Debatten om ‘fake news’ skifter ofte mellem moralpanik og kynisme. På den ene side er der dem, der frygter, at valgresultater i stigende grad påvirkes af hemmelige kampagner, der spreder falske nyheder, og på den anden side er der dem, der hævder, at propaganda og rygter altid har været til stede i samfundet. Det er jo ikke første gang, at folk anklager andre for at skabe falske narrativer, som da athenerne under den peloponnesiske krig beskyldte spartanerne for at have forgiftet brøndene i Piraeus, selvom det sandsynligvis var en smitsom febersygdom, der forårsagede pesten. Den filosofiske tilgang til ‘fake news’ har også været delt. Nogle er næsten uden forbehold enige i, at ‘fake news’ er et problem—som Scott Aikin og Robert Talisse formulerer det, “det er noget, de fleste kan blive enige om, på trods af deres politiske uenigheder” (Aikin & Talisse 2018)—mens andre som David Coady hævder, at “problemet ikke er fake news, men selve udtrykket ‘fake news’” (Coady 2019: 40). Ifølge denne opfattelse har ‘fake news’ ingen entydig betydning og bruges i stigende grad som et politisk slår til at miskreditere uønsket rapportering. Derfor er anbefalingerne om, hvordan man skal reagere på stigningen af fake news (hvis der er en sådan stigning) vidt forskellige, lige fra opfordringer til mere ‘kritisk tænkning’ til store politiske reguleringsrammer.

I denne sammenhæng argumenterer jeg for, at udtrykket ‘fake news’ på en måde indfanger et nyt fænomen af social-epistemisk dysfunktion, som opstår gennem systematiske forvridninger i de etablerede processer for skabelse og formidling af nyhedslignende indhold. ‘Fake news’ er derfor ikke kun en kilde til falsk eller upålidelig information, men truer også med at underminere andre former for epistemisk afhængighed af vores informations- og mediemiljø, især vores afhængighed af epistemisk dækning. Samtidig findes der et underudforsket område af afhjælpende strategier, vi kan benytte for at beskytte, om end fejlbarligt, integriteten af vores socialt erhvervede viden: nemlig gennem velvalgte epistemiske rutiner, som bekræfter tilliden til pålidelige kilder, men som skal revideres og justeres periodisk som respons på ændringer i vores informationsmiljø.

Epistemiske agenter navigerer deres informationsmiljø både ved aktivt at opsøge (og vurdere) kilder til information og ved at stole på deres miljø på mere uspecifikke, rutinemæssige måder. Hvis der opstår dysfunktioner i samspillet mellem disse forskellige måder at være afhængig af viden på, vil det være nødvendigt at have et begrebsmæssigt rammeværk til at identificere, hvad der er gået galt. Dette rammeværk kan opdeles i to typer af epistemisk afhængighed: afhængighed af individuelle videnskilder og afhængighed af den epistemiske dækning, som ens sociale-informative miljø tilbyder.

Når vi taler om at opretholde viden i et miljø, der konstant er i forandring, bliver det nødvendigt at forstå, hvordan vi opdaterer og vedligeholder vores tro i mødet med ny information. Mennesket er grundlæggende drevet af et behov for at opretholde et tilstrækkeligt bredt og opdateret kredsløb af viden, som gør det muligt at handle på en måde, der sikrer overlevelse. Denne proces er dog risikabel, da vi ofte kan importere falsk viden i vores system, hvilket kan undergrave viden, vi allerede har, og som er korrekt. For at imødegå denne risiko er det nødvendigt at udvikle epistemiske rutiner, som kan hjælpe med at opretholde en vis integritet i vores viden og minimere fejlinformation.

Ved at anvende velovervejede epistemiske rutiner kan vi ikke kun reducere eksponeringen for vildledende og bedragende ‘fake news’, men vi kan stadig deltage aktivt i den kollektive vækst af viden. Det kræver dog en konstant revision og justering af vores epistemiske metoder, som følge af ændringer i de teknologiske og sociale forhold, der former, hvordan vi modtager og bearbejder information.

