Jeg trak ilt- og acetylentankene ind i skjulestedet og gjorde svejsebrænderen klar. “Husk din åndedrætsmaske,” sagde far. “Jeg ved det godt,” svarede jeg hurtigt, mens jeg greb masken. Oxyacetylen frigiver toksisk røg, som normalt ikke er et problem, men i et lukket trykbeholder er det nødvendigt at have en maske på. Jeg ville nok have indset det, når jeg begyndte at hoste, men heldigvis havde jeg masken lige ved hånden.

Far havde advaret mig om regolitten, som har et højt jernindhold. Hvis man ikke holder sig i bevægelse, kan det samle sig omkring skæringsstedet og gøre det endnu sværere at fjerne pluggen. Jeg tændte svejsebrænderen, og flammen fløj ud i en klar og konstant stråle. Derefter valgte jeg et punkt på væggen og begyndte at skære. Den enorme varme, plus iltforsyningen, arbejdede hurtigt på at grave sig ned i metallet. Til sidst hørte jeg den karakteristiske lyd – gennemskæringen var fuldført.

Jeg havde ikke præcist regnet ud, hvordan jeg vidste, at jeg var igennem – det var måske lyden af flammen, der ændrede sig, men på en eller anden måde vidste jeg det bare. "Ingen luftstrøm ind eller ud," sagde jeg, og kiggede op på Dale. "Trykket er perfekt, godt arbejde, Dale."

Jeg fortsatte med at skære langs den meterstore cirkel, og når skæringen var færdig, ville pluggen let kunne falde ud. Tiden var ved at være knap, men jeg kunne ikke skynde mig. Hvis jeg prøvede at arbejde hurtigere, ville jeg ødelægge skæringen og spilde mere tid. Skæringen var udført med præcision, og pluggen faldt fremad, hvorefter jeg slukkede brænderen. Jeg sprang tilbage, da et væld af grå regolit strømmende ind i kammeret. Jeg tog svejsevisiret af og trykkede åndedrætsmasken tæt mod ansigtet for at undgå at indånde støvet. Det var ikke et stof, jeg havde lyst til at få i lungerne.

Mine øjne begyndte straks at stikke og tåre. Jeg forsøgte at tørre dem af, men Dale stoppede mig hurtigt. "Rør ikke dine øjne," advarede han. Og det havde han ret i. Det værste, der kunne ske i denne situation, var at få de stikkende sten i øjnene. Jeg ventede på, at støvet skulle lægge sig, før jeg trådte nærmere og dermed blev ramt af elektriske stød. Jeg sprang tilbage i overraskelse. Dale tjekkede sine målinger. "Pas på. Luftfugtigheden er næsten nul."

Jeg tog et skridt frem og fik endnu et stød. "Hvad fanden..." Jeg indså hurtigt, at det var fyldmaterialet, som havde suget al fugt ud af luften og dermed forårsaget statisk elektricitet. "Sådan er det," forklarede jeg til Dale. Fyldmaterialet fungerede som et desikant og trak al fugt ud af luften i denne trykkammer. Det var derfor, vi blev ramt af statisk elektricitet.

Dale fjernede en vandbeholder fra sin dragt og sprøjtede mig i ansigtet med vand. Øjnene mine begyndte at få lindring, og de sværmede ikke længere med den ubehagelige støvpartikler. Dale sprøjtede videre på min krop og beklædning, hvilket modvirkede den statiske elektricitet. Denne improviserede løsning gav mig i det mindste komfort og beskyttelse mod flere elektriske stød, men det gjorde mig ikke ligefrem pænere – mit tøj blev hurtigt dækket af mudder.

Derefter gik arbejdet videre med at grave fyldmaterialet ud, så jeg kunne få adgang til tryksensoren og ikke mindst den indre skrog. Jeg kunne mærke, at vi var lidt forsinkede, men det var for sent at stresse. Hver handling krævede præcision, og hastighed ville kun føre til fejl.

Det næste skridt krævede, at jeg brugte en skovl til at grave det omkringliggende fyldmateriale ud. Dale indså hurtigt, at vi begge ville ende med at arbejde hårdt. "Der er to slags mennesker i denne verden," sagde han, "dem med EVA-dragt, og dem der graver." Hans sarkastiske bemærkning fik mig til at grine midt i alt kaoset.

Tiden begyndte at blive knap. Sanches Aluminium havde et dedikeret tog, der kørte medarbejdere frem og tilbage mellem smelteriet og porten på Aldrin Station. Jeg havde planlagt mit indbrud i overensstemmelse med medarbejdernes skift, men forsinkelsen havde ændret tidsrammen. Jeg måtte skynde mig, hvis jeg skulle nå at afslutte arbejdet, før toget kom tilbage.

