I kølvandet på præsidentvalget i 2016 og Donald Trumps overraskende sejr blev det klart, at en ny alliance var opstået mellem hvide evangelikale kristne og dele af den radikale højrefløj i USA, ofte kaldet Alt-Right. Dette fænomen er ikke blot et politisk, men også et religiøst og kulturelt paradigmeskifte, hvor spørgsmål om race, identitet, tro og nationalisme flettes sammen i en ny ideologisk syntese. Det er en udvikling, som udfordrer traditionelle forestillinger om kristendom, konservatisme og det amerikanske samfunds moralske grundlag.

Alt-Right er en bred og ideologisk sammensat bevægelse, som spænder fra libertære nationalister til eksplicitte hvide supremacister. Bevægelsen har historisk haft et anstrengt forhold til kristendommen, især på grund af kristendommens universelle budskab og opfattelsen af Jesus som en ikke-hvid figur. Ikke desto mindre har man i de senere år kunnet observere en form for forsoning mellem visse fraktioner af Alt-Right og udvalgte kristne miljøer, især blandt hvide evangelikale, hvor en særlig form for "pro-hvid kristendom" har taget form. Denne syntese er ikke homogen, men rummer både en ideologisk etik for religiøs tolerance internt blandt ikke-kristne og kristne Alt-Right-tilhængere samt en ekstern identitetspolitisk kamp mod "den liberale orden".

Pro-hvid kristendom adskiller sig fra klassisk kristen teologi ved at erstatte den universelle idé om Guds kærlighed med en forestilling om et guddommeligt bestemt hierarki mellem racemæssige og kulturelle grupper. Det er en selektiv læsning af skriften, hvor udvalgte bibelsteder anvendes til at legitimere etnisk nationalisme og eksklusion, snarere end næstekærlighed og inklusion. Denne teologi opstår som en reaktion på oplevet marginalisering blandt hvide amerikanere, som ser deres kulturelle og religiøse dominans truet af globalisering, migration og sekularisering. Derfor bliver kristendommen i dette narrativ et redskab til at beskytte "den vestlige civilisation", som man mener er funderet i hvid, kristen identitet.

Denne udvikling har ikke fundet sted i et vakuum, men er sket i samklang med dybere strukturelle tendenser i amerikansk politik og samfundsliv. Racisme og xenofobi har altid været en del af den amerikanske historie, men i Trump-æraen blev disse tendenser mainstreamet gennem en diskurs, der betonede "lov og orden", "America First", og en retorik, der dæmoniserede muslimer, mexicanere og sorte amerikanere. I dette klima blev Alt-Right og hvide evangelikale allierede, ikke nødvendigvis fordi de delte teologi, men fordi de delte en fælles modstand mod det liberale samfunds værdier og dem, de anså for dets repræsentanter.

Interessant nok har denne alliance affødt intern splittelse i mange kristne samfund. Mange kristne ledere har udtrykt bekymring over denne ideologiske tilnærmelse og ser den som en forvrængning af evangeliets kernebudskaber. For dem er kristendom uforenelig med had, eksklusion og racemæssig overlegenhed. Der er opstået en ny moralsk kampplads, hvor kristne må forholde sig til, hvordan troen anvendes – eller misbruges – i politiske og kulturelle sammenhænge, der er præget af radikal nationalisme og identitetsideologi.

Det er også vigtigt at forstå, hvordan visse evangelikale miljøer ser Trump som en slags messiansk figur – ikke på grund af hans personlige moral eller tro, men fordi han opfattes som et redskab for Guds plan, en slags "kejser Konstantin" der kan beskytte kristendommen mod sekularismens og globalismens kræfter. Denne instrumentalisering af både religion og politisk magt skaber et rum, hvor moral og teologi underordnes strategisk nytte. Det er et farligt rum, hvor grænserne mellem tro og ideologi udviskes.

