Hvordan genopbygger man efter en katastrofe?

Regnen silede ned, og jeg kæmpede mig igennem den våde og tunge luft, på vej mod Ruben Deckers gård. Mine tøj var gennemblødte, og hvert skridt syntes at gøre det sværere at fortsætte. Den begivenhed, som havde udfoldet sig tidligere på dagen, indhentede mig i tankerne. Teavers og Adam, som var forsvundet i den grusomme, udtørrede åbning i en nedlagt stenovn, blev ved med at danse for mit indre blik. Jeg bankede på Deckers skærmdør og fik adgang til et varmt og fugtigt hus.

Decker, en aldrende mælkeproducent med en år gammel perserkat i armene, virkede som en illusion, næsten som et spejl af de vage og forvirrende minder, der havde hjemsøgt mig hele vejen fra Paradise Farm. Jeg havde brug for at bruge hans telefon, nødvendigheden af at kontakte folk var overvældende. Det føltes som et mareridt, men jeg kunne ikke ryste den følelse af, at noget var ved at gå galt, som var blevet planted i min bevidsthed.

Imidlertid var opklaringen langt fra enkel. Mens politiet undersøgte de forskellige steder, begyndte en følelse af meningsløshed at smyge sig ind. Jeg kunne ikke slippe tanken om de to mænd, Zubowicz og Nollinger, som jeg havde set komme til syne i politiets varetægt. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over deres sandhed. Selv Hutton, som havde løsnet deres håndjern, virkede ikke længere som den samme mand, jeg engang havde betragtet som den rette person i den situation. Teavers og Puddicombe, de uidentificerede mænd, der kunne være blevet ansvarlige for alt dette, var stadig ukendte, som spøgelser der flød rundt i mit hoved.

Som regnen blev til en mere konstant storm, blev jeg kørt til en nedslidt gammel stenovn, et sted jeg havde besøgt før. Hver gang jeg vendte tilbage til dette sted, syntes den dystre tilstedeværelse af regnen og den triste udsigt at opsluge alt, hvad der var tilbage af håb. På dette sted indså jeg, at nogle ting ikke kunne genopbygges, uanset hvor mange gange man forsøgte at simulere dem. Det var en slags erkendelse, der kom med den urokkelige følelse af, at vi måske aldrig ville finde den rette afslutning på det hele.

I denne forfærdelige, regnfulde stemning blev vi konfronteret med endnu en umulig opgave – at genskabe scenen for hvad der var sket. Dette forsøg på at rekonstruere hændelserne kunne ikke bringe sandheden tilbage. De andre, der havde været til stede, begyndte at træde ind i deres roller, men vi kunne ikke undgå at undre os over, om det virkelig ville hjælpe. RuthClaire, der var blevet vidne til rædslerne sammen med mig, var ikke længere den samme person. Denne genspejling af fortiden var mere en tortur end noget andet.

Samtidig som vi forsøgte at genopbygge det, der kunne være en ny begyndelse, blev vi konfronteret med en sandhed, der var umulig at acceptere. Efterforskningen kunne give os nogle svar, men der var stadig flere lag af forvirring. Det kunne ikke rigtige give os fred. Selv de handlinger, vi tog som reaktion på den vold, vi havde været vidner til, kunne ikke give os den nødvendige afslutning.

Men hvad var det, der var så ødelæggende i alt dette? Det var ikke bare tragedien, men erkendelsen af, at vi alle havde vores egne byrder at bære. Selv de personer, der på overfladen kunne fremstå som ofre, bar deres egne indre kampe. Nollinger, der optrådte som den fortabte sjæl i regnen, var et eksempel på denne sammensatte tragedie. Hans sorg var ikke kun for Adam, men for noget mere personligt, noget han selv havde mistet.

Hvad betyder det at være en del af en subkultur i en storby?

