Hvordan oprørene i Afghanistan i det 7. og 8. århundrede formede landets skæbne

I det 7. og 8. århundrede opstod flere oprør i de områder, der nu udgør Afghanistan, som en reaktion på den økonomiske og sociale uretfærdighed under det umayyadiske og senere abbasidiske kalifat. Mange af disse oprør var ledet af grupper, som var utilfredse med den politiske dominans og de økonomiske byrder pålagt af de arabiske herskere, hvilket førte til en række opstande, som påvirkede regionens fremtid. Det abbasidiske kalifat, som kom til magten i 750, havde ikke den ønskede effekt for de brede befolkningslag, som stadig led under høj beskatning, uretfærdig jordbesiddelse og et ofte udnyttende styre.

Abu Muslim, der spillede en central rolle i opstanden i Merv i 747, formåede at samle støtte fra befolkningen i forskellige regioner, herunder Tokharistan, Herat, Talikan og Balkh. Denne opstand, som var en del af et større oprør mod den umayyadiske dominans, blev støttet af både muslimer og ikke-muslimer, som håbede på lettelse af de tunge skatter. Selvom de abbasidiske herskere overtog magten, førte de ikke til en forbedring af forholdene for de almindelige mennesker. I stedet blev feudalismen styrket, og de sociale opdelinger mellem de herskende klasser og de undertrykte blev endnu tydeligere.

I løbet af det 9. og 10. århundrede blev Afghanistan et episkenter for en lang række oprør, som ofte var relateret til sociale og økonomiske forhold. Skatter, beslaglæggelse af jorder og misbrug af lokale autoriteter førte til en række opstande i det sydlige Afghanistan, som for eksempel i Seistan. Kharijiterne, shiitterne og senere ismailitterne og karmathianerne spillede alle en væsentlig rolle i denne proces. I mange tilfælde, som i opstanden i 798, blev disse grupper bredt støttet af den almindelige befolkning, som led under det eksisterende styre og håbede på social lighed og retfærdighed.

I det 9. århundrede begyndte det abbasidiske kalifat at vise tegn på politisk svækkelse. Denne svækkelse blev drevet af en række faktorer, herunder udviklingen af feudalismen og den store etniske og kulturelle forskellighed blandt de lande, som var blevet erobret af araberne. Det lokale aristokrati i de forskellige provinser blev stadig mere selvstændigt og begyndte at udnytte de oprør, der fandt sted i deres områder, til at fremme deres egne politiske mål. Resultatet blev en opløsning af central magt, og kalifatet mistede gradvist kontrollen over de fjerne provinser, som Afghanistan var en del af.

Derudover førte den stigende magt hos de lokale feudalherrer til, at de nægtede at betale skat og sende tropper til kalifatet. Dette, sammen med de fortsatte oprør og politiske kriser, betød, at kalifatet begyndte at falde fra hinanden. I et forsøg på at bevare kontrollen dannede kalifferne et elitetrop, Ghulam Guard, bestående af tyrkiske slaver, for at styrke deres magt og bekæmpe de oprør, der truede deres herredømme.

Afghanistan var således et centralt område i de politiske og sociale oprør, der præger det 7. og 8. århundrede. Landets befolkning, der bestod af forskellige etniske grupper, religiøse sekter og sociale klasser, spillede en aktiv rolle i at forme de begivenheder, der i sidste ende ville føre til kalifatets nedgang og afviklingen af centralmagtens kontrol i mange af de erobrede områder. Det er afgørende at forstå, at oprørene i denne periode ikke blot var reaktioner på religiøse uenigheder, men også dybt forankrede i kampen for social og økonomisk retfærdighed.

Endtext

Hvad kan den tidlige afghanske historie lære os om menneskets udvikling og de første civilisationer?

Afghanistan, et land, der i dag er præget af krig og konflikt, har en historie, der går tusinder af år tilbage. Meget af denne tidlige historie blev først virkelig kortlagt i 1960’erne og 1970’erne, da arkæologiske ekspeditioner begyndte at udforske landets mange historiske steder. Særligt sovjet-afghanske udgravninger afslørede et væld af sten- og bronzealderartefakter langs den venstre bred af Amu Darya-floden, hvilket gav et indblik i, hvordan mennesker levede i det præhistoriske Afghanistan.

