Hvordan livet på flodbredderne blev et kapitel i Mississippi-historien

Miz Dimmitt sad på en stol ved vinduet og kiggede ud i mørket. Lyset fra den lille stearinlys kastede lange skygger på væggene, og hun kaldte stadig på sin datter, Cory, uden at få noget svar. Hendes bekymring over det, der netop var sket, kunne næsten føles i den trykkede luft. Houlka, en mand, der var blevet reddet fra Parchman-fængslet, lå på en stol, med blodet stadig friskt på hans ansigt og krop. Miz Dimmitt havde gjort sit bedste for at stoppe blødningen, men var også dybt bekymret for hendes datter, der var blevet væk et sted i mørket.

Emzee, en ung fyr med en naturlig evne til at finde problemer, havde fået lidt mad lavet fra noget gammelt havregrød, som han havde fundet frem. Der var ikke meget af det, men det var alt, hvad de havde, og Houlka, der nu var halvt bevidstløs, fik hvad han kunne. Der var en fornemmelse af, at alt dette – de mørke timer, de ubesvarede opkald, det knap nok eksisterende lys – var et spejl af noget større. Livet langs Mississippi-floden var aldrig stille. Det var altid fyldt med venten, sygdom, modgang og indimellem et glimt af håb, som flød forbi som floden selv.

I det samme kom Miz Leda ind, en lidt ældre dame, som havde taget sig af huset, da det var blevet nødvendigt. Hun satte en plade med ristede ører på bordet, som hun havde lavet hurtigt. Emzee tog et stearinlys og forsvandt tilbage i køkkenet for at finde mere mad. Men Houlka, der stadig var i smerte, rørte sig under skindet og så ud til at være meget syg. Miz Dimmitt havde opgivet at finde sin datter i mørket og satte sig ned og kiggede trist på sin datter, der var blevet borte.

Hvad Miz Dimmitt ikke vidste, var, at hendes datter var blevet fundet i kulskjulet, sovende efter et legespil. Hun havde gemt sig, som hun plejede at gøre under deres lege, men denne gang havde det været længere end normalt. Da Cory endelig kom tilbage, var hun ikke alene. Emzee havde fundet hende, og hun kom tilbage til huset sammen med ham, hvor hun blev mødt af en meget lettet, men stadig meget bekymret, mor. Miz Dimmitt, som havde båret et tungt hjerte hele natten, kunne endelig ånde lettet op.

Der var dog mere, der ventede på dem. Mississippi-floden var begyndt at bryde op over sine levegange. Mennesker i Greenville blev tvunget til at bo i telte langs dæmningerne, og præsident Coolidge kom for at inspicere ødelæggelserne. Der var ingen ende på de katastrofer, der blev hængende i luften som den uundgåelige flod – problemer med priserne på bomuld, naturkatastrofer og de ubekendte mørke tider, som folkene langs floden blev tvunget til at leve i. Det var næsten som om, at floden havde et liv for sig selv, og de mennesker, der boede langs dens bredder, var blevet fanget i dens strømme.

Det er vigtigt at forstå, at livet i sådanne samfund ikke kun var et spørgsmål om overlevelse. Det handlede om en stærk form for tilpasningsevne – en evne til at få noget ud af næsten intet. Der var intet luksuriøst ved det, men beboerne langs floden lærte hurtigt, at i nødens stund kunne selv de mindste handlinger – som at finde en rest af havregrød eller en gammel stearinlys – være den handling, der kunne bringe dem videre gennem endnu en nat. Det var livets barske realiteter, der satte pris på disse små handlinger af kærlighed og fællesskab.

Hvad sker der, når fortid og fremtid mødes i et mystisk univers?

To gader i et fjernt hjørne af Mississippi. Den ene dækket med elefantstødtænder, den anden med et hav af hjortegevirer og kvehorn. Et stort hus i baggrunden, men noget er underligt her, som om tiden bøjer sig på en anden måde. Det er noget, som Houlka og jeg straks bemærker, da vi ankommer til Two Gates Farm.

Jeg kunne mærke det, da vi trådte gennem den første port lavet af elefantstødtænder. Den havde en underlig klang, som om jorden under os ikke var stabil. Houlka stoppede et øjeblik og så sig over skulderen, men i det øjeblik kunne vi ikke længere se vejen eller porten bag os. Et skilt, som var faldet ned, sagde "Brug den anden port". Vi vendte os, og uden at sige noget gik vi hen til den anden port og ind i en verden, der virkede uventet og forkert.

Manden på verandaen, Jock Coomer, hilste os velkommen med et smil, men hans udseende var forvirrende. Klædt i en hvid jakke og en vidunderlig pith-hjelm, virkede han som om han var blevet transporteret direkte fra en eksotisk safari. Hans mustache var som et walrus-skæg, og hans rolighed var næsten skræmmende. "Houlka Lee," sagde han med et fast håndtryk, som om han havde kendt ham i årevis. Jeg kunne mærke, at noget var på færde.

Der var noget over hans kone, Cybil. Hun stod i døren som en skygge fra fortiden, med vilde øjne og et forfærdeligt hår. Hendes hænder var hævet, som om hun prøvede at fange noget, der fløj langt udenfor hendes rækkevidde. Hendes øjne mødte mine, og noget i hendes blik gjorde, at jeg kunne mærke en kuldegysning ned ad ryggen. Hun gav Houlka en rulle pakket ind i papir, og hendes ord var klare: "Vær venlig at returnere det. Det har stor sentimental værdi."

Da vi gik tilbage til bilen og vejen til Avernus, begyndte jeg at forstå, at vi ikke blot havde besøgt et hus, men et sted, hvor fortiden og fremtiden eksisterede samtidig. Hvordan kunne Cybil have set det, vi skulle gøre, før vi overhovedet ankom? Og hvordan kunne hendes blik være så klart, når alt omkring os var tåget og usikkert? Det var som om vi var blevet trukket ind i et parallelt univers, hvor tidens strømning ikke fulgte de naturlige love.

Ferien, der langsomt gled os over floden, blev et symbol på vores overgang til et sted, der ikke kunne beskrives med ord. På den anden side af floden, i en åbenning mellem træerne, var der et land fyldt med mennesker, men de var alle som fanget i et tidløst møde. Deres ansigter var både velkendte og fremmede, og der var en underlig ro over alt, som om der var noget vigtigt, de vidste, men ikke kunne udtrykke.

I denne mystiske verden, hvor det føltes som om fortid, nutid og fremtid var blevet blandet sammen, er det vigtigt at forstå, at det ikke kun handler om, hvad vi ser. Vi er ikke blot vidner til et mystisk møde, men også en del af en større virkelighed, hvor vores valg og handlinger kan ændre den vej, vi går. Hvad der sker i øjeblikket, kan være et spejl af noget, der allerede er sket, og hvad der sker i fremtiden, kan allerede have påvirket vores beslutninger i dag. Tiden er ikke en lineær strøm; den er et net af muligheder, hvor fortiden og fremtiden kan væve sig sammen.

Endtext

Hvordan en enkel opgave kan afsløre uventede konsekvenser og menneskelige karaktertræk

Blind Bill Orff var en af de personer, der var genstand for mange rygter i byen. Det var noget, der var sket mellem ham og redaktøren af den lokale avis for mange år siden, men hvad det præcist havde været, vidste ingen rigtig. På en af sine daglige rutiner, hvor han ventede på sin avis, begyndte han som altid at råbe til den unge papirgut, der skulle kaste avisen til ham. "På fortovet!" råbte Blind Bill, selvom papirgutten ikke engang så ud til at have hørt ham. Det var nærmest som om han fløj forbi, og papiret landede på et utroligt præcist sted, kun et par centimeter fra Blind Bills fødder. Bill lo for sig selv og glædede sig til at få sin avis læst op for sig. "Jeg kan ikke, Bill. Jeg har travlt med noget andet," sagde den unge mand, som skulle videre.

Den unge mand, der stadig havde travlt, spurgte sig selv, hvorfor han ikke kunne få lov at gå sin vej uden at blive trukket ind i et uundgåeligt bånd mellem ham og Blind Bill. Der var noget i den måde, Bill insisterede på, som ikke kunne ignoreres. En blanding af venlig irritation og behovet for at få sin verden fortalt i ord, hvilket den unge mand havde svært ved at afvise.

"Det er fra Prædikerens Bog," siger Blind Bill, og så begynder han igen at ryste lidt på hovedet, som om han havde ventet på denne mulighed i lang tid. Hans viden, som egentlig ikke burde være der, afslører et gammeldags behov for at holde forbindelsen til omverdenen, selv når synet svigter ham.

I et samfund, hvor der ikke er meget plads til at føle sig udenfor, er Blind Bill en figur, der sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vi kommunikerer og hvilke elementer der egentlig binder os sammen. I den daglige samtale med den unge mand, hvad enten det er om avisen, bøgerne eller hans nevø, dykker der en dybere refleksion op: Hvordan ser vi egentlig på ældre generationer og deres behov? Er vi så travle med at "lære" nye generationer, at vi glemmer, hvordan vi kan være til stede for dem, der er ældre end os?

Når vi læser videre, ser vi, hvordan Blind Bill fortsætter med at udtrykke sin frustration over den unge mands travlhed. Men i hans øjne er det ikke nødvendigvis hans behov, der står i centrum, men snarere behovet for at have noget at holde fast i i en verden, der ofte er i bevægelse. Bill står som et symbol på et mere langsommeligt tempo, hvor livets små opgaver stadig betyder noget, og hvor den ældre generation ikke ønsker at blive forladt til ensomhedens mørke.

For læseren bliver det klart, at vi alle er engagerede i et netværk af relationer, hvor vores liv og vores valg, hvordan vi vælger at læse, tale, eller endda bare lytte, har en langtrækkende virkning på de andre omkring os. Værktøjerne, vi bruger til at kommunikere - hvad enten det er en avis, en bog eller simpelthen et ord - kan være mere værdifulde, end vi tror.