Der er noget dybt forunderligt ved, hvordan vi mennesker reagerer på døden – ikke kun den, vi oplever som slutningen på et liv, men også den, vi bærer med os som en uundgåelig realitet. For Seamus Heaney var døden både et begreb og en oplevelse, der kunne forstås gennem poesi, et spejl af menneskets sårbarhed og håb.

Seamus’ liv var et væv af konstant forpligtelse over for andre. Hans dedikation overfor sine nærmeste var ikke bare et valg, det var en del af hans væsen. I hans breve, som ofte begyndte med undskyldninger for at være for sent ude med et svar, kan man mærke, hvordan han altid følte sig ansvarlig for at opretholde forbindelsen, selv når tiden og situationen krævede hans opmærksomhed på mere personlige udfordringer. Da han hørte om min sygdom, kom der et brev, hvor han skrev, at jeg måtte kæmpe “som den store ånd, du er og har været”. Hvad der begyndte som en opfordring til styrke, udviklede sig hurtigt til et symbol på den evige tro, han havde på håb. Håb er ikke noget så enkelt som optimismen, som ofte forveksles med det. Håb er den dybe tro på, at en ukendt fremtid kan bringe noget bedre.

Når vi ser på sygdom, helbredelse og det at være menneske, er der noget uforudsigeligt ved, hvordan vi reagerer på det. Måske er vi som Seamus Heaney, der i sine sidste år vendte sig mod sin tro, måske ikke troede på en verden af mirakler, men på en form for helbredelse, der transcendere det fysiske. Efter min egen sygdom, vendte jeg ofte tilbage til nogle af hans mest berømte linjer, ikke som et skrift, der opfordrer til overfladisk håb, men som et kald til at tro på noget, der er større end vores nuværende tilstand.

Døden ændrer måden, vi ser på os selv og verden omkring os. Mange, som har mødt Seamus Heaney i virkeligheden eller gennem hans ord, har en historie om ham, der ikke kun handler om hans værk, men om hans måde at være til stede for andre. Jeg husker engang, da mine egne børn var små, og vi besøgte ham og Marie. Det var en simpel eftermiddag med te og samtaler, men da vi satte os i taxaen for at tage af sted, bemærkede chaufføren med et smil: “Så I har været hos den store mand.” Og kort efter, lige om hjørnet, var der et reklameskilt med hans billede, der promoverede en ny dokumentar om ham. Den opmærksomhed, han modtog, var enorm, men han bar altid rollen som en offentlig person med et indre ansvar, han aldrig forsømte. Det var ikke noget, han kunne undslippe – selv om han til tider fantasierede om at smide ansvaret bort. Men det var ikke muligt.

I dag, ti år efter hans død, vender jeg stadig tilbage til hans ord og den måde, de har påvirket mit syn på verden. Hans død var ikke bare et tab af en berømt poet, det var et tab af en ven, en ægte, generøs sjæl, der aldrig undlod at give af sig selv. Det, der ofte bliver glemt i hyldesterne af hans arbejde, er den konstante strøm af medmenneskelighed, han udviste, også på et personligt niveau. Og når vi taler om håb og helbredelse, er det lige præcis denne medmenneskelighed, vi skal bære med os: en tro på, at vi gennem vores handlinger og vores ord kan være med til at helbrede ikke kun os selv, men også dem omkring os.

Jeg tænker ofte på de sidste ord, han sendte til sin kone Marie før sin død – “Noli timere” – “Vær ikke bange.” Det er ikke kun en opfordring til at slippe frygten, men også et kall til at acceptere, at vi alle er på en rejse, hvor døden er en del af den menneskelige tilstand. Vi må ikke lade den definere os, men vi skal tillade os selv at leve med den, uden at lade frygten stå i vejen for vores håb. Det er denne balance, der er nødvendig for at forstå ikke bare Seamus Heaney som en poet, men som menneske – og det er dette, der gør hans liv og ord evigt relevante for os alle.

Endtext

Hvordan afsløres og håndteres forskningssvindel i videnskabelige studier?

I forskningsverdenen er sager om videnskabelig uredelighed ofte skjult bag lukkede døre og tavse udvalg, som sjældent giver offentligheden indsigt i hændelserne. Mary Schroeder, en forsker med en dyb interesse i forskningens integritet, har gennem sin vedholdende indsats afdækket flere tilfælde af datamanipulation i adskillige studier, der i første omgang ikke fik den opmærksomhed, de fortjente. En af de mest opsigtsvækkende sager omhandler en artikel med titlen “Don’t Stop Believing,” hvor Schroeder, allerede under sin kandidatuddannelse, opdagede uoverensstemmelser i dataene, som tydede på manipulation eller bevidst fejlagtig registrering.