De første tegn på menneskelig aktivitet i Afghanistan stammer fra den paleolitiske periode, hvor livsstilen var præget af jagt og indsamling af spiselige planter og muslinger. I området omkring Dasht-i-Nawur i Ghazni-provinsen er der fundet primitive stenredskaber, som dateres til for omkring 200.000 til 100.000 år siden. Det er dog stadig usikkert, om Afghanistan var et af de første steder, hvor mennesker bosatte sig permanent. Der er dog klare tegn på, at paleolitiske jægere, der levede på jagt og indsamling, eksisterede på disse områder for titusinder af år siden.

Et af de mest bemærkelsesværdige fund blev gjort i Darrah-i-Kur, hvor man fandt Mousterian-flintværktøjer fra den mellem-paleolitiske periode, der stammer fra omkring 60.000 til 35.000 år f.Kr. Her blev også knogler fra vilde okser og får opdaget, hvilket vidner om, at disse dyr var en vigtig del af menneskets kost. Et fragment af et neandertalsk kranium, der blev fundet på stedet, indikerer, at neandertalerne har haft en tilstedeværelse i Afghanistan.

Den næste periode, den mesolitiske æra (10.000-7.000 f.Kr.), markerer en overgang i menneskets livsstil, hvor samfundene begyndte at bruge mere avancerede værktøjer. I denne tid blev mikrolitter—små flintplader—brugte til at skabe knive og andre værktøjer, som blev fastgjort til håndtag lavet af træ eller knogle. Fund i Kara-Kamar-grotten i nærheden af Pul-i-Humri og langs Balkhab-floden vidner om, at menneskene i denne periode levede som jægere og samlere, men begyndte at udvikle mere specialiserede redskaber, som var nødvendige for at jagte dyr og fiske.

I den neolitiske periode (den nye stenalder) begyndte afghanerne at opdage nye metoder til fødevareproduktion. I de nordlige dele af Afghanistan forblev jagt og indsamling stadig de vigtigste metoder til at skaffe mad, men i de sydlige regioner, som Bactrian-sletten, var der tegn på, at landbrug og husdyrhold begyndte at blive praktiseret. I disse områder fandt man vidnesbyrd om etablerede samfund, som levede af jagt, fiskeri og senere landbrug, især langs floderne og i de frugtbare dalområder.

Blandt de mest bemærkelsesværdige opdagelser fra denne periode er fundene fra Mehrgarh, en bosættelse tæt på den afghanske grænse, der stammer fra det 6. og 5. årtusinde f.Kr. Her blev der opdaget lerbygninger og fragmenter af stenredskaber samt sickles (høstesyge), som tydeligt vidner om den tidlige overgang til et landbrugsamfund. Pottery fra denne periode blev dekoreret med malede ornamenter, hvilket understøtter ideen om, at den tidlige landbrugskultur ikke kun var økonomisk, men også æstetisk udviklet.

I den sydlige del af Afghanistan, især i Qandahar-provinsen, har der også været fund af tidlige landbrugs- og husdyrkulturer, der stammer fra det 4. og 3. årtusinde f.Kr. Her blev der fundet et væld af keramiske artefakter, lavet på drejeskiven og dekoreret med geometriske mønstre, som vidner om en voksende handel og et stadigt mere organiseret samfund. Undersøgelserne i Mundigak, som blev ledet af den franske arkæolog Jean-Marie Casal, har givet et dybt indblik i, hvordan landbrug og husdyrhold udviklede sig i Sydafghanistan. I denne periode begyndte samfund at skabe en stabil økonomi baseret på landbrug, hvor afgrøder som hvede og byg blev dyrket.

Hvad var Nadir Shahs politiske strategi, og hvordan påvirkede hans forfatning Afghanistans samfund?

Nadir Shah, der kom til magten efter det korte og tumultariske regimente af Bacha-i Saqao, forsøgte at stabilisere Afghanistan gennem en række politiske og økonomiske reformer, som reflekterede hans forståelse af landets sociale strukturer. Hans regering, som startede i 1929, søgte at forene de splittede klasser og genoprette den politiske orden i et land præget af økonomisk krise og folkelige opstande.

