Hvordan påvirker økonomisk ulighed vores opfattelse af samfundet?

Jeg fulgte Seri, da hun bevægede sig hen mod sin skrivebord, hvor hun havde arbejdet dagen før. Der var noget ved kontorens livlige atmosfære, som gjorde mig urolig, og jeg huskede, hvordan mine tvivl var blevet mere fokuserede, da jeg var her før. Den lyse og trygt selvsikre fremtoning, som personalet og deres omgivelser projicerede, mindede mig om flykabinepersonale, der forsøger at berolige nervøse passagerer med professionel ligegyldighed. Men produktet fra Lotteriet behøvede vel ikke ekstra opbakning? Det var afgørende, at behandlingen var sikker, eller sådan blev det hævdet.

Endelig ankom taxaen, og jeg blev kørt den korte vej hen til den adresse, som Seri havde efterladt. En anden sidegade, blegnet af sollys; butikkerne var forseglet, en varevogn holdt stille ved kanten med motoren tændt, børn sad i skyggen ved dørene. Da taxaen kørte væk, bemærkede jeg, at frisk vand løb i renden på begge sider af gaden; en hund haltede frem og slikkede på det, mens den kiggede til siden mellem tårne af drikke.

"Oh, du er her," sagde hun. "Jeg var lige ved at ringe til kontoret."

"Jeg sov længe," svarede jeg. "Jeg vidste ikke, der var noget presserende."

"Det er der ikke... Kom ind et øjeblik."

Jeg fulgte hende ind, og enhver tilbageværende forestilling om at se hende som blot en ansat blev undermineret af denne nye indsigt i hende. Hvor mange lotterivindere inviterede hun mon normalt hjem til sig? I dag var hun iført en åben skjorte og en denimnederdel, som var knappet ned foran. Hun så ud, som hun havde gjort aftenen før: ungdommelig, attraktiv, adskilt fra det billede, jobbet gav hende. Jeg huskede den følelse af modvilje, da hun forlod mig for at møde nogen anden, og mens hun lukkede døren, indså jeg, at jeg håbede, at lejligheden ikke ville vise tegn på en anden mand i hendes liv.

Lejligheden var meget lille: på den ene side var der et lille badeværelse – gennem den halvåbne dør kunne jeg ane antikvariske rørinstallationer og tøj hængende til tørre – og på den anden side var et trangt opholds- og soveværelse, rodet med bøger, plader og møbler. Sengen, en enkeltseng, var pænt redt. Lejligheden vendte ud mod en hovedgade, og fordi vinduerne var åbne, var rummet både varmt og støjende.

"Vil du have noget at drikke?" spurgte Seri.

"Ja, tak." Jeg havde drukket en hel flaske vin aftenen før, og jeg følte mig lidt dårlig. En til ville få mig til at føle mig bedre... men Seri åbnede en flaske mineralvand og hældte to glas op.

"Jeg kan ikke få dig en billet," sagde hun og satte sig på sengekanten. "Jeg har prøvet et rederi, men de kan ikke bekræfte reservationerne endnu. Det tidligste, jeg kan få dig på, er næste uge."

"Det, der er tilgængeligt," sagde jeg.

"Hvorfor er du ikke på arbejde i dag?" spurgte jeg.

"Jeg har taget et par fridage og har brug for en pause. Jeg tænker på at tage op i bjergene for dagen. Vil du med?"

"Er det langt?"

"En time eller to, afhængigt af om bussen går i stykker. Bare en tur. Jeg vil gerne væk fra byen et par timer."

"Okay," sagde jeg. "Jeg vil gerne med."

"Jeg ved, det er lidt hastigt, men der er en bus om et par minutter. Jeg havde håbet, du ville være her tidligere, så vi kunne tale lidt mere om det. Skal du hente noget fra hotellet?"

"Jeg tror ikke, det er nødvendigt. Du siger, vi er tilbage i aften?"

"Ja."

Seri afsluttede sin drink, tog sin skuldertaske og vi gik ned til vejen. Busstationen var en kort gåtur væk: en mørk, hulagtig bygning med to gamle motorbusser parkeret i midten. Seri førte an mod en af dem. Den var allerede halvfyldt, og gangen mellem de to dobbeltsæder var blokeret af andre passagerer, der stod op og talte med deres venner. Vi pressede os forbi og fandt et par pladser bagerst i bussen.

