Forholdet mellem kristendommen og Alt-Right-bevægelsen i USA er ikke blot komplekst – det er i høj grad præget af intern modstrid, historiske spændinger og ideologiske forskydninger. På overfladen kunne man forvente, at Alt-Right, som en højrenational bevægelse med rødder i konservatisme, automatisk ville være allieret med kristendommen. Men virkeligheden er langt mere broget og afslører dybe ideologiske kløfter – ikke mindst inden for bevægelsen selv.

Alt-Right-bevægelsen opstod i slutningen af 2000’erne fra det allerede eksisterende amerikanske hvid-nationalistiske miljø. Fra begyndelsen bar den et anspændt og ofte fjendtligt forhold til religion, især kristendommen. Mange af de mest prominente figurer i Alt-Right-kredse er åbent ateistiske eller agnostiske, og deres kritik af moderne kristendom er ikke blot filosofisk, men strategisk – den bliver betragtet som svækkende for den "europæiske racemæssige bevidsthed", som de ønsker at genoplive. Kristendommen bliver i disse kredse anset som en fremmed kraft, ofte med jødiske rødder, som angiveligt har udhulet det europæiske folks "naturlige instinkter" gennem næstekærlighed og universalisme.

Alligevel findes der i Alt-Right en længsel efter en form for idealiseret kristen fortid – et traditionelt kristent Europa, hvor kirken og kulturen var ét. Her ser man ikke nødvendigvis kristendommen som en levende trosretning, men som et symbol på civilisatorisk kontinuitet og etnisk samhørighed. Denne “traditionelle kristendom” har mere med kultur end med teologi at gøre. Det er en romantiseret forestilling om kristendommen som forsvarer af Vestens moralske orden – i modsætning til nutidens multikulturelle og sekulære samfund, som af Alt-Right betragtes som dekadente og degenererede.

Andre fraktioner inden for Alt-Right går endnu videre og forkaster kristendommen fuldstændigt. Disse grupper ønsker en tilbagevenden til før-kristne europæiske traditioner og religioner – en form for hedensk renæssance. For dem repræsenterer kristendommen ikke blot en fejlslagen modernitet, men selve roden til Vestens fald. Den bliver set som en åndelig import, der gjorde europæerne svage og modtagelige for fremmed dominans.

Men der findes også en minoritet inden for Alt-Right, som bekender sig åbent til kristendommen og anser troen som en uundværlig komponent i bevægelsens sociale og politiske projekt. For disse aktører er kristendommen en moralsk og civilisatorisk byggesten, der kan legitimere en ny form for etno-nationalisme. I denne forstand bliver kristendommen ikke blot tolereret, men aktivt inddraget som ideologisk katalysator.

Dette indre spændingsfelt er ikke nyt. Det er en direkte arv fra tidligere generationer af amerikanske hvid-nationalister, hvor religionens rolle altid har været et punkt for uenighed. Nogle anså kristendommen som en potentiel allieret i kampen mod det moderne, mens andre betragtede den som forræderisk og svækkende. På overfladen fremstod kristendommen som et fælles referencepunkt for mange hvide konservative amerikanere, hvilket fik visse hvid-nationalister til at udvise en vis strategisk forsigtighed i deres offentlige kritik af religionen – for at bevare en bredere appel.

George Hawley har med rette påpeget, at Alt-Right ikke blot er beslægtet med, men faktisk er en videreførelse af hvid-nationalismen. Derfor skal de samme konflikter og fraktioner, som har præget det ældre miljø, også forstås som kendetegnende for Alt-Right. Bevægelsens forhold til kristendommen er et spejl af disse historiske spændinger.

