Konspirationsteorier har en bemærkelsesværdig evne til at modstå evidens, der kunne anfægte deres sandhed. En rational agent, der fastholder en sådan teori, vil ofte ignorere eller omfortolke modstridende beviser, hvilket skaber en særlig form for "evidensinsulering". Dette fænomen kan forklares ud fra to centrale betingelser: sikkerhed og irrelevans.

Lad os først undersøge, hvordan sikkerhed kan spille en rolle i, at en konspirationsteori ikke kan ændres. Hvis en person er helt sikker på sandheden i en konspiration, for eksempel at tvillingetårnene blev ødelagt som led i en kontrolleret sprængning, så vil deres tro på denne teori forblive uændret uanset hvilken ny evidence de måtte støde på. Hvis sandsynligheden for hypotesen er P(H)=1, betyder det, at betinget sandsynlighed for hypotesen givet ny evidence P(H|E) også vil være lig 1. På denne måde vil konspirationsteorien ikke kunne ændres ved modstridende beviser.

Selv om man kunne påstå, at en konspirationsteori i sin kerne er modstandsdygtig over for ny evidence, er det ikke nødvendigvis et problem for teorien som sådan. For at opretholde troen på en konspiration, skal man dog ofte påstå, at et stigende antal personer og institutioner er involveret i skjulte handlinger. Denne konstante udvidelse af den konspiratoriske forestilling kan skabe en situation, hvor den nødvendige skepsis for at opretholde teorien bliver mere end vi kan acceptere, og troen på konspirationen forsvinder.

Når vi ser på konspirationsteorier i lys af probabilistisk irrelevans, bliver et andet aspekt tydeligt. Irrelevans betyder, at visse typer af evidence ikke kan revidere troen på konspirationen, da de ikke giver mere sandsynlighed for hypotesen end for dens modsætning. I denne optik bliver det muligt at afvise modstridende evidence som enten irrelevant eller som et forsøg på at skjule sandheden. Denne type af evidensinsulering opstår, fordi konspirationer, af natur, ofte involverer aktører, der forsøger at skjule deres handlinger. Hvis man derfor stoler på, at de involverede agenter skjuler beviser, kan man altid afvise enhver modstridende evidence som en del af dækningsforsøget. På den måde kan modstridende beviser konstrueres som støtte for konspirationen.

I et sådant scenario er troen på konspirationen ikke længere baseret på en rationel vurdering af fakta og beviser, men på en overbevisning om, at enhver form for modstridende evidence blot er en del af konspirationens forsøg på at vildlede offentligheden. Et eksempel på dette kan ses i meget vage konspirationsteorier, som for eksempel påstanden om, at angrebene den 11. september 2001 var en del af et skjult komplot, som myndighederne forsøger at dække over. Her kan enhver form for modstridende evidence blive forklaret væk som fabriceret bevismateriale fra de involverede parter, hvilket gør teorien umulig at afkræfte.

En sådan teori, der forbliver meget generel, giver plads til at afvise enhver form for modstridende evidence, da den ikke laver specifikke forudsigelser om, hvordan eller af hvem handlingen blev udført. Dette skaber en situation, hvor konspirationsteorien, selvom den ikke gør sig konkrete forudsigelser om, hvordan hændelserne har fundet sted, stadig kan rumme alle mulige tænkelige beviser som en del af den skjulte plan.

Når vi ser på denne form for teori, bliver det klart, at det ikke er en god forklaring på virkeligheden. Det er ikke en teori, der leverer konkrete forudsigelser eller som kan testes og revideres ud fra specifik evidence. I stedet forbliver den en teori, der kan tilpasses enhver situation og derfor ikke giver mulighed for en rigtig kritisk vurdering af fakta.

Det er vigtigt at forstå, at konspirationsteorier, der opretholdes på denne måde, ikke kan betegnes som rationelt baserede overbevisninger i videnskabelig forstand. Deres modstandsdygtighed mod evidens er ikke et udtryk for rationel evaluering, men snarere for en psykologisk og kognitiv proces, hvor troen på en skjult virkelighed styrkes ved at fortolke enhver modstridende information som en bekræftelse af teorien. En sådan mekanisme gør det ekstremt vanskeligt at nedbryde eller afkræfte konspirationsteorier, da de konstant tilpasser sig og omdefinerer sig selv for at beskytte troen på deres gyldighed.

Hvordan kan vi forstå konspirationsteorier som selv-isolerede troer i stedet for teorier om konspirationer?

