Er det irrationelt at ignorere nyheder i en verden med fake news?

I en verden, hvor falske nyheder florerer, kan det virke som en naturlig beslutning at ignorere nyheder helt. Men hvad hvis det er svært at skelne mellem ægte og falske nyheder, og man derfor ønsker at undgå både falske og irrelevante opfattelser? I en sådan situation ville det faktisk være irrationelt at ignorere nyhederne. I betragtning af, at man mener, at nyhederne er pålidelige, er den rationelle handling at forholde sig til dem. Dette problem får en særlig dimension i forhold til epistemisk konsekventialisme, som understreger, at vi bør træffe beslutninger baseret på, hvad der vil føre til den største nytte i form af viden og forståelse.

Epistemisk konsekventialisme hævder, at vi bør danne vores opfattelser på en måde, der maksimerer det gode ved at tro på sandheden og undgå fejlinformation. I denne sammenhæng bør en agent ikke fokusere på nyhederne, hvis det medfører, at de tilegner sig flere falske opfattelser end sande, eller hvis de tilegner sig sande, men irrelevante opfattelser. Hvis nyhederne er fyldt med falsk information, kan det være rationalt at ignorere dem, ikke kun rationelt tilladt. Dette hævdes af reliabilismen, der står fast på, at vi kun bør stole på kilder, der har en pålidelig track record i at formidle sand viden.

Selv om den epistemiske retfærdiggørelse af at ignorere nyhederne har sin styrke, er der også kritik af denne position. For eksempel kunne det argumenteres, at personer, der undgår nyheder, er mere udsatte for at blive vildledt af fake news, når de hører om det gennem andre kanaler, såsom venner, der deler dubiøse kilder. Dette kunne føre til den modsatte effekt – at ignorering af nyheder faktisk øger risikoen for at blive udsat for misinformation. Det er dog vigtigt at erkende, at ignorering af nyheder ikke nødvendigvis betyder, at man undgår at blive fejlinformeret. Hvis man ikke følger nyhederne, kan man stadig blive udsat for falsk information via andre medier, som sociale netværk eller personlige samtaler.

Kritikken af nyhedsabstinenser handler også om, hvordan vi danner vores opfattelser ud fra de informationer, vi modtager. Hvis man konstant er udsat for et mediebillede, der er præget af falske nyheder, kan man nemt begynde at tvivle på den viden, vi modtager, selv når den kommer fra kilder, der ellers ville blive betragtet som pålidelige. At ignorere nyhederne kan derfor være et forsøg på at undgå den konstante eksponering for misinformation, men dette kan også føre til, at vi bliver mere afhængige af ufuldstændige eller fejlagtige kilder.

Vigtigt at forstå i denne sammenhæng er, at beslutningen om at ignorere nyheder ikke nødvendigvis er den mest effektive løsning, hvis målet er at opnå viden. Det kan være, at det bedre valg er at søge alternative, mere pålidelige kilder eller at anvende analytiske værktøjer til at vurdere nyheder kritisk. Desuden kan det være nødvendigt at udvikle metoder til at forbedre vores evne til at identificere og modstå fake news, snarere end blot at vælge at ignorere det.

Hvordan Kan Man Konfrontere Konspirationsteorier?

Troen på konspirationsteorier kan have alvorlige konsekvenser for både individet og samfundet. Det er blevet påvist, at sådanne teorier kan afskære folk fra viden, der er opnået gennem pålidelige vidnesbyrd. I et komplekst samfund, hvor vi i høj grad er afhængige af ekspertvurderinger, bliver vi nødt til at stole på de institutioner, der producerer viden, da vi hverken har tid eller ressourcer til selv at gennemføre al forskning. Det er derfor ikke nødvendigt for alle at forstå dybden af de videnskabelige processer, som for eksempel peer review eller konsensusdannelse. De fleste mennesker har ikke interesse i at forstå disse processer i detaljer, og det ville være spild af kognitive ressourcer at fordybe sig i dem.

Men konspirationsteorier, der afviser denne tillid til institutioner, er et direkte resultat af en manglende forståelse for, hvordan viden faktisk bliver genereret og valideret i et samfund. Selvom det er muligt at gøre en sådan viden tilgængelig for den brede befolkning, kan det være et ressourcemæssigt problem at insistere på, at alle skal forstå de underliggende mekanismer bag videnskabelig konsensus. Det er ikke nødvendigt for samfundets funktion, at alle har dyb indsigt i disse processer – det er nok, at nogle individer holder systemet under opsyn og udfører kritisk kontrol.