For læseren er det væsentligt at forstå, at kristendommens rolle i Alt-Right-bevægelsen ikke er statisk eller ensartet, men dybt kompleks. Nogle dele af bevægelsen er eksplicit antikristne, andre udviser en pragmatisk tolerance over for kristendommen, mens visse fraktioner aktivt forsøger at omforme kristendommen i etno-nationalistisk retning. Denne ideologiske mangfoldighed gør det vanskeligt at generalisere, men netop derfor er det vigtigt at analysere, hvordan religiøs symbolik, sprog og autoritet bruges til at fremme politiske mål, som står i direkte modsætning til kristendommens historiske etik.

Hvad der yderligere er afgørende at forstå, er den måde hvorpå kristendommens symbolske kapital udnyttes i Alt-Right-kredse – ikke nødvendigvis af tro, men af strategisk grund. Kristne værdier, ikoner og terminologi anvendes som kulturelle markører for at legitimere en identitetspolitisk dagsorden, som i sin essens er sekulær og tribalt orienteret. I dette landskab bliver troen reduceret til en markør for tilhørsforhold og ikke en levende etisk praksis.

Det er også vigtigt at belyse, hvordan nogle kristne menigheder aktivt modarbejder denne udvikling og forsøger at reetablere kristendommen som et universelt, inkluderende og moralsk kompas – netop som et modnarrativ til den ekskluderende og voldsomt polariserende brug af religion, der har kendetegnet Alt-Right. Disse initiativer, ofte drevet af unge teologer og præster, repræsenterer et håb om, at tro stadig kan være en kraft for forsoning og retfærdighed i en splittet verden.

Hvem er ens næste ifølge Vox Day og Alt-Right kristendom?

Spørgsmålet om, hvem ens næste egentlig er, genopstår i debatten om kristendommens rolle i nutidens politiske og kulturelle landskab, især blandt Alt-Right-bevægelser. Vox Day, en fremtrædende stemme i denne kreds, benytter sig af lignelsen om den barmhjertige samaritaner for at fremhæve, hvordan den moderne forståelse af næstekærlighed ifølge ham er fejlagtig og forvansket. Ifølge Vox Day var samaritanens hjælp en individuel gestus, baseret på egne midler og med klare grænser for engagementet. Han afviser brugen af statslige ressourcer, såsom skattepenge, til støtte for immigranter og andre trængende, da det – i hans optik – indebærer en uretfærdig tvang og en form for udnyttelse, hvor staten tager fra nogle for at give til andre, ofte med et mellemled, der selv nyder godt af ordningen.

Desuden lægger Vox Day vægt på, at samaritanen ikke lod den tilskadekomne bo i sit eget hjem, men kun i et kroværelse, hvilket symboliserer en begrænset og kontrolleret form for hjælp. Det er efter hans opfattelse en afvisning af idéen om, at fremmede skulle integreres fuldstændigt i ens egen livssfære eller samfund, især ikke hvis det indebærer en belastning af velfærdsstaten og potentielt kriminalitet.

Som en kontrast til det, han opfatter som den såkaldte "cucked" eller kompromitterede kristendom, præsenterer Vox Day et bibelsk grundlag for en mere eksklusiv tilgang til fremmede og immigranter. Han citerer Jesu møde med den kanaanæiske kvinde i Matthæusevangeliet, hvor Jesus indledningsvist afviser hende med ordene om, at brødet ikke skal kastes til hundene – en metafor for, at hans mission primært var rettet mod israelitterne. Selvom Jesus i denne episode alligevel hjælper kvinden på grund af hendes tro, ser Vox Day dette som en undtagelse snarere end en regel, hvilket legitimerer en politik baseret på etnisk nationalisme og afvisning af åben immigration.

Denne læsning af Bibelen kombineres med libertarianske og nationalkonservative ideologier og udgør en retorik, der søger at adskille "ægte" kristendom, som han og mange i Alt-Right opfatter det, fra den moderne, liberaliserede og multikulturelle version, der ofte forbindes med social retfærdighedsbevægelser og progressiv politik. Denne opfattelse er ikke unik for Vox Day; den går igen i flere kritiske røster inden for den hvide nationalisme, hvor kristendommen fremstilles som enten en forsvarer af etnisk homogenitet eller som svækket og "feminiseringens" offer i sin nuværende form.

