Hvordan Afghanske Opstande og Nader Shahs Erobringer Formede Det Afghanske Imperium

Opstanden i Herat og andre afganske byer spillede en afgørende rolle i sammenbruddet af Nader Shahs imperium, som han havde opbygget med militær styrke og erobringer. Nader Shahs felttog begyndte med hans belejring af Herat, hvor han, efter flere måneders langvarige kampe og en konstant strøm af forsyninger fra Obah, satte sine kræfter ind for at nedkæmpe modstanden. Det blev hurtigt klart, at han ikke kunne opretholde et forsyningsnet til byen alene, og det førte til nødvendigheden af nye strategier. Samtidig opstod flere lokale oprør, ledet af personer som Derwish Ali Khan, som forsøgte at befri Herat fra Nader Shahs kontrol. Deres modstand blev dog hurtigt knust, og efter en langvarig belejring åbnede byen sine porte i marts 1732, hvilket resulterede i, at Nader Shah overtog byen og afskaffede den lokale ledelse.

Trods Nader Shahs militære sejre og de mange erobringer, som hans hær gennemførte i løbet af 1730'erne, mødte han konstant modstand fra afganske stammer. Modstanden var især stærk i Ghazni, Kabul og de omkringliggende områder. Disse stammer, som havde lidt under den iranske besættelse, blev ved med at gøre oprør mod Nader Shahs styre. På trods af hans overlegne militærstyrke, var hans tropper i flere tilfælde ude af stand til at knuse oprørene hurtigt. Kabul var en af de mest modstandsdygtige byer, og Nader Shah måtte sende sine bedste generaler for at dæmpe urolighederne, som bredte sig til de afganske højlandsstammer, der kæmpede for deres frihed.

Opstandene i Herat, Qandahar og Kabul afspejlede en bredere tendens blandt de afghanske stammer, som nægtede at acceptere Nader Shahs styre. De afganske oprør var et væsentligt led i den lange og sejre modstand mod den safavidiske dominans og senere Nader Shahs regime. Denne modstand var ikke blot drevet af politiske årsager, men også af den økonomiske udnyttelse, som de afganske folk oplevede, herunder de nye skatter, som blev pålagt efter erobringerne.

Disse oprør havde ikke kun lokale konsekvenser, men havde også en stor indflydelse på udviklingen af den afganske stat. Den vedvarende modstand mod Nader Shahs styre og hans militære udmattelse førte til en gradvis nedbrydning af hans imperium, som ikke kunne holde sig stabilt i længere tid. I slutningen af 1730'erne og begyndelsen af 1740'erne begyndte flere afganske stammer at forene sig i kampen mod Nader Shah, og han måtte kæmpe på flere fronter for at opretholde sit herredømme.

Det afgørende aspekt af denne periode er forståelsen af, hvordan de afganske opstande ikke kun var en række isolerede hændelser, men snarere en del af en længerevarende befrielseskamp mod både Safavidernes og Nader Shahs styre. Denne langvarige kamp har i høj grad bidraget til dannelsen af den afganske stat, og mange af de afganske stammer, som var blevet undertrykt, begyndte at organisere sig for at danne deres egne politiske enheder, som på sigt ville danne grundlaget for det moderne Afghanistan.

Opstandenes forløb blev ikke blot et spørgsmål om politisk selvbestemmelse, men også om økonomisk frigørelse. Skatterne og den økonomiske byrde, som blev pålagt befolkningen, var ofte en af de direkte årsager til urolighederne. Mange af de afganske stammer så en mulighed for at kaste det fremmede herredømme af sig og genvinde kontrollen over deres egne ressourcer. Udfaldet af denne kamp var en langsom opbygning af en afgansk national bevidsthed, som ville finde sin fulde udtryk i de kommende årtier, da Afghanistan gradvist trådte ind i en ny æra af politisk uafhængighed.

