En af de centrale udfordringer ved at bekæmpe fake news er at finde balancen mellem at beskytte offentligheden mod falsk information og samtidig sikre, at den frie presse forbliver intakt. I dagens samfund er vi konstant bombarderet med information, og det er ikke altid nemt at skelne mellem, hvad der er sandt, og hvad der er manipuleret. Der er flere måder at forstå og reagere på fake news, men det er vigtigt at overveje både individuelle og strukturelle løsninger.

Det første skridt i at håndtere fake news er at fokusere på de individuelle egenskaber, der kræves for at identificere det. Selv den mest teknisk kyndige person vil ikke nødvendigvis kunne afsløre fake news, hvis de ikke har de nødvendige intellektuelle dyder. Intellektuelle dyder refererer til evnen til at tænke klart, kritisk og åbenlyst, samt at anvende viden på en måde, der er både etisk og effektiv. Det handler ikke kun om at have teknisk viden som statistiske færdigheder, men også om at udvikle den rette dømmekraft. Derfor er det afgørende, at vi underviser de kommende generationer i ikke kun at genkende falsk information, men også at udvikle de intellektuelle dyder, der hjælper dem med at træffe informerede og etisk forsvarlige beslutninger.

Men det er ikke kun op til den enkelte at navigere i det komplekse landskab af fake news. Der er også et behov for strukturelle reformer i vores samfund, der kan hjælpe med at skelne ægte nyheder fra de falske. Et af de vigtigste aspekter ved dette er at sikre, at vi kan regulere fake news uden at risikere at hæmme den frie presse. Hvis vi ser på fake news som noget, der er fundamentalt adskilt fra ægte nyheder, bliver det muligt at regulere fake news uden at forstyrre den grundlæggende funktion af journalisme i et demokrati. Det kræver dog forsigtighed og omtanke.

Et centralt problem, når man forsøger at regulere fake news, er spørgsmålet om, hvem der gør det, og hvordan det gøres. Hvis det er demokratiske institutioner, der står for reguleringen, kan man måske undgå de problemer, der opstår, når ikke-demokratiske aktører som private selskaber får for meget magt over, hvad der offentliggøres. Selvom den fri presse er et grundlæggende princip i et velfungerende demokrati, må vi acceptere, at det er nødvendigt at sætte nogle grænser for, hvad der kan betegnes som nyheder. Hvis reguleringen kun omfatter de klart identificerede tilfælde af fake news, og hvis der samtidig sikres tilstrækkelig gennemsigtighed i, hvem der regulerer, kan vi forhindre, at reguleringen bliver et redskab til censur af legitim journalistik.

Desuden er der praktiske udfordringer i at skelne mellem ægte og falske nyheder. Fake news kan være svært at adskille fra ægte nyheder, især når de er designet til at fremstå så realistiske som muligt. Derfor er det nødvendigt, at både den enkelte og de strukturelle tiltag arbejder sammen for at gøre det lettere at identificere og håndtere fake news. Med de rette værktøjer, viden og intellektuelle dyder kan vi gøre det langt lettere at skelne mellem det, der er sandt, og det, der er falsk.

En effektiv tilgang kræver derfor, at vi både udvikler de intellektuelle dyder hos den enkelte og implementerer strukturelle løsninger, der understøtter den enkeltes evne til at genkende fake news. Dette kan f.eks. indebære, at vi skaber et stærkere samarbejde mellem medier, tech-virksomheder og offentlige institutioner for at sikre, at der er gennemsigtighed i, hvordan information bliver præsenteret, og hvordan potentielt falsk information håndteres.

Derudover bør det også understreges, at kampen mod fake news ikke kun handler om at regulere, hvad der bliver offentliggjort. Det handler i lige så høj grad om at skabe et miljø, hvor medier og borgere er ansvarlige og bevidste om deres roller i at opretholde en sund informationskultur. Uddannelse i mediekundskab, kritisk tænkning og de intellektuelle dyder bør derfor være en central del af både individuel og samfundsmæssig tilgang til at bekæmpe fake news.

Hvordan vi navigerer i vidensudveksling online: En udfordring for social epistemologi

Der er to væsentlige aspekter at bemærke, når man ser på de synspunkter, der kommer til udtryk i de nævnte teorier om vidensudveksling og tillid. For det første bygger disse teorier på en idealisering af vidensudvekslinger, særligt de idealiserede samtalepraksisser. For eksempel tager Faulkner udgangspunkt i samarbejdende samtaler som den teoretiske norm og argumenterer derefter for normer om pålidelighed og tillid. Han hævder, at vores faktiske praksis generelt er samarbejdende på de måder, som disse normer beskriver. Selv når forfatterne ikke er så eksplicitte, er det klart, at de anser pålidelighed og tillid som den grundlæggende position i vidensudvekslinger og antager derfor, at talere og lyttere generelt følger de relevante normer.

