Laura rystede ved tanken om det frygtelige, tragiske dødsfald, der hængte over hendes tanker. En lille pige, kun ti år gammel, en alder der mindede hende om hendes egen datter, Hyacinth. Hendes egne minder om barndommen opstod altid, når hun betragtede det værelse, der havde en særlig atmosfære af ungdom og glæde. Det var som om, det var et sted, hvor tidens strenge greb blev løsnet, og hun kunne næsten mærke sine egne barnlige impulser: at lege, danse, hoppe rundt. Nogle gange, uden at tænke på det, kunne hun finde sig selv gemt i et skab, som om hun ventede på, at nogen skulle finde hende. Hele rummet var fyldt med en usynlig indbydelse til leg. En indbydelse som om, det stadig var et sted, hvor børns latter havde lagt sig ind i væggene.

Men hendes mand, Claud, reagerede sjældent på hendes ord. Han var ofte fjern, og hans stemme kunne være grusom, som om noget i ham var i konflikt med, hvad han hørte. Laura begyndte at undre sig over, hvorfor han blev så berørt af de helt normale ord, Hyacinth havde sagt, som da hun udtrykte sin frustration over ikke at have haft nok tid til at lege. Claud benægtede det, som om han ikke kunne huske, og fjernheden mellem dem blev tydeligere. Laura følte sig sårbar, som om noget i hjemmet var ved at ændre sig.

Dagen efter gik de en tur i haven, og mens vinden rev i træerne og efterlod blade, der mindede om Hyacinths hår, kom de igen til at tale om deres datter. Claud nævnte, hvordan Hyacinth virkede så bleg til frokost, og Laura fortalte om, hvordan hun havde fundet hendes sko og strømper gennemblødte om morgenen. Hyacinth havde været udenfor om natten, efter at de begge var gået i seng, og hun havde nægtet at afsløre, hvorfor. Claud, der prøvede at lette stemningen, lo og sagde, at det bare var hendes livlige natur, men Laura kunne ikke ryste følelsen af, at der var noget mere. Hyacinth havde altid været en lille sprite, som aldrig syntes at have tid til at hvile. Men der var noget underligt ved, hvordan hun løb alene gennem haven, med en hastighed, der ikke svarede til hendes alder. En mærkelig intensitet i hendes bevægelser, som om hun jagtede noget usynligt.

Det var, da Laura så på sin datter, som hun følte sig stadig mere fremmedgjort. Hyacinth havde ikke længere behov for hendes nærvær på samme måde som før. Som en lille pige havde hun ønsket at sove hos sin mor, men nu var det noget, Laura næppe kunne forestille sig. Hun følte, at hun afbrød noget usynligt, når hun trådte ind i Hyacinths værelse, som om hun forstyrrede noget, der var langt større end hendes egen forståelse.

Senere, efter en lang dag, blev Laura stående i hallen, hvor månelyset strømmede ind gennem vinduerne og blandede sig med det rød-orange skær fra ilden. Claud, der sad i sin lænestol, spurgte, hvad hun havde lavet, og Laura nævnte, at hun havde haft lyst til at gå ind i legerummet igen. Hun forklarede, at hun havde hørt en mærkelig lyd, som hun ikke kunne ignorere. Da hun åbnede døren, så hun noget, der chokerede hende: gyngehesten bevægede sig hurtigt frem og tilbage – uden nogen til at ride på den. Claud afviste hurtigt hendes påstand og mente, det sikkert var Hyacinth, der havde været der og nu løb væk, da hun hørte sin mor komme. Men da Laura gik til Hyacinths værelse, var hun hurtigt klar over, at hun sov tungt. Hvem kunne det så være? Der var ingen andre i huset, og da hun vendte tilbage til legerummet, var gyngehesten langsomt ved at stoppe. Det mærkelige var, at remmene ikke svingede, som de normalt ville, hvis der var nogen på hesten. Nej, de var stramme og trak fremad – som om noget eller nogen havde sat sig der.

Claud, nu åbenlyst irriteret, reagerede med vrede, som om det hele var et resultat af hendes fantasi. Laura selv kunne ikke ryste den kolde, uforklarlige følelse af, som stadig lå i hendes sind. Noget var galt i huset, noget hendes mand nægtede at forstå, men som hun stadig mærkede på sin egen krop og i sine egne følelser.

