Bill Clintons tid som præsident var præget af en intens debat om race og etnicitet i USA, som også blev afspejlet i hans politiske retorik. Et af de mest markante eksempler på dette var hans reaktion på kirkebrandene i sydstaterne i midten af 1990'erne, som blev betragtet som et symbol på racemæssige spændinger og had. Clinton benyttede disse tragiske hændelser til at fremme ideen om Amerika som et forbillede for racemæssig og etnisk tolerance. Denne retorik om at USA skulle vise vejen mod et mere inkluderende samfund mindede om tidligere udmeldinger fra præsidenter som Truman og Eisenhower, der i 1950'erne advarede mod, at civilsamfundets racisme kunne skade USA's omdømme internationalt. Clinton understregede, at America måtte "levere" som et eksempel, samtidig med at han advarer mod at vende tilbage til de splittelser, som havde kostet landet så meget tidligere.

Selvom Clintons retorik hurtigt blev betragtet som en markering af hans engagement i borgerrettigheder, blev han også stærkt kritiseret af de republikanske modstandere, som anklagede ham for at bruge kirkebrandene som en politisk manøvre for at opnå støtte til sin kampagne. Republikanske ledere som Haley Barbour og David Beasley kaldte Clintons besøg en "politisk stunt", der ikke reflekterede en reel interesse for raceproblematikker. Det var dog interessant, at disse kritikpunkter faktisk spillede en strategisk rolle for Clinton. De bekræftede hans bekymring for borgerrettigheder, samtidig med at han kunne distancere sig fra både liberale demokrater og konservative republikanere. På den måde kunne han positionere sig som en modstander af ekstremisme i begge lejre og som en "race-moderat".

I forhold til uddannelse var et af de største emner i 1990'ernes race- og integrationsdiskussioner spørgsmålet om uddannelsesmæssig segregation. På denne tid blev der sat fokus på, hvordan segregation i amerikanske skoler var vendt tilbage, især i de sydlige stater. Jonathan Kozol og Gary Orfield var blandt de forskere, der advarede om de voksende forskelle i adgangen til uddannelse for sorte og hvide børn. Orfield hævdede, at de sydlige stater var vendt tilbage til en højere grad af segregation end i 1950'erne, samtidig med at han bemærkede, at de nordlige stater havde større problemer med racemæssige uligheder i skolesystemet. Et centralt spørgsmål, der blev rejst, var, om de politiske beslutninger om at stoppe busning af elever til at sikre racemæssig balance virkelig var med til at forværre situationen.

Clinton var hurtigt ude og erkende eksistensen af racemæssige uligheder i det amerikanske skolesystem. I en tale til National Governors’ Association i marts 1996 understregede han, at han altid havde været "forurettet over tanken om, at børnene, der voksede op i Mississippi Delta i Arkansas" ikke skulle have adgang til de samme læringsmuligheder som andre. Selvom han anerkendte problemerne, var hans løsninger uklare. Clinton foreslog, at der skulle opretholdes ensartede standarder for eleverne, samtidig med at han opfordrede til, at man skulle hæve standarderne for undervisning og evaluering i skolerne. Et centralt element i hans tilgang var ønsket om at forbedre uddannelsessystemet uden at bruge flere penge på det – en tilgang, der blev mødt med skepsis, eftersom tidligere demokratiske tiltag på dette område ikke havde haft succes.

Den diskussion om uddannelsesmæssig ulighed, der dominerede Clinton-æraen, afslørede en splittelse i opfattelsen af, hvordan man skulle håndtere disse problemer. Der var en bred enighed om, at der eksisterede et racemæssigt problem i det amerikanske skolesystem, men meningerne var delte, når det kom til, hvordan dette problem skulle tackles. Der var dem, der argumenterede for, at busning og race-specifikke politikker kunne være nødvendige for at rette op på forskellene, mens Clinton, på den anden side, fremmede en mere generel tilgang til uddannelsesforbedring, som sjældent nævnte racemæssig integration direkte. Denne tilgang, hvor teknologi og forhøjede standarder blev set som løsningen på de racemæssige forskelle, afspejlede en større tendens i politikken på det tidspunkt: en modvilje mod at konfrontere raceproblemer direkte og et fokus på mere "neutrale" løsninger som f.eks. forbedring af undervisningens kvalitet.

Samtidig viste debatten om skolebusning og opfattelsen af raceproblemer i USA, at der var en dyb splittelse mellem sorte og hvide amerikaneres syn på racemæssig ulighed. Ifølge meningsmålinger fra 1996 var langt de fleste amerikanere enige om, at racisme var et alvorligt problem i USA, men hvordan man skulle adressere det, var et åbent spørgsmål. Mens en stor del af de ikke-hvide amerikanere støttede ideen om skolebusning for at opnå racemæssig balance, var flertallet af de hvide amerikanere imod det.

Det er vigtigt at forstå, at mens Clinton og mange af hans efterfølgere på præsidentposten anerkendte de racemæssige uligheder i samfundet, blev de praktiske løsninger ofte undgået eller udvandet i politiske taler. Race- og uddannelsespolitiske diskurser blev i stedet fyldt med ideer om forbedring af systemet gennem højere standarder og teknologi, mens de dybere strukturelle problemer, der ligger til grund for uligheden, ikke altid blev konfronteret direkte. Dette gjorde, at Clintons politik i høj grad blev betragtet som et forsøg på at bevare status quo, selv om han forsøgte at fremstå som en beskytter af minoritetsrettigheder.