En af de første og mest markante handlinger fra Nadir Shah var hans udgivelse af en erklæring den 16. november 1929, der fastslog de grundlæggende principper for hans indenlandske og udenrigspolitiske strategi. Hovedvægten blev lagt på begrebet "klassealliancer", som skulle fungere som grundlaget for den sociale struktur i staten. Samtidig lovede han at reformere skattesystemet og bekæmpe korruption, hvilket var en vigtig årsag til de tidligere opstande, især blandt landbefolkningen, som følte sig udnyttet af de herskende klasser.

Skatterne var et væsentligt element i de folkelige opstande, som førte til blodige konflikter som oprøret i Khost i 1932. Pashtun-bønderne, der var utilfredse med den højere beskatning, havde oprindeligt støttet Nadir Shahs løfter om skattenedsættelser, men de oplevede, at disse løfter ikke blev opfyldt. Dette skabte en langvarig og blodig konflikt, som først blev undertrykt med hjælp fra den britiske kolonimagt i Indien, som støttede Nadir Shah i at forhindre de opstandne stammer i at forene sig med andre grupper.

I denne periode udviklede Nadir Shah sin regering ved at støtte de feodale eliter, som havde været loyale mod hans regime. Samtidig anerkendte han den voksende indflydelse fra den bourgeoisi, som begyndte at spille en mere fremtrædende rolle i Afghanistans økonomi og politik. For at imødekomme disse grupper inkluderede han dem i regeringens struktur, især i den konstitution, der blev vedtaget i oktober 1931. Denne konstitution fastslog princippet om lighed for loven, garanterede civile rettigheder og afskaffede de feudale godserettigheder, mens den samtidig sikrede de muslimske religiøse lederes privilegier.

Nadir Shahs regering var præget af en stærk tilknytning til islam og mullahernes indflydelse. Under hans styre blev mullahernes rettigheder udvidet, og islamisk lov blev inkorporeret i den civil- og strafferetlige lovgivning. Polygami blev genindført, kvinder blev tvunget til at bære yashmak, og de få kvindelige skoler, der eksisterede, blev lukket. På den måde blev hans regime stærkt præget af en konservativ social orden, som afspejlede både hans egen politiske filosofi og de krav, som blev stillet af de religiøse ledere og landets øverste klasser.

Nadir Shahs politiske strategi havde en vigtig social og økonomisk dimension. For at styrke statens økonomi i en tid med global økonomisk krise og faldende eksportpriser for Afghanistans vigtigste varer, som astrakhan og sølv, satte han gang i store beslaglæggelser af ejendom fra tidligere regimestøtter. Samtidig blev der iværksat en række økonomiske reformer for at støtte landets handelsbourgeoisie, som også havde lidt under den politiske krise i 1928-1929.

Handelsborgerskabet spillede en vigtig rolle i den økonomiske genopbygning, og i modsætning til tidligere perioder søgte de nu en tættere alliance med regimet. Deres støtte til Nadir Shah blev konkretiseret i den økonomiske plan, som blev udarbejdet af Abdul Majid Zabuli, en af landets rigeste købmænd. Zabuli foreslog udviklingen af landbruget og industrien, som en måde at stimulere økonomien på, og foreslog etableringen af aktieselskaber for at fremme landets økonomiske vækst.

Trods disse økonomiske tiltag og den politiske stabilisering, som Nadir Shah stræbte efter, kunne han ikke undgå de fundamentale problemer, der plagerede Afghanistans samfund. Landet forblev præget af sociale uligheder og en stærk opdeling mellem de politiske eliter og de brede befolkningsgrupper. Mens det blev lagt stor vægt på en centralisering af magten og økonomisk udvikling, var det i praksis kun de mere privilegerede klasser, der nød godt af disse reformer.

For at forstå dybden af Nadir Shahs politiske strategi er det essentielt at erkende, at hans styre ikke blot var et udtryk for en politisk orden, men også en reaktion på de sociale udfordringer, som Afghanistan stod overfor. Landets økonomiske og politiske fremtid var tæt forbundet med de interesser, som hans regering repræsenterede, og dette præger stadig den afgørende udvikling af Afghanistan gennem det 20. århundrede.