Selvom hun forsøgte at få institutioner som Harvard Business School og University of Pennsylvania til at undersøge sagerne, blev hendes henvendelser ofte mødt med tavshed eller bureaukratiske begrundelser som forældelsesregler. Denne mangel på reaktion understreger en central problematik i videnskabelig praksis: systemets manglende evne eller vilje til effektivt at efterforske og sanktionere svindel, især når den afdækkes længe efter offentliggørelsen.

Et konkret eksempel er studiet “Enacting Rituals to Improve Self-Control,” som oprindeligt viste, at deltagere, der udførte visse ritualer før måltider, indtog færre kalorier. Ved en grundig datarevision blev det imidlertid klart, at data for flere deltagere var ombyttet eller fejlregistreret på en måde, som ændrede de oprindelige konklusioner drastisk. Faktisk forsvandt den påståede effekt helt, da fejlene blev rettet. Dette rejser alvorlige spørgsmål om, hvordan data kan manipuleres subtilt for at opnå ønskede resultater, og hvordan sådanne manipulationer kan undgås i forskningspraksis.

Den måde, hvorpå fejlene præsenteres i den oprindelige artikel – uden forklaring på fravalgte data eller fejlagtige kategoriseringer – minder om det, man kalder “p-hacking.” Dette er en metode, hvor forskere bevidst eller ubevidst justerer dataanalysen for at finde signifikante resultater, selv når sådanne ikke reelt eksisterer. Selvom p-hacking har været kendt som et problem i forskningen i årtier, viser Schroeders afsløringer, hvor udbredt og vanskelig denne form for forskningssvindel kan være at opdage, især når data ikke er tilgængelige for eksterne gennemgange.

Det er væsentligt at forstå, at ikke alle fejl nødvendigvis skyldes ond vilje fra forskerens side; nogle kan skyldes forvirring eller fejl fra assistenters side. Men når fejlsystematisk favoriserer en bestemt hypotese, bliver det problematisk at se det som blot tilfældige fejl. Data manipulation forvrider forskningsfeltet, underminerer tilliden til videnskaben og kan få konsekvenser for politiske beslutninger og samfundsmæssige tiltag baseret på forskningens fund.

Denne sag fremhæver også, hvor vigtig åbenhed og gennemsigtighed er i videnskabelige processer. Schroeders insisteren på at offentliggøre sin fulde revisionsrapport, trods modstand, fungerer som et eksempel på, hvordan kritisk revision og ansvarlighed kan forbedre forskningens kvalitet. For læseren er det vigtigt at indse, at videnskabelige resultater altid bør mødes med en vis kritisk skepsis, især når de kommer fra enkeltstudier uden uafhængig bekræftelse.

Udover de konkrete problemer med datamanipulation bør læseren også overveje den institutionelle kultur omkring forskning. Mange akademiske miljøer har mekanismer, der beskytter mod snyd, men disse kan være utilstrækkelige eller svære at aktivere, især når det drejer sig om højt profilerede forskere eller ældre studier. Det understreger behovet for vedvarende reformer og bedre værktøjer til dataadgang og gennemsigtighed, herunder krav om, at rådata skal være offentligt tilgængelige for uafhængig efterprøvning.

At forstå denne problematik kræver også en erkendelse af, at forskning ikke er en fejlfri proces. Fejl, utilsigtede eller bevidste, kan ske, og derfor er efterprøvning, replikation og åben debat uundværlige elementer i videnskaben. Forskningens integritet afhænger ikke blot af enkelte individers moral, men i høj grad af strukturelle rammer, der fremmer ærlighed og ansvarlighed.

Hvad sker der, når videnskabens vogtere selv bliver mistænkte?

Historien om Julianna Schroeder udspiller sig i et klima af voksende skepsis og mistillid inden for samfundsvidenskaben. En gang betragtet som en integritetsforkæmper og ivrig revisor af andres forskning, blev hun pludselig selv centrum for mistanke. Det hele begyndte med hendes egen undersøgelse af spiseadfærd og ritualer – en undersøgelse, der senere blev trukket tilbage, ikke mindst på grund af mistanker om manipulation af data.

