Hvordan og Hvorfor Brugen af Jern Begyndte i Indusdalen

I den tidlige fase af den indiske jernalder ser vi tydelige spor af jernteknologi i flere regioner af Indien, som markerer en overgang fra stenværktøjer til mere sofistikerede metalredskaber. I områder som Jakhera, Abhaipur og Atranjikhera, der er rige på arkeologiske fund, blev jernredskaber som plovblade, sickles og hakker fundet sammen med en bred vifte af andre artefakter. Disse steder afslører, at jern begyndte at spille en central rolle i landbrugsudviklingen og håndværk.

I Jakhera, for eksempel, er der fundet en række jernredskaber, der tyder på, at folk i området var godt i gang med at udvikle jernindustrien. Jernobjekterne fra disse lag blev fremstillet af smedet jern og gennemgik en proces, hvor de blev hærdet ved hjælp af kul, en teknik, der muligvis stammer fra lokal jernmalm fundet i bjergene mellem Agra og Gwalior. Jernredskaberne, som blandt andet omfattede landbrugsredskaber som sickles, plovshare og hakker, viser, hvordan teknologien blev integreret i landbrugsproduktionen, som var en af de vigtigste økonomiske aktiviteter.

Kulturen i periodens tredje fase i Jakhera, der markerer en proto-urban eller semi-urban udvikling af PGW (Painted Grey Ware), afslører også andre tegn på et mere organiseret samfund. F.eks. afslører udgravninger af bygninger, mange af dem med flere ildsteder, samt veje og gader belagt med krukker, et relativt højt niveau af urbanisering. En af de mere fascinerende opdagelser i Jakhera er et ildsted, der var forbundet med en terracotta-skulptur af en slange med hætte – et symbol på måske religiøs eller rituel betydning.

De fundne jernredskaber i Jakhera og Atranjikhera vidner om en udvikling i jernforarbejdning, der var tæt forbundet med både landbrug og krigsførelse. Pilarer som spydspidser, pilehoveder og sværdvidner om den militære betydning af jern i samfundet. Disse værktøjer blev ikke kun brugt i jagt, men også som nødvendige redskaber til at beskytte samfundet mod ydre trusler.

Der er også fundet beviser på jernproduktion i østlige Rajasthan, hvor arkæologiske steder som Jodhpura afslører brugen af smeltedigler til fremstilling af jern. Et andet vigtigt område for jernudvinding er Ahar i sydøstlige Rajasthan, hvor jern blev anvendt allerede i den tidlige chalcolithic-fase af civilisationen. Det bekræftes ved fund af jernredskaber som pilspidser, hakker og spydspidser, som stammer fra omkring det tidlige 2. årtusinde f.Kr.

I den midterste og nedre Ganga-dal findes der også klare tegn på begyndelsen af jernteknologi i det tidlige og midterste 2. årtusinde f.Kr. I distrikterne omkring Lucknow og Chandauli afslører fundene fra steder som Dadupur og Malhar, at folk i denne region begyndte at udvinde og forarbejde jern for omkring 3000 år siden. På Malhar-sitet blev der fundet to ovne fyldt med jernslagger og keramiske fragmenter, som vidner om, at der blev arbejdet med jern på stedet.

Denne tidlige anvendelse af jern i forskellige regioner af Indien er ikke kun vigtig for at forstå udviklingen af teknologiske færdigheder, men også for at give indsigt i den økonomiske og sociale struktur af disse samfund. Den voksende brug af jern gjorde det muligt for disse tidlige civilisationer at forbedre landbrugsproduktionen, styrke deres forsvar og fremme handel gennem bedre transportmuligheder. I takt med at jern blev mere udbredt, ændrede samfundsstrukturerne sig også, idet nye magtstrukturer opstod, som var afhængige af de ressourcer, der kunne udvindes fra jorden og forarbejdes med jern.

De fund, der er gjort på disse jernbearbejdende steder, viser et dybt sammenhæng mellem teknologisk innovation og sociale strukturer. Denne udvikling af jernindustri i Indus-dalen var ikke kun et teknologisk fremskridt, men også et skridt mod større samfundsmæssig kompleksitet og økonomisk udvikling.

