“I’m no faggot. I don’t call it that,” Constantine sagde og skiftede til sardinsk. “Hvordan kommer jeg derhen?” Mandens svar var hurtigt, præcist, men med en undertone af mistro, som hvis han blev forstyrret i noget vigtigere. Han kunne mærke, at hans land var blevet lidt lettere at navigere i, men de gamle vaner var svære at knække. Sardinien havde ikke ændret sig meget gennem tiderne – uanset hvad der blev påtvunget det. De her mennesker var urørlige. “Du kan gå,” svarede manden. “Eller du kan tage en muldyr. Du kan se dem der på skråningerne. Gå og fang en, saddel den, og drag afsted.”

“Jeg vil have et muldyr fanget, saddelt og klar til mig!” Constantine svor. Men manden mente, at det var et spørgsmål om selvstændighed. “En mand kan ikke fange et muldyr for en anden,” sagde han med et fast blik, “det ville være lige så fejt som at en mand skulle tygge maden for en anden.” Sardinierne var et folk af selvstændige mennesker, og det var i deres natur at være afhængige af sig selv. Ingen kunne få noget serveret uden at have ydet for det.

Men dette var en tid med forandring. Constantine kiggede ud af vinduet i Grimaldi’s kro og lagde mærke til noget, der havde forandret landskabet. “Jeg kan se de gamle kystmærker,” sagde han. “Og der var engang brusen af havet dér. Men nu er der grøn land på den anden side.” Grimaldi, den gamle vært, svarede roligt: “Jeg håber ikke, det bliver sådan altid. Jeg vil have vandet tilbage, bare en tid.” En forandring, som kun kunne forklares ved en grundlæggende ændring af landskabets fysiske form, havde fundet sted. Vandet, der tidligere opfyldte dalene og kysterne, var blevet til nyt land, noget, som ikke var set før. Det var et fænomen, der både skabte frygt og undren i befolkningen.

“Det skaber problemer,” sagde den unge Grimaldi. “Vi jagede vildsvin mod havet før. Men nu, når der er det nye land, kan de løbe væk for evigt. Vi kan ikke fange dem mere.” Denne nye landmasses magt var åbenlys, men hvad kunne det egentlig betyde? Hvad var prisen for forandring? “Hvis det ikke var for alle penge og muligheden for at opbygge noget nyt her, ville jeg ikke kunne lide det,” tilføjede han med en vis modstand mod de nye tilstande. Sardinien, så fast i sin natur, følte sig udfordret af fremtiden, som stadig var drevet af økonomiske interesser, som de ældre beboere ikke nødvendigvis havde tillid til.

For dem, der har boet på øen i generationer, var forandringens hastighed foruroligende. Det gamle Sardinien var et sted, hvor traditioner og naturens rytme havde været et fundament. Men som Grimaldi påpegede, havde øens folk altid haft metoder til at håndtere forandringer. De forsøgte at skjule landets nye fremtoning, eller måske undertiden at ignorere det, og der var en vis visdom i at forsøge at forstå, hvad der var sket uden at blive forstyrret af alt det ukendte.

Men trods de gamle vaner og metoder kunne ikke selv de mest erfarne se på det skiftende landskab uden at føle en form for ubehag. “Er det her virkelig noget, vi har set før?” spurgte Constantine. Og Old Grimaldi svarede uden tøven: “Ja, vi har set det før, men det var altid en kortvarig hændelse. En eller to gange om måneden, som en uventet forstyrrelse. Men vi har aldrig set det som permanent før.” Grimaldi forklarede, hvordan deres folks evne til at håndtere det ukendte, at forholde sig til det, har været afhængig af at tilpasse sig, ikke nødvendigvis ved at acceptere alt, men ved at tilpasse sig det og finde ud af, hvordan de kunne leve med det.

Men trods denne tilpasning havde både Grimaldi og Constantine svært ved at acceptere den permanente ændring. De kunne godt forstå, at penge og økonomi kunne gøre noget til en realitet, selv når det i høj grad ville ændre deres livsstil. Der var den dybe menneskelige modstand mod det, der føltes som en trussel mod naturens orden. Deres land, som tidligere havde været et reflekterende spejl af tiden, blev nu betragtet som en forandring, et sted fyldt med uforudsigelighed, og det skabte både forvirring og frygt blandt de, der skulle leve med det.

Når man ser på verden i dag, kan vi måske finde paralleller til den udfordring, Grimaldi og de andre har stået overfor. Den konstante strøm af forandringer – både kulturelt, politisk og teknologisk – tvinger os til at håndtere et landskab, der ikke længere er til at genkende. De gamle grænser opløses, og nye strukturer træder frem. Menneskets tilpasningsevne og styrken i at holde fast i det, der giver stabilitet, er noget, vi kan lære af. For at bevare noget fundamentalt i sig selv, er det nødvendigt at forstå de forandringer, der sker omkring én, og tilpasse sig dem, uden at miste sig selv i processen.

Hvordan vi skaber en falsk virkelighed: Sandaliotis og illusionens magi

I de sidste par år har vi formået at skabe variationer i kystlinjerne, der rækker op mod tolv miles. Det var her, vi nåede et punkt, hvor vi kunne etablere vidtstrakte 'enge' af den grønne, skinnende substans, der ved første øjekast ville ligne overbevisende græsgange. Langt fra kunne de betragtes som sådanne, og endda kunne de betrædes af mennesker i transe eller af dem, der var blevet hypnotiseret. Et kolossalt antal individer kunne blive tiltrukket af denne virkelighed – gå på luften, på farvet luft med en smule fast skum i sig.