Det bliver problematisk, når teorien udvides ad hoc, det vil sige, når konspirationsteoretikeren udbreder sammensværgelsen til at inkludere dem, der burde have afkræftet teorien. Et klassisk eksempel er, når en konspirationsteoretiker hævder, at store medicinalfirmaer har fået politikere og læger til at indføre en landsdækkende vaccinationskampagne, som faktisk skader borgerne, men som giver medicinalfirmaerne store økonomiske gevinster. Hvis officielle benægtelser fra disse firmaer ikke bliver betragtet som beviser mod teorien, vil en ny udvikling – for eksempel en undersøgelse af uafhængige journalister, der ikke finder noget som helst, der bekræfter teorien – ofte føre til, at konspirationsteoretikeren udvider sammensværgelsen til at inkludere disse journalister. Det er en ad hoc udvidelse, da der ikke er nogen uafhængig grund til at tro, at journalisterne er en del af en sammensværgelse.

En måde at konfrontere dette på er ved at nedbryde de netværk af tillid, som konspirationsteoretikere har opbygget. Det er blevet foreslået, at man infiltrerer disse netværk – enten åbenlyst eller anonymt – for at introducere tvivl og usikkerhed. Dette kan være en farlig strategi, da enhver afsløring af, at infiltrationen er en statslig operation, kan få den modsatte effekt og forstærke mistroen. Alligevel kan det at afsløre, at konspirationsteoretikere bliver infiltreret af personer uden for deres netværk, føre til usikkerhed og mistillid, som kan få gruppen til at splittes.

Hvad man dog ikke bør glemme, er, at sådanne indgreb også kan føre til en yderligere forstærkning af konspirationsteoriens greb, hvis deltagerne i disse netværk føler sig bedraget af de institutioner, de allerede mistænker. Det betyder, at tilliden til de sociale og politiske institutioner bliver undermineret endnu mere, hvilket gør konfrontationen med konspirationsteorier endnu mere udfordrende. At forsøge at få dem til at ændre deres overbevisning vil kræve mere end blot afsløring af modbeviser; det kræver et langt dybere arbejde med at genopbygge tilliden til de institutioner, de mistænker for at være en del af en større sammensværgelse.

Er disinformation den samme som falske nyheder? En analyse af Zimmermann og Kohrings definition

Zimmermann og Kohring (2018) præsenterer en definition af falske nyheder, som de beskriver som "nylig disinformation", hvilket skal forstås på en specifik måde. I deres definition omfatter "disinformation" en mangel på sandfærdighed, hvilket betyder, at der enten er en intention om at bedrage eller en ligegyldighed over for sandheden. Denne tilgang er dog ret idiosynkratisk, da begrebet disinformation normalt ikke omfatter tilfælde af "bullshit" (nonsens). Deres definition af "nylig disinformation" refererer ikke kun til aktuelle begivenheder, men kræver også, at det er rettet mod et offentligt publikum. Dette skaber visse fortolkningsproblemer, især indenfor akademiske kredse, og forværrer den allerede eksisterende forvirring om brugen af begreberne "information" og "disinformation".

Når vi ser på defineringerne af falske nyheder generelt, viser det sig, at de fleste definitioner deler flere grundlæggende elementer. De fleste teorier om falske nyheder indeholder et klart element af bedrag, enten ved at vildlede modtageren eller ignorere sandheden. Der er bred enighed om, at en definition bør inkludere en reference til falskhed og/eller vildledning. Nogle teorier, som for eksempel Rini’s definition, mener, at nyheder nødvendigvis må rettes mod et publikum og dermed ikke nødvendigvis kræver, at de skal være virale. Den væsentligste uenighed mellem forskere handler om, hvorvidt falske nyheder ligner traditionelle nyhedsmedier. Nogle, som Gelfert og Mukerji, argumenterer for, at falske nyheder bør efterligne den form, som nyheder normalt præsenteres i, mens andre mener, at fænomenet bør forstås bredere, uden at det nødvendigvis skal fremstå som en "nyhedsartikel" i den klassiske forstand.

Et centralt punkt i debatten er, hvorvidt falske nyheder er et fænomen, der udelukkende eksisterer online, som mange af de digitale eksempler viser, eller om de også findes offline, for eksempel i form af tabloider eller politiske løgne i offentlige fora. En definition, der kun fokuserer på online distribution, kan derfor være utilstrækkelig, da falske nyheder eksisterer i mange former og medier. I sidste ende afhænger definitionen af falske nyheder af de teoretiske rammer, man benytter, og hvordan man ser på forholdet mellem form, indhold og intensjonen om at vildlede.

