Hvordan udvikler AI loyale ubemandede flyvende vingemænd i militær luftfart?

Udviklingen af loyale ubemandede flyvende vingemænd, ofte kaldet loyal wingmen, markerer et skift i militær luftfart, hvor autonome systemer arbejder sammen med bemandede kampfly for at skabe mere effektive og fleksible luftoperationer. Projekter som USA’s Skyborg og DARPA’s Air Combat Evolution (ACE) program demonstrerer, hvordan kunstig intelligens (AI) integreres i taktiske luftkampe for at forbedre både nærkamp og langtrækkende engagementer.

Skyborg-programmet fokuserer på at udvikle autonome droner, der kan fungere som loyale følgesvende til bemandede fly, udstyret med avancerede missiler og sensorer til Beyond Visual Range (BVR)-operationer. Samtidig arbejder DARPA’s ACE på at skabe AI-algoritmer, der kan mestre komplekse luftkamptaktikker som 1-mod-1 og 2-mod-2 engagementer, hvilket omfatter både bemandede og ubemandede platforme. Disse programmer kan med tiden smelte sammen, hvilket eliminerer skellet mellem nærkamp og langdistanceangreb i autonome luftoperationer.

I Europa er Next Generation Weapon System (NGWS) under FCAS-programmet et eksempel på en satsning på at kombinere sjette generations kampfly med forskellige ubemandede fjernbærere (Remote Carriers), der kan variere fra små 200 kg droner til flere tons tunge enheder. Disse droner forventes at kunne udføre opgaver som EW, ISR, målangivelse og Suppression of Enemy Air Defenses (SEAD). Dog står programmet over for tekniske og finansielle udfordringer, som kan påvirke dets fremtid.

Russiske forsvarsvirksomheder udvikler også autonome loyale wingmen som ‘Grom’ og ‘S-70 Okhotnik-B’, der kan operere sammen med avancerede kampfly som Su-35 og Su-57. Selvom informationerne om disse projekter hovedsageligt kommer fra statslige medier og dermed bør tages med forbehold, viser de alligevel en global bevægelse mod øget autonomi i luftmilitære systemer.

Ubemandede kampfly med AI har rødder tilbage til simple overvågningsdroner, men er siden blevet en afgørende komponent i moderne krigsførelse. Anvendelsen af autonome systemer til måludvælgelse og angreb er allerede i brug, som det ses med MQ-9 Reaper og andre platforme, der kan udføre præcise angreb baseret på onboard AI eller via netværksforbundet dataanalyse. Disse systemer kan også udføre komplekse operationer uden menneskelig indgriben, såsom loitering munition, der kan trække sig tilbage, hvis der ikke findes et passende mål.

Det er væsentligt at forstå, at denne udvikling ikke blot er et teknologisk fremskridt, men også en transformation af militær doktrin og strategi. Autonomi i luftkamp stiller nye krav til kommandostruktur, tillid til AI-systemer og etiske overvejelser om beslutningstagning uden direkte menneskelig indblanding. Derudover betyder integrationen af AI i både nye og eksisterende kampfly, at fremtidens luftstyrker vil bestå af en kompleks blanding af generationer og teknologiniveauer, som skal kunne operere sømløst sammen.

Fremtidige ubemandede systemer vil sandsynligvis have modulære designs, der tillader tilpasning til forskellige missioner og samarbejde med både avancerede sjette generations kampfly og mere konventionelle flytyper. Dette øger fleksibiliteten og giver mulighed for gradvis opgradering af flåder uden fuldstændig udskiftning af eksisterende materiel.

Hvordan påvirker integrationen af AI i våbensystemer krigsførelse og sikkerhed?

Udviklingen og implementeringen af autonome systemer og kunstig intelligens (AI) i våbensystemer skaber dybe og komplekse udfordringer inden for moderne krigsførelse. På trods af de teknologiske fremskridt rejser brugen af sådanne systemer alvorlige bekymringer, især når det gælder kontrollen med, hvordan disse maskiner anvendes i konfliktzoner. Der eksisterer en iboende risiko for, at disse systemer kontinuerligt vil blive implementeret i alle former for væbnede sammenstød, og med hver ny iteration vil deres kapacitet til at træffe beslutninger autonomt blive stadig mere avanceret og intelligent. Denne dynamik introducerer nye konfliktdimensioner, som kan forværre ustabilitet og uforudsigelige militære konsekvenser.

Anvendelsen af AI i cybersikkerhed er dog ambivalent. På den ene side kan avancerede algoritmer identificere og neutralisere trusler hurtigt og effektivt, hvilket styrker forsvar mod angreb. På den anden side giver samme teknologi mulighed for, at modstandere kan udvikle sofistikerede cyberangreb med dynamisk tilpasning og strategisk målretning. Et eksempel er, at AI-modeller kan bruges til at generere ondsindet kode eller opdage sårbarheder i modstanderens systemer – en dualitet, der gør AI til et tveægget sværd i cybersikkerhed.

Implementeringen af AI i våbensystemer bringer et strategisk paradoks i spil. Mens AI kan eliminere tidskrævende og redundante opgaver, øger det også sårbarheden over for cyberangreb, dataforgiftning og manipulation. En fjende kan bevidst fodre autonome systemer med forfalskede data for at ændre deres adfærd, hvilket gør sådanne angreb vanskelige at opdage og modvirke. Samtidig peger erfaringer fra projekter som Voltron på en voksende erkendelse af behovet for at opdage og rette kodningsfejl for at beskytte militære systemer mod uautoriseret adgang og sabotage.

De største udfordringer ved integrationen af AI i våbensystemer ligger i maskinlæringsmodellers sårbarhed over for såkaldte "adversarial attacks", hvor modstandere kan skabe manipulerede inputs, der bevidst forårsager fejl i systemets beslutninger. Trods årtiers forskning er der endnu ikke fundet en pålidelig løsning på denne problematik. Dertil kommer mangel på tilstrækkeligt og kvalitetsrig data, som er fundamentalt for træning og funktionalitet af AI-systemer, specielt inden for kritiske opgaver som måludvælgelse, navigation og situationsovervågning.

Det er vigtigt at forstå, at AI’s indtog i våbensystemer ikke blot handler om teknologisk innovation, men også om at navigere i et komplekst felt af etiske, strategiske og sikkerhedsmæssige dilemmaer. AI forbedrer effektiviteten og kan tilbyde strategiske fordele, men det forstærker også risici for eskalering, utilsigtede hændelser og svækkede sikkerhedsmekanismer. Det understreger nødvendigheden af omfattende regulering, gennemsigtighed og kontrolmekanismer, som kan balancere teknologisk fremskridt med ansvarlig brug og risikominimering. Desuden må der investeres i robust forskning og udvikling for at sikre modstandsdygtighed over for manipulation og angreb, samtidig med at man erkender, at fuldstændig eliminering af sårbarheder i autonome våbensystemer endnu er uden for rækkevidde.