Konspirationsteorier, som de generelt forstås, rummer ofte et element af modstand mod beviser, hvilket gør dem modstandsdygtige overfor revision. I stedet for at se konspirationsteorier som teorier om konspirationer, som deres indhold antyder, bør vi fokusere på troen hos dem, der holder fast i sådanne teorier. Det er individets tro – ikke nødvendigvis teorien selv – der kan udgøre den egentlige kernen i, hvad vi kalder en konspirationsteori. Konspiratoriske troer kan være uforsonlige overfor modbeviser af flere grunde, der både vedrører indholdet af teorien og individets epistemiske fejl, ekstra-epistemiske motiver og forudindtagede holdninger.

For at forstå hvorfor nogle konspirationsteorier er ufalsificerbare, må vi se på den måde, folk fastholder deres tro, fremfor at fokusere udelukkende på teorierne i sig selv. Den måde, hvorpå troen er isoleret fra modbeviser, gør det muligt for troen at forblive intakt på trods af overvældende beviser, der taler imod den. Det betyder, at vi ikke bare skal se på indholdet af en teori, men i højere grad på de troendes modstandskraft mod at revidere deres opfattelser, når de konfronteres med nye, modstridende oplysninger.

En vigtig indvending mod denne tilgang er, at ændringen af betydningen af udtrykket "konspirationsteori" kan føre til en ændring af emnet for undersøgelsen. Dette synspunkt hævder, at ændring af begrebets intension og extension kan fordreje det, vi egentlig taler om, da det oprindelige udtryk normalt refererer til teorier om bestemte typer af konspirationer og ikke nødvendigvis troer om konspirationer. På den anden side kan det argumenteres, at der faktisk er en sammenhæng mellem teorier om konspirationer og troen på konspirationer, især når man ser på de psykologiske og epistemiske faktorer, der gør teorierne uforsonlige overfor modstridende beviser.

Den ændring, jeg foreslår, kan virke radikal, men den sigter mod at fremhæve en karakteristisk egenskab ved konspirationsteorier: den måde, hvorpå troende forsvarer deres overbevisninger på trods af klare beviser, der taler imod dem. I denne forstand er skiftet fra "teori" til "tro" ikke en ændring af emnet, men en nuancering af, hvad vi allerede intuitivt forstår som kernen i konspirationsteorier. For eksempel kan vi se på paranoide ideationer eller impostor-syndromet som beslægtede fænomen, hvor overbevisningerne er tæt lukkede for modsatrettede beviser. Denne "selvforseglede" egenskab, som mange konspirationsteorier deler, gør det muligt for dem at overleve på trods af den åbenlyse modstridende evidence.

At forstå konspirationsteorier som evidens-isolerede troer åbner op for en mere præcis psykologisk analyse af de mennesker, der tror på dem. På denne måde slipper vi for at lave problematiske antagelser om, hvorvidt det er rationelt at tro på konspirationer i første omgang. I stedet kan vi fokusere på de epistem

Hvordan videnskabelige normer påvirker vores forståelse af viden og videnskabsbenægtelse?

En undersøgelse er den komplekse praksis, hvor vi indsamler, vejer og vurderer beviser med henblik på at danne, administrere og revidere vores tro for at opnå og dele sand information. Vi forekommer i vores daglige liv ofte at være engageret i undersøgelse af vidt forskellige emner—fra trivielle beslutninger, såsom om vi skal tage metroen eller bussen til arbejde, til ekstremt komplekse spørgsmål, som om kvantemekanik kan forenes med relativitetsteorien. Alle disse specifikke undersøgelser kan forstås som lokale undersøgelser, som besvarer bestemte sæt af spørgsmål. Det er imidlertid tydeligt, at vi ser undersøgelser som normativt begrænsede praksisser: der findes delte standarder og metoder for, hvordan man effektivt gennemfører og afgør en undersøgelse.

Som Shah og Velleman (2005) har argumenteret, er undersøgelse og dens produkter, primært tro, underlagt en dobbelt alethisk standard. Den første, den alethiske telos, handler om, at når vi danner, administrerer og reviderer tro, er målet at maksimere sandhed og minimere falskhed. Denne standard er afgørende for at vurdere den overordnede kvalitet af en undersøgelse ud fra, hvordan den scorer på aksen for at maksimere sandhed og minimere falskhed. Den anden alethiske standard, den alethiske kriterium, er den primære målestok for at vurdere korrektheden af en tro. Mens den alethiske telos gælder for andre kognitive holdninger i en undersøgelse, såsom gætterier, hypoteser eller antagelser, er den alethiske kriterium karakteristisk for troen. Hvis vi antager noget (som vi ved er) falsk, gør vi ikke nødvendigvis noget forkert, men hvis vi tror på noget, der er falsk, er vores tro ukorrekt.