Det er vigtigt at bemærke, at de mystiske begivenheder i dette hjem ikke nødvendigvis er overnaturlige eller uforklarlige på en måde, som vi ofte forestiller os i spøgelseshistorier. De handler mere om den menneskelige psykes kompleksitet og den følelsesmæssige spænding, der kan opstå, når et hjem, der engang føltes trygt og harmonisk, begynder at frembringe en følelse af fremmedgørelse og undren. Hyacinths adfærd kan synes mærkelig, men det er en del af hendes vækst og udforskning af verden på sine egne præmisser. Laura, der føler en gradvis isolation fra sin datter, står

Hvad skete der med den spanske adelsmand?

Spanien er fuld af bjerge! Fra begyndelsen af hans indespærring blev han ofte ude langt om aftenen. Jeg blev bekymret, da jeg fandt ud af, at han ikke kom hjem før midnat; men vi vænnede os til denne særhed. Han tog nøglen til døren, og vi holdt op med at sidde op og vente på ham. Han boede i et af vores huse på Rue des Casernes. Efter et stykke tid fortalte en af vores stalddrenge, at han, når han førte hestene til vandet om aftenen, havde set den spanske adelsmand svømme langt ned ad floden, som en levende fisk. Da han vendte tilbage, sagde jeg til ham, at han skulle være forsigtig med rørerne; han virkede irriteret over at være blevet set i vandet.

En dag, eller rettere sagt en morgen, fandt vi ham ikke på sit værelse; han var ikke kommet hjem. Efter at have ledt overalt fandt jeg noget skriftligt i en skuffe på et bord, hvor der lå femoghalvfjerds gyldne doubloons fra Spanien, som var værd omkring fem tusinde franc, og ti tusinde franc’ værd af diamanter i en lille forsejlet kasse. Skriftet sagde, at hvis han ikke vendte tilbage, efterlod han os pengene og diamanterne, med betingelse om, at vi betalte for messen som tak til Gud for hans flugt og for hans frelse. På det tidspunkt var min mand ikke blevet taget fra mig; han skyndte sig at søge ham overalt.

"Og nu til den mærkelige del af historien. Han kom hjem med den spanske adelsmands tøj, som han havde fundet under en stor sten i et slags stensætning ved flodbredden tæt på slottet, næsten lige overfor Grande Breteche. Min mand var der så tidligt, at ingen havde set ham. Efter at have læst brevet brændte han tøjet, og ifølge Grev Feredia’s ønske erklærede vi, at han var undsluppet. Sous-prefekten sendte hele gendarmeriet i jagt på ham; men de fandt ham aldrig. Lepas troede, at den spanske adelsmand havde druknet sig. Jeg, sir, tror ikke på det; jeg er mere tilbøjelig til at tro, at han havde noget at gøre med sagen om Madame de Merret, da Rosalie fortalte mig, at det krucifiks, som hendes husfrue satte så stor pris på, og som hun havde fået begravet med sig, var af ebenholz og sølv. I begyndelsen af hans ophold her havde Monsieur de Feredia en sådan, som jeg aldrig så ham med senere."

"Sir, tror De ikke, at jeg har ret til de femten tusinde franc fra den spanske adelsmand?"

"Selvfølgelig, men har De ikke forsøgt at spørge Rosalie?" spurgte jeg.

"Oh jo, det har jeg da," svarede hun, "men uden resultat! Pigen er som en mur. Hun ved noget, men det er umuligt at få hende til at tale."

Efter at have udvekslet et par ord med mig, forlod min værtskvinde mig med en følelse af vag og dyster tankevirksomhed, en romantisk nysgerrighed og en religiøs rædsel, der næsten kunne sammenlignes med den dybe følelse, vi får, når vi om natten træder ind i en mørk kirke og ser et svagt lys under de høje hvælvinger; en uklar skikkelse glider forbi, lyden af en kåbe eller kasket høres, og vi ryster.

