I det 20. århundrede, og særligt frem til dets midte, var det muligt at finde åbenlyst partisk journalistik i de etablerede medier, som både kunne være politisk, ideologisk og ideelt orienteret. De mest anerkendte amerikanske journalister, Edward R. Murrow og Walter Cronkite, er eksempelvis bedst kendt for deres markante, partiske holdninger i mediedækningen – Murrow for sin kritik af senator Joseph McCarthy, og Cronkite for sin modstand mod Vietnamkrigen. I dag ville sådanne handlinger, i de samme mediehuse, næppe være mulige uden konsekvenser. Det understreger, hvordan mediekulturen og normerne har udviklet sig, og hvordan de ideelle standarder, som ofte fremføres af kritikere som Lazer et al., ikke nødvendigvis er blevet mødt af den virkelighed, de antyder.

Når vi taler om ‘fake news’, er det vigtigt at forstå, hvilke medier der faktisk hævder at følge bestemte ‘praksisser’, og hvad ‘fake news’ er i denne kontekst. Det er ofte blevet hævdet, at ‘fake news’ underminerer objektive journalistiske standarder som faktatjekning. Faktatjekning, som en praksis, er dog ikke noget, der er entydigt effektivt i alle medier – især de små, uafhængige kilder, der bliver stemplet som ’fake news’. Selvom disse mindre medier ikke altid har ressourcerne til at ansætte specialiserede faktatjekkere, betyder det ikke nødvendigvis, at deres information er mindre sandfærdig. Det har historisk set været sådan, at selv store, etablerede medier som The New York Times ikke har haft omfattende faktatjekning i deres rapportering. Faktisk har de ofte overladt det til journalisterne selv at sikre korrektheden af deres artikler. I mange tilfælde betyder det, at faktatjekkere ikke nødvendigvis fungerer som en garant for objektivitet eller sandhed.

I det seneste årti har internettet og dets hastige vækst som informationskanal dog ført til en genopblussen af faktatjekning. Mange organisationer, som PolitiFact og Snopes i USA, er blevet etableret som reaktion på den stigende bekymring omkring misinformation. Disse organisationer arbejder dog ikke længere blot indenfor rammerne af et enkelt mediehus, men udvider deres vurdering af fakta til at inkludere påstande fra politikere og andre offentlig kendte personer.

En markant forskel mellem de gamle og de nye faktatjekkeres arbejde er, at de tidligere faktatjekkere ofte var usynlige for offentligheden, og deres arbejde blev kun synligt, når fejl blev afsløret. I den moderne æra, der er blevet formet af internettet, har faktatjekkere derimod fået en mere offentlig rolle, hvor deres vurderinger og afsløringer kan ses og evalueres af befolkningen selv. Denne ændring betyder, at vi i dag er i stand til at foretage vores egne vurderinger af nyheder og information i langt højere grad end før. Det gør det muligt for offentligheden at forholde sig kritisk til de påstande, de møder, og engagerer sig i diskussioner med andre borgere.

I forbindelse med ‘fake news’-debatten har begrebet fået en meget bredere og ofte mere uklar definition. For nogle forskere er ‘fake news’ direkte falsk information, der er blevet skabt med det formål at vildlede. Andre, som Lazer et al., definerer det som et fænomen, der ikke nødvendigvis behøver at være usandt – det kan også dække over selektiv eller manipulerende præsentation af information. På den anden side ser forskeren Marco Meyer på ’fake news’ som et fænomen, der ikke kun omfatter enkeltstående falske historier, men også de kilder eller websteder, der gentagne gange præsenterer vildledende eller fejlagtige informationer som nyheder.

Meyer argumenterer, at en vigtig del af løsningen på ‘fake news’-problemet er at oplyse offentligheden om, hvordan man skelner mellem ‘ægte’ og ‘falske’ nyheder. Men hans tilgang bærer også en implicit antagelse om, at eksperter kan skelne sandhed fra løgn uafhængigt af emnet, og han sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt læserne selv besidder de intellektuelle dyder, der kræves for at vurdere nyheder kritisk.

Mange af de stærkeste bekymringer omkring ’fake news’ stammer fra frygten for, at stater som Rusland udnytter Internettet til at blande sig i politiske processer i vestlige lande. Disse frygter har ikke kun rødder i politiske og geopolitiske interesser, men også i en følelse af, at medierne er blevet mere fragmenterede og mindre autoritative i deres formidling. Det er dog væsentligt at huske på, at kun en lille del af befolkningen får deres nyheder fra sociale medier. Størstedelen af amerikanerne, som især omfatter ældre vælgere, får deres information fra traditionelle mediekanaler, der er præget af en langt ældre form for desinformation, som stammer fra interne politiske ideologier og ikke nødvendigvis udefrakommende påvirkninger.

Trods den øgede mængde falsk information i dagens mediebillede, er det vigtigt at forstå, at offentlighedens evne til at kritisk vurdere og engagere sig i informationen aldrig har været større. Internettets rolle i denne proces er ikke kun som en kilde til misinformation, men også som en platform, der giver folk adgang til værktøjer og fællesskaber, hvor de kan analysere og diskutere de påstande, de møder. Dette gør det muligt for borgerne at konfrontere og evaluere de nyheder, der er tilgængelige, på en måde, der skaber et mere informeret samfund.