I undersøgelse stræber vi efter sandhed som den regulative ideal, men det er ikke altid muligt for en kognitivt begrænset og epistemisk lokaliseret person at følge sandheden direkte. I stedet er det, vi kan gøre, at følge beviserne. Begrebet "bevis" forstås her bredt som enhver form for epistemisk retfærdiggørelse. Bevis for at tro på en påstand medfører ikke nødvendigvis, at påstanden er sand, men det er stadig sandhedsorienteret. Vi kan nu supplere den normative struktur af undersøgelsen med to evidensnormer:

(EN1 – Tro): En person har epistemisk tilladelse til at danne troen på, at p, hvis og kun hvis hun har (tilstrækkeligt stærkt, uafvist) bevis for, at p er sandt.
(EN2 – Revision): En person er epistemisk forpligtet til at revidere troen på, at p, hvis og kun hvis hun har et (uforstærket) modbevis for troen på, at p er sandt.

Normativt opererer disse to standarder i alle undersøgelser. En undersøgelse er kun gyldig, hvis dens handlinger, beviser og tro er i overensstemmelse med disse epistemiske normer. Alligevel er vi nødt til at kontekstualisere disse normer, når vi ser på konkrete undersøgelser, især når vi undersøger normativ afvigelse i undersøgelser, som f.eks. videnskabelig benægtelse. I tilfælde af videnskabelig benægtelse spiller normative afvigelser en væsentlig rolle. Disse afvigelser anvendes til at miskreditere forskellige kilder til bevis i relation til bestemte fænomener, såsom om vacciner er sikre, og de hjælper med at opbygge alternative forklaringer for de pågældende fænomener.

Fake news spiller en væsentlig rolle i at fremme disse former for videnskabelig benægtelse. Ved at analysere to konkrete tilfælde af videnskabelig benægtelse, kan vi argumentere for, at fake news ikke blot forvrænger vores forståelse af videnskabelige fakta, men også underminerer de epistemiske normer, som regulerer gyldige undersøgelser. I sådanne tilfælde kan vi se, at den normative afvigelse i undersøgelsen udgør en særlig form for "post-undersøgelse", hvor undersøgelsen fortsætter med at være påvirket af forvrængede beviser og misvisende information.

Det er vigtigt at forstå, at undersøgelser, der afviger fra normative standarder, ikke blot er en form for intellektuel fejl. De repræsenterer en aktiv handling, der forsøger at opretholde et bestemt synspunkt mod videnskabelig konsensus, ofte drevet af ideologiske eller økonomiske interesser. En sådan afvigelse påvirker ikke kun individets tro, men også det kollektive kendskab, som videnskaben som helhed forsøger at fremme.

Når vi ser på sådanne undersøgelser og deres konsekvenser, er det væsentligt at anerkende, at de ikke nødvendigvis er tilfældige eller utilsigtede. De er ofte resultatet af velorganiserede kampagner, der udnytter epistemiske svagheder i den måde, vi opbygger viden på. Normativ afvigelse, som vi ser i disse tilfælde, er ikke kun et spørgsmål om dårlige argumenter eller forkerte tro; det er et aktivt forsøg på at manipulere beviser og påvirke offentlighedens opfattelse af fakta.

Hvordan konspirationsteorier påvirker videnskabelige undersøgelser og skaber post-undersøgelse

Videnskabelige undersøgelser bygger på en række grundlæggende antagelser, som definerer de rammer, inden for hvilke viden og evidens vurderes. For det første opererer videnskab ikke med absolut sikkerhed som standard for tro, og det anses ikke nødvendigvis som en vejledning til sandhed. Videnskaben ignorerer visse kilder til information, som f.eks. spåmænd og andre ikke-empiriske evidenskilder. Desuden betragtes nogle kilder som mere pålidelige end andre, f.eks. anerkendte videnskabelige institutioner som forskningscentre og universiteter, mens andre former for beviser, som f.eks. absolut sikker viden, ikke er nødvendige for at opnå videnskabelig erkendelse. For at udvide denne forståelse af de bagvedliggende antagelser, der styrer videnskabelig undersøgelse, må vi overveje, hvordan visse epistemiske normer kan blive filtreret eller diskrediteret, når de stammer fra institutionelt anerkendte kilder.

