Hvordan de Evangeliske Protestanter og Alt-Right Interagerer: En Analyse af Tendenser og Konflikter

Evangeliske protestanter i USA har i lang tid været forbundet med bestemte politiske og sociale værdier, der har været præget af stærke religiøse overbevisninger, især når det gælder moral, samfundets strukturer og kulturelle normer. Men de senere år har en række politiske og sociale bevægelser, herunder Alt-Right, fået større indflydelse på denne gruppe, og det har skabt både interne konflikter og debat om, hvad der egentlig definerer evangeliske værdier i nutidens USA.

Den Evangeliske Bevægelser historie rummer et væld af modsigelser, især når det drejer sig om race og sociale spørgsmål. En af de mest markante hændelser i denne sammenhæng fandt sted under den Sydlige Baptists Konvention (SBC) i 2017, hvor en resolution blev fremlagt for at fordømme Alt-Right-bevægelsen og dens tilknytning til hvidt overherredømme. Dette forslag var ikke kun en politisk reaktion, men også et forsøg på at afbalancere et moralsk kompas, der tidligere havde tilladt en accept af racerelateret diskrimination og endda støtte til segregation.

I årene efter valget af Donald Trump som præsident, har det været tydeligt, at mange hvide evangeliske protestanter føler en form for fællesskab med Trump og hans politik. Dette er i høj grad drevet af hans hårde standpunkter i spørgsmål som immigration, abort og de religiøse friheder, som de evangeliske kristne føler er truet i et sekulariseret samfund. Trump er blevet et symbol på det, mange evangeliske anser for at være en kulturel kamp for at bevare de kristne værdier i et samfund, der bliver mere og mere pluralistisk og liberal.

En af de væsentligste konflikter har været den evige spænding mellem "traditionel" evangelisk tro og de politiske strømninger, der nu har vundet frem. Mange af de medlemmer, der stemte på Trump, hævder, at hans politik bedst repræsenterer de bibelske værdier og den kulturelle virkelighed, de har troet på i generationer. De ser Trump som en beskytter af deres interesser og et modtræk mod, hvad de ser som en venstreorienteret domineret kultur, der undergraver familieværdier, religiøse institutioner og nationale grænser.

På den anden side ser kritikere i denne alliance et problem med, at evangeliske værdier, der historisk har været bundet til ideer om lighed og retfærdighed, er blevet fortrængt af en mere sekulær, nationalistisk dagsorden. Denne udvikling har ikke kun opstået som et resultat af de politiske ændringer under Trump, men også på grund af dybe sociale og kulturelle ændringer, der har fundet sted over flere årtier. De historiske bånd mellem evangeliske protestanter og ideen om retfærdighed og medfølelse for de marginaliserede og undertrykte synes at være blevet undermineret i jagten på politisk indflydelse og magt.

En af de vigtigste opgaver for de evangeliske ledere i denne sammenhæng er at definere, hvad det betyder at være "troende" i et politisk landskab, der er stærkt polariseret. For mange kirker er spørgsmålet om racisme og social retfærdighed ikke længere noget, der kan ignoreres. Det er nødvendigt at revidere tidligere synspunkter, især når det gælder raceproblematikker, for at undgå at blive forbundet med de mere ekstreme politiske grupper, der benytter religion som et middel til at legitimere deres ideologier.

Udover de konkrete politiske og ideologiske problemstillinger er der også et åndeligt og teologisk aspekt at overveje. Mange ledere inden for de evangeliske kredse begynder at stille spørgsmål ved den måde, hvorpå deres traditioner er blevet forstået og praktiseret. Hvordan kan man stadig hævde Bibelens autoritet, når man står overfor de teologiske problemer, der opstår i et samfund præget af racisme, ulighed og diskrimination? Hvordan kan man som troende forene den bibelske forpligtelse til at elske sin næste med en politisk dagsorden, der kan virke ekskluderende og uretfærdig?

Det er vigtigt at forstå, at denne proces ikke handler om at opgive politiske holdninger, men om at genopdage de centrale etiske principper, der bør vejlede kristne i samfundslivet. Mange evangeliske protestanter har tilstræbt sig en form for politisk og religiøs kompromis, der tillader dem at stå fast i deres tro og samtidig engagere sig i samfundet på en måde, der er i overensstemmelse med kristne værdier.