Ifølge Schroeders egen beretning var situationen i laboratoriet kaotisk. De studerende, der assisterede med forsøget, havde rekrutteret deltagerne i et motionscenter, hvor folk kom og gik uden faste rammer. Deltagerne dukkede ofte op uforudsigeligt, nogle gange flere på én gang, hvilket tvang assistenterne til at improvisere og muligvis ændre på forsøgsdesign og gruppetildeling. Herfra kunne problemerne være eskaleret. De vidste begge, hvad forsøget forventedes at vise, og hvordan dataene burde se ud. Det åbner for muligheden for, at tallene blev justeret – ikke nødvendigvis ud fra ond vilje, men snarere ud fra et ønske om at opnå orden i kaosset.

Men det var ikke nok til at fjerne tvivlen. Schroeder havde i midten af 2023 pludselig kastet sig ind i rollen som en nidkær vogter af videnskabelig redelighed, med audits og korrektioner af andres arbejde. Dette skete umiddelbart efter, at en anden kendt sag – Francesca Gino-sagen – eksploderede i offentligheden. Det fremstår ikke utænkeligt, at Schroeder har handlet strategisk. I et klima, hvor datasabotører blev jagtet af “data sleuths”, kunne hendes nyvundne nidkærhed tolkes som et forsøg på at opnå amnesti – en måde at vise offentlig fromhed og dermed undgå granskning af eget arbejde.

Selv afviser hun kategorisk at have manipuleret sine data. Hun siger, at hun stolede på sine assistenter, og at ansvaret i sidste ende hviler på hende selv. Samtidig har hun valgt ikke at kontakte dem, selvom hun har deres navne. Ifølge hende ville det ikke hjælpe sagen. Ingen af de implicerede er længere i akademia, og hun fandt ingen yderligere problemer i deres tidligere samarbejde.

Schroeder erkender dog, at hun i begyndelsen af sin karriere kunne være påvirket af den faglige kultur, hvor dataselektion og udelukkelser var almindelige og først senere blev betragtet som problematiske. Det er en nuance, der er afgørende i forståelsen af forskellen mellem tvivlsomme metoder og direkte svindel. Mange i hendes felt havde arbejdet under samme præmisser. Det er en påmindelse om, at videnskabelig praksis ikke udvikles i vakuum – men i kontekst, under pres og i skyggen af institutionel stiltiende accept.

En af de mest slående dele af denne historie er tavsheden. Ingen af de tidligere assistenter, der blev kontaktet, indrømmede at have været involveret i det pågældende eksperiment. Og selv da en respekteret professor endelig trådte frem og sagde, at Schroeder havde “været involveret i datamanipulation,” ønskede han ikke at uddybe. Tavsheden taler sit eget sprog. Et sprog af frygt, afmagt og måske resignation.

Dette leder til et andet problem: konsekvensernes fravær. Gino blev suspenderet, men Schroeder og andre, der står under mistanke, ser ud til at gå fri. Ifølge professor Dennis Tourish fra University of Sussex Business School er dette ikke overraskende. Institutioner og tidsskrifter beskytter ofte deres omdømme frem for at afdække sandheden. Man håber, at stormen driver over, og at nogen andre tager sig af det. Dette systemiske svigt avler en kultur af mistillid og opgivenhed blandt yngre forskere, hvor nogle, som en forsker beskrev det, opgiver kampen mod dårlig forskning, fordi det føles som at skubbe en sten op ad en endeløs bakke.

Det er denne følelse af Sisyfos-arbejde, der nu præger dele af akademia. Mistillid karakteriserer mange i feltet. Stemningen er præget af desillusion og tvivl, og det er ikke kun offentligheden, der mister troen – det er forskerne selv. Mange føler, at deres felt er blevet en arena for strategisk imagepleje snarere end søgen efter sandhed.

Hvad der også er vigtigt at forstå, er forskellen mellem direkte svindel og systemiske problemer. Ikke al videnskabelig uredelighed begås i ond tro. Meget udspringer af strukturel tilskyndelse til at producere pæne resultater, der passer ind i forventede narrativer. Når unge forskere ser, at ledende akademikere tilsyneladende kan slippe af sted med uklare metoder uden konsekvenser, bliver det normen snarere end undtagelsen.

Det er derfor nødvendigt at stille skarpt ikke blot på enkeltpersoners handlinger, men på de institutionelle rammer, der gør det muligt at manipulere uden at blive opdaget – og uden at blive stillet til ansva

Hvornår ophører en nation med at eksistere?

Det amerikanske kup i 1893 mod det hawaiianske monarki var ikke blot en fjern politisk begivenhed i et stillehavsparadis, men et skelsættende øjeblik i USAs historie, hvor idéen om selvbestemmelse blev tilsidesat af imperiale ambitioner. Dét, der skete i Honolulu, var et bevidst brud med principperne om folkets samtykke og ret til selvstyre, som ellers lå til grund for den amerikanske republik. At begivenhederne blev orkestreret med støtte fra amerikanske militærstyrker, og at det hele blev dækket med et tyndt slør af legalitet, afslører dybden af det moralske sammenbrud i denne episode.

Præsident Grover Cleveland, i sin anden præsidentperiode, forsøgte at rette op på sin forgængers – Benjamin Harrisons – imperialistiske kurs. Cleveland så på "Hawaii-spørgsmålet" som et fundamentalt brud på de amerikanske værdier. Hans første handling som genindsat præsident var at trække annekteringstraktaten tilbage og beordre en undersøgelse af kuppet. Rapporten, han modtog, beskrev det hele som en krigshandling mod en suveræn nation. Dronning Lili‘uokalani havde kun overgivet sig midlertidigt, med håbet om at USA ville rette op på uretten. Cleveland forsøgte at genetablere det konstitutionelle monarki, men blev mødt med afvisning fra de amerikansk-støttede oprørere, som allerede havde proklameret sig selv som en ny regering og nægtede at anerkende USA’s ret til indblanding.

I Kongressen blev Cleveland latterliggjort. Hans modstandere kaldte ham naiv og loyal over for "fremmed, primitiv og barbarisk royalty" i stedet for "det amerikanske folk". Hans forsøg på at trække den amerikanske indflydelse tilbage fra Hawai‘i blev mødt med åben modstand og til sidst politisk nederlag. Den provisoriske regering, ledet af Sanford Dole, nægtede at underkaste sig den legitime dronnings tilbagevenden til magten, selvom deres eget styre kun eksisterede i kraft af amerikansk støtte.

Denne konflikt var ikke kun et spørgsmål om geopolitik, men også en ideologisk kamp mellem ekspansionisme og isolationisme, mellem imperium og republik. Harrison og hans tilhængere forestillede sig et USA, der ekspanderede mod vest og ind i Stillehavet, en forestilling inspireret af Alfred Thayer Mahans idéer om sømagt og strategisk nødvendighed. Cleveland og de amerikanske anti-imperialister, herunder Mark Twain og William Dean Howells, så i stedet denne udvikling som et moralsk og politisk forræderi mod det fundament, republikken hvilede på.

Men det moralske argument tabte til det strategiske. Ved at tage Hawai‘i ind i sin interessesfære cementerede USA sin rolle som verdensmagt. Hawai‘i blev reduceret til et geopolitisk redskab i en større fortælling om imperiale ambitioner og militær dominans i Stillehavet. Det, der startede med et kup mod et konstitutionelt monarki, blev begyndelsen på en permanent forandring af Hawai‘is status – ikke blot som territorium, men som kulturel og national identitet. Det var ikke kun et tab af land, men af sprog, historie og suverænitet.

Selvom mange af de oprindelige krav i dag fokuserer på de 1,8 millioner acres statslige såkaldt "overdragne" lande, gør stemmer som Kanaheles det klart, at hele øgruppen – alle fire millioner acres – stadig hævdes som hawaiiansk ejendom. Spørgsmålet om land handler ikke kun om ejerskab, men om identitet, eksistens og retten til at definere sin egen fremtid. At afvise dette krav som historisk kuriosa er at ignorere den fortsatte virkning af koloniale overgreb og den systematiske udslettelse af en nation.

Det, der står tilbage, er ikke blot en fortidens skandale, men en uforløst konflikt. At USA i dag fremstår som beskytter af demokrati og menneskerettigheder, gør Hawai‘i til et uafrysteligt spejl. For hvordan kan en nation hævde moralsk autoritet i verden, hvis den ikke først tager ansvar for uretten i sit eget bagland?

Det er nødvendigt at forstå, at de historiske begivenheder omkring Hawai‘is annektering ikke blot er afsluttede kapitler, men levende sår. Annekteringen var ikke blot en overtagelse, men en bevidst og systematisk afvikling af et suverænt rige. At tale om fremtid for Hawai‘i uden at anerkende dette grundlæggende traume er at gentage det historiske overgreb. Suverænitet er ikke blot en juridisk størrelse, men et kulturelt og eksistentielt anliggende. En nation ophører ikke med at eksistere, blot fordi dens flag ikke længere vajer. Den lever videre i sprog, i jord, i musik og i det kollektive krav om retfærdighed.

Hvordan håndteres dynamiske lister og layoutændringer i Android ved runtime?
Hvordan forståelsen af vrede påvirker politisk og kulturel kamp
Hvordan kan vi forbedre beregningsmodeller for elektrisk ledningsevne i DNA-baserede molekylære elektroniksystemer?