Han ville have været omtrent på samme alder som Datt. ”Det ville en million mænd også have været,” sagde Maria. ”Det er en så dum løgn, at den ikke er værd at diskutere. Datt håbede, at jeg ville sluge den historie, men nu taler han ikke engang længere om det. Det er en tåbelig løgn.” Jean Paul smilede usikkert. ”Hvorfor?” ”Åh, Jean Paul. Hvorfor? Du kender hans onde lille sind. Jeg var gift med en vigtig mand i Sûreté. Kan du ikke se, hvor bekvemt det ville være at få mig til at tro, at han var min far? En slags forsikring, derfor.” Jean Paul var træt af diskussionen. ”Så er han ikke din far. Men jeg synes stadig, du bør samarbejde.” ”Samarbejde hvordan?” ”Fortæl ham et par småting.” ”Kunne han få fat i filmen, hvis den virkelig var værd at have?” ”Det kan jeg spørge ham om.” Han smilede. ”Nu taler du fornuftigt, min elskede,” sagde han. Maria nikkede, mens bilen bevægede sig frem i trafikken. Jean Paul plantede et kort kys på hendes pande. En taxachauffør så det og gav et lille ulovligt hornstød. Jean Paul kyssede Maria igen, denne gang lidt mere inderligt. Den store Arc de Triomphe tårnede sig op over dem, mens de drønede rundt om Étoile som sæbebobler i en køkkenvask. Hundrede dæk skreg i en kamp om centrifugalkraft, så var de ude på Grande Armée. Trafikken stod stille ved lyskrydset. En mand dansede smidigt mellem bilerne, samlede penge ind og piskede aviser fra vindue til vindue som en vifte danser. Da lysene skiftede, gled bilerne fremad. Maria åbnede sin avis, og blækket var stadig vådt og blev smurt ud under hendes tommelfinger. Overskriften lød: Amerikansk turist forsvundet. Der var et fotografi af Hudson, den amerikanske hydrogenforsker. Avisen sagde, at han var en direktør i frysevarer, der hed Parks, hvilket var historien, som den amerikanske ambassade havde udsendt. Hverken ansigtet eller navnene sagde Maria noget. ”Noget i avisen?” spurgte Jean Paul, mens han kæmpede med en Mini-Cooper. ”Nej,” svarede Maria. Hun gned nyhedstrykket på sin tommelfinger. ”Der er aldrig noget på dette tidspunkt af året. Englænderne kalder det ’den fjollede sæson’.”

LES CHIENS er alt det, der glæder ye-ye-generationen. Det er mørkt, varmt og vrimler som en dåse levende agn. Musikken er øresprængende, og drinken bemærkelsesværdigt dyr, selv for Paris. Jeg sad i et hjørne med Byrd. ”Slet ikke mit sted,” sagde Byrd. ”Men på en underlig måde kan jeg lide det.” En pige i gyldne hæklede pyjamas snoede sig forbi vores bord, bøjede sig over og kyssede mig på øret. ”Cheri,” sagde hun, ”længe siden,” og det var hele hendes engelske ordforråd. ”Dash me,” sagde Byrd. ”Du kan se lige igennem det, dash me.” Pigen klappede Byrd på skulderen med hengivenhed og gik videre. ”Du har da nogle mærkelige venner,” sagde Byrd. Han var holdt op med at kritisere mig og begyndt at betragte mig som en social kuriositet værd at studere. ”En journalist må have kontakter,” forklarede jeg. ”Nå ja, det må man,” sagde Byrd.

Musikken stoppede pludselig. Byrd tørrede sit ansigt med et rødt silketørklæde. ”Det er som et maskinrum,” sagde han. Klubben var mærkeligt stille. ”Var du officer i ingeniørtjenesten?” ”Jeg gik i skydeskole, da jeg var på løjtnantslisten. Blev commander, kunne være blevet kaptajn, hvis der var kommet en krig, eller konteramiral, hvis der havde været en stor krig til. Men jeg gad ikke vente. Syvogtyve år til søs er nok. Jeg var med under krigshandlingerne og kom ud på den anden side med flere skibe, end jeg kan huske.” ”Savner du det?” ”Aldrig. Hvorfor skulle jeg? At styre et skib er som at styre en lille fabrik; nogle gange spændende og mest af alt kedeligt. Jeg tænker aldrig på det, sandt at sige.” ”Savner du ikke havet, bevægelsen eller vejret?” ”Gud bevare mig vel, kammerat, du har en grim omgang med Joseph Conrad-ideer. Skibe, især krydsere, er store metalfabrikker, der ligger og gynger i dårligt vejr. Ikke noget godt ved det, gamle dreng — bare besværligt, det er sandheden! Søværnet var bare et job for mig, og det passede mig fint. Intet imod Søværnet, slet ikke, jeg skylder det meget, men det var bare et job som alle andre; ingen magi i at være sømand.” Der lød et klik, da nogen tændte for en plade igen.