Selvom jeg ikke var til stede under denne del af arbejdet, hørte jeg senere om Bob, som forsøgte at forsinke togafgangen for at hjælpe mig. Han stoppede togstationens leder, Mirza, og forhindrede medarbejderne i at stige på toget ved at påstå, at en sikkerhedsundersøgelse var nødvendig. Det var en god timing, men jeg var stadig bagud med mit arbejde.

Det blev hurtigt klart, at hvert skridt i denne proces krævede både teknisk dygtighed og en god portion improvisation. Uanset hvor godt planlagt arbejdet var, ville uforudsete faktorer som støv, statisk elektricitet og forsinkelser kunne ændre alt. Det var disse udfordringer, der gjorde det til et komplekst, men nødvendigt arbejde i et så ekstremt miljø.

Hvordan en hamsterbold og et defekt airlock kan redde en by

Jeg sprang gennem Armstrong-Conrad Connector-tunnelen og kiggede på min Gizmo. Vi havde kun 25 minutter tilbage. "Jeg tager en turist-hamsterbold," sagde jeg, mens jeg forsøgte at finde en praktisk løsning på et umuligt problem. Det var en tilfældighed, at vi overhovedet havde haft et hamsterbold på stationen, men da jeg stod i airlocken og kiggede på mine muligheder, kunne jeg ikke finde noget bedre. Jeg skulle ud, og der var ikke tid til at få fat i en ordentlig EVA-dragt.

Men hamsterbolden? Den kunne være min redning. Den ligner ikke meget i forhold til EVA-dragtens styrke og beskyttelse, men når man skal hurtigt ud i rummet uden at bruge tid på at få den tunge dragt på, er det i det mindste bedre end ingenting. Jeg havde ingen arme til at dreje på krummene, som Dale korrekt påpegede, men i det øjeblik kunne jeg kun stole på min improvisation. Jeg greb fat om hullet i plasten, mens trykket langsomt begyndte at falde, og bolden begyndte at udvide sig, som en ballon i et vakuum. Det var ikke nemt. Det var akavet, som at kravle ind i et telt på en vindblæst dag.

Dale, der havde ventet på mig, hjalp mig på afstand. Der var meget, han kunne gøre, men ingen af os vidste, om det ville være nok. Sanches var blevet presset ind i min EVA-dragt, hvilket betød, at vi måtte forlade roverens tryk og tage chancen med åbne airlocks. Jeg havde håbet på, at luftventilerne ville give os lidt ekstra tid, men jeg måtte være hurtigt og præcis. Ventilen på airlocken kunne, om den blev åbnet for meget, sprede hele rummets luft ud i vakuumet på under et minut. Jeg valgte at åbne den lidt og håbede, at det ville være nok til at få bolden ud.

Det var farligt. Det var skræmmende. Men det var alt, vi havde. Jeg måtte stole på min viden om stationen og på min viden om, hvordan man manipulerer med teknologi, som blev designet til at beskytte mennesker, ikke give dem mulighed for at improvisere. Jeg prøvede at holde fast i håndtaget til airlockens dør, mens trykket forsøgte at tvinge mig ud. Hver gang jeg kom tættere på at åbne døren, følte jeg mig mere og mere som en ballon, der mistede grebet.

Da døren endelig var åben, sprang hamsterbolden ud, og jeg blev kastet baglæns. Heldigvis var det kun et midlertidigt problem, og nu stod jeg sikkert på den ydre overflade.

Selvfølgelig var der risiko involveret i alt dette. Jeg havde glemt røret, som jeg stadig havde om livet. Normalt ville det være farligt at tage et sådan projekt med ud i rummet, men der var ikke tid til at overveje det nu. Jeg spændte røret fast og fik det til at blive på plads. Nu kunne vi kun håbe på, at de ydre tryktanke kunne redde byen.

Hamsterbolden, i sin grundlæggende utilitaristiske form, var en af de få løsninger, der gjorde mig i stand til at nå frem til det kritiske område. Uden denne enkle løsning, som var beregnet til turister, ville vi sandsynligvis have været for sent ude, og den nødvendige redningsaktion ville have fejlet. Når du er på en station, hvor alt er designet til at beskytte mennesker, men ingen havde forudset, at de ville stå over for en så hurtig krise, er improvisation og opfindsomhed det, der gør forskellen mellem liv og død.

I den store sammenhæng er det vigtigt at huske på, at teknologi ofte bliver testet under ekstreme forhold, og hvad der virker på papiret ikke altid virker i praksis. Det er menneskets evne til at tænke kreativt og håndtere det uventede, der gør os i stand til at overleve under de mest usandsynlige omstændigheder. Det kræver ikke kun teknisk viden, men også en forståelse af, hvordan vi kan bruge de ressourcer, vi har, på nye måder. Selv et simpelt turistobjekt som en hamsterbold kan være den løsning, vi har brug for i øjeblikket af nød.