Hun holdt sin stemme lavt. Hun havde måske lige været tæt på at blive jagtet af ham, men det var ikke det, hun sagde. Jagtet i sin pick-up. Per kunne umuligt have set hende dø, men Mauro? Hun kunne se Nicki skælve, hendes arme tæt foldet over kroppen. Cate rakte sine hænder frem og gnubbede hurtigt den unge piges skuldre. "Bekymr dig ikke," sagde hun. "Kom nu ind, du fryser ihjel derude." Nicki rørte sig ikke. "Ikke Mauro," sagde hun, hendes stemme lydende som en stædig barn, der vidste, hun tog fejl, men nægtede at indrømme det. Hun tog Cate i ærmet, hendes tynde fingre klemte sig igennem stoffet. "Vær forsigtig," mumlede hun og trak hende tættere på. Hendes stemme var fyldt med frygt. "Vær forsigtig." Så trådte hun hurtigt væk, døren smækkede hårdt bag hende, og Cate vendte sig om for at se Sandro Cellini stå i månelyset, kun en meter væk. "Er du klar?" sagde han med den undskyldende tone, som Cate var begyndt at vænne sig til. Hun satte sig ind i bilen. "Nu," sagde han, da han satte bilen i gear og kiggede tilbage over skulderen, mens han forsigtigt bakede ud af gårdspladsen. "Var der noget, du ville fortælle mig?"

Sandro betragtede Caterina, som var lige så sammensat og rolig, når hun steg ud af bilen, som da hun steg ind. Det havde været en langsom tur op ad bakken, dækkene knasede og malede, mens kæderne greb fat, men det havde været en interessant en. De tyve minutter, turen havde taget, var faktisk ikke nok; de havde siddet side om side i bilen efter, han havde slukket motoren og fortsat med at tale. Udenfor begyndte sneen igen at dale, og han så den lande på taget af staldbygningen, der husede køkkenet. Et lys var tændt ovenpå det, Luca Gallos kontor, som hun havde sagt, og hans værelse og badeværelse; hendes egen lille lejlighed lå rundt om hjørnet i samme bygning. Tjenestefolkene var indkvarteret der. Han havde lyttet til, hvad hun havde at sige, og indpasset det sammen med den information, han allerede havde. Orfeo var det, hun først ville fortælle ham om. At han havde været Loni Meadows' elsker; altid forsigtig, Sandro sagde ikke, han allerede vidste det, for der kunne være mere. Og det var der.

"Hun plejede at mødes med ham. På Hotel Liberty." Selv i mørket kunne han se, at hun rødmede. "Min kæreste kender nogen, der arbejder der."

"Så du ville have antaget, det var der, hun gik hen?" Spørgsmålet var direkte, men hun havde ikke svaret med det samme. Hun trak på skuldrene, som om det hele var svært at forstå. "Nu?" sagde hun langsomt, "Jeg gætter på det. Jeg vidste det ikke før. Jeg tror, de andre vidste det."

"Var det gæster eller personale?"

"Begge," mumlede hun. "Undtagen – ikke Per." Og det var en ny oplysning. Per Hansen, som Loni Meadows havde charmet og fløjtet med, indtil han faldt for hende og ønskede at forlade sin kone.

"Og denne mand – var han den sidste, der så hende i live?" Hans betydning kunne ikke være mere klar. Mændene, der havde haft deres interesser i Loni, de havde været tættere på hende, end nogen havde forstået. Hun stirrede på ham, nikkede langsomt. "Hun fik en besked, Alec sagde. Lige da de forlod bordet, og så havde hun ikke tid til hverken ham eller Per."

"Men hvad?"

"Ele kunne ikke have – Per kunne ikke have –" og hun stoppede. Hun var klog nok til at forstå, der var ting, hun ikke vidste. "Han er en god mand."

"Hvad mener du med, at han er en god mand?" spurgte han forsigtigt. Han vidste, der var noget hun ikke havde fortalt.

Og så, en ny brik i puslespillet, som de diskuterede de uafsluttede tråde. Sandro havde en fornemmelse af, at han snart kunne afsløre noget, som han endnu ikke havde afsløret for hende. Hver enkelt brik af information kunne føre ham videre i mysteriet.

Tiden var kommet til at konfrontere sandheden om, hvad der skete den sidste dag. Sandro vidste, hvad han havde at gøre. I denne verden, hvor det føltes, som om følelserne konstant blev trukket i forskellige retninger, var det svært at finde én stabil konstant.

Når man prøver at forstå og afsløre de skjulte facetter af menneskers liv, opstår der en vigtig erkendelse: Hvad er det, vi ikke ønsker at se? Sandro og Cate levede i en verden, hvor fortidens hemmeligheder blev holdt skjult bag lukkede døre, og hver detalje, der afsløres, afslører mere end blot fakta. Det afslører de følelser, der driver os og de beslutninger, vi træffer i et forsøg på at beskytte os selv. Hvad vi ikke siger, og hvad vi nægter at konfrontere, kan afsløre den dybeste sandhed om os selv og de mennesker omkring os.