”Maling er den eneste sande magi,” sagde Byrd. ”At oversætte tre dimensioner til to – eller hvis du er mester, til fire.” Han nikkede pludseligt, og den høje musik begyndte igen. Kundekredsen, der havde været stiv og anspændt under stilheden, smilede og slap af, for nu skulle de ikke længere kæmpe for at føre en samtale. På trappen krammede og lo en gruppe mennesker som på reklamebilleder. Ved baren talte et par engelske fotografer cockney, og en engelsk forfatter forklarede James Bond. En tjener satte fire glas med isterninger og en halv flaske Johnny Walker foran os. ”Hvad er det her?” spurgte jeg. Tjeneren vendte sig væk uden at svare. To franskmænd ved baren begyndte at skændes med den engelske forfatter, og en barstol væltede. Støjen var ikke høj nok til, at nogen bemærkede det. På dansegulvet skældte en pige i en skinnende plastikdragt ud på en mand, der havde brændt hul i dragten med sin cigaret. Jeg hørte den engelske forfatter bag mig sige, ”Men jeg har altid elsket vold. Hans vold er hans menneskelighed. Forstår du ikke det, forstår du intet.” Han rynkede næsen og smilede. En af franskmændene svarede, ”Han lider i oversættelsen.” Fotografen knipsede i takt til musikken. ”Gør vi ikke alle det?” sagde den engelske forfatter og kiggede rundt. Byrd sagde, ”Forfærdelig støj.” ”Lyt ikke,” sagde jeg. ”Hvad?” sagde Byrd. Den engelske forfatter sagde, ”… en voldelig Hvermand i en voldelig, men triviel …” Han holdt en pause. ”Men triviel verden.” Han nikkede for sig selv. ”Lad mig minde dig om Baudelaire. Der er et sonet, der begynder …” ”Så vil den her fugl ud af bilen …” sagde en af fotografene. ”Tal lidt lavere,” sagde den engelske forfatter. ”Jeg vil recitere et sonet.” ”Hold kæft,” sagde fotografen over skulderen. ”Den her fugl ville ud af bilen …” ”Baudelaire,” sagde forfatteren. ”Voldelig, makaber og symbolsk.” ”Lad ballicks være ude af det,” sagde fotografen, og hans ven lo. Forfatteren lagde en hånd på hans skulder og sagde, ”Se her, min ven …” Fotografen plantede et højre slag i hans solar plexus uden at spilde sin drink. Forfatteren foldede sig sammen som en deckchair og faldt til gulvet. En tjener prøvede at gribe fotografen, men snublede over forfatterens livløse krop. ”Se her,” sagde Byrd, og en forbipasserende tjener vendte sig så hurtigt, at whiskeyflasken og glassene blev væltet. Nogen forsøgte et slag mod fotografens hoved. Byrd rejste sig og sagde stille og fornuftigt, ”Du har spildt drinken på gulvet. Dash me, du må betale for den. Det er den eneste løsning. Forbandede slagsbrødre.” Tjeneren skubbede Byrd voldsomt, og han faldt tilbage og forsvandt blandt de tæt pakkede dansere. To eller tre begyndte at slås. Et vildt slag ramte mig i lænden, men angriberen gik videre. Jeg støttede begge skulderblade mod nærmeste væg og spændte højre fod for at skabe fast grund. En af fotografene kom imod mig, men gik videre og endte i kamp med en tjener. Der var slagsmål øverst på trappen, og volden bredte sig som en flodbølge gennem lokalet. Alle slog på alle, piger skreg, og musikken virkede højere end før. En mand skyndte sig forbi med en pige i korridoren. ”Det er de englændere, der laver ballade,” klagede han. ”Ja,” sagde jeg. ”Du ligner englænder.”

Det er væsentligt at forstå, hvordan menneskelig adfærd og sociale relationer i komplekse og politisk ladede miljøer ikke kun formes af individuelle motiver, men også af omstændighedernes spil mellem løgn, magt og overlevelse. Identitet kan blive et instrument til manipulation, og tillid må balanceres mod risiko. Desuden afslører dialogen mellem karaktererne, hvordan kulturelle forskelle og personlige erfaringer spiller ind i fortolkningen af vold og kaos, ligesom det er afgørende at indse, at overfladiske indtryk ofte dækker dybere lag af betydning og konflikt.

Hvad sker der, når ideologi kolliderer med kærlighed og ansvar?

Stemningen i rummet var tyk af uro, næsten kvalmende i sin intensitet, og det var ikke kun lyden af urværkets skralden, som Datt sad og trak op ved kaminen, der skar gennem stilheden. Det var stilheden selv, tung som bly, fyldt med uudtalte trusler og knugende forventning. Marias stemme brød den – ikke med desperation, men med en form for insisterende bøn, som kun kommer fra nogen, der elsker uden fornuftens grænser.