Endvidere er det vigtigt at forstå, at vores informationsmiljø ikke kun afhænger af de individuelle kilder, vi vælger at stole på, men også af den større sociale og teknologiske kontekst, der bestemmer, hvordan nyheder og informationer bliver aggregater og præsenteret for os. Derfor bør vi ikke kun være kritiske over for de kilder, vi direkte konsumerer, men også for de strukturelle mekanismer, der bestemmer, hvilke informationer vi har adgang til. I denne sammenhæng er det nødvendigt at udvikle et kritisk blik på de normer og praksisser, der styrer vores informationsflade.

Hvordan forholder vi os til konspirationsteorier og modbeviser?

Konspirationsteorier er i høj grad præget af modstand mod modbeviser. Denne modstand virker umiddelbart begrundet, eftersom konspirationer typisk opfattes som hemmelige plots udført af grupper, der forsøger at skjule deres intentioner og handlinger. Dog er den enkle forklaring på denne modstand ofte misvisende. Mens det er sandt, at troen på en konspiration kræver en bestemt type modstand mod modbeviser, er det også den evidensisolering, der kendetegner konspirationsteorier, som gør dem epistemisk problematiske. Denne særlige karakteristik er et grundlæggende aspekt, der gør konspirationsteorier epistemisk irrationelle.

Når man diskuterer konspirationsteorier, er det nødvendigt at redegøre for den metodologi, der anvendes i debatten om emnet. Normalt forsøger man først at definere, hvad en ‘konspirationsteori’ er. Men hvad betyder det egentlig at definere begrebet? Hvilke forudsætninger skal vi tage højde for, når vi giver en sådan definition? For mit vedkommende sigter jeg efter at revidere den ordinale forståelse af konspirationsteorier, så vi bedre kan forstå det fænomen, der ligger til grund for en udbredt tro på usandsynlige teorier om konspirationer. Her tænker jeg på teorier som månelandingen var falsk, jorden er flad, eller Illuminati styrer verden. Jeg vil ikke diskutere rationaliteten af nogen af disse teorier specifikt, men jeg forudsætter, at når vi taler om konspirationsteorier, henviser vi til sådanne absurde teorier.

Men konspirationsteorier er problematiske ikke kun fordi de kan virke farligt fejlinformerede, men også fordi de er bygget på et evidensbaseret forsvar, der ikke kan udfordres effektivt. Dette er et af de centrale problemer med konspirationsteorier: deres evidensisolerede natur. De er designet til at afvise ethvert modbevis, hvilket gør dem særligt vanskelige at debattere rationelt. Modstand mod modbeviser er ikke en naturlig konsekvens af teorier om konspirationer i sig selv, men snarere et resultat af den måde, disse teorier er struktureret på.

Når man ser på metodologien bag konspirationsteorier, er der en tendens i den filosofiske litteratur til at acceptere en bred, neutral definition af begrebet, som ikke nødvendigvis indeholder en negativ værdi. Mange hævder, at det at bruge udtrykket ‘konspirationsteori’ som et negativt mærkat kan bruges til at afvise faktiske konspirationer, hvilket betyder, at vi bør være forsigtige med at anvende det. Ifølge denne tankegang skal definitionen af konspirationsteori være bred og neutral for at undgå at skuffe ægte teorier om konspirationer. Denne bekymring bliver dog ofte afvist, idet empirisk forskning viser, at det at betegne en teori som en konspirationsteori ikke nødvendigvis reducerer troen på den.

Den kritik, der rettes mod de bredere definitioner, er, at de udvander begrebet og gør det umuligt at forstå de specifikke træk ved konspirationsteorier, som gør dem irrationelle og epistemisk problematiske. De, der fremfører denne kritik, hævder, at den brede, neutrale definition ikke hjælper os med at forstå og adressere den virkelige udfordring, som konspirationsteorier udgør: den vedvarende tro på absurde teorier trods klare modbeviser. En smal, negativt ladet definition af konspirationsteorier gør det muligt at identificere og analysere de unikke egenskaber ved disse teorier uden at reducere deres alvorlige konsekvenser for samfundet.