Hvordan den økonomiske udvikling og politiske spændinger i Afghanistan på 1960'erne påvirkede samfundet

I slutningen af 1960'erne begyndte Afghanistan at vise klare tegn på politisk og økonomisk spænding, som blev mere synlige gennem de mange konflikter mellem de konservative og progressive kræfter i samfundet. Selvom landets økonomiske potentiale voksede en smule under de første to femårsplaner, var de forbedringer, der blev opnået, ikke nok til at løfte de vigtigste arbejderklassers levevilkår. I 1967 blev en tredje femårsplan udarbejdet, men den afslørede hurtigt de store problemer, der skulle løses, både politisk og økonomisk.

I modsætning til de tidligere planer, hvor hovedfokus havde været på infrastrukturudvikling, blev den tredje femårsplan primært rettet mod industriel og landbrugsmæssig udvikling. Det blev fastlagt, at 33 milliarder afghani skulle investeres i landets udvikling, hvoraf størstedelen skulle bruges på industrien (32,4 %) og landbruget (29,4 %). De resterende midler blev afsat til sundhed, uddannelse og transport. Den finansiering, der skulle dække store dele af investeringerne, kom dog ikke fra indenlandske kilder, men fra udenlandsk hjælp – over 70 % af investeringerne blev dækket af udenlandsk støtte.

Disse parlamentarikere, der så beskatning som en trussel mod deres økonomiske interesser, blokkerede regeringens forslag. Samtidig blev de nødvendige strukturelle reformer, der kunne have fremmet en mere fair fordeling af ressourcer, svækket af parlamentets modstand. Dette afspejlede de større sociale spændinger, som var til stede i samfundet på den tid. Arbejderklassens behov for reformer stødte sammen med de konservative landbesidderes forsvar af det eksisterende system, hvilket satte en effektiv stopper for enhver form for omfattende ændring.

Regeringens anstrengelser for at indføre progressive skatter og ændre systemet for statsfinansiering kunne ikke få den nødvendige opbakning i parlamentet. Dette politiske dødvande førte til flere regeringsskift, hvor den ene regering efter den anden forsøgte at fremme sociale og økonomiske reformer, men uden succes. Da den tredje femårsplan ikke blev fuldt implementeret, og den økonomiske vækst under denne periode var langsommere end forventet, stod landet overfor store udfordringer.

På trods af de enorme investeringer, der var planlagt, og de vækstrater, der blev sat som mål, var den økonomiske vækst i denne periode under 3 %, hvilket var lavere end i de foregående år. Samtidig voksede den udenlandske gæld hurtigt og nåede 600 millioner dollars i 1973. Dette satte yderligere pres på den afghanske økonomi og førte til en stigende inflation og højere priser, hvilket ramte den bredere befolkning, især små håndværkere og entreprenører.

Politisk set blev de progressive kræfter i Afghanistan, herunder den Kommunistiske Demokratiske Partis medlemmer (PDPA) og andre politiske grupper, som repræsenterede arbejderklassens interesser, mere organiserede. De opfordrede til dybdegående jordbrugsreformer og en omfordeling af landets rigdomme for at forbedre forholdene for den brede befolkning. Samtidig blev der dannet nationalistiske grupper, såsom Setem-i-Melli, der kæmpede for minoriteters rettigheder, men som desværre i mange tilfælde endte med at forværre de etniske spændinger i landet.

Den politiske venstrefløj, ledet af PDPA, søgte at fremme en socialistisk vision, der kunne opnå en mere retfærdig fordeling af ressourcerne. Men de stødte på kraftig modstand fra de konservative, som var tæt forbundet med de store jordbesiddere og religiøse magteliter. Denne politiske splittelse og de modstridende interesser blev kun forstærket i slutningen af 1960'erne, da regeringen fortsat forsøgte at stabilisere økonomien gennem skatteforhøjelser og låneoptagelse, men uden større succes.

Mens Afghanistan kæmpede med økonomisk stagnation og politisk polarisering, udviklede de radikale kræfter uden for parlamentet sig, og kampen om magten intensiveredes. Samtidig kom de økonomiske og politiske udfordringer til at forme landets fremtid, og den stabilitet, som var nødvendig for at sikre en positiv udvikling, blev hurtigt undermineret.