Hvordan Nixon brugte etnisk politik til at forme den amerikanske vælgerbase i 1970'erne

I 1972, under en Columbus Day middag, hædrede præsident Richard Nixon de "millioner af amerikanere med italiensk baggrund", der havde "lykkedes" i USA. Han fremhævede, hvordan disse immigranter kom til landet uden at kræve noget, men blot søgte "muligheden for at arbejde". Dette var ikke blot en retorisk gestus, men en nøje udtænkt del af Nixons politiske strategi, som i høj grad byggede på et etnisk appel til den hvide arbejderklasse og deres efterkommere.

Nixon forstod hurtigt, at den amerikanske politiske landskab i efterkrigstiden var præget af dybe etniske og racemæssige skel. Mens de mere etablerede politiske grupper forsøgte at navigere i et land præget af borgerrettighedsbevægelser og etniske spændinger, indså Nixon, at en effektiv måde at sikre støtte på blandt de hvide vælgere var ved at fremme et billede af "den amerikanske drøm", hvor immigrantarbejdere – især de af europæisk oprindelse – kunne relatere sig til hans budskab.

Han anvendte dette argumentation både offentligt og privat i sine taler, herunder under indvielsen af det amerikanske immigrationsmuseum i 1972. Her talte han om immigranternes bidrag til det amerikanske samfund og understregede, at de havde bragt ikke kun arbejde, men også den værdifulde "arv" fra Europa, som han mente var en kerneværdi i det amerikanske samfund. Dette var en del af en større strategi for at mobilisere støtte blandt de etnisk hvide grupper, som følte sig marginaliseret af de racemæssige opdelinger og kravene om integration i samfundet, som blev fremmet af borgerrettighedsbevægelserne.

Samtidig som han hyldede de europæiske immigranter, vendte Nixon sig imod de politiske krav, der kom fra den afroamerikanske befolkning, og den stigende politiske indflydelse, som latino- og afroamerikanske grupper havde i visse dele af landet. Nixon gjorde dette gennem sin modstand mod busing – den politiske beslutning, som skulle integrere skoler ved at tvinge elever fra etniske minoriteter til at rejse lange afstande til skoler i hvidt dominerede områder. Dette blev et symbol på den etniske polarisering, som Nixon udnyttede til sin fordel. Hans modstand mod busing, som han åbnede op for i sine offentlige taler, talte direkte til de "hvite etniske" grupper, der følte, at deres samfund var under pres fra de politiske og sociale forandringer i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne.

Nixon mente, at hans politik gav en stemme til dem, der havde arbejdet hårdt for at opnå succes i USA, og han så dette som et modtræk til den politiske venstrefløj, som han beskrev som værende alt for fokuseret på at tilgodese mindretalsretter og på at ændre sociale normer, der var blevet etableret i flere årtier. Hans politik var dermed en direkte reaktion på de kulturelle og politiske strømninger, som havde præget USA siden 1960'erne. I stedet for at støtte den progressive dagsorden om ligestilling og integration, valgte Nixon at understrege værdien af hårdt arbejde og individuel succes i et land, der havde givet immigranter mulighed for at lykkes.

Hans retorik omkring arbejderklassens succes blev ofte blandet med et stærkt konservativt syn på amerikansk kultur og den traditionelle familieenhed. I hans taler ved kampagnearrangementer i sydstaterne i 1972 understregede han vigtigheden af at beskytte de værdier, som han mente, var ved at blive undermineret af de liberale politiske strømninger. For Nixon var det ikke kun økonomisk succes, der skulle fejres, men også de sociale normer og værdier, der havde formet det amerikanske samfund i mange århundreder.

Dette skabte et klart skel mellem de hvide arbejderklassens valgbaser og de mere progressive strømninger i samfundet, hvilket for alvor styrkede Nixons politiske platform i 1972. Denne etniske strategi – hvor han fremhævede den hvide arbejderklasses succeser og samtidig nedtonede de politiske krav fra andre etniske grupper – var en vigtig faktor i hans valgsejr i november 1972. Hans politik blev et udtryk for et land i opbrud, hvor etniske, sociale og politiske skel blev brugt som brikker i et spil om magt og indflydelse.

Vigtigt er det at forstå, at Nixons retorik omkring immigranter og etniske grupper ikke blot var et forsøg på at samle støtte blandt europæiske efterkommere, men også et udtryk for den tid, hvor USA stod over for en dyb kulturel og politisk krise. I en tid, hvor spørgsmålet om borgerrettigheder, etnisk integration og sociale reformer var på alles læber, udnyttede Nixon dygtigt etnisk identitetspolitik som et middel til at opretholde sin egen magt og legitimitet i den politiske sfære.

Denne strategi bør ses i konteksten af de sociale og politiske omvæltninger i USA i 1960'erne og 1970'erne. Det var en tid, hvor de traditionelle normer og den politiske konsensus blev udfordret af stærke kræfter både fra venstrefløjen og højrefløjen. Nixon indså, at den måde, han tiltalte de forskellige etniske grupper på, kunne gøre en stor forskel i hans politiske succes. Han formåede at skabe en politisk koalition, som i høj grad var baseret på etnisk loyalitet og fornemmelsen af at beskytte de "gode, gamle amerikanske værdier".

Hvordan kan yoga og massage forbedre din søvn?
Hvordan blev hamsterens lille hale til?
Hvordan kunne Reagan-administrationen retfærdiggøre våbensalg til Iran trods embargoen?