For at forstå de epistemiske problemer ved konspirationsteorier er det vigtigt at erkende, at det ikke blot handler om, at troen på en konspiration er irrationel i sig selv. Det centrale problem er den måde, hvorpå troen på konspirationer gør sig immun mod udfordringer fra modbeviser. Det betyder, at uanset hvor stærkt modbeviset måtte være, vil de troende på en konspiration altid finde en måde at afvise det på, hvilket gør diskussionen umulig. Denne form for evidensisolering er, hvad der gør konspirationsteorier til et særligt epistemisk fænomen.

Når man undersøger troen på konspirationsteorier, er det derfor vigtigt ikke kun at fokusere på selve teorien, men på den måde, hvorpå disse teorier er beskyttet mod modbeviser. Det er den epistemiske isolering, der udgør den egentlige udfordring. Man skal forstå, at konspirationsteorier ikke bare er usande; de er struktureret på en måde, der gør dem uimodtagelige for rationalitetens kontrol. Dette er den væsentligste grund til, at de udgør en risiko for den offentlige diskurs og for individets kognitive integritet.

Endtext

Hvordan konspirationsteorier bliver selvisolerede og irrationelle

I nogle tilfælde kan man møde usædvanlige beviser, såsom hvis man kunne rejse tilbage i tiden for at observere begivenhederne, hvis man modtog vidnesbyrd fra en omnipotent orakel eller hvis man kunne læse tanker. Uanset hvilken form disse ekstraordinære beviser måtte antage, mener jeg, at spørgsmålet om, hvorvidt de ville få nogen til at sænke deres tillid til en konspirationsteori, ikke er relevant i forhold til, om konspirationstroen er selvisolerende i den ønskede forstand. En selvisolerende tro er en tro, der er immun overfor at blive modbevist af den type beviser, som er tilgængelige under normale omstændigheder. I det følgende vil jeg diskutere selvisolation i denne begrænsede forstand.

At definere en konspirationsteori er at beskrive en tro på eksistensen af en konspiration, hvor eksistensen af konspirationen anvendes til at afvise al tilsyneladende modbevisende evidence, som en person måtte støde på under normale omstændigheder. Dette betyder, at konspirationsteorier generelt fungerer på den måde, at enhver modstand mod teorien betragtes som en del af konspirationens dækning eller manipulation. I denne forstand bliver troen på en konspiration, når den er stærkt isoleret, en overbevisning, som ikke kan ændres, selv hvis nye oplysninger kommer frem.

Et centralt spørgsmål i diskussionen om konspirationsteorier er deres epistemiske status, dvs. om det nogensinde er rationelt at tro på konspirationer. Ifølge min tilgang er konspirationsteorier netop kendetegnet ved at være modstandsdygtige over for revision i lyset af modbeviser. Jeg vil derfor argumentere for, at det ikke er rationelt at holde en tro på en konspiration, der er selvisoleret. Det vil sige, at det er irrationelt at fastholde konspirationsteorier, når de er isolerede på den måde, som jeg har beskrevet.

Selvom min tilgang til konspirationsteorier er væsentligt anderledes end traditionelle tilgange, har diskussionen i denne sammenhæng væsentlige implikationer for de traditioner, der har hævdet, at en konspirationsteori ikke nødvendigvis er irrationel, bare fordi den er ufalsificerbar. Mange har hævdet, at det nogle gange kan være rationelt at tro på en konspiration, fordi en sådan teori kunne være den bedste forklaring på de tilgængelige beviser. Denne diskussion har ofte været fokuseret på spørgsmålet om at danne en tro på konspirationer, snarere end at revidere troen i lyset af nye beviser. Man antager ofte, at modstand mod beviser er en iboende egenskab ved konspirationsteorier, og at dette ikke nødvendigvis er et epistemisk problem.