Moran taler om, at talere tilbyder en slags garanti for sandheden af det, de hævder, og Burge, Weiner og Audi hævder alle, at lyttere er berettigede til at acceptere, hvad de får at vide, selv når de ikke har nogen grunde til at gøre det. Den anden bemærkning er, at, som Mills argumenterer for, idealteori repræsenterer det faktiske som en simpel afvigelse fra idealet, og disse teoretikere henlægger de "modarbejdende betingelser" (de tilfælde, hvor ting går galt i vidensudvekslinger) til marginale forhold, uden at disse faktisk bliver grundigt undersøgt. Især fokuserer den største del af det filosofiske arbejde i disse synspunkter på udvekslinger, der forløber præcist som de skal, med næsten ingen opmærksomhed på, hvordan man navigerer i situationer, hvor lytterne har "positive beviser imod" at stole på taleren eller har "årsager til tvivl."

I den digitale tidsalder er vidensudvekslinger langt fra at være samarbejdende samtaler. De er fyldt med løgne, falske nyheder og effektive bots. De "modarbejdende betingelser", som er blevet relegated til periferien i epistemologien om vidensudveksling, bør ifølge denne kritik komme i fokus, når vi overvejer de digitale udvekslinger, vi deltager i online. Det er her, ikke-ideel social epistemologi skal træde til. I stedet for kun at teoretisere om vidensudveksling i ideelle situationer, må der gøres mere arbejde på, hvordan modtagere af vidnesbyrd navigerer i den virkelige verden. For eksempel, givet den store mængde og effektivitet af falskheder online, virker det ufornuftigt at følge Moran, Burge, Weiner og Audi’s tilgang og acceptere alt, hvad vi læser på internettet, medmindre vi har specifikke beviser imod det. Ligeledes gør udbredelsen af falske nyheder mange online-samtaler åbent ukonstruktive, og det er ikke engang klart, om interaktion med bots kan karakteriseres som samtaler overhovedet.

Sociale epistemologer bør derfor undersøge, hvordan vi kan fremme epistemisk succes og sundhed online, på trods af de mange måder, hvorpå vi er sat op til at fejle. Dette ville kræve dybdegående forskning, men det vigtigste i denne sammenhæng er, at det at navigere informationsstrømme online kræver en ændret tilgang til, hvordan vi vurderer, hvilke kilder og hvilke typer af indhold vi bør stole på.

Når vi modtager vidnesbyrd, skal vi ikke blot vurdere konteksten, men også indholdet af de informationer, vi modtager. Dette indebærer at overveje, om vi bør være mere skeptiske over for udtalelser fra tilfældige kilder på nettet eller om vi bør acceptere informationer fra anerkendte fagfolk på et bestemt område. Der er desuden behov for at udvikle pålidelige metoder til at skelne mellem ægte og falsk information, noget der er særligt relevant i betragtning af, at bots ofte er involveret i at forme diskurser online.

Denne ændring i, hvordan vi tilgår viden online, kræver, at vi gør os bevidste om de epistemiske udfordringer, som de digitale medier medfører. Vi skal blive bedre til at navigere i de strømme af information, som vi dagligt møder, og forstå, hvordan vi kan udvikle metoder til at validere information, samtidig med at vi forholder os kritisk til de kilder og indhold, vi møder. Dette er ikke en triviel opgave, men det er nødvendigt for at kunne opretholde en sund vidensudveksling i en tid, hvor misinformation og manipulation er mere udbredte end nogensinde før.

Hvordan re-posting kan forvride troværdigheden og skabe epistemiske risici

Re-posting på sociale medier er et komplekst fænomen, der rummer både muligheder og risici. I takt med at denne praksis er blevet en integreret del af vores online interaktioner, har den også givet anledning til interessante epistemiske spørgsmål. Som Rini bemærker, er der et udbredt svar, der siger: "Et retweet er ikke en godkendelse." På en måde kan handlingen at dele et indlæg ses som et vidnesbyrd, men den er også ambivalent og kan ikke entydigt tages som en ubetinget godkendelse. Rini kalder dette fænomen for "skæv vidnesbyrd" — en spændende betegnelse for, hvordan vi i dag ofte forholder os til informationer på internettet.

Skæv vidnesbyrd refererer til, hvordan re-posting, eller at dele noget på sociale medier, kan ændre ens forpligtelse overfor både indholdet af et indlæg og den kilde, der præsenteres. Dette fænomen kan ses som en form for "skæv godkendelse", hvor handlingen af at dele et link eller en artikel kan blive set som en implicit anbefaling af kilden, selv uden at der udtrykkes en egentlig holdning. Når en person vælger at dele noget, skaber de en form for forbindelse mellem deres publikum og den oprindelige kilde. Uden yderligere kontekst kan dette føre til, at modtageren af informationen fejlagtigt antager, at deleren støtter den oprindelige kilde. På den måde kan re-posting føre til fejlagtig tillid til en kilde, som måske ikke er troværdig.

Når man ser på dette fænomen gennem empiriske studier, viser det sig, at når en person, der re-poster, anses for at have høj viden om et emne, kan deres tillid til det oprindelige indhold smitte af på deres publikum. Folk begynder at stole på kilden mere, og de søger yderligere informationer fra den. Dette skaber en risiko for, at re-posterens publikum ubevidst bliver vildledt til at stole på en kilde, som ikke nødvendigvis fortjener den tillid, de får. På trods af om intentionen bag delingen er oprigtig eller ironisk, kan re-posting af usikre kilder få alvorlige konsekvenser for både den enkelte og deres publikum.

Når vi reflekterer over de epistemiske risici ved re-posting, bliver det klart, at disse risici ikke blot handler om at føre folk til at danne forkerte overbevisninger, men også om at føre dem til en form for fejlagtig tillid. Når man re-poster en kilde uden at kontekstualisere den, kan man utilsigtet forstærke en kilde som troværdig, uanset om man er enig i dens synspunkter eller ej. Dette bliver endnu mere kompliceret i en tid, hvor vi ikke længere blot er forbrugere af information, men også transmitterer den videre.

Dette nye epistemiske ansvar, som følger med vores rolle som delere af information, kræver, at vi tager et ansvar for den tillid, vi skaber i andres opfattelse af kilder. Vi bør være opmærksomme på, hvordan vores deling af informationer påvirker andres forståelse af verden, og vi bør undgå at generere fejlagtig tillid. Dette er et område, hvor epistemiske dyder kan spille en central rolle.

Epistemiske dyder er kvaliteter, der hjælper os med at navigere i komplekse situationer og tage ansvar for de risici, vi påtager os ved at dele information. I tilfælde af re-posting er det vigtigt at reflektere over, hvilken epistemisk dyd der er relevant for at undgå at forvride tilliden. Den epistemiske dyd, der står i centrum her, er tillid, og det er nødvendigt at udvikle en forståelse for, hvordan man som individ kan være ansvarlig for den tillid, man skaber gennem sine handlinger. Det handler om at være bevidst om de videnskabelige og moralske forpligtelser, vi har i forhold til de kilder, vi deler, og om at sikre, at vi ikke utilsigtet skaber misforståelser.

En yderligere relevant dyd i denne sammenhæng er "vidnesbyrdets retfærdighed", som Miranda Fricker har udviklet som et svar på, hvordan social uretfærdighed kan opstå i relation til vidnesbyrd. Vidnesbyrdets retfærdighed handler om at sikre, at vi giver andre den troværdighed, de fortjener, baseret på deres faktiske evner og ikke på forudindtagede sociale præferencer. På samme måde som vi kan skabe misforstået tillid ved at dele en usikker kilde, kan vi også skabe "vidnesbyrdets uretfærdighed", hvor vi fejlagtigt nedvurderer kilder, der burde have vores tillid.

I denne kontekst bliver det klart, at de epistemiske dyder, vi udvikler, ikke kun handler om at finde den rette information, men også om at forstå og tage ansvar for den information, vi videreformidler. At udvikle en stærk epistemisk karakter betyder, at vi lærer at håndtere vores sociale rolle som både modtager og transmitter af viden.

Hvordan Adrenalin og Frygt Formår at Drive Handling: Et Indblik i En Intenst Skræmmende Situation
Hvordan fungerer maskinoversættelse med dyb læring?
Hvordan man bestemmer koncentrationen af metaller i havvand ved hjælp af væske-væske ekstraktion og ICP-MS-analyse