Hvordan nomadiske stammer og politiske sammenslutninger dannede det tidlige Iranske samfund

I den første tredjedel af det 1. årtusinde f.Kr. blev der fundet monumentale strukturer, som hvilede på høje murstenplatforme i det venstre Bactria (Tilla-Tepe). De tilgængelige arkæologiske data viser, at kulturen i de nordafghanske oaser gennemgik betydelige ændringer i løbet af de første 300-350 år af det første årtusinde f.Kr. Mængden af håndlavet keramik faldt, og næsten halvdelen af alt lerfadene bestod af groft håndformede kar, ofte dekoreret med en simpel design. På trods af disse ændringer blev nogle kulturelle traditioner bevaret, især inden for byggeteknik og konstruktion.

Den store mængde af bronzepilehoveder vidner om, at våben spillede en stor rolle i de gamle stammers liv. Samtidig begyndte jern at blive anvendt, hvilket gjorde det muligt for både krigere og bønder at fremstille værktøjer og våben af hidtil uset styrke og holdbarhed. Denne kultur bredte sig på samme tid til højre bred af Amu Darya (Kuchuk-Tepe) og i de nedre løb af Murghab (komplekserne af Jaz-Depe 1 type).

Årsagerne til disse forandringer er ikke helt klare, men det er sandsynligt, at de afspejler en proces af kulturel assimilation forbundet med overtagelsen af øst-iranske sprog og dialekter blandt befolkningen i Afghanistan og de omkringliggende lande. I begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr., da de bosatte oaser begyndte at udvikle sig, begyndte nomadestammerne, som også talte øst-iranske sprog og stammede fra den bronzealderlige steppebefolkning, at smelte sammen med de bosatte folk. Nomaderne, som mestrer ridning, begyndte at dække store afstande, og de blev en magtfuld militærstyrke i den antikke verden.

Blandt de mest kendte stammer var Sakaerne, som boede hovedsageligt i det nordlige Kirgisistan og det sydlige Kazakhstan. Nogle grupper af nomader levede dog ofte tæt på oasebosætterne. Der er grund til at tro, at nomadestammerne tidligt nåede så langt som til det sydlige Afghanistan. Økonomisk udvikling, akkumulering af rigdomme, den voksende trussel om krig og den fortsatte opdeling af samfundet i rige og fattige fremmede stræben efter at etablere store politiske sammenslutninger med stabil centraliseret ledelse.

I denne sammenhæng fremkommer Zoroaster. Hans prædikener, kendt som Gathas, afspejler en ideologi og verdensanskuelse, som var et opgør med de etablerede guddomme og de præster, der havde støtte fra herskerne. Zoroaster gav prioritet til Ahura-Mazda, den vise gud, og hans religiøse system beskrev en dualistisk verden, delt mellem det gode (Arta) og det onde (Drug). Denne dualisme, hvor mennesket ifølge Zoroaster selv kunne vælge mellem det gode og det onde, blev grundlaget for hans reformer og hans kritik af det eksisterende samfund.

I denne periode begyndte de første politiske sammenslutninger at danne sig. Den politiske centralisering, der opstod i Drangiana og de omkringliggende områder, afspejlede et forsøg på at samle de adskilte oaser under én hersker. Denne politiske stræben var tæt knyttet til den militære magt og de militære sammenslutninger, der kæmpede mod både interne og eksterne trusler, herunder nomaderne. Ifølge de historiske kilder dannede disse tidlige sammenslutninger, der ikke havde faste grænser og stabil magt, et skrøbeligt, men nødvendigt forsøg på at skabe orden og enhed i en tid med konstante krige og samfundsmæssig opdeling.

Hvordan Nida-yi Khalq's Ideologi og Handlinger Formede Afghanistan i 1940'erne og 1950'erne

I det afgørende skifte i Afghans historie i slutningen af 1940'erne og begyndelsen af 1950'erne, spillede de politiske grupper, der kæmpede for social retfærdighed og demokratiske reformer, en central rolle i kampen mod det etablerede regime. Blandt disse grupper var Nida-yi Khalq, hvis politiske agenda fokuserede på at fremme arbejdernes rettigheder og konfrontere de sociale og økonomiske problemer, der plagede landet. Denne gruppe havde en bred, borgerlig-demokratisk vision, der søgte at opbygge et system, der kunne sikre folkets interesser gennem politisk deltagelse, økonomisk retfærdighed og social udvikling.

