Hvem styrer spillet, når sandheden er et våben?

Den metalliske klirren fra medaljerne forsvandt i rummet, og pigen, som et øjeblik tidligere havde været nærværende, gled ud uden et ord. Jeg følte straks et stik af beklagelse, som jeg straks vidste var meningsløst. Foran mig sad to mænd, én fra Princeton og én russisk general, to ansigter fra hver sin magtblok, som alligevel spejlede den samme blanding af skepsis og kontrol. De stillede deres spørgsmål med indstuderet kulde, men ordenes islag smeltede, når sandheden ramte dem som en hammer.

De forstod ikke straks, hvad jeg afslørede: at min far ikke blot var en repræsentant, men en Outlander, en udenforstående, som overvågede deres regeringer. Det var en sandhed, de ikke havde kalkuleret med, og som tvang deres tanker i retninger, de frygtede. Alligevel søgte de at få mig til at indrømme det utroværdige – at et fremmedartet apparat var blevet betroet til enten min far eller mig selv, en tilsyneladende ubetydelig studerende. Men de misforstod essensen: min far var ikke en mand i deres forstand. Hans offer var et regnestykke, en beregnet risiko, og jeg var nu den brik, der skulle bevæge sig på brættet.

Jeg forstod, at min historie ville blive testet, ikke blot med ord, men med handling. De ville rapportere videre, og deres regeringer ville beslutte, om jeg var nyttig eller blot en skygge, der kunne fjernes uden konsekvens. Jeg troede et øjeblik, at jeg havde vendt situationen, at rapporterne ville tvinge en frigivelse frem, at jeg ville blive behandlet med den respekt, som en nøglefigur fortjener. Men denne illusion holdt kun så længe, som jeg selv holdt fast i den.

Da jeg blev ført ned i kælderen under huset, indså jeg langsomt, at jeg havde været blind. Her var spillet et andet. Den russiske pige var der også, hendes slag mod mit ansigt ramte præcist, som om hun kendte mine sår bedre end jeg selv. Den blåøjede englænder med sin gamle accent ventede på mig med et skakbræt, som om hele scenen var planlagt til mindste detalje. Jeg spillede med, ikke fordi jeg ønskede spillet, men fordi tiden var det eneste, jeg kunne vinde. To dage, fyrre-otte timer, var alt, hvad jeg behøvede for at nå slutningen på Edelstams uge.

Men skakspillet blev ikke, som jeg havde forestillet mig. Jeg sad der for at ofre mig selv i langsomme træk, men i stedet åbnede der sig et nyt lag af opfattelse i mig. Som om en skjult evne var blevet aktiveret. Den blåøjede mands planer blev trivielle, gennemskuelige, og allerede efter første træk vidste jeg, at hans nederlag var uundgåeligt. Skakbrættet blev en miniature af det større spil, jeg var fanget i – et spil, hvor brikkerne var mennesker, og hvor ofrene var indregnet længe før trækkene blev udført.

Det, jeg dengang ikke forstod, var, hvor lidt min egen skæbne betød i dette spil. Selv min fuldstændige forsvinden ville ikke vægte tungt nok til at ændre magtbalancen mellem øst og vest. Jeg var et kort, der kunne brændes, en test, der kunne udføres, blot for at se, om apparatet – det virkelige mål – var blevet destrueret eller ej. Min far havde kendt sin tid og havde accepteret den. Jeg havde endnu ikke lært den lektie.

At forstå dette kræver, at læseren ser ud over individets oplevelse og ind i det større mønster: hvordan sandhed og løgn, ofre og illusioner er brikker på et bræt, der bliver styret af kræfter langt over hovedet på dem, der spiller. Det er ikke blot et spørgsmål om mod, men om at se spillets struktur – og at vide, hvornår ens træk i virkeligheden er blevet dikteret af andre.

Hvordan "Outlanders" Arbejder: Mødet med Helga Johnson og Forberedelserne til Mars

Ralph Blackwood var ikke min egentlige kontakt. Hans rolle som vært og forbindelsesled mellem mennesker havde sin værdi, men hans viden om de egentlige planer og strategier var begrænset. Hans verden var en verden af symbolik og overfladisk interaktion, og det var klart, at hans primære funktion var at samle folk, uden nødvendigvis at forstå, hvad der ville ske, når de blev samlet. Den virkelige information og de egentlige beslutninger blev truffet et andet sted, og Blackwood var blot en katalysator for de skjulte processer.

Selv om Blackwood havde arrangeret middagen og var den primære vært, var det svært at skelne mellem dem, der tilhørte de "Outlanders" – en hemmelig gruppe, som jeg var blevet en del af – og dem, der bare var almindelige deltagere i en social sammenkomst. Der var selvfølgelig nogle symboler, små spor, som indikerede, hvem der var en del af gruppen, men det var som at samle brikkerne i et puslespil, der endnu ikke var fuldstændigt. Jeg havde et klart indtryk af, at de rødhårede var en form for tegn. Og blandt de mange gæster var der én, som jeg havde svært ved at overse: En mand med markante træk og en tydelig tilstedeværelse, der sad på den modsatte side af bordet, men som jeg fornemmede var min egentlige kontakt.

Middagen var noget af en oplevelse. Min kost havde aldrig været af den dyre, eksklusive slags. At spise på Blackwoods niveau var noget helt andet. Desserterne var fine, og serveringen var perfekt. Jeg kunne mærke, at min mave, vant til noget enklere og mere jordnært, ville blive en smule kræsen, hvis denne type mad blev en daglig vane. Men for en aften var det en interessant oplevelse at være en del af noget så anderledes.

Efter middagen, da damerne trak sig tilbage, blev vi mænd siddende og begyndte at chatte. Sigaretter blev rullet, cigarfimpen blev klippet, og mens vi langsomt bevægede os hen mod biblioteket, føltes det som om en scene fra et teaterstykke blev sat op. Der blev talt om energiproblemer, et emne, der var på alles læber, men som virkede som et dække for noget langt mere væsentligt. Under den afslappede samtale blev det hurtigt klart, at vi alle var på vej et sted – et sted, der ikke blot var fysisk, men også ideologisk.

Vores dilemma var, at selv om vi kunne demonstrere magt, kunne vi ikke bruge den åbenlyst, for det ville føre til kaos. Vi kunne ikke blot afbryde energi-kilderne, for det ville skabe det slags ustabilitet, vi forsøgte at undgå. Vores magt var mere som en trussel, en trussel, der skulle opretholdes i hemmelighed, indtil det rette øjeblik kom. Vi måtte spille et langt spil, hvor strategien var at udskyde beslutningerne, indtil vi havde positioneret os optimalt.

Denne forståelse af magt, af at skabe en virkelighed, som folk skulle tro på, uden at de kunne forstå, hvordan det hele hængte sammen, var en central del af "Outlanders"-taktikken. For dem var virkeligheden noget, man kunne forme, noget man kunne manipulere uden at afsløre sine kort for tidligt. Det var et spil, hvor langt de fleste af deltagerne kun så en lille del af billedet, og kun de få, der var indviede, kunne forstå helheden.

Det er vigtigt at forstå, at magt ikke altid er noget, der udøves med åbenlyse midler. Ofte er den største magt den, der aldrig afsløres. For de personer, der navigerer i denne verden, er det ikke kun evnen til at tage beslutninger, der er vigtig, men evnen til at få andre til at tro på de beslutninger, man har truffet. At spille dette spil kræver en stor forståelse af menneskelige relationer og den måde, vi opfatter magt på.

Hvem styrer energien mellem Jorden og stjernerne?

Jeg bevægede mig klodset under den svage tiltrækning, som herskede i skibets indre. Helga Johnson, min ledsager, gled ubesværet fremad med en rutine, der vidnede om lang tilvænning til de anderledes betingelser. Hun førte mig til broen, et kontrolcenter med en skærm, som ikke viste Jorden bagud – sådan som jeg kendte det – men stjernerne foran os. Jeg anstrengte mig for at skelne de to lysstriber, hun pegede på. Først var de næsten usynlige i Mælkevejens bue, men pludselig stod de der, klare, som tråde i mørket.

En besætningsmand dukkede op ved siden af os og forklarede, at de stråler, jeg så, var laserstrålerne, der leverede energi til Jorden. Fjerne, svage – men dødelige. Hvis man befandt sig i en af dem, sagde han grinende, ville man blive øjeblikkeligt forkullet. Strålerne var synlige kun på grund af den næsten ubegribeligt tynde gas i rummet, som mindede om solstrålernes støvkorn hjemme på Jorden.

Strålerne var civilisationens livslinjer. De kom fra Outlandernes installationer nær Jupiter, kastet ind mod Solen og derpå reflekteret i en kompliceret bane mod Jorden. En stråle til Vesten, en til Østen. Et afbrudt energiflow ville betyde katastrofe for de milliarder, der var afhængige af det. Hele min rejse handlede om dette – magten, som blev holdt over Jorden, og den kommende konference på Mars, hvor denne magt skulle drøftes.

Helga Johnson var derimod alt andet end subtil. Hun havde trukket mig ind i skibets områder med svag tyngde, hvor jeg var uden fordel. Hendes blik var brændende, og hun havde en rå fysisk overlegenhed, som satte mig ud af balance. Vores forhold blev til en ubønhørlig duel, en erotisk kamp, hvor både styrke og kontrol skiftede med omgivelsernes tyngdekraft. I mit eget kammer havde jeg overtaget, i hendes territorium tabte jeg. Det blev et spil, et ritual, hvor vi på skift forsøgte at tvinge hinanden til at give slip på selvkontrollen.

