi er forbandet til at blive det."

Han rejste sig fra muren og kiggede op på stjernerne, et stort katolskt univers, som hans far engang havde drømt om. "Menneskeheden må nå ud til stjernerne," havde Paul, hans far, sagt en gang. "Ellers vil vi forblive begravet på Jorden, i vores små samfund, med vores små drømme." Paul havde skabt dem, skabt ham, fordi han troede på, at menneskeheden måtte overleve gennem klonerne. Jim begyndte at forstå, at hans far havde håbet på, at hans arv – både hans håb og hans fejl – ville blive båret videre af klonerne.

Følelsen af frihed var næsten overvældende. Jim kiggede ned ad muren, og for første gang i lang tid følte han ikke, at der var noget, der holdt ham tilbage. Det var på dette tidspunkt, at han indså det. De havde ikke forladt ham. De havde givet ham friheden til at vælge sin egen skæbne, et valg om at vende tilbage eller forlade det hele.

Med ét sprang han ned fra muren og løb mod træerne, hvor hans brødre og Kira ventede på ham. Deres ansigter var fyldt med håb, som om de vidste, at han var kommet hjem. De havde givet ham friheden, og han havde valgt at vende tilbage til dem.