Hvad betød Charlottesville for forståelsen af Alt-Right og kristen støtte til Trump?

Oprøret i Charlottesville i august 2017 blev et brutalt og symbolsk højdepunkt i den amerikanske debat om racisme, hvid overherredømme og højreorienteret ekstremisme. Optøjerne begyndte med en march ved statuen af Thomas Jefferson foran rotunden på University of Virginia, men det var næste dag, under selve "Unite the Right"-demonstrationen, at volden eskalerede fatalt. Deltagere bevæbnet med skydevåben og symboler, der tilkendegav deres ideologiske ståsted, stødte voldsomt sammen med moddemonstranter. Det kulminerede, da Heather Heyer blev dræbt af James Alex Fields Jr., som med vilje kørte sin bil ind i en folkemængde.

Selvom forskellige højreorienterede grupper var til stede, blev hændelsen i offentlighedens øjne synonym med Alt-Right-bevægelsen og dens forbindelser til Trump-administrationen. David Duke, tidligere leder af Ku Klux Klan, erklærede på demonstrationen, at de var der for at "tage landet tilbage" og "opfylde Donald Trumps løfter". Denne udtalelse, sammen med Trumps tidligere manglende afstandstagen fra Duke under valgkampen, gjorde forbindelsen mellem Trump og Alt-Right mere end blot symbolsk.

Trumps egne reaktioner efter hændelserne i Charlottesville gjorde kun perceptionen værre. Hans forsøg på at placere skylden "på begge sider" blev af mange set som en manglende moralsk fordømmelse af hvid nationalistisk vold. Selvom medlemmer af hans administration efterfølgende forsøgte at tage klarere afstand fra racisme, ændrede det ikke den offentlige forståelse: Trump var i praksis blevet kandidaten for den hvide befolkning, og Alt-Right betragtede ham som en allieret.

Men støtten til Trump kom ikke kun fra ekstreme højreorienterede kredse. En betydelig del af de hvide konservative kristne stemte også på ham. Hans løfter om at udpege abortmodstandere til Højesteret og hans udnævnelse af Mike Pence – kendt for sine konservative kristne værdier – som sin vicepræsidentkandidat, blev opfattet som en direkte henvendelse til denne vælgergruppe. Resultatet var en historisk høj opbakning fra hvide evangelikale protestanter, hvor 81% ifølge PRRI stemte på ham i 2016 – et højere tal end nogen republikansk kandidat tidligere havde opnået blandt denne gruppe.

Selvom det ikke er muligt at fastslå en direkte årsagssammenhæng mellem den kristne støtte og Alt-Right, var der klare berøringspunkter i retorikken om immigration, nationalisme og kulturel identitet. Dette blev også bemærket af teologer og kirkeledere. Den afroamerikanske teolog Kelly Brown Douglas påpegede, at en stor del af det hvide kristne Amerika – bevidst eller ubevidst – havde valgt at støtte en vision om nationen, som hun beskrev som hvidt overherredømme.

Efter Charlottesville reagerede mange kristne organisationer. #BlackClergyUprising udsendte en stærk fordømmelse af både volden og præsidentens utydelige svar. Også mere etablerede kirkesamfund som Southern Baptist Convention og De Forenede Metodistkirker krævede en klarere afstandstagen fra Alt-Right og racisme. Men deres reaktion kom i en kontekst, hvor mange kirker i stigende grad var præget af etniske og kulturelle spændinger, især når kirkernes lederskab fortsat hovedsageligt var hvidt og mandligt.

Begrebet Alt-Right blev i denne periode bredt anvendt i offentlig diskurs, også inden for kristne kredse. Men anvendelsen overså ofte de interne konflikter og forskelle, der eksisterede blandt de personer og grupper, som blev kategoriseret under betegnelsen. Juridiske og økonomiske problemer samt platform-deaktiveringer bidrog til at svække bevægelsens synlighed. Flere ledende figurer trak sig offentligt fra Alt-Right-navnet, selvom deres aktiviteter og ideologier fortsatte uændret.

I denne sammenhæng er det mere frugtbart at betragte Alt-Right som et brand end som en bevægelse i traditionel forstand. Som brand var det et sæt af associationer – både faktuelle og følelsesmæssige – som offentligheden tillagde begrebet. Det er, som brand-eksperterne siger, ikke hvad du selv siger det er, men hvad andre siger det er. Og i dette tilfælde blev Alt-Right i offentlighedens bevidsthed uløseligt forbundet med Donald Trump, hvid identitetspolitik og en politisk og religiøs nationalisme, som fik fodfæste i dele af det kristne Amerika.

Det er vigtigt at forstå, at de værdier og ideologier, der samlede disse grupper omkring Trump, ikke forsvinder med en ændring i terminologi eller politisk ledelse. De er forankret i en historisk sammenhæng, hvor race, religion og magt altid har været flettet ind i hinanden i amerikansk politik og kultur. Derfor bør enhver analyse af Alt-Right også tage højde for, hvordan religiøse institutioner og deres medlemmer bidrager til – eller udfordrer – disse strukturer, både eksplicit og implicit.

Hvordan forholder LDS-kirken sig til race og Alt-Right-bevægelsen?

LDS-kirkens holdning til race har været genstand for mange årtiers kamp og debat, især i lyset af den kontroversielle præsteskabsforbud, der blev ophævet i 1978. Gordon Hinckleys tale i 2006, hvor han udtrykker forundring over fortsat "racekonflikt" blandt kirkens medlemmer, fremhæver en central pointe: et ægte disciple af Kristus kan ikke udvise foragt over for en anden races medlemmer. Han understreger, at alle mennesker er elsket af Gud som hans børn, og at kirkens tidligere forbud mod præstedømmet blev afsløret som Herrens vilje gennem åbenbaring. Dette blev for kirkens medlemmer en slags afgørende udsagn for at afvise racisme inden for kirken.

Samtidig illustrerer de efterfølgende udtalelser og undersøgelser, at der stadig hersker usikkerhed og uvidenhed blandt mange medlemmer, især i USA, omkring kirkens officielle holdning til race og præsteskabets historie. Mange er uvidende om 2013-udtalelsen, og der findes stadig udbredte myter og sammenblandinger omkring årsagerne til tidligere forbud og de underliggende teologiske begrundelser, som f.eks. forbindelsen til Kains forbandelse, der historisk har været brugt til at retfærdiggøre raceadskillelse. Dette har ført til vedvarende racistiske holdninger, som nogle medlemmer søger at retfærdiggøre gennem religiøs doktrin.

Bush peger på, at kirkens ledere, som Brigham Young, blev påvirket af datidens raceteorier og folkelige forestillinger om racerenhed, men understreger samtidig nødvendigheden af, at kirken klart tager afstand fra disse ideer for at undgå opfattelsen af, at sådanne holdninger skulle have guddommelig oprindelse. Han advarer imod, at medlemmer søger teologisk begrundelse for personlig fordom, hvilket skaber splittelse og fastholder diskriminerende synspunkter.

I 2017 tog LDS-kirken yderligere et vigtigt skridt ved officielt at tage afstand fra hvidt overherredømme, som blev aktualiseret af offentlige associationer mellem kirkemedlemmer og Alt-Right-bevægelsen, især efter den voldelige episode i Charlottesville. Dette var en del af kirkens fortsatte bestræbelser på at forene sig med moderne antiracistiske værdier og offentliggøre en klarere, mere inkluderende doktrin om racial lighed. Kirkens respons på Alt-Right må derfor ses i lyset af en længerevarende proces med at håndtere og rette op på dens problematiske raciale historie.

Samtidig fremhæver repræsentanter fra grupper som DezNat, at de ikke er en politisk eller racemæssig bevægelse, men søger at underkaste sig Guds vilje gennem kirkens autoriteter. Denne selvforståelse peger på en kompleksitet i kirkens interne kultur, hvor loyalitet over for tradition og autoritet ofte balancerer med forsøg på at distancere sig fra ekstremisme og vold.