Hun tryglede sin far – ikke som en datter, men som en kvinde, der ved, at den hun elsker, står foran noget uigenkaldeligt. Datt omfavnede hende som en far, men ordene, han undlod at sige, sagde alt. Han havde allerede besluttet, og kærlighed – hendes eller hans – kunne ikke ændre det. For ham var Jean Paul ikke et menneske med fejl og følelser, men en forhindring, en ideologisk risiko, et navn på en liste, der måtte slettes.

Maria elskede Jean Paul, og i hendes øjne var det den eneste sandhed, der burde betyde noget. For hende var kærlighed et frikort – det burde fritage ham fra alle konsekvenser, også fra det ultimative. Hun appellerede til logik, til empati, til min hjælp – men det hele druknede i et system, hvor følelser ikke havde nogen kursværdi.

Skuddet kom brat og brutalt. Det første ramte møblet, men det andet fandt sit mål. Jean Paul blev trukket ind i et grotesk teater, hvor døden var både stille og vulgær. Hans krops reaktion – næsten komisk i sin absurditet – var en sort parodi på et magisk show. Han prøvede at stoppe blodet med sin skjorte, som om han kunne trylle døden væk. Men ingen tryllekunstner er større end en .45 kaliber. Han faldt som en marionet, klippet over i bevægelsen mod det, han troede, han kunne undgå.

Dødens æstetik er aldrig smuk. Den er larmende, klodset, og grusomt konkret. Jean Paul lå med øret mod jorden, som om han lyttede efter et sidste budskab fra en verden, han ikke længere tilhørte. Hans legeme var intakt, men hans identitet var væk. Tilbage var blot en blodig skal – en livsstørrelse statue uden sjæl.

Og midt i dette tableau: skyld. Robert stod som lammet, overvældet af våbnets vægt og konsekvens. Jeg tog pistolen fra ham, sagde, at han burde skamme sig – ikke fordi det var nødvendigvis ham, der trykkede på aftrækkeren, men fordi han lod sig rive med af noget, han ikke forstod. Datt sagde det samme, men uden skyld – for ham var dette blot endnu et nødvendigt skridt.

Hudson og Kuang trådte ind, videnskabens mænd midt i en følelsesladet slagmark. Ingen af dem sagde noget; de så blot på det, der engang havde været Jean Paul. Stilheden gentog sig, men denne gang var det venten, ikke frygt. De ventede på mig. Jeg havde pistolen. Jeg havde ansvaret. Jeg sagde, at jeg tog dem med. Jeg så gennem døren og ind i biblioteket – videnskaben lå spredt over bordet, blandt kort, noter og udtørrede planter, som om de kunne give mening til det, vi netop havde været vidne til.

Men Datt ville ikke slippe dem. Ikke uden garantier, ikke uden sikkerhed for, at informationerne nåede frem. Kuang, pragmatisk og rolig, vurderede situationen. For ham gav det mening at stole på mig. Datt tvivlede – fornuft var ikke nok, han krævede kontrol. Men kontrollen gled ham ud af hænderne. Det gjorde den altid i sidste ende, når mennesker med våben møder mennesker med overbevisning.

Maria blev tilbage, alene med sin sorg og Jean Pauls krop. Hun græd ikke som en kvinde i en film – hun brød sammen, brutalt og uden ynde. Ansigtet smuldrede, smerten kom indefra og viste sig uden filter. Hun vinkede os ud, ikke med tillid, men med tom resignation. Datt dækkede kroppen med damaskdug – et absurd sidste forsøg på at redde noget anstændighed i et rum, der havde set for meget.

Vi forlod huset, og i mørket, i den lille varevogn der knap kunne trække os frem, begyndte den næste fase. Ud af Frankrig, væk fra blod og skyld og kærlighedens sammenbrud. Men intet af det blev efterladt. Det hele sad stadig fast i os, som røg i tøj, som støv i lunger.

Det, som denne scene åbenbarer, og som læseren må forstå, er, at i konflikter, hvor ideologier og interesser kører i højspænding, bliver individet reduceret til symbol – noget der skal bruges, fjernes eller ignoreres. Kærlighed, loyalitet, skyld – disse er menneskelige størrelser, men i systemer bygget på frygt og kontrol forvandles de til svagheder. Valgene bliver derfor ikke mellem rigtigt og forkert, men mellem nødvendigt og acceptabelt tab. I dette krydsfelt findes tragedien – ikke som begivenhed, men som betingelse.

Hvordan skal vi forstå statens ret til tvang ved grænserne?
Hvordan urtete kan hjælpe med stress: En dybere forståelse af helbredende urter
Hvordan man laver en håndlavet fiskegarnramme: En guide til lamineret træarbejde
Hvordan engelske herregårde blev til, og hvad vi kan lære af deres historie