Fra det øjeblik Alt-Right trådte frem i den amerikanske offentlighed – især under præsidentvalget i 2016 og ved den katastrofale "Unite the Right"-demonstration i Charlottesville i 2017 – blev den et problem ikke kun for samfundet, men også for kirken. Mange kristne, især blandt progressive evangelikale, opfattede Alt-Right som en fornyet og radikaliseret udgave af den hvidesuprematisme, som længe havde forpestet både kirkelige og nationale institutioner. Konservative organisationer som Southern Baptist Convention blev stillet over for et spejl af deres egen historie – forsvar for slaveri, modstand mod borgerrettigheder – og måtte nu konfrontere deres fortid og nutid i lyset af Alt-Rights tilstedeværelse.

Den katolske kirke og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (Mormonerkirken) reagerede også offentligt og fordømmende. Men i deres respektive baglande opstod nye debatter, især omkring seksualitet og sociale normer. Mens nogle medlemmer ønskede en mere progressiv holdning til LGBTQ+-personer, blev de af mere konservative fraktioner stemplet som frafaldne eller kættere. Disse interne konflikter blev hurtigt politiseret og mærket som et opgør mellem en såkaldt “katolsk Alt-Right” og en liberalisering af kirken. Dem, der blev kaldt Alt-Right indefra, betragtede snarere sig selv som forsvarere af ortodoksi, som blot fastholdt kirkens egentlige lære.

Det er vigtigt at forstå, at disse spændinger ikke blot handler om religion eller politik i snæver forstand. De handler om identitet, tilhørsforhold og den symbolske kamp om, hvem der har retten til at definere, hvad kristendom betyder i det 21. århundrede – i Amerika og i Vesten. Den kamp føres både blandt de erklærede fjender af kristendommen og blandt dem, der hævder at være dens sidste sande beskyttere.

Det er væsentligt for læseren at forstå, at forholdet mellem Alt-Right og kristendommen

Hvordan håndterer kristne traditioner udfordringen fra Alt-Right med hensyn til race og identitet?

Fremkomsten af Alt-Right bevægelsen under valgkampen i 2016 og den stærkt omtalte Unite the Right demonstration i 2017 udløste intense reaktioner blandt amerikanske kristne på tværs af forskellige traditioner. For mange blev Alt-Right symbolet på dybe konflikter omkring kirkernes historie med racisme og de vedvarende problemer med at konfrontere denne arv. Hos evangeliske protestanter, Latter-day Saints (LDS) og katolske grupper blev Alt-Right ikke blot en politisk markør, men et kulturelt og teologisk stridspunkt, der også relaterede sig til interne debatter om race, køn og seksualitet.

LDS-kirken oplevede særlig opmærksomhed på deres fortid i forbindelse med race, især i kølvandet på Ayla Stewarts racialis- tiske aktivisme, der blev offentligt kendt efter Charlottesville-begivenhederne. Stewart, som var kendt under navnet “Wife With a Purpose”, blev et symbol på det, der blev omtalt som “Mormon Alt-Right”. Dette kastede nyt lys på den historiske udelukkelse af afroamerikanske mænd fra præstedømmet i LDS, og satte spørgsmålstegn ved, hvor langt kirken egentlig var kommet i at gøre op med sin racemæssige fortid. En offentlig debat, som eksempelvis blev ført i Salt Lake Tribune, pegede på, at racisme fortsat var “meget levende” i LDS, og at kirkens officielle modstand mod racisme blev sat på prøve i forhold til, hvordan den håndterede medlemmer som Stewart.

Debatten om Alt-Right bevægelsen blev dog ikke udelukkende et spørgsmål om race. Blandt LDS-medlemmer og katolske samfund blev begrebet også knyttet til de mere bredt omdiskuterede spørgsmål om LGBTQ+ personers plads i kirken. Efter præsidentvalget i 2016 blev Alt-Right et omstridt symbol i interne diskussioner, hvor nogle brugte betegnelsen til at markere modstand mod inklusion og modernisering, mens andre kæmpede for en mere åben og inkluderende forståelse af troen. Dermed blev Alt-Right ikke blot en markør for racistiske holdninger, men også et udtryk for de grundlæggende kulturkampe, der udfolder sig i moderne kristne fællesskaber.

For de amