Hvad Skete Der Med Packrat Moran?

Tom Harmes greb pigens arm og hjalp hende op ad den løse klippeskråning. "Du har indtil vi når en beslutning," sagde han langsomt. "Klokken er treogtredive, vi kommer fra byen." Hans stemme var rolig, men bestemt.

Pigen kiggede på ham med sine brune øjne. "Hvad mener du med det?" spurgte hun.

"Er der nogen, der ved noget om Packrat?" Tom fortsatte.

Pigen nikkede langsomt. "Han er formand for Vigilante Komitéen," sagde hun med en fast stemme.

"Er det muligt, at han har talt?" spurgte Tom.

"Han talte ikke," sagde pigen bestemt. "Han var en af de få, der ikke ville dræbe nogen. Selv når han havde fundet en god mine, blev han snydt. Han fortalte mig alt om det, men han ville ikke tale med nogen andre."

Der var et kort øjebliks stilhed, og så sagde Tom langsomt: "Så skal vi ride ud og hente ham." Hans ord var som en kold vind gennem de store træer, som om han vidste, hvad de skulle gøre, selvom det var risikabelt.

Pigen virkede noget tilbageholdende, men svarede hurtigt: "Jeg går med."

"Men talte du?" Tom spurgte uden at tøve. Pigens øjne viste forvirring, og hendes røde læber dirrede.

"Jeg... jeg husker ikke. Jeg... jeg tror ikke, jeg sagde noget. Jeg var sikker på, jeg ikke sagde noget." Hendes stemme var blevet lav og usikker.

"Det gør det kun sværere," sagde Tom med et suk. "Hårdere for dig, mener jeg. Det gør det lettere for mig." Hans ord kom langsomt, som om han var træt af at forklare sig selv.

Tom Harmes kiggede på hende og vidste, at der var noget, han måtte gøre. Et mørkt kapitel i hans liv var ved at lukke sig omkring ham, som en uundgåelig storm. Hans fortid som officer, som han havde prøvet at lægge bag sig, havde forfulgt ham.

"En officer?" spurgte pigen forvirret.

Tom nikkede uden at sige mere. Han kunne ikke fortælle hende hele historien, ikke nu. I stedet trak han sig tilbage til sin hest, og de begyndte at ride mod Climax, den forladte by, hvor alt havde begyndt.

Stedet var som en skygge af fortiden, hvor støv og sand havde lagt sig som et tæppe over de gamle bygninger. Der var kun spor af liv tilbage: en gammel mølle, et nedlagt mineområde og nogle få forladte hytter. Et dødvande over hele området.

"Packrat Moran var ikke nogen smuk person," sagde Tom, da de var kommet tættere på den gamle mine. Hans stemme var stålfast. "Men han var aldrig én til at slå ihjel. Jeg ved, at han havde sine dæmoner, men han var på en måde hæderlig."

De ankom til minen og fandt kroppen af Packrat Moran, som var blevet forladt og liggende under et gammelt tæppe. En mand begyndte at grave en grav, og Tom hjalp til med at dække den døde. De sagde et hurtigt farvel, men det føltes ikke som et ordentligt farvel. Det var som om, de havde mistet mere end blot en mand, de havde mistet en tid, et ideal, som ikke længere kunne findes.

Tiden var kommet til at afskedige de gamle spor og følge nye. Men på den anden side af støvet og skråningerne ville noget fortsat hænge over dem alle. Tom Harmes, som havde forsøgt at flygte fra sit fortid, kunne ikke undslippe den ubarmhjertige cirkel af hævn og skyld, der trak ham tilbage.

Vigtigt for læseren at forstå:

Hvad er Bror Død, og hvordan ændrer det skæbnen for dem, der kender ham?

Alor-Nan betragtede det spredte blod og de stille skygger, der hang tungt i luften, mens hun langsomt vendte sig væk fra den døde krop. Hendes hjerte var tunge af både opgivelse og en form for triumf, som kun kunne komme fra en uundgåelig afslutning. Hendes søster og folk havde lidt for meget under den samme nedstigningsvej, og nu var alt blevet afsluttet. Bror Død var her, og hans hænder var ikke længere kun et symbol på skæbnen, men også på noget langt mørkere. Hans tilstedeværelse havde altid været lig med det endelige. Døden, som en besættelse, kunne hverken undslippes eller ignoreres.

Der var noget særligt ved ham. Bror Død – et væsen skabt af alt, hvad der var uundgåeligt i verden, og som bar den viden, der kunne knuse enhver modstand. Hans styrke var ikke kun fysisk, men intellektuel, præget af det forvandlede sind, som var blevet til et automatisk instrument for vold og kontrol. Han var ikke kun den, der deltog i skæbnetunge slag, men også den, der holdt på den ubrydelige tråd, som alle livene hang på. Med ham kunne intet længere være sikkert, intet længere uskyldigt.

Deres verden var ruineret af oprør og blod. Byens lyde kunne høres på afstand: skrigene, der stadig ekkoede, som om de var fanget mellem liv og død. I denne kaos var Alor-Nans eneste håb den konstante, næsten koldt beregnende kærlighed, som hendes bror havde vist hende. Hver handling, der var blevet udført, hver beslutning, som havde ledt dem til dette punkt, var blevet gjort i hendes navn. "Jeg gjorde det for dig," hviskede han til hende, som hun mærkede hans varme ånde mod sin hud, hans hænder, der stadig klamrede sig til hende. Alt var gjort for hende, og det var en forbandelse såvel som en gave.