I sin programerklæring fremhævede Nida-yi Khalq, at det var nødvendigt at beskytte folkets rettigheder mod despotisme og udnyttelse. De opfordrede befolkningen til at engagere sig i politiske partier, og i særdeleshed mente de, at et parlament, som var sammensat af folkets valgte repræsentanter, burde danne en regering, der handlede på folkets vegne. Dette synspunkt blev klart fremført i deres kamp mod de eksisterende magtstrukturer, som de betragtede som reaktionære og undertrykkende. De mente, at en venstreorienteret mindretalsgruppe i parlamentet kunne spille en vigtig rolle i at holde den regering, der måtte komme til magten, ansvarlig over for folkets vilje.

Kritikken rettet mod monopolet af økonomisk magt var en anden central bestanddel af Nida-yi Khalq's ideologi. De betragtede koncentrationen af penge og jord i hænderne på en lille, magtfuld elite som en af de primære årsager til folkets fattigdom. Denne koncentration af ressourcer blev fremstillet som en form for privat monopolisering, som burde afskaffes for at sikre en mere retfærdig fordeling af landets rigdomme.

Samtidig havde de udenrigspolitiske forhold i Afghanistan en stor betydning for Nida-yi Khalq. Landets relationer med Pakistan var på et lavpunkt, og denne spænding blev udnyttet af de internationale reaktionære kræfter til at lægge pres på Afghanistan. Nida-yi Khalq insisterede på, at modstanden mod udenlandsk indblanding ikke kun skulle omfatte politisk uafhængighed, men også økonomisk og social uafhængighed. De angreb Pakistans herskende kredse, som de betragtede som undertrykkende og kolonialistiske.

I parlamentet optrådte Nida-yi Khalq's repræsentanter som en opposition mod de eksisterende magtstrukturer. Gruppens parlamentariske aktiviteter i slutningen af 1940'erne og begyndelsen af 1950'erne var et udtryk for deres kamp mod regeringens forfatningsbrud. Der blev fremsat krav om ændringer i den eksisterende lovgivning, herunder afskaffelse af tvangsarbejde, afskaffelse af private monopolier og en opfordring til at skabe en mere demokratisk valgordning.

Parlamentets opposition blev imidlertid ikke umiddelbart belønnet med store ændringer i den politiske struktur. På trods af dette havde oppositionens aktiviteter en væsentlig indflydelse på, hvordan den politiske kamp udviklede sig. De var med til at præcisere de grundlæggende krav om demokrati og sociale reformer, og de bidrog til at skærpe fokus på de væsentlige udfordringer, Afghanistan stod overfor. Denne form for parlamentarisk modstand spillede en vigtig rolle i at definere de politiske mål for oppositionen og styrkede kampen for en socialt retfærdig fremtid.

I 1951 forsøgte Nida-yi Khalq, under ledelse af Dr. Mahmudi, at organisere sine tilhængere i et politisk parti kaldet Khalq (Folk). Dette parti havde som hovedmål at skabe en regering, der blev valgt af folket og handlede i folkets interesse. Deres ideologi var stærkt præget af ønsket om at opnå social retfærdighed ved at eliminere undertrykkelse og udnyttelse. Dette skulle opnås gennem fri valg til parlamentet og dannelse af en ny regering, der skulle fremme sociale og økonomiske reformer. Partiet var også dybt engageret i at fremme islams principper som en grundlæggende del af deres ideologiske platform.

Det er vigtigt at forstå, at Nida-yi Khalq ikke blot fokuserede på de økonomiske og politiske problemer i Afghanistan, men også på den sociale struktur og folkets livsvilkår. De hævdede, at afskaffelsen af eksisterende sociale uligheder var en forudsætning for at kunne fremme ægte demokrati i landet. Deres kritik af monopolet af magt og ressourcer, samt deres krav om større politisk deltagelse, var en appel til landets folk om at tage ansvar for deres egen fremtid.