En af de mest bemærkelsesværdige træk ved konspirationsteorier er, at de tillader, at beviser imod teorien faktisk kan tolkes som beviser, der understøtter den. Når autoriteterne præsenterer beviser for den officielle historie, ser konspirationsteoretikeren det som et tegn på, at "de" gør alt for at få os til at tro på denne officielle version. I denne sammenhæng bliver det faktum, at evidens kan blive betragtet som forsøg på at skjule sandheden, en integreret del af konspirationsteorien. Men spørgsmålet er, om hypotesen om en konspiration virkelig berettiger til at afvise alle modbeviser.

En af de mest interessante argumenter i denne diskussion er, at konspirationsteorier kan være ufalsificerbare, og det er ikke nødvendigvis problematisk, fordi konspirationens natur er aktiv. Det betyder, at når man tror på en konspiration, er det ikke nødvendigvis irrationelt at antage, at der vil blive kastet falsk eller vildledende information på én. På den måde kan modbeviser ses som et bevis på konspirationens realitet. Ifølge denne opfattelse kan det være rationelt at fastholde en tro på en konspiration, selv når der er beviser imod den.

Jeg vil dog argumentere imod denne påstand og hævde, at ikke alt bevis imod en konspiration kan neutraliseres a

Hvordan falske nyheder fremmer videnskabelig fornegtelse og post-enquiries

I denne sammenhæng bør vi forstå, at det er muligt for en videnskabelig fornegtelse at følge en struktur, der fremstår som en form for post-enquiry, snarere end en legitim undersøgelse. Den essentielle forskel mellem en post-enquiry og en rigtig videnskabelig undersøgelse ligger i de epistemiske filtre, der bestemmer, hvordan viden søges og vurderes. I et sådant rammeværk er det muligt for en person at fastholde bizarre og uunderbyggede påstande — som f.eks. at jorden er flad — inden for rammerne af deres egen undersøgelse. Disse personer følger et sæt epistemiske regler, som ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med den etablerede videnskabelige metode, men som alligevel giver en form for tilladelse til at vedholde deres synspunkter.

Det er her, at kritikken af videnskabelig fornegtelse ofte savner sin virkning, for når vi ser på det gennem linsen af epistemisk normativitet, bliver det klart, at disse personer stadig søger viden, dog ud fra et meget snævert og fejlagtigt grundlag. Videnskabelige fornegtelser er ikke nødvendigvis epistemisk forsvarlige; tværtimod kan de være stærkt kritisable, da de ofte er funderet i en typologi af dårlige epistemiske antagelser, der leder til normativt afvigende undersøgelser.

I denne kontekst kan vi analysere to paradigmer for videnskabelig fornegtelse: fladjordsteorien og anti-vaccine bevægelsen. Begge disse tilgange kan forstås som post-enquiries, hvor de epistemiske filtre, der anvendes, skaber en form for vildledende undersøgelse, som afviger fra videnskabelige normer.

Fladjordsteorien er et typisk eksempel på denne form for post-enquiry. Tilhængerne af fladjordsteorien vedtager bagvedliggende konspirationsteorier, der hævder, at regeringer og videnskabelige institutioner systematisk lyver om Jordens form, og at alt bevismateriale, der modsiger dette synspunkt — såsom satellitbilleder eller videnskabelig dokumentation — er fabrikationer. På denne måde tilpasser fladjordsteorierne deres undersøgelse til et filter, hvor enhver videnskabelig evidens betragtes som falsk, og hvor myndighedernes påståede løgne bliver grundlaget for deres fortsatte overbevisning.

Når fladjordsteoretikere konfronteres med bevis for jordens krumning — f.eks. billeder fra rummet — er deres reaktion at afvise disse beviser som værende fabrikeret af videnskabelige institutioner og regeringer for at vildlede offentligheden. Det er et klassisk eksempel på, hvordan falske nyheder spiller en afgørende rolle i videnskabelig fornegtelse, især når de fungerer som baggrundsantagelser, der fraråder kritisk vurdering af det etablerede videnskabelige narrativ.

En særlig interessant hændelse opstod, da fladjordsteoretikere deltog i et eksperiment ved Salton Sea i Californien, hvor en simpel visuel demonstration af Jordens krumning blev udført. På trods af det klare bevis afviste deltagerne eksperimentet og anklagede det for at være en hoax, hvilket blot understregede deres underliggende konspirationsteori om, at al officiel videnskabelig viden er løgn.