Der er således ingen grund til at overreagere på den såkaldte ‘fake news’-krise, da folk i dag er bedre rustet end nogensinde før til at navigere i informationsstrømmen. Dog er det essentielt at forstå, at den reelle udfordring ikke ligger i selve eksistensen af falsk information, men i hvordan samfundet forholder sig til og arbejder med den information, der cirkulerer. Fremfor at frygte udviklingen bør fokus derfor være på at styrke individernes evne til at kritisk vurdere og engagere sig i den information, de møder.

Hvordan Fake News Forårsager Epistemiske Skader og Skaber En Forfalsket Virkelighed

Fake news, et begreb der hurtigt er blevet en udbredt del af den offentlige debat, refererer til nyheder, der enten bevidst er falske eller bliver præsenteret på en vildledende måde. Det omfatter rapporter, som deres oprindelige kilde ved, eller burde vide, er falske, eller som der mangler tilstrækkelig bekymring for sandheden. Ofte er formålet med disse falske nyheder at skabe forvirring, sprede misinformation eller opnå politiske eller økonomiske fordele. Den ødelæggende virkning, som fake news har på samfundets viden, strækker sig langt ud over blot at introducere fejlinformation. Det forstyrrer selve strukturen af, hvordan vi opfatter sandhed og pålidelighed i de kilder, vi normalt stoler på for at forstå verden omkring os.

Epistemisk skade, som det kaldes i filosofiske termer, refererer til de skader på vores vidensgrundlag, som fake news medfører. Der er to hovedtyper af epistemisk skade: at erhverve en falsk overbevisning og at undlade at drage nytte af en åbenlys mulighed for at erhverve en sand overbevisning. Begge former for skade er centrale for at forstå, hvordan fake news underminerer vores evne til at danne et præcist billede af virkeligheden.

Den mest åbenlyse epistemiske skade, som fake news kan forårsage, er, når en modtager tager en falsk rapport for at være sand. Dette er den direkte effekt, vi ofte ser i medierne, når folk tror på vildledende historier og handler på grundlag af dem. Men den mere subtile og potentielt farligere skade er den, der opstår, når folk ikke tager imod en sand rapport, enten fordi de afviser den på forhånd eller er skeptiske på grund af den overordnede opfattelse af, at "alle nyheder er falske". Dette skaber en dystopisk spiral, hvor samfundets tillid til nyhedskilder forværres, hvilket i sidste ende fører til, at folk mister evnen til at adskille sandhed fra falskhed overhovedet.

Fake news adskiller sig fra almindelige falske nyheder i den forstand, at de ofte er designet specifikt til at spille på præjudicerede opfattelser og eksisterende bias i en given gruppe mennesker. Dette gør, at modtagerne lettere kan blive overbevist om falskheden, da nyheden bekræfter deres egne overbevisninger. Når en falsk nyhed er målrettet mod en bestemt gruppe med specifikke ideologiske eller økonomiske interesser, kan den have en langt større og dybere indvirkning, end en almindelig fejlinformation ville have.

En væsentlig udfordring ved fake news er, hvordan det forvansker vores evne til at opbygge et pålideligt vidensgrundlag. Når folk bliver udsat for falske informationer, som ikke kun er forkerte, men også målrettet designet til at manipulere deres følelser og opfattelser, bliver det sværere at stole på nyhedsmedier generelt. Denne tillidskrise betyder, at de, der forsøger at formidle sand information, kan ende med at blive mødt med mistillid, hvilket åbner døren for endnu mere misinformation at sprede sig uden modstand.

En af de mest alvorlige konsekvenser af fake news er det epistemiske "forfald" eller "forrådnelse" i samfundet. Når folk bliver konstant udsat for usande eller vildledende informationer, undermineres deres evne til kritisk at vurdere, hvad der er sandt. Den konstante strøm af forvrængede informationer fører til en nedbrydning af den kollektive evne til at træffe informerede beslutninger. Dette kan have alvorlige konsekvenser på samfundsniveau, især i et politisk klima, hvor beslutninger baseres på fakta og den kollektive forståelse af virkeligheden.

For at kunne modvirke effekten af fake news er det nødvendigt at genopbygge den tillid, som er blevet undermineret. Samtidig kræver det en øget bevidsthed om, hvordan vi som individer navigerer i informationsstrømmen. At forstå de epistemiske risici ved fake news betyder at erkende, at det ikke kun er den falske information i sig selv, der er farlig, men også den måde, hvorpå den kan ændre vores syn på, hvad vi stoler på og hvordan vi engagerer os i samfundet som informeret borgere.

Derfor bør vi som samfund tage et aktivt ansvar for både at beskytte os selv mod fake news og at fremme en kultur, hvor vi bestræber os på at sikre, at de nyheder, vi modtager og deler, er baseret på solid bevisførelse og sandhed. Dette kræver ikke kun individuelle indsatser, men også en kollektiv tilgang, hvor medier, uddannelsesinstitutioner og offentlige myndigheder arbejder sammen for at fremme en oplyst offentlighed. Det er kun gennem en sådan indsats, at vi kan håbe at afværge de epistemiske skader, som fake news kan påføre både den enkelte og samfundet som helhed.

Hvordan kan 3D-printing kombineret med elektronik og håndværk åbne nye kreative og tekniske muligheder?
Hvordan forudsigende analyse kan hjælpe med risikostyring i forsyningskæder
Hvordan kan autonome våbensystemer og cyborg-teknologi ændre fremtidens krigsførelse?