Hvad betyder det at høre til, når alt omkring dig er fremmed?

Det er svært at forstå, hvorfor nogle mennesker bliver draget til steder og familier, der virker så fremmede og fjerne, selvom de er så tæt på. I dette univers, hvor klasse og arv vejer tungt, og hvor de gamle familier stadig trækker i trådene af magt og indflydelse, opstår der ofte et spændingsfelt, som er både fascinerende og skræmmende på samme tid. Det er i denne verden, at vi møder mennesker, der er blevet formet af det miljø, de er vokset op i, og som nogle gange ikke kan slippe fri af de bånd, der binder dem til deres opvækst.

Sandro er et eksempel på en, der føler sig fremmed i denne verden, men samtidig er han også tiltrukket af den. Han er ikke interesseret i rygterne om den unge Alberto og hans velhavende familie. Det er ikke noget, der fascinerer ham. Men det er noget, som fortæller os om, hvordan samfundets lag stadig er opdelt i grupper, hvor privilegier og penge ikke bare giver adgang til materielle goder, men også til en slags socialt kort, der gør det lettere at navigere i verden. Selv når man prøver at distancere sig, bliver man alligevel trukket tilbage af de kræfter, der hele tiden er til stede omkring en.

Men hvad sker der, når vi ser nærmere på de mennesker, der lever i denne verden? Er de lykkelige? Det virker ikke sådan. For både i Alberto og de andre, der er opvokset i velhavende familier, ligger en konstant spænding, som ikke kan ignoreres. Er de glade for deres privilegium, eller er de blot blevet fanget i et system, der aldrig har givet dem mulighed for at vælge noget andet? Denne families gamle arv er både en gave og en forbandelse, der for altid vil præge deres liv.

Sandro har dog ikke lyst til at dykke længere ned i denne verden. Det er ikke hans verden. Han føler sig fremmed, og måske er han bange for at opdage, hvad der ligger under den smukke overflade. Der er en hård sandhed gemt i de gamle familiesystemer: Hvad de måske ser som en fordel, er i virkeligheden en fangehule, hvor man er forpligtet til at opretholde en facade, hvor intet må afsløres, og hvor man kun kan leve op til andres forventninger. Det er svært at finde sig selv i en sådan verden.

Når man ser på personer som Dottoressa Loni og Luca Gallo, begynder man at forstå, hvad det betyder at være en del af en verden, hvor relationer ikke nødvendigvis er baseret på ægte følelser, men på sociale og økonomiske behov. Det er en verden, hvor man hele tiden balancerer mellem at vise sin værdi og forsøge at finde sin egen identitet. Dottoressa er vært for middage og gæster, men det er Luca, der har magten. Denne magtfordeling og de underliggende mekanismer, der styrer den, er skjulte for de fleste, men er den virkelige drivkraft i stedet for de åbenlyse interaktioner, vi ser.

Men for dem, der lever tættere på, som Cate, er der en anden sandhed. Cate er én af dem, der arbejder tæt på, men aldrig rigtig bliver en del af denne verden. Hun er der for at serve, for at ordne og for at gøre det praktiske arbejde, men hun er ikke en del af den cirkel, der rummer magt og status. Hun er en, der ser alt fra sidelinjen og har måske et mere klart billede af, hvad der virkelig foregår, men samtidig er hun også en, der ikke har valget om at træde ud af denne rolle.

For Cate er hverdagen præget af rutiner og arbejde, hvor hun forsøger at holde sig kold og udelukkende fokusere på de praktiske opgaver. Men i hendes mave rumler noget andet. En frygt, som hun ikke helt kan forklare. Frygten for at blive fanget i noget, der er større end hende selv. Frygten for at blive en del af et system, som hun ikke kan undslippe, og som aldrig vil lade hende være noget andet end den, hun er blevet tildelt at være.

Denne spænding mellem at være en del af noget større og samtidig føle sig fremmed i det, er noget, som mange kan relatere sig til. Det handler om at finde sin egen plads i en verden, der konstant sender signaler om, hvad man burde være. Men samtidig handler det også om at acceptere, at nogle gange er man nødt til at leve med den ubehagelige erkendelse, at verden ikke altid er retfærdig, og at vores indflydelse på vores egen skæbne kan være begrænset.

I sidste ende er det ikke kun de penge og den magt, der betyder noget. Det er menneskene, deres valg, deres længsler og de usagte ting, der aldrig kommer frem i lyset. Og det er måske disse ting, der virkelig definerer, hvem vi er, og hvordan vi ser på os selv og andre.

Hvordan kan man forbedre madlavningsteknikker gennem forskellige metoder og ingredienser?
Hvordan maskiner kan forme menneskelig skæbne: Teknologiens skumle indflydelse
Hvordan Yarvins Neo-Reaktionære Teori Udfordrer Den Liberale Demokrati