Videnskabelig fornegtelse kan således ikke kun ses som et resultat af mangel på viden eller uforstand. I stedet er det ofte drevet af et komplekst netværk af konspirationsteorier, der kræver, at al bevisførelse fra officielle kilder er korrumperet eller forvrænget. Når disse teorier begynder at forme den måde, vi opfatter og fortolker beviser på, ændrer de fundamentalt, hvad vi anser som legitim viden og forskning.

Falske nyheder spiller en dobbeltrolle i videnskabelig fornegtelse. For det første kan de fungere som baggrundsantagelser, som får fornektende grupper til at afvise videnskabelig evidens, og for det andet kan de direkte bruges som påstået "videnskabeligt" bevis til at understøtte alternative synspunkter. Et eksempel på dette er Andrew Wakefields falske forskning om en forbindelse mellem MFR-vaccinen og autisme, der blev offentliggjort i The Lancet og senere tilbagekaldt, men som stadig bliver brugt som et bevis af antivaccinationsbevægelsen.

Når vi ser på disse bevægelser gennem en epistemisk og normativ linse, ser vi, hvordan videnskabelig fornegtelse ofte ikke er et spørgsmål om simpel fejlinformation, men snarere et produkt af komplekse, sociale og politiske processer, der omformer, hvad der betragtes som legitim viden. Den kritiske refleksion her er, at mens disse undersøgelser, som fladjordsteoretikere og antivaxxere gennemfører, måske fremstår som videnskabelige i deres egen ret, så er de fundamentalt skæve i deres epistemiske struktur og normer, hvilket gør dem til post-enquiries snarere end virkelige videnskabelige undersøgelser.

Endelig bør det bemærkes, at mens disse post-enquiries ikke nødvendigvis er epistemisk forsvarlige, er det vigtigt at forstå, at de ikke er resultatet af simpel uforstand. De er det direkte produkt af et socialt og kulturelt klima, hvor misinformation og konspirationsteorier kan trives og skabe alternative virkeligheder, der er svære at bryde igennem.

Hvordan mistillid til eksperter og medier former politisk debat i USA

Mistillid til de såkaldte "eliter" har længe været et gennemgående tema i konservative kommentatorers og nyhedsmediers diskurser i USA. Denne mistillid har aldrig været begrænset til, hvad man normalt ville definere som "nyheder" i en snæver forstand, det vil sige aviser, tv, radio og, i dag, websites og blogs. Mistilliden har, og fortsætter med, at sprede sig til alle medlemmer af den klasse, som konservative identificerer som "liberale eliter", "venstrefløjen", "progressive" eller, mere simpelt, "liberale". I USA (og nogle gange uden for disse grænser) er termen "liberal" ofte blevet brugt vagt og betyder groft sagt personer med politiske holdninger, der ligger tættere på det Demokratiske Parti end det Republikanske Parti. Disse "liberale" opfattes ofte som en del af en klasse, som man kunne kalde "eksperter", det vil sige personer, der har en særlig og overlegen intellektuel status inden for et afgrænset domæne, som f.eks. medicin, økonomi, sundhedspolitik, international handel, evolutionsteori, klimaforskning og biologi.

Denne klasse af "eksperter" eller "liberale eliter" omfatter blandt andet journalister, akademikere, forskere, intellektuelle eksperter, videnskabsmænd, kendte personer og personer, der er ansat i venstreorienterede karrierer, f.eks. kunstnere, musikere, socialarbejdere, antropologer og arkæologer. Begrebet "eksperter" er valgt som den centrale betegnelse i denne diskussion, fordi det er neutralt, mens begreber som "eliter" og "liberale eliter" kan opfattes som enten unødvendigt elitistiske eller nedladende. Det, der definerer denne gruppe, er ikke nødvendigvis objektive kvaliteter, som alle medlemmer deler, men snarere den subjektive etiket, som konservative tillægger dem. For konservative er de liberale en politisk og ideologisk modstander, og dette modsætningsforhold giver ophav til en række andre karakteristika, som konstant associeres med denne gruppe. De liberale udgør ikke alle konservatives politiske modstandere, men de er typisk dem, der opfattes som de mest fremtrædende og i høj grad den gruppe, der gennem historien har været genstand for mistillid, kritik og til tider endda foragt.