Når man arbejder med begrebet "falske nyheder", er det vigtigt at forstå de mange nuancer, der opstår, når man forsøger at definere fænomenet. For at analysere eller diskutere falske nyheder på en meningsfuld måde kræves en skarpere opfattelse af, hvad vi præcist refererer til, og hvordan vi skelner mellem de forskellige former for misinformation, vildledning og bedrag, som kan optræde i mediebilledet. Dette er nødvendigt for at kunne håndtere de komplekse problemstillinger, som følger med diskussionen om nyhedsmediers troværdighed i en digital tidsalder.

Hvordan epistemiske filtre ændrer den normative udvidelse af en forespørgsel: Et studie af videnskabsbenægtelse

Epistemiske filtre har en central rolle i at definere hvilke beviser, der kan betragtes som relevante for en undersøgelse, og derfor, hvilke overbevisninger der kan dannes. Dette er en mekanisme, der kan forme den normative udvidelse af en forespørgsel. For at illustrere hvordan epistemiske filtre arbejder på normative udvidelser, kan vi se på to figurative repræsentationer af sådanne filtre. Den første viser, hvordan en epistemisk norm kan blive forvrænget i forhold til dannelsen af overbevisninger, mens den anden viser, hvordan det samme filter påvirker normen for revision af disse overbevisninger.

De forskellige måder, hvorpå et epistemisk filter fungerer, er afbildet gennem forskellige rammer, som hver repræsenterer forskellige typer af enquirer. I første figur (5.1) ser vi, hvordan et epistemisk filter kan vælge, hvilke propositioner der kan bruges som kandidater til at retfærdiggøre en overbevisning. Her ses for eksempel "Agnostisk normativ outlaw" som en person, der ikke anerkender nogen proposition som gyldig til dannelse af en overbevisning. I en sådan ramme er den relevante aktivitet for en sådan person at være agnostisk over for alle empiriske udsagn.

I figur 5.2 præsenteres et andet filter, der er rettet mod revisionen af allerede eksisterende overbevisninger. En person, der er "dogmatisk normativ outlaw", tillader ingen defekte evidens, hvilket betyder, at hun ikke reviderer sine trods alle modstridende oplysninger. I dette tilfælde bliver enhver tro, som hun måtte have, epistemisk utilgængelig for revidering—det er som tro, der er hævet over kritik. Der er også personer, som bevarer en mere åben tilgang til revision af tro, hvad vi ser i rammerne for den "beskyttede enquirer", hvor modal evidens (muligheder) kan betragtes som relevante for revision af overbevisninger.

Forskellen mellem en "ugarderet" og "garderet" enquirer illustrerer vigtige epistemiske standarder. Den ugarderede enquirer accepterer en bred vifte af evidens som kandidater til at danne en tro, mens den gardede enquirer kun accepterer de mest sikre og testede evidenskilder. Dette gør den gardede enquirer mere krævende i forhold til, hvad der er nødvendigt for at ændre en overbevisning. Dette kan ses som en grundlæggende forskel på en form for skeptisk tilgang, der kræver, at enhver form for usikkerhed i evidens nødvendigvis fører til en revision af tro.

Når vi når ind til de dybere rammer i figurerne, finder vi det, der ligner den epistemiske filtermekanisme for videnskabsbenægtelse. For videnskabsbenægtere filtreres videnskabelige beviser oftest gennem et filter, der afviser evidens, som ikke passer ind i deres overbevisninger. I denne ramme kan man finde personer, som accepterer pseudo-evidens eller alternative fakta, der undergraver videnskabelig konsensus. Falske nyheder spiller ofte en central rolle i at danne og fastholde denne type epistemisk filter.

Når vi kigger på disse figurer og deres progression af epistemiske filtre, får vi en forståelse af, hvordan videnskabsbenægtelse opstår og hvorfor det er svært at overbevise en benægter med rationelle beviser. I sidste ende er det de epistemiske rammer og normer, som definerer, hvad der er tilladt som viden, der bliver forvrængede. Denne type filtrering af viden betyder, at selv det stærkeste videnskabelige bevis kan blive afvist eller misforstået.