En central dynamik i denne proces findes i forhold til konspirationsteorier. En konspirationsteoretiker benytter en speciel form for epistemisk filter, hvorved videnskabelige institutioner og andre autoriteter frasorteres som pålidelige kilder til sandhed. Dette sker ud fra hypotesen om, at disse institutioner er med til at vildlede offentligheden, ofte for politisk eller økonomisk gevinst. Konspirationsteorien fungerer således som en grundlæggende antagelse, der leder undersøgelsen og præger valget af, hvilke evidenser der anses som troværdige.

En konspirationsteori defineres her som en teori, der tilbyder en alternativ forklaring på en begivenhed eller et fænomen, som står i opposition til den officielle forklaring. Denne forklaring er ofte baseret på idéen om, at der foregår en skjult sammensværgelse, hvor en lille gruppe personer eller institutioner manipulerer offentligheden til deres egen fordel. Eksempler på kendte konspirationsteorier omfatter påstande om den skjulte ‘New World Order’, de falske protokoller fra Zions ældste og 9/11-angrebene som et ‘inside job’. I mange tilfælde er disse teorier på vildspor, og de giver ofte en spekulativ og fejlagtig forklaring på velkendte hændelser. Dog kan konspirationsteorier nogle gange vise sig at have en vis sandhed, som i tilfellet med tobaksindustrien, der gennem årene skjulte beviser for de sundhedsskader, deres produkter forårsagede.

Når konspirationsteorier anvendes som baggrundsantagelser i en videnskabelig undersøgelse, er det muligt at skabe, hvad der kaldes en "post-undersøgelse." I en post-undersøgelse bliver de epistemiske normer for undersøgelsen filtreret af de antagelser, der stammer fra en konspirationsteori. Dette medfører, at de mest sofistikerede evidenskilder, som kommer fra anerkendte videnskabelige institutioner, bliver afvist. Resultatet er en undersøgelse med lavere epistemiske standarder, hvilket gør det sværere at opnå sand viden og undgå falske antagelser. Derfor vil en undersøgelse, som er præget af sådanne baggrundsantagelser, score lavt i opfyldelsen af sandhedens mål.

Quassim Cassam har identificeret en særlig type konspirationsteorier, som indeholder seks specifikke træk, som kan karakterisere dem som "C-træk." Disse træk er: (i) spekulativ, (ii) kontrær, (iii) esoterisk, (iv) amatøragtig, (v) præ-moderne, og (vi) selvforseglende. En spekulativ konspirationsteori mangler solid evidens, og dens påstande hviler på usikre formodninger. Den er kontrær, fordi den går imod den etablerede forklaring på begivenheder, som eksempelvis teorien om, at 9/11 var et inside job, selvom al-Qaeda tog ansvar for angrebene. Teorien er esoterisk, idet den anvender bizarre forklaringer, som f.eks. ideen om, at jordens grænser bevogtes af en hemmelig regeringshær. Desuden er udtalerne af sådanne teorier typisk amatører, ikke eksperter på de relevante områder, og deres ideer er præ-moderne, da de udtrykker en verdensopfattelse, hvor komplekse hændelser tilskrives en lille gruppe hemmelige aktører. Endelig er disse teorier selvforseglende, hvilket betyder, at de skaber et "tro-boble," hvor enhver, der stiller spørgsmålstegn ved teorierne, bliver ekskluderet og betragtet som en del af en konspiration mod sandheden.

Når en undersøgelse er påvirket af sådanne C-træk, vil det resultere i en post-undersøgelse, der er modstandsdygtig over for reform. Dette gør det vanskeligt at ændre de epistemiske normer og giver et lavt niveau af evidensbaseret rationalitet, hvilket forhindrer en effektiv søgen efter sandhed.

Det er vigtigt at forstå, at ikke alle konspirationsteorier nødvendigvis er irrationelle eller uden nogen form for sandhed. Nogle gange kan det være muligt, at en konspiration virkelig eksisterer, og at den officielle forklaring er blevet manipuleret eller skjult. Dog vil det typisk være sådan, at en undersøgelse, der er farvet af konspirationsteoretiske baggrundsantagelser, vil have svært ved at opnå objektive resultater og vil modarbejde den rationelle søgen efter sandhed.

Når man arbejder med videnskabelige undersøgelser, er det afgørende at kunne identificere og analysere de bagvedliggende antagelser, der styrer den måde, vi vurderer beviser på. Det betyder, at videnskabelige normer skal være åbne for revision og modstand mod normativ aberration, som kan føre til ineffektive eller vildledende konklusioner.