Pludselig dukkede Grande Breteche op foran mig som en fantastisk åbenbaring. Jeg forsøgte at trænge ind i det mystiske hus for at finde ud af, hvad knuden i dens mørke historie var – den drama, der havde kostet tre menneskers liv. I mine øjne blev Rosalie den mest interessante person i Vendôme. Efterhånden som jeg studerede hende, kunne jeg mærke sporene af hemmelig bekymring, trods den strålende sundhed, der strålede fra hendes runde ansigt. Der var noget i hende – måske et frø af anger eller håb. Hendes kropssprog afslørede en hemmelighed, som en fanatiker, der beder for meget, eller en børnemorder, der aldrig slipper den sidste skrig af sit barn. Hendes manerer var dog grove og ægte – hendes fjollede smil var ikke et kriminelt smil, og hvis du bare havde set den store tørklæde, der omsluttede hendes fyldige bryst, indrammet af en lilla og blå bomuldsdragt, ville du have kaldt hende uskyldig.

Nej, jeg tænkte, jeg vil ikke forlade Vendôme, før jeg har fundet ud af historien om Grande Breteche. For at nå mit mål måtte jeg vinde Rosalie’s venskab, om nødvendigt.

"Rosalie," sagde jeg en aften. "Sir?"

"Er du ikke gift?"

Hun stivnede let. "Åh, jeg kan finde masser af mænd, hvis jeg får lyst til at være ulykkelig," sagde hun og grinede.

Hun kom hurtigt over sin følelsesmæssige reaktion, for alle kvinder, fra den store dame til værtshusets tjenestepige, besidder en ro, der er ganske særpræget.

"Du er for smuk og velplejet til at være uden bejlere. Men fortæl mig, Rosalie, hvorfor tog du tjeneste på et værtshus efter at du forlod Madame de Merret? Efterlod hun dig ikke noget at leve af?"

"Oh, jo! Men sir, mit arbejde er det bedste i hele Vendôme."

Svaret var et af de, som dommere og advokater ville kalde undvigende. Jeg syntes, at Rosalie var placeret i denne romantiske historie som et kvadrat i midten af et skakbræt. Hun var i hjertet af sandheden og hovedinteressen. Jeg var overbevist om, at hun var knyttet til historiens sidste kapitel. Fra dette øjeblik blev Rosalie mit hovedmål.

En morgen sagde jeg til Rosalie: "Fortæl mig alt, du ved om Madame de Merret."

"Oh!" svarede hun i rædsel, "spørg mig ikke om det, Monsieur Horace."

Hendes smukke ansigt blev alvorligt, hendes klare og lyse farve forsvandt, og hendes øjne mistede den uskyldige glans.

"Så, hvis du insisterer, vil jeg fortælle dig om det; men lov mig at holde det hemmeligt!"

"Det er aftalt! Jeg skal holde din hemmelighed med ære som en tyv, der er den mest loyale i verden."

Hvis jeg skulle gengive Rosalies lange og udførlige ord for dig, ville det kræve en hel bog, så jeg skal forkorte det. Madame de Merret’s værelse i Breteche var på stueetagen. Et lille skab, omkring en meter dybt, bygget i væggens tykkelse, fungerede som hendes garderobe. Tre måneder før den skæbnesvangre aften, jeg nu vil beskrive, havde Madame de Merret været så alvorligt syg, at hendes mand havde forladt hende alene i sin egen lejlighed, mens han selv boede på første sal.

Hvad sker der, når sindet bliver forvirret?

Det er et velkendt fænomen: en person, der på overfladen virker fyldt med liv og energi, men som skjuler en underliggende uro, en forvirring, som kun langsomt begynder at komme til syne. I begivenhederne i dette tilfælde ser vi en mand, der engagerer sig i den evige cirkel af tanker, som tilsyneladende ikke kan finde noget hvilested. Der er noget i hans adfærd, en konstant opretholdelse af et facade, et slags skjult spil, som får os til at spørge, hvad der egentlig foregår bag de livlige bemærkninger og den tilsyneladende frie tale.

Vores hovedperson bliver mødt af en mand, som først forsøger at opretholde et skalkeskjul gennem samtalens flydende lethed. Der er intellektuelle spil, små snak om dagligdags fornøjelser som backgammon eller dam, men det virker som om disse samtaler blot er distraktioner – forsøg på at undgå noget, der måske er mere ubehageligt. Men hvad er det egentlig, der foregår? Mændene sidder sammen i et hus, hvor den værende mand tilsyneladende udviser tegn på forstyrrelse, selvom han prøver at skjule det gennem sin verbale ageren.