Mistillid til eksperter er blevet intensiveret i de senere år, især i forbindelse med og efter den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016. Denne mistillid kan forstås intuitivt som en følelse af, at en bestemt enhed ikke er pålidelig; det vil sige, at den ikke kan stole på at formidle sandheden eller gøre det, der er i den mistroiske agents interesse. Denne form for mistillid kan opdeles i to typer: en epistemisk mistillid, hvor man mener, at en enhed ikke formår at repræsentere virkeligheden korrekt, og en mere etisk eller socialt baseret mistillid, som handler om enhedens vilje eller evne til at handle på en måde, der er acceptabel eller hjælpsom for den mistroiske agent. For konservative omfatter mistilliden til liberale begge disse typer mistillid, og den kan være særlig synlig i debatter om falske nyheder.

Begrebet "fake news" refererer til information, der præsenteres som pålidelig, nøjagtig og ærlig, men som ofte er opfattet (måske med rette) som falsk, vildledende eller uærlig. I politiske diskussioner kommer denne mistillid ofte til udtryk som en uenighed om, hvilke nyheder der faktisk er "fake news". Mens venstreorienterede personer måske ser falske nyheder i højreorienterede medier, der har tendens til at formidle skævvredne eller unøjagtige rapporter, er konservative personer oftere mistroiske over for mainstream medier, som de opfatter som havende en "liberal bias". Derfor er det især de mainstream medier, som anses for at være venstreorienterede, og endnu mere åbenlyse liberale nyhedskilder, der bliver set som de største propagandister af "fake news".

Begrebet "liberal bias" bruges af konservative til at beskrive de mediekilder, som de mener er upålidelige, fordi de fremmer et venstreorienteret ideologisk synspunkt. Dette relaterer sig til den mere generelle forståelse af bias som en tendens til at være uretfærdig og urimelig, idet personer sætter egne værdier og præferencer foran, hvad der er rimeligt eller rigtigt. På den måde kommer mediernes skævvridning til at spille en vigtig rolle i den politiske mistillid: for de konservative er de liberale medier ikke blot partiske, men de er også et redskab i en bredere politisk og ideologisk kamp. Denne mistillid manifesterer sig ikke kun i mediernes rapportering, men i selve deres eksistens som institutioner, som mange konservative ser som magtfulde aktører i et system, der fremmer en bestemt politisk agenda.

I denne sammenhæng er det også væsentligt at forstå, at mistilliden til eksperter og medier ikke kun handler om fakta og objektivitet, men om opfattelsen af magt og kontrol. Mange, der er mistroiske over for "eliterne", ser dem som aktører i et system, der udveksler viden og information på en måde, der fremmer deres egne interesser og ideologier, ofte på bekostning af den brede befolkning. Dette bidrager til en opfattelse af, at de "liberale" eksperter og medier ikke blot misrepræsenterer virkeligheden, men er en del af et større system, der er fjendtligt indstillet over for konservative værdier og interesser. I denne optik bliver kampen mod "fake news" og politisk bias ikke kun en kamp for objektivitet, men en kamp om kontrol over, hvordan virkeligheden formidles til offentligheden.

Hvordan Big Data Transformerede Økonomier og Teknologier på Globalt Plan
Hvordan Afghanistan blev genforenet, og begyndelsen på britisk aggression
Hvordan man arbejder med NCRONTAB og Azure Functions
Erichs forsvinden og Jenny's ensomhed på gården
Hvordan kan vi forstå frygten og den indre kamp i menneskets sind?
Hvordan kan biogasproduktion fra spildevand og organisk affald optimeres og forbedres gennem forskellige forbehandlings- og samforgæringsmetoder?