Jeg havde troet, at jeg var på vej til Mars for at spille en afgørende rolle i et højt spil mellem Jorden og Outlanderne. Men langs rejsen blev jeg klar over, at jeg blot var en brik i et større teater. Ministrene og deres rådgivere holdt møder og udvekslede blikke, mens jeg blev opslugt af mine egne noter og min egen private kamp med Helga. Jeg begyndte at ane, at også min optagethed af hende var en del af en større plan – en distraktion for at holde mig optaget og ufarlig. Ingen ar, ingen dybe minder, bare en midlertidig opslugelse, mens de virkelige beslutninger blev truffet et andet sted.

Mars’ landing blev en blid affære, langt mindre voldsom end opsendelsen fra Jorden. Den kunstige tyngde blev gradvis reduceret til Mars’ svage træk. Da jeg fandt min kabinedør låst, antog jeg straks, at Helga planlagde en sidste offensiv. Men jeg tog fejl igen. En metallic klikning lød, døren gik op – og endnu en gang blev det klart, at intet var, hvad jeg troede.

Hvordan en ukendt teknologi ændrede vores rejse og vores forståelse af verden

Da vi gik videre, blev det klart for mig, hvor vigtigt denne opfindelse kunne være. Jeg havde kun en rudimentær forståelse af videnskab, men jeg kunne se utallige anvendelsesmuligheder for denne teknologi, og hvordan den kunne revolutionere mange industrier. De dage, der fulgte, gik hurtigt, da vi langsomt fandt os selv i en ensformig rutine. Om natten var der som regel en skarp frost, som gjorde sneforholdene ideelle om morgenen. Men ved middagstid, selv med februar-solens varme på denne sydlige breddegrad, blev sneen blød og svær at komme igennem. Ved 14-tiden blev forholdene så dårlige, at forholdet mellem fremskridt og indsats knap var værd at fortsætte. Med de tunge rygsække og de stejle stigninger i den bløde sne blev det fysisk anstrengende. Vi valgte derfor at stoppe midt på eftermiddagen, hvilket gav os god tid til at bygge vores iglo og smelte vand samt tilberede mad, inden mørket kom.

Den følgende morgen var vejret perfekt til at fortsætte ind i det åbne område foran os. En blygrå himmel og let snefald efter en varmere nat betød, at sneen hurtigt ville dække vores spor. Vi justerede vores ski og forberedte os på den vanskelige del af vores rejse, vel vidende at det ville blive en fysisk udfordring. Vi sørgede altid for at skjule sporene af vores tilstedeværelse ved at feje sneen over vores lejrområde med vores ski og landskabspleje for at efterlade så lidt spor som muligt.

Med foråret kom de bløde snefnug, som hurtigt dækkede og ændrede landskabet, og vores færden blev langsommere. På vej op ad en lang stigning kom vi til et højslette, som så uendeligt ud i det svage grå lys. Jeg stoppede og ventede på, at min far skulle nå frem til mig. Pludselig kunne jeg høre en høj, summende lyd. Jeg frøs og kaldte på min far. Han stoppede og lyttede. En øredøvende summen kom nærmere. På et splitsekund forlod vi vores oprindelige rute og begyndte at grave i sneen. Vi vidste, at vi måtte skjule os hurtigt, da infrarøde sensorer kunne opdage varme kroppe på afstande op til en kilometer. Tanklignende snescootere kørte forbi os, og vi måtte vente længe, før vi turde komme ud af vores skjulested. Da vi langsomt kom op, så vi de store spor, de havde efterladt. "Var de ude efter os?" spurgte jeg. "Måske," svarede min far. "Vi er nok tættere på grænsen end vi troede."

Det blev klart, at mit forhold til min far var dybere end blot en far-søn relation. Han forberedte mig på noget, som var større end blot rejsen over passet. Jeg havde altid følt mig anderledes, og nu forstod jeg hvorfor.

For at forstå denne teknologi og den rolle den ville spille i fremtiden, er det nødvendigt at dykke ned i de videnskabelige og filosofiske implikationer af, hvad det betyder at have en så avanceret energikilde til rådighed. Denne teknologi repræsenterer mere end blot et praktisk objekt – det er et symbol på grænserne mellem videnskab, magt og menneskelig forståelse. Hvad betyder det for vores opfattelse af tid, energi og ressourcer, når vi står overfor opfindelser, der kan ændre det fundamentale fundament, vi bygger vores liv på? Det er vigtigt at forstå, at innovationer af denne type ikke kun kan ændre vores teknologi, men også vores syn på menneskets plads i universet.