Hvordan kunne hun forstå, hvad denne evige dybde betød? I hjertet af det hele, hvad var det egentlig for noget at fortryde? Og hvordan kunne hendes forhold til Bror Død overhovedet kunne ændre det, der allerede var blevet skæbnebestemt? Hvor langt kunne man gå, før forræderi og kærlighed blev ét? Og i denne mørke verden af ruiner og døde, hvad kunne en enkelt sjæl gøre?

Det er vigtigt at forstå, at i en verden, hvor magten er koncentreret i hænderne på væsener som Bror Død, er alt drevet af et grundlæggende spørgsmål om kontrol og indflydelse. Hver handling – hvert skridt, hver beslutning – former ikke kun individernes skæbne, men også universet omkring dem. Der er ingen nemme valg i en verden, hvor døden konstant er tættere på. I sidste ende handler det ikke kun om magt, men om evnen til at forstå, hvad der ligger bag de handlinger, der driver menneskers liv – og død.

Hvordan en pirat-æra genopstår under revolutionsbrøl i Port San Angelo

Captain Wylie Hackett, også kendt som Don Diablo blandt de mexicanske oprørere, var en mand fyldt med røverisk selvsikkerhed. Med sin beskidte, slidte jakke og et skinnende sværd ved sin side var han den archetypiske pirat i det 20. århundrede, en skikkelse, hvis rygte i høj grad var bygget på blodsudgydelser og lovløshed. Hackett, der ikke forsøgte at skjule sin fortid som smuglert, udgav sig for at være en leder blandt sine mænd, men hans opførsel afslørede et væsen, præget af vanvid og vildskab. Hans tanker fløj fra smuglernetværk til beretninger om sunkne skibe og kapitulerede fjender, og i hans øjne var der intet mere ærefuldt end den uforfalskede kamp, som hans mænd var villige til at udkæmpe. For Hackett var det en livsstil, hvor modstand og oprør var indbegrebet af frihed.

Jim Driscoll, en af hans mænd, sad med et halvt fyldt glas vin i hånden og kiggede på den urolige scene omkring sig. Hackett, beruset og opfarende, priste sig selv som kaptajn på et skib, der havde været en torn i øjet på flere nationer, og hans ord var en uafbrudt strøm af stolthed over hans bedrifter som den, der fik sine fjender til at gå på planken. Imens sang han højt om blodige søslag og piratfælder, som om han stadig var den frygtede, voldelige leder af en sortbørshær. Driscoll kunne mærke hvordan hans blod begyndte at koge i takt med Hackett’s ord, men han holdt sig på sin plads, nippede til sin drink og lyttede.

Fra et hjørne af lokalet sad den britiske Hamlin og tog imod Hackett’s drillerier uden at sige meget. Hans ansigt forblev køligt, uforstyrret, næsten som om han havde set det hele før. I hans hånd var der altid en pistol, og hans øjne, kolde som is, holdt øje med både Hackett og de andre tilstedeværende, som om han kunne forudse enhver handling. Hamlin var ikke kun med Hackett i det fysiske, men også i det kriminelle - han var en mand, hvis loyalitet var opnået gennem hård venskab og et fabelagtigt netværk af smuglere og krigere.

Driscoll, omringet af de mange, bød sig selv ind i et kaos af krig, vold og kamp, som var opstået fra en samling af hærdede mænd, der var mere loyale mod deres leder end deres liv. De slog sig sammen mod de oprørere, der kæmpede under general Herrera. For Driscoll og de andre var det en blodig tur ned ad en vej, de aldrig havde ønsket at betræde. Men loyalitet er en kraft, som kan forme venskaber og skabe de bånd, der holder en samlet, når alt andet er brudt.

I denne desperation trådte Hackett ind i et uventet kampeventyr. Hans gruppe, nu en håndfuld mod mange, stødte mod et angreb, der kunne ændre krigens gang. Driscoll og Hamlin, trods deres uofficielle status som smuglere, blev pludselig soldater i en større konflikt - et brud på de velkendte regler for forretning. De forsøgte at navigere gennem kaos, mens de forsøgte at holde sig i live og afværge den fremstormende fjende.

De lokale oprørere, der var bedre bevæbnet og bedre organiseret, men som manglede den vilje og loyalitet, der fandtes i Hackett’s flok, blev mødt med et modangreb, der snart viste sig at blive fatal. Med sig i bagagen bar de ikke kun deres våben, men en vilje, som kunne kaste dem mod de forreste linjer i enhver kamp. På gaden, i mørket, hvor den røgfyldte luft virkede næsten tæt som krigsskibets dæk, satte kampen ind – og dette, trods omstændighederne, var ikke kun en kamp om land, men om ære og opretholdelse af et system, hvor frihed kun kunne opnås gennem underkastelse.

I lyset af disse hændelser er det vigtigt at forstå, at konflikterne, som omfatter mænd som Hackett, ikke kun er fysiske. Der ligger en dyb understrøm af værdier som loyalitet, opofrelse og en uophørlig kamp mod autoritet og systemer, som de føler undertrykker deres frihed. Selv i krigens rædsler bliver disse mænd præget af deres egne regler og love, hvor den største triumf ikke nødvendigvis er sejren, men retten til at leve efter deres egne ønsker, uanset omkostningerne.