"Hvor skal vi hen?" spurgte jeg.

"En landsby, jeg fandt sidste år. Der er nogle få besøgende, men det er som regel meget stille. Man kan få et godt måltid, og der er en flod, hvor man kan svømme."

Et par minutter senere steg chaufføren ombord og begyndte at tage billetter. Da han nåede os, tilbød jeg at betale, men Seri havde allerede en seddel i hånden.

"Det er betalt af Lotteriet," sagde hun.

Bussen forlod hurtigt byens centrum og kørte gennem bredere gader med gamle og nedslidte lejlighedsbygninger på begge sider. Områdets tristhed blev understreget af den klare, hvide sollys, der kun blev brudt af en horisontal skov af tøj, der hang til tørre mellem bygningerne. Mange af vinduerne var knækkede eller dækket til, og børn løb forvildet ud på vejen, da bussen skramlede forbi. Hver gang vi langsomt kørte forbi, hoppede børnene op på busens trin og klamrede sig til siden, mens chaufføren vrængede ad dem.

Da vi kørte væk fra byens centre og nærmede os et stålbro, kunne jeg se det andet ansigt af Muriseay: de hvidmalede yacht, flodens caféer og barer, butikker og luksuriøse boligområder. Jeg vendte mig mod den anden side og så et kæmpemæssigt slumkvarter. Tusindvis af improviserede hytter, samlet af alt muligt affaldsmateriale: bølgeblik, kasser, bildæk, øldåser. Mange af husene var åbne mod himlen eller dækket med slidte plastdækkener. Der var intet ordentligt privatliv.

Endelig forlod bussen slumkvarteret og kørte ind i det åbne landskab, hvor bjergene begyndte at rejse sig i det fjerne. Længere fremme kunne jeg se en lufthavn – en overraskelse, da luftrejser ellers skulle være forbudt indenfor Øgruppen, der var underlagt Neutralitetspagten. Men Muriseay Lufthavn var lige så moderne som nogen lufthavn i Nord.

Hvordan behandlingen ændrer vores syn på fortiden og identitet

Det var en foruroligende, men alligevel bemærkelsesværdig oplevelse, da jeg så dem. Personerne, der var under behandling, sad i bussen med en afstandsfuld ro. Deres blikke var tomme, de stirrede stift ud af vinduerne, som om de var blevet fanget i en verden, der ikke længere havde noget at gøre med dem. Det var tydeligt, at de kom fra et sted, som jeg havde mistet forbindelsen til. Jeg så på dem som forbindelsen til min egen fortid. Deres forståelse af verden var uforstyrret, ubeskåret – det de tog for givet, var noget, jeg ikke længere kunne tillade mig at antage som givet.

Jeg begyndte at forstå, hvad der var sket. Jeg havde måske troet, at de kunne være et spejl af min fortid, en påmindelse om, hvad jeg havde været. Men det var en fejl. For alle – fra de forbipasserende på gaden til personalet på klinikken, alle havde den samme undrende distance. Jeg kunne ikke længere finde forbindelsen til noget tidligere liv i dem. Det var ikke kun i de personer, der sad på bussen. Alle omkring mig bar den samme umiddelbare verden – den der var før behandlingen og den, der opstod efter.

Selv Seri, som altid havde været der, var blevet en del af denne fremmede verden. Jeg kunne mærke, at jeg havde taget hendes tilstedeværelse for givet, som om hun altid ville være der, uden at jeg virkelig vidste noget om hendes liv. Det slog mig pludselig, at hun kunne forlade mig, at hun kunne vælge sin egen vej. Det var først i det øjeblik, hvor hun brød ud og indså, at hendes liv også var fyldt med bekymringer og længsler, som jeg virkelig forstod det. Jeg havde været så fokuseret på mig selv, at jeg aldrig havde givet plads til hendes perspektiv.

Der, i vores samtale, begyndte jeg at indse omfanget af de ofre, hun havde gjort for mig. Jeg kunne mærke hendes frustration og vrede, og det fik mig til at overveje, hvor lidt jeg havde værdsat hendes nærvær. På et tidspunkt var det, der kunne have været en genopbygning af vores relation, blevet forhindret af min egen blindhed.