Hvordan Top-Link Heuristikken Påvirker Brugen af Søgemaskiner ved Kontroversielle Emner

I dag fungerer søgeresultatsider (SERP'er) som en hyppig indgang til internettet, hvor brugere ofte søger information om forskellige emner. Tidligere forskning har grundigt dokumenteret, hvordan placeringen af resultaterne, samt den rumlige fordeling på søgeresultatsiderne, har en stærk effekt på, hvordan brugere opfatter og vælger bestemte websteder. Et typisk adfærdsmønster blandt brugere er det, der kaldes "top-link" heuristikken eller "Google-trust" heuristikken, hvor brugeren kun ser og vælger de første få resultater præsenteret af søgemaskinen uden at evaluere alle de andre tilgængelige resultater. Denne heuristik er effektiv, da søgemaskiner generelt giver de mest relevante dokumenter øverst på listen, især når det drejer sig om enkle fakta.

Dog kan denne tilgang vise sig mindre effektiv, når brugeren søger information om kontroversielle emner som for eksempel klimaforandringer. Dette skyldes to hovedårsager: For det første kan brugerne blive let vildledt af kommercielt bias i de øverste søgeresultater. For det andet går de glip af muligheden for at reflektere over forholdet mellem de tilgængelige websteder, en essentiel proces, når man lærer om komplekse og omdiskuterede emner.

Vores undersøgelse viser, at top-link heuristikken ikke nødvendigvis er "effektiv", selv når det drejer sig om "enkle fakta", som for eksempel, at en videnskabelig artikel er blevet tilbagekaldt. I virkeligheden "outsourcer" Google ofte løsningen af dette problem ved at stole på videnskabelige tidsskrifter til at inkludere en meddelelse om tilbagetrækningen på deres websteder. Det betyder, at når brugeren klikker på et link til en artikel i Google, bliver de ofte sendt til en side, hvor tilbagetrækningsmeddelelsen er synlig. Men det er ikke altid tilfældet. Ikke alle udgivere offentliggør eller mærker klart artikler, de har tilbagekaldt, og forklarer ikke altid hvorfor. Denne praksis afslører et underliggende problem for Google, som endnu ikke har fundet en teknologisk løsning for effektivt at håndtere tilbagetrækninger direkte i søgemaskinen.

En yderligere udfordring ved denne "outsourcing"-strategi er, at artikler, der er blevet tilbagekaldt, stadig får opmærksomhed på søgeresultatsiderne på en måde, der potentielt kan vildlede brugeren. Google placerer som regel linket til den oprindelige artikel højere end linket til meddelelsen om tilbagetrækning. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt brugerne faktisk bliver vildledt af Googles måde at håndtere tilbagetrækninger på, og om de derfor begynder at underholde falske videnskabelige opfattelser.

En mulig løsning kunne være, at Google ændrer sine algoritmer for at prioritere links til tilbagetrækningsmeddelelser, eller at udgivere og tidsskrifter påtager sig et større ansvar for korrekt at informere om tilbagetrækninger. En anden løsning kunne være at skabe en særlig database for tilbagetrukne artikler, som søgemaskiner kunne konsultere for at sikre, at tilbagetrækninger overtrumfer andre faktorer som popularitet i algoritmerne. Begge tilgange kunne potentielt hjælpe med at forhindre spredning af falsk videnskab.

En interessant problematik, der kunne undersøges nærmere, er, hvordan søgninger på artikler og deres tilbagetrækninger ændrer sig, når der anvendes specifikke nøgleord i stedet for en præcis titel. I nogle tilfælde kan søgning på nøgleord føre til, at tilbagetrækninger rangordnes lavere end når der søges på den fulde artikeloverskrift, hvilket kan have en betydelig indvirkning på, hvordan informationen opfattes af brugerne.

Brugere bør være opmærksomme på, at selv om søgemaskiner som Google effektivt giver information i mange sammenhænge, kan de i tilfælde af kontroversielle emner som videnskabelige tilbagetrækninger være utilstrækkelige. Derfor er det nødvendigt for både brugere og udgivere at være opmærksomme på de risici, der er forbundet med at stole blindt på de første søgeresultater, og tage ansvar for at sikre, at informationen er korrekt og opdateret.

Hvordan Seksuelle Forskelle Påvirker Energibalance og Fysisk Præstation
Hvordan enkelt at tage film med Filmo-kameraet og forstå det kinesiske politiske landskab
Hvordan man skaber perfekte småretter til festlige lejligheder: Opskrifter og tips