RuthClaire og jeg forlod hospitalet klokken halv seks, T.P. allerede faldet i søvn i mit skød. På Hurt Street dukkede Bilker op fra garagen som en trold, der forlader skyggen af sin bro for at skræmme en rejsende. Med hænderne på hoften stod han solidt i solen og kiggede på os, sine øjne smalle som sprækker. “Vi skal ud i byen, Bilker,” sagde RuthClaire. “Vi tager alle sammen af sted. Sæt alarmen, luk alt ordentligt, og bekymr dig ikke om trafikken. Jeg skal have en eskorte. Mr. Loyd, min eksmand, har allerede en date.” Selv i garagen. Bilker kiggede på hende, som om han overvejede, hvad der kunne være så særligt. “Hvorhen, frue?” spurgte han. “Sinusoid Disturbances. Tag noget smart på, okay?”

Det var en af de aftener, hvor man måtte vente med at få sin tøjstil opdateret. Det kunne virke som en ubetydelig detalje, men her, blandt de unge, kostumerede subkulturer, var udseendet nærmest et tegn på ens tilhørsforhold. David, som var den type kunstner, man forventede at finde i sådanne miljøer, var iklædt et malersæt. Hans kone, Evelyn, på den anden side, var i en lille piges festkjole og lak-sko med spænder, noget der virkede langt fra en typisk storbykvinde i hendes 40’ere.

Vi ankom og blev mødt af den ungdommelige energi, der var i luften. “Hvilken slags folk kommer her?” spurgte Caroline. “David siger, det er et blandet selskab,” svarede RuthClaire. “Teknologistuderende. Punkere. Børn fra Atlanta College of Art. De fleste af dem, der er til performancekunst, er fra kunstskolen.” Der var noget ved Sinusoid Disturbances, der trak folk til sig, på trods af dets nedslidte bygning og den støjende atmosfære. Lyset, de farvede blitsene fra DJ-boothen og de unge, der dansede uden at bekymre sig om noget, frembragte en følelse af at være i centrum af noget større end sig selv.

Lige før vi skulle til at gå ned ad trappen, stødte vi på en gruppe punkere. En pige, der havde et frisyrerig, der mindede om en blanding af Friar Tuck og Bozo the Clown, undskyldte sig pludselig og kiggede bekymret på mig. Hendes reaktion, en oprigtig undskyldning for noget så banalt som et lille bump, fik mig til at undre mig over den opførsel, der kunne findes blandt byens undergrundsbevægelser. RuthClaire forklarede, at Atlanta’s punkere ikke var som de andre steder i landet; de var høflige, i det mindste de fleste af dem.

I det øjeblik indså jeg, hvordan subkulturen i storbyen kunne være en måde at udtrykke sig på, samtidig med at man stadig havde nogle grundlæggende værdier. På en eller anden måde kunne de, der hørte til i denne verden af punk og performancekunst, stadig udveksle høfligheder og skabe et sammenhold. Det var den modsatrettede natur af deres udtryk, som gjorde dem unikke – et ungdommeligt oprør i et formelt landskab.

At være en del af en subkultur i en storby betyder, at du både er en del af noget større, men samtidig holder fast i din egen individualitet. Byens atmosfære, hvad enten det er i form af klubber som Sinusoid Disturbances eller en undergrundsbevægelse, tilbyder en plads, hvor folk kan udfordre normer og samtidig finde et fællesskab blandt dem, der deler samme værdier, udseende eller interesser. For dem, der søger tilflugt i subkulturerne, bliver disse steder både en flugt og et fællesskab.

Men det er ikke kun, hvad man ser på overfladen, der er vigtigt. En klub som Sinusoid Disturbances er ikke bare et sted for at feste, men et udtryk for den tid og det samfund, der er omkring det. Det er et rum, hvor unge mennesker kan eksperimentere med identitet og rolle, uden at blive dømt af dem, der er udenfor. Musikken, kunstværkerne, og de mærkelige tøjstile afslører en dybere længsel efter at definere sig selv i en verden, der stadig er under forandring.

For læseren er det essentielt at forstå, at subkulturer i storbyer ikke bare er en flugt fra konventionerne, men også et laboratorium for sociale eksperimenter, hvor normer kan sættes på prøve og nye måder at eksistere på kan udforskes. Det er ikke altid lige til at forstå den kode, der udveksles mellem subkulturelle grupper, men det er netop denne kompleksitet, der giver byens liv noget af dens dybde og energi. Hvad subkulturer virkelig handler om, er søgen efter identitet, både individuel og kollektiv, i en verden, der ofte forsøger at definere os for os.

Hvad sker der, når menneskelig nysgerrighed møder et skjult samfund?

Nollinger havde overbevist sig selv om, at det at følge folk uden deres samtykke var mere acceptabelt end at aflytte dem. Hans forsøg på at legitimere sin forskning som noget nødvendigt for videnskabens fremskridt blev mødt med skepsis. RuthClaire stillede ham et spørgsmål, som satte hans intentioner på prøve: Hvad ville han gøre med de resultater, han ville opnå? Hans svar, som pegede på publicering og anerkendelse i det videnskabelige samfund, afslørede hans sande motiv – personlig opnåelse, der kunne ødelægge samfundet, han forsøgte at studere.

RuthClaire afslørede den dybere sandhed: Udgivelsen af forskning om habilinerne ville betyde deres ødelæggelse. Deres samfund var kun i stand til at overleve ved at skjule sig – at leve under radaren for dem, der havde interesse i at udnytte dem. På trods af at det var næsten umuligt at finde Prix-des-Yeux uden forudgående viden, havde Nollinger ved et uheld opdaget deres skjulested. Den sidste ting, RuthClaire eller nogen af de andre ville acceptere, var at deres samfund blev udsat for offentlig opmærksomhed – et samfund, der var blevet forfulgt og tvunget til at leve i det skjulte for at undslippe menneskers nysgerrighed og grådighed.

Nollingers forsøg på at beskytte sine egne interesser, mens han forsøgte at overbevise RuthClaire om hans gode intentioner, var et klassisk eksempel på den videnskabelige verdens ofte kyniske tilgang til forskning. Selv når der er etisk modstand mod at inkriminere et folk ved at afsløre deres hemmelige eksistens, insisterer mange forskere på at forfølge deres mål for videnskabens navn – som om resultatet altid retfærdiggør midlet.

RuthClaires advarsel er ikke en overdrivelse: offentliggørelse af forskningen kunne føre til samfundets sammenbrud. Dette, som Nollinger tilsyneladende ikke kunne forstå, er ikke kun et etisk dilemma, men en kamp for et folks overlevelse og autonomi. Den viden, han indsamlede, kunne udgøre en trussel mod den måde, habilinerne levede på og dermed deres eksistens. Hvad der kunne være en succesfuld videnskabelig opdagelse for Nollinger, ville være en dødsdom for dem.

Selvfølgelig er det, som RuthClaire foreslår, at han burde tale med Adam, leder af samfundet, om, hvordan hans forskning kan håndteres på en måde, der ikke skader samfundet, en mulig løsning. Men den dybere, underliggende sandhed er, at et samfund, der er tvunget til at leve i skjul for at beskytte sig mod udnyttelse, måske ikke har plads til at dele sin hemmelighed – ej heller ønsker de at gøre det.

Det, som læseren skal forstå her, er, at menneskelig nysgerrighed og behovet for videnskabelig viden ofte kommer i konflikt med etik og den virkelighed, som de mennesker, der bliver studeret, lever i. Forskning om et lukket samfund, især et, der allerede har været forfulgt og er i fare for at blive ødelagt af opdagelsen af deres eksistens, rejser spørgsmålet om, hvem der virkelig gav samtykke – og om det nogensinde er retfærdigt at ofre et folks sikkerhed for at opnå videnskabelige mål. Det er en debat, der går langt ud over de individuelle forskeres interesser og berører de fundamentale rettigheder til privatliv og selvbestemmelse.