Der er øjeblikke i livet, hvor vrede og ydmygelse ikke finder nogen udvej, andet end at vende sig mod kroppen selv. Jeg husker den dag, hvor min far drev mig til at drikke et glas eddike. Vores sædvanlige skænderi havde nået sit crescendo – jeg var skamløs, utaknemmelig, ude af stand til at værdsætte noget godt. I hans øjne var jeg en fejl; i stedet for en klog og stærk datter havde han fået en svampet Callisto, klodset og porøs, som absorberede alt uden at kunne skelne. “Du kan ikke kende forskel på god vin og eddike,” sagde han. Og uden at svare, uden at tænke, hældte jeg eddike i et vinglas, så ham i øjnene og drak. Jeg stoppede ikke, før han trak sig væk. Smagen var sur, næsten metallisk, men jeg tvang mig til at sige: “Det smager fint for mig.” Senere kastede jeg det hele op på badeværelset.

Jeg lærte noget den dag, som ikke havde med vin at gøre. Der er handlinger, som ikke handler om smag, men om at vise, at man ikke længere er bange for smerten. Men kroppen ved bedre. Den afviser, hvad der er giftigt. Den lærer en at give slip, selv på det man tror, man må holde fast i for at bevise noget.

Det var år senere, at Rondell kom ind i mit liv. Vi var midt i vores forretning, hvor blandingerne pludselig var blevet populære, og vi havde en vin, der hed Morningstar – en fløjlsblød kombination af Pinot Noir og Merlot fra de martianske vinmarker, med et strejf af gammel Cabernet fundet nær Bordeaux. Den smagte af røde bær, stenfrugter og svag mocha; overrumplende drikkelig. Anmeldelserne var overstrømmende, og selv vores mere beskedne nomineringer føltes som et tegn på, at vi havde gjort noget rigtigt. Men mens vi fejrede, kæmpede jeg med det had, der sivede ind via beskederne, stavet med gift og fremmedhad, som ukrudt i en vinmark. Rondell forstod aldrig, at selv når folk tog fejl, kunne deres ondskab stadig skære én i stykker.

Jeg har stadig nogle af Rondells flasker på en hylde i kælderen. Jeg har båret dem fra sted til sted, glattet etiketterne, støvet dem af. Jeg kunne aldrig få mig selv til at sælge dem, og at drikke dem er utænkeligt. Det ville være som at drikke mine egne tårer. Sikkert sødt, og handlingen ville være smukt cirkulær, men i virkeligheden ville det bare være at tage sin egen salt tilbage – at genindtage det, som kroppen har afvist. Man må stole på, at kroppen ved bedst. Nogle ting må man simpelthen give slip på.

Rondell døde af Mars, som vi plejede at sige. Ikke direkte – nogen skød ham under en demonstration ved Pan-Am Agricultural Congress i Chicago. Alt var hvidt, skaldet, Midtvestens accent overalt. Han faldt i mine arme, lungerne revet itu, og jeg holdt ham, kyssede hans blodige læber, ude af stand til at græde, selvom jeg ville. Jeg var selv blevet ramt, tæt på lårarterien, blodet løb ned ad benet, mørkt som Pinot Noir.

Min far havde engang sagt, at ingen mand kunne elske mig. Måske mente han, fordi jeg var halv, fordi jeg var fed, fordi jeg græd. Eller fordi jeg ikke kunne værdsætte en god vin. Men han tog fejl i det som i alt andet. Den sidste blanding, Rondell lavede, hed Simbaḥ – “vinstokkene, hvis klaser engang gjorde nationernes herrer berusede.” Det var mørkt, vi lå i hans seng, og hans hænder tegnede mønstre ned ad min ryg, mens han citerede linjen.

Det er vigtigt at forstå, at denne fortælling ikke kun handler om vin eller vrede. Den handler om kroppen som et arkiv for alt det, vi gennemlever – dens hukommelse, dens grænser og dens egen vilje til at overleve. Den handler om, hvordan sorg og kærlighed kan lagres som flasker på en hylde, som vi ikke kan få os selv til at åbne. Og om, at selvom vi bærer alt med os, må vi stole på, at noget må forblive uåbnet, ufordøjet, fordi frigivelsen først dér bliver mulig.

Hvem tilbyder evigt liv, og hvad kræver det af den døende?

Den fremmede var ældre end krukken, ældre end noget Jon kunne sammenligne med. Historierne, der vendte tilbage til ham, var vilde og usandsynlige, og han havde aldrig troet, at de nogensinde kunne omfatte ham. Men i det øjeblik han mødte mandens blå øjne, passerede der noget mellem dem, en stiltiende forståelse, et begyndende bånd. Jon fandt sig selv nikke, som om han forstod, hvad der blev tilbudt, og hvad der krævedes.

“Du tror, jeg er ved at dø,” sagde han. “Du er ved at dø,” svarede den fremmede. Ordene faldt som syre i hans krop. Det var ikke længere lægens forsigtige formuleringer eller halvsande løfter om et år mere. Dette var ubønhørligt ærligt, og det gjorde ondt.

Men manden tilbød noget, som ingen læge kunne. Ikke behandlinger, ikke autolæger, men en gave – et løfte om at efterlade sit nuværende liv og træde ind i noget uden ende, et univers uden død. En flugt, men også en forpligtelse. Jon afslog. Måske uden at tænke. Måske fordi han havde tænkt for længe. “Aldrig, nej.”

Den fremmede så på ham med et blik, som rummede både skuffelse og lettelse. Han lagde et fremmedartet redskab i Jons skød – en maskine lettere end luft, et skitseagtigt våben designet til at reducere ham til aske. “Jeg vil ikke bruge det på dig,” sagde manden. “Du må selv gøre det.”

Jon vendte maskinen mellem sine hænder, mærkede dens utålmodige udløser. Han overvejede, men gjorde det ikke. Den fremmede så på ham med et blik, der vejede og målte. De talte om familien, om alt det, han ville kunne give dem, hvis han accepterede. Penge forklædt som undskyldninger, liv der ville blive mærkbart bedre. Men prisen var uigenkaldelig: hans navn, hans kamp, hans troværdighed. Han ville dø som forræder, selv hvis sandheden var anderledes.

Så rev manden masken af og afslørede et nyt ansigt. Det var Jons eget – det udhulede, næsten askegrå ansigt, han kendte fra spejlet. Og han tilbød endnu en gave: sandheden om, hvem han var. Jon trak på skuldrene. Navne betød intet længere.

Men det var ikke kun navne, maskiner eller diamanter, der var på spil. I denne udveksling lå et spørgsmål om, hvad evigt liv egentlig er værd, når man samtidig mister sit selv, sin historie, sine bånd til verden. Evigheden var ikke blot en udstrækning af tid, men et brud, et skift, hvor intet kunne tages med.

Hvordan udvikler man effektive Android-applikationer?
Hvordan man arbejder med farveteori og blyantens mærker i tegning
Hvordan Zheng He’s Flåde Revolutionerede Kinesisk Søfart og Verdenshandel