Debatten inden for disse kredse afslører en dyb mistillid til det etablerede kirkesamfund og en længsel efter at genetablere en form for kristendom, der er stærkere knyttet til identitet, tradition og etnisk oprindelse. Det er tydeligt, at kristendommens rolle i denne sammenhæng bliver et redskab til at bekræfte en bestemt politisk og kulturel dagsorden, hvor religion og racelighed smelter sammen til en ideologi, der er både ekskluderende og polemisk.

Det er væsentligt for læseren at forstå, at denne fortolkning af kristendommen ikke blot er en teologisk position, men en ideologisk konstruktion, hvor selektive bibelske passager bruges til at underbygge politiske holdninger. Samtidig er det vigtigt at bemærke, at denne form for kristendom adskiller sig markant fra den bredere, historiske og globale kristne tradition, som ofte lægger vægt på universalisme, næstekærlighed uden forbehold og social retfærdighed.

Denne ideologiske sammenblanding illustrerer, hvordan religion kan blive et kraftfuldt værktøj i politiske konflikter og identitetsdannelser, og hvordan læsninger af hellige tekster ofte reflekterer samtidens sociale og kulturelle kampe snarere end en entydig, historisk dogmatik.

Hvordan blev den alternative højrefløj og evangelisk protestantisme forbundet i USA?

Fremkomsten af den alternative højrefløj i amerikansk offentlighed under præsidentvalgkampen i 2016 markerede et vendepunkt i den nationale politiske diskurs og skabte nye rammer for forståelsen af højrefløjens ideologiske spektrum. For amerikanske kristne, især inden for evangelisk protestantisme, blev dette øjeblik ikke blot et politisk brud, men et åndeligt og teologisk spændingsfelt, hvor gamle forestillinger om synd, frelse og samfundsmoral blev udfordret af nye strømninger. Det drejede sig ikke længere kun om traditionel konservatisme, men om et ideologisk skifte, hvor kristen identitet i stigende grad blev sammenflettet med etnisk og nationalistisk selvforståelse.

Den alternative højrefløj, ofte associeret med navne som Richard Spencer, formåede at mobilisere en betydelig mængde offentlig opmærksomhed ved åbenlyst at støtte Donald Trumps præsidentkandidatur og senere hans sejr. Dette udløste skarpe fordømmelser fra store dele af det kirkelige landskab, navnlig venstreorienterede kristne bevægelser, som identificerede både Trumps retorik og alt-rightens ideologier som udtryk for vedvarende racisme og intolerance i amerikansk kultur. Reaktionen var intens, ikke mindst på grund af den historiske sammenblanding mellem kristendom og ideer om moralsk overhøjhed.

Men fordømmelsen var ikke universel. Blandt konservative evangeliske kredse herskede ambivalens. Der var dem, som, anført af figurer som Russell D. Moore fra Southern Baptist Convention, kritiserede Trump for hans ublu livsstil og manglende anger – en holdning der satte dem i kontrast til store dele af deres menighed. Alligevel kunne dette ikke forhindre en massiv støtte til Trump blandt hvide evangeliske vælgere, som i 2016 støttede ham i højere grad end de havde støttet George W. Bush i 2000. Det religiøse landskab syntes således at være villigt til at se bort fra teologisk integritet, når den politiske gevinst var stor nok.

Denne tilsyneladende modsætning mellem moralsk indignation og praktisk støtte afslører et dybere fænomen: fusionen mellem identitetspolitik og kristen tro i amerikansk kontekst. Den evangelikale støtte til Trump kan ikke blot forklares ud fra enkel politisk taktisk tænkning, men må også forstås som et udtryk for en religiøs længsel efter orden, hierarki og kulturel kontinuitet i en tid præget af pluralisme og moralsk relativisme. I denne søgen tilbød alt-right-bevægelsen en fortælling om genoprettelse – ikke blot af national suverænitet, men af en tilsyneladende tabt kristen civilisation.

Det er i dette skæringspunkt, at dele af den alternative højrefløj har for

Hvad betyder det, når vi ikke kan komme sammen?
Hvordan fanger man det dramatiske spil mellem lys og skygge i fotografering?
Hvad betyder misbrug af magt i politiske beslutningsprocesser?