I forståelsen af videnskabsbenægtelse er det også vigtigt at bemærke, at der ikke nødvendigvis er en fast grænse for, hvor mange typer epistemiske filtre der kan eksistere. De fleste af de filtre, som er illustreret i figurerne, er kun et udvalg af de mange måder, hvorpå evidens kan blive selekteret eller afvist i en given undersøgelse. Der er et væld af faktorer, der kan influere på, hvordan et individ eller en gruppe beslutter, hvad der er gyldig viden—fra kulturelle bias til politiske overbevisninger.

Den egentlige udfordring ligger i den måde, hvorpå de epistemiske filtre udvikler sig. Det er ikke kun en intellektuel diskussion, men en praktisk problemstilling, som kan have vidtrækkende konsekvenser for vores evne til at engagere os i fælles videnskabelige undersøgelser og beslutningstagning.

Hvordan økonomiske og kommercielle motiver former opfattelsen af nyheder

Denne økonomiske motivation er ikke ny. Tim Wu argumenterer for, at økonomiske interesser for at skabe nyhedsindhold har eksisteret så længe som den moderne model for avisudgivelser under støtte fra annoncer. I 1833 revolutionerede Benjamin Day med sin avis The Sun markedet ved at sælge den for kun én cent, hvilket var langt under den gængse pris på seks cent. Wu ser dette som begyndelsen på det, han kalder "opmærksomhedssalg", hvor produktet ikke længere var selve avisen, men derimod opmærksomheden fra læserne, som blev eksponeret for annoncer. Denne model motiverede The Sun til at publicere alt, hvad der kunne sælge aviser, herunder sensationelle og makabre kriminalhistorier. En af de mest berygtede historier fra The Sun var om en opdagelse på månen af en menneskelignende art, som de kaldte "måneflagermus". Selvom denne historie var helt opdigtet, indeholdt mange af The Sun’s rapporter om kriminalitet kendsgerninger, der kunne være sande. Det er vigtigt at bemærke, at denne form for økonomisk motiveret nyhedsproduktion ikke nødvendigvis indebærer bevidst vildledning, selvom den kan resultere i, at læserne bliver vildledt.

Der er en væsentlig forskel mellem bevidst falsk information og det, vi ser i denne økonomisk drevne tilgang til nyhedsproduktion. Hvis et nyhedsindhold har til formål at sælge annoncer, kan det have de samme epistemiske skader som falske nyheder – nemlig at lede læseren til at tro på en falskhed og at skabe fejlagtig tillid. Den første skade kan opstå, når en læser bliver overbevist om noget usandt. Den anden skade, fejlagtig tillid, kan opstå, selv hvis indholdet faktisk er sandt. Hvis en kilde kun er interesseret i at sælge annoncer og ikke bekymrer sig om sandheden, kan den forårsage en fejlagtig tillid hos læseren.

Satiriske nyheder er ikke nødvendigvis et forsøg på at vildlede, men når de præsenteres uden kontekst, kan de skabe fejlagtige opfattelser af virkeligheden. Dette gælder især i en tid, hvor informationsstrømmen på sociale medier gør det muligt for indhold at blive delt hurtigt og uden for sin oprindelige kontekst. Når en artikel fra en satirisk nyhedskilde bliver delt uden nogen form for advarsel om, at det er humoristisk eller opdigtet, kan læseren fejlagtigt tro, at det er en troværdig nyhed.

Re-posting på sociale medier er blevet en af de vigtigste måder, hvorpå folk får deres nyheder. Re-posting har dog sine egne epistemiske problemer. Det handler om, at en bruger deler noget, de ikke har produceret selv, uden nødvendigvis at støtte indholdet eller påstå, at det er sandt. Dette kaldes ofte en "skæv form for vidnesbyrd". Når vi videresender information, men ikke klart angiver, om vi støtter det, bliver det svært for modtageren at vurdere, om vi faktisk tror på indholdet. Det kan føre til, at fejlagtig information spredes uden nogen klar ansvarlighed for, hvem der har delt det oprindeligt. Hvis den delte artikel er falsk, kan den, der har delt den, afvise ethvert ansvar for at have fremført noget forkert.

Når vi tænker på, hvordan information er spredt og hvordan vi vurderer nyhedskilder, er det afgørende at forstå, at ikke al "fake news" nødvendigvis er skabt med vilje for at vildlede. Der er mange faktorer – økonomiske, kommercielle og sociale – der spiller ind i produktionen og distributionen af nyheder. Det kræver en kritisk tilgang at kunne adskille troværdige kilder fra de, der kun er interesseret i at tjene penge på opmærksomhed, uden hensyn til sandheden.