Vi havde nået den grænse, vi kunne med materialer og paramaterialer, men det hele var forsvindende og skrøbeligt. For at fortsætte var vi tvunget til at anvende hypnotisk form, sløret identitet og sindets indflydelse. I sidste ende blev vi nødt til at ty til magi. Det var her, vi havde vores specialisten med os – Amelia Lilac, en ekspert i ‘kappen’, sløret eller forvansket virkelighed. Denne person var i stand til at ændre, hvad andre så og troede på, at opbygge en illusion om en ny virkelighed, som kunne virke næsten ubegrænset for dem, der troede på den.

Amelia, også en af de meget gamle personer fra kulten, kunne forvandle virkeligheden så kraftigt, at selv fragmenter af hendes forvandlende skygge kunne udføre vidundere. Hendes evner omfattede bilokation og diplo-somatism, en slags dualistisk eksistens, hvor hun kunne eksistere i flere kroppe på samme tid – noget, der udfordrer vores konventionelle opfattelse af fysisk tilstedeværelse.

En af de mest markante effekter af hendes arbejde var den lavendel-omgivelser, som hun skabte. Når den lavendel-skygge, hendes ‘fog’, første gang indtog synsfeltet hos en person, ville de straks tro på det, de så. Dette skabte en ny virkelighed for dem, og de begyndte at handle og interagere med verden som om denne virkelighed var sand.

En del af vores projekt var at samle en stor gruppe mennesker, der skulle spille med i denne illusion. Vi rekrutterede medlemmer af de forskellige Sandaliotis-klubber, folk der i deres hjerter og sind troede på det, vi skabte. Men illusionerne var ikke kun for de troende – selv de gamle korsikanere og sardinske folk deltog. For at overbevise dem om, at de nu boede i et nyt land, blev deres virkelighed forvandlet til noget, der lignede det gamle Sandaliotis.

Sandaliotis var på mange måder et land, som kun eksisterede i de troendes sind. Dets marker og landskaber var intet andet end et skinnende grønt stof, som i dag eksisterede, og i morgen kunne være smeltet og forsvundet. Vi havde solgt dette 'nye land' til en gruppe udenjordiske, som snart ville indsamle det, og vi ville efterlade det hele. For os var dette et eventyr, en transaktion, hvor vi kunne skræddersy virkeligheden efter vores egne ønsker.

Men det var ikke kun land og illusioner, vi havde at gøre med. North Town var den mest materielle del af vores projekt. Det var resterne af vores første forsøg på at skabe noget fysisk, noget der kunne holde længere. Her havde vi opbygget letvægtsrammer, der blev dækket med den lavendel-skygge, der gjorde byen til noget større, end den egentlig var.

Byen, vi befandt os i nu, Ichnusa, var egentlig kun en modificeret version af Cagliari på Sardinien. Ved hjælp af vores illusionsteknikker var vi i stand til at omdanne den til en storby, men i virkeligheden var det stadig den samme by, som den altid havde været. Monumenterne, som de Italienske Trapper, der syntes at være det mest imponerende bygningsværk i Cagliari, var blot en illusion. Selvom jeg selv gik ned ad dem, havde jeg ikke travet på rigtige trin, men på luft, der blev formet til noget, jeg troede var rigtige trapper.

Først da vi begyndte at skabe denne illusion, indså vi den første regel i at skabe falske verdener: Vi skulle få de nye ting til at se ud som om de havde eksisteret i lang tid. For at få vores nye verden til at fremstå ægte, måtte vi tilføje tegn på forfald, ældning og historie. Fossiler, kulstof-14 datering og andre mærker, der indikerer en dyb alder, blev tilføjet til vores illusioner. Denne teknik, at skabe noget, der ser ud til at være ældet, er ikke kun noget, vi har opdaget. Den er blevet brugt gennem historien. Selv Gud, ifølge troen, skabte en verden med tegn på stor alder – og det var ikke mange år siden.

Men som vi skabte vores illusioner og manipulerede med virkeligheden, var der én ting, vi skulle huske på: Mennesker, der skaber sådanne verdener, kan ikke efterlade levende vidner. Vi kunne ikke tage vores illusioner med os, når vi forlod denne verden. De mennesker, der er involveret i denne form for manipulation, efterlader ofte kun tomhed, for de kan aldrig tillade nogen at opdage den sande virkelighed bag den, de har opbygget.

Hvad angår de kontakter, vi havde med folk fra udenjordiske verdener, var der noget, der kunne minde om dette, men det var ikke hovedparten af vores projekt. De penge, der blev opkrævet for det ‘nye land’, blev hovedsageligt betalt af mennesker fra Jorden. Det var et stort bedrag, et fupnummer, som kun blev drevet af vores egen dygtighed som sælgere. Vi solgte noget, der ikke eksisterede, og vi forsøgte at overbevise folk om, at de havde investeret i noget ægte, noget der ville eksistere for evigt. De var blevet bedraget, men vi havde ikke engang brug for udenjordiske kontakter til at gøre det.

Hvordan man opretter et scanning og PDF eksport-program med NAPS2 SDK i VSCode
Hvordan Beviser Vi Negationer og Klassiske Matematiske Implicationer?
Hvordan Layouts Optimere Ydeevnen i Android-applikationer
Hvad betyder det at bevare et stykke arkitektur som arv?