Hvordan blev de tidlige middelalderlige indiske samfund og politiske strukturer udviklet mellem 600 og 1200 CE?

Religiøse ændringer i denne periode spillede også en central rolle i samfundets udvikling. Et væsentligt aspekt var udviklingen af komplekse religiøse panteoner og en yderligere institutionalisering af religiøse steder. Disse ændringer fandt ofte udtryk i både skulptur og arkitektur. Skulpturerne, især i sten, og de nye religiøse bygningers storslåede design afspejlede den æstetiske finhed, som karakteriserede perioden, og som blev støttet af patronage fra de urbane eliter. De religiøse strukturer blev ikke blot steder for tilbedelse, men også markører for politisk og økonomisk magt.

I litteraturen blev sanskritkulturen særligt fremtrædende, og perioden så en blomstring af sanskritlitteratur, som indså dybt æstetiske og intellektuelle kvaliteter. Litteraturen var oftest et produkt af velhavende, bybaserede beskyttere, som investerede i kunsten som et middel til både politisk legitimering og åndelig udtryk. Dette var også en tid med fremragende fremskridt indenfor videnskaber som astronomi, matematik og medicin, som blev videreført i de tidlige middelalderlige perioder, især gennem oversættelser og udveksling af viden mellem forskellige riger.

En fascinerende begivenhed, der illustrerer denne periode, var den sjældne og bemærkelsesværdige militære ekspedition, som Rajendra Chola førte mod Srivijaya i det sydøstasiatiske område. Denne ekspedition, som omfattede erobringen af Kadaram (det nuværende Kedah i Malaysia), var unik, da den blev gennemført over havet og ikke som tidligere krige over land. Srivijaya var et maritimt kongerige baseret på Sumatra, og Rajendra I’s ekspedition understregede betydningen af Indiske oceaner som handelsruter og politiske territorier, som var afgørende for magtbalancen i det indiske subkontinent og videre ud mod Sydøstasien.

Politisk set kunne den tidlige middelalder i Indien ikke reduceres til en simpel nedgang eller et fald i magten. Faktisk er den periode, der strækker sig fra det 6. til det 12. århundrede, langt mere karakteriseret ved processer af stabilisering og omstrukturering, som kunne sikre kontinuitet i by- og landøkonomier, selvom der naturligvis var kriser og konflikter undervejs. Dette periodens opfattelse som et ”nedgangens århundrede” er blevet udfordret af nutidens historikere, som påpegede de forkerte antagelser, der blev bygget på en forældet opfattelse af politisk og økonomisk strukturer, som blev dikteret af religiøse forandringer i stedet for de sociale, politiske og økonomiske dynamikker, der egentligt formede samfundet.

De komplekse forandringer i denne periode skulle ikke alene ses i lyset af et indisk perspektiv, men som et produkt af de kulturelle og politiske relationer, der blev opbygget med naboer og riger i Asien. Handel, kulturel udveksling og politisk indflydelse fra indiske kystsamfund, som Chola-dynastiet, kunne derfor have en vidtrækkende effekt, der ikke kun påvirkede subkontinentet, men også områder som Sydøst-Asien, og dermed forbindelserne mellem landenes økonomier og politiske institutioner.

I denne tid med dybtegående religiøse, politiske og økonomiske transformationer var det også vigtigt at forstå, hvordan det indiske samfund forblev tæt knyttet til sine ældste religiøse traditioner. Uanset om det drejede sig om hinduisme, buddhisme eller jainisme, blev disse ideologier ikke bare udtryk for religiøs tro, men var også centrale for legitimeringen af politisk magt. Gennem kulturelle praksisser og religiøse skikke blev der etableret et tæt forhold mellem konger og deres subjects, som muliggjorde politisk stabilitet og magtudøvelse.

Hvad var skrivningens rolle i Harappan-kulturen?

Harappan-kulturen, med dens veludviklede håndværkstraditioner, var næsten selvforsynende i de fleste af de varer, der blev anvendt af dens befolkning. Kun få råmaterialer og produkter blev importeret fra fjerntliggende områder som Afghanistan og Centralasien, mens de fleste nødvendige varer kunne findes inden for Harappan-zonen. Det er sandsynligt, at handelen var meget organiseret og involverede både etablerede handelsgrupper og nomadiske sælgere i bjergområderne. Omfanget af statens kontrol over denne handel er dog fortsat et omdiskuteret emne blandt forskere.

Et af de mest fascinerende og uopklarede aspekter af Harappan-civilisationen er sproget, eller rettere hvilke sprog folkene i denne kultur talte, samt deres skrivemåde. Det er sandsynligt, at der blev talt flere forskellige sprog og dialekter på tværs af Harappan-zonen. Skriften på seglene synes at være skrevet på et sprog, der blev brugt af den herskende elite, og nogle forskere har fremsat teorier om, at det kunne tilhøre den indoeuropæiske sproggruppe. Andre har imidlertid præsenteret beviser for, at Harappanskriften kan være knyttet til de dravidiske sprog.

Af de mere end 6.000 indskrevne objekter, der er fundet på Harappan-sites, er de fleste blevet opdaget på steder som Mohenjodaro og Harappa, som udgør størstedelen af de opdagede skrifttegn. Indskrifterne er generelt korte, med gennemsnitligt fem tegn, og det længste eksempel indeholder 26 tegn. Skriften synes at være udviklet i en allerede fuldt udformet tilstand og ændrede sig ikke nævneværdigt over tid, hvilket kunne være et resultat af de tidlige udgravningers begrænsede kontekstregistrering.

Skriften, der ses på Dholavira 'skiltene', består af omkring 400-450 grundlæggende tegn og er logo-syllabisk, hvilket betyder, at hvert tegn repræsenterede et ord eller en stavelse. Den blev generelt læst fra højre mod venstre, hvilket er tydeligt fra de indskrifter, der er tæt pakket mod venstre side, som om der var løbet tør for plads. Dette står i kontrast til nogle tilfælde, hvor teksten er skrevet fra venstre mod højre. Længere inskriptioner kunne også blive skrevet i boustrophedon-stil, hvor hver linje begynder i modsatte retninger.

En vigtig del af forståelsen af Harappanskriften handler om, hvad den egentlig blev brugt til. Det er sandsynligt, at skriftsystemet blev anvendt til at registrere økonomiske og kommercielle transaktioner. Mange af de indskrevne objekter, såsom segl og små lertavler, er blevet fundet med tekst, der formodentlig blev brugt til at autentificere handelsvarer. Især på seglene, som blev trykt på små lerplader, kan man se tegn på, at de var blevet brugt af handlende for at markere og validere deres varer. Dette kan også være bekræftet af tekstilaftryk fundet på nogle af de samme objekter.

Der er dog også fundet segl, der ikke nødvendigvis blev brugt til at trykke på ler, men som måske har haft en symbolsk eller administrativ funktion, for eksempel som identifikationsmærker for velhavende personer som landmænd, handlende eller præster. Det er muligt, at disse segl fungerede som tidens ID-kort. Der er også indikationer på, at nogle af disse segl kunne have haft magisk-religiøs betydning, muligvis relateret til ritualer eller religiøse praksisser.

I forbindelse med de religiøse og begravelsespraksisser i Harappan-kulturen, har forskere i lang tid været enige om, at der var en tilknytning til frugtbarhedsgudinder. Dette er blevet støttet af fund af terracotta-figurer, der viser kvinder med symboler, der kan relateres til frugtbarhed. Dette billede af kvindelige guddomme hænger sammen med de ideer om frugtbarhed, der ofte er til stede i landbrugsbaserede samfund.

Selv om der ikke er meget skriftligt materiale fra Harappan-civilisationen, især sammenlignet med Mesopotamien og Egypten, er det sandsynligt, at meget af det skrevne materiale er gået tabt, eller at det oprindeligt blev skrevet på organiske og forgængelige materialer. Beviser tyder på, at Harappanskriften måske ikke blot har været et redskab for den herskende klasse, men også et element, der var tæt knyttet til bylivet. Det faktum, at skrifttypen forsvandt omkring 1700 f.Kr., kan indikere, at det ikke havde en bredere funktion i de mere landlige områder.