Det er vigtigt at forstå, at kirkens historie med race ikke blot er et spørgsmål om fortidens præcedens, men et levende, komplekst emne, der fortsat påvirker kirkens identitet og samfundsrolle. Forståelsen af kirkens nuværende antiracistiske retorik kræver samtidig en anerkendelse af den fortsatte kamp mod ulighed og fordomme blandt dens medlemmer. Denne kamp har betydning for, hvordan kirken navigerer i nutidens politiske og sociale landskaber, hvor både konservative værdier og radikale bevægelser forsøger at definere dens fremtid.

Desuden er det væsentligt at erkende, at den teologiske opfattelse af profeter og åbenbaring spiller en central rolle i medlemmers opfattelse af sandhed. At konfrontere og afvise tidligere profeters raciale udsagn kræver en teologisk og historisk refleksion, som både udfordrer og udvikler kirkens selvforståelse. Dette åbner op for en dybere dialog om, hvordan tro og kulturel kontekst gensidigt påvirker hinanden, og hvordan en tro på Guds universelle kærlighed kan forenes med kirkens historiske praksis.

Hvordan påvirker religion og kristendom Alt-Right bevægelsen i USA?

Nationalismen i Amerika har længe haft stor indflydelse inden for Alt-Right bevægelsen, hvor religion ikke blot ses som en perifer faktor, men som et afgørende element i, hvordan hvide nationalistiske grupper forestiller sig deres organisationer og udformer både politiske og meta-politiske strategier. Inden for Alt-Right har uenigheder omkring religion spillet en væsentlig rolle i bevægelsens manglende evne til at skabe bred samarbejde på tværs af den yderste højrefløj.

Når man undersøger forholdet mellem amerikanske kristne og Alt-Right, tegner der sig et komplekst billede. Evangeliske protestanter i USA har reageret forskelligt på fremkomsten af Alt-Right. Progressive kristne har taget afstand, mens mere konservative grupper som Southern Baptist Convention (SBC) har været tvunget til at konfrontere deres racistiske fortid. Dette har samtidig afsløret utilstrækkeligheder i deres forsøg på at blive mere inkluderende over for mennesker af farve og at tage deres bekymringer alvorligt.

Andre kristne samfund, som The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints (LDS), står over for lignende udfordringer, men med betydelige forskelle. Ligesom SBC bærer LDS en historie og doktriner præget af racisme, men deres særprægede historie og lære har formet deres specifikke reaktion på Alt-Right anderledes. For LDS-medlemmer har fænomenet "Mormon Alt-Right" udviklet sig, især omkring hashtags, der bruger den skarpe meme-kultur og retorik fra Alt-Right til at udtrykke modstand mod inklusion af homoseksuelle i Mormonkirken.

Disse eksempler illustrerer, hvordan Alt-Right ikke blot er en yderligtgående politisk bevægelse, men også et kulturelt fænomen, der sætter skub i religiøse institutioners selvforståelse og deres forhold til spørgsmål om race, etik og seksualitet. Diskussionerne blandt evangeliske protestanter, mormoner og katolikker viser en flerlaget kompleksitet i, hvordan religion og højreekstremisme interagerer i USA.

Det er afgørende at forstå, at studiet af Alt-Right ikke kun handler om at afdække ekstremistiske ideologier og voldelige handlinger, men også om at erkende, hvordan denne bevægelse har formet centrale religiøse diskurser. Den har skubbet amerikanske kristne til at gentænke deres historiske relationer til racisme, deres nutidige etiske forpligtelser og fremtidige religiøse ortodoksi. Det handler om, hvordan tro og politisk identitet flettes sammen i en tid præget af dybe samfundsmæssige splittelser.

Endvidere bør man være opmærksom på, at disse debatter om race, religion og seksualitet ikke foregår i et vakuum. De afspejler bredere tendenser i det amerikanske samfund, hvor spørgsmål om identitet, tilhørsforhold og moralske værdier er under stadig forandring. Det indebærer en konstant forhandling mellem fortidens arv og nutidens krav, hvor religiøse institutioner både kan være redskaber for konservatisme og potentialer for fornyelse.