Der er et moment af uventet åbenhed, når hovedpersonen spørger, om han venter en gæst. Ødelæggelsen af den faste rutine, den ukontrollerede forstyrrelse, kan være en afspejling af noget dybere – en indre følelse af usikkerhed, måske endda frygt. For når det kommer til stykket, hvad er det egentlig, der er i vente? Er det en simpel forstyrrelse af den daglige gang, eller er det noget mere? Der er flere lag at afsløre, og de spiller en stor rolle i forståelsen af mandens karakter og hans indre verden.

I et forsøg på at udveksle et hurtigt og ærligt svar, kan vi se, hvordan vores hovedperson reagerer på denne lidt utilpassede situation. Han afslører, at han ikke havde tænkt sig at blive, hvis ikke han var blevet holdt tilbage af en praktisk forhindring. Hans forsøg på at udtrykke sit eget behov for at være uforudsigelig – ikke at være "forventet" – står i kontrast til mandens behov for kontrol og præcision i interaktionerne.

Den uendelige strøm af samtale, som aldrig synes at have et klart mål, er i sig selv et spejl af den dybere mentalitet, der ligger bag den synlige facon. Mændene taler og taler, men deres ord er aldrig mere end flak, der flyder ovenpå et langt større hav af tanker og følelser. Og i dette hav findes noget mere – en dybder af uvished, måske en frygt for det ukendte. Når han skruer op for samtalens intensitet og præsenterer små eksperimenter, som at spørge om lydens oprindelse udenfor, afslører han noget mere: en bekymring, som måske ikke nødvendigvis er for noget eksternt, men snarere for det, han ikke har kontrol over i sin egen sindstilstand.

Men som aftenen skrider frem, afsløres mandens desperate forsøg på at fastholde en illusion af orden. Hans konstante bevægelser mod døren, hans pludselige opbrud og tilbageholdte gestikulationer af rastløshed er ikke kun fysiske handlinger. De repræsenterer et mentalt forsøg på at opretholde kontrol, at forsøge at skubbe sin egen usikkerhed til side. Hans uventede reaktion på en mulig lyd udenfor døren – måske et skrab eller en lille lyd – bliver et symbol på det, han ikke ønsker at erkende: en verden, der er ude af hans kontrol.

Hvad der til en start kunne virke som en banal anekdote om et hus og to mænd, bliver et portræt af indre konflikt, af kampen for at forstå sin egen tilstand, og af hvordan tanker kan udtrykkes gennem en falsk facade. Denne hændelse, der umiddelbart virker som et uskyldigt møde, bliver hurtigt til en rum tid fyldt med skjulte betydninger. Denne tekst viser, hvordan det indre liv kan manifestere sig som et sæt af uendelige små bevægelser og reaktioner, hvor intet virkelig bliver sagt direkte, men hvor alt bliver sagt gennem den konstruerede virkelighed af samtale og handling.

Samtidig understøtter de små uoverensstemmelser i den ellers jævnt flydende samtale et indtryk af, at denne “uforudsigelighed” ikke kun er en reaktion på noget udenfor, men også på noget indre – en ustabilitet, der gradvist vokser frem. Når han til sidst afslutter mødet med en mærkelig bemærkning om ikke at forsøge at ændre hans synspunkter eller hans opførsel, afslører han måske den dybeste forvirring: en erkendelse af, at han er fanget i et system, som han ikke længere kan ændre, men som han desperat forsøger at styre.

Det er her, at vi som læsere bliver mindet om, at vores opfattelse af verden ofte er filtreret gennem vores egne tanker, der kan være langt mere komplekse og uforudsigelige, end vi er bevidste om. Vi bliver også opmærksomme på, hvordan vi søger at fastholde kontrol – over vores omgivelser, over vores relationer, men især over vores egen indre tilstand.

Det er vigtigt at forstå, at denne adfærd – både mandens forsøg på at holde samtalen levende og hans tilsyneladende ubekymrede attitude – er en reaktion på en dybere frygt og en frygt for usikkerhed. Bag de uventede bemærkninger og den livlige stemning gemmer sig et menneske, der kæmper med at holde sammen på sine tanker og følelser, som flygter fra de realiteter, han ikke kan kontrollere.

Er Netdata det Rette Valg for Effektiv Systemovervågning?
Hvordan har den islamiske kultur indflydelse på kunst og håndværk?
Hvordan bygger man en effektiv API-pipeline med Airflow og NASA API?
Var den syvende ekspedition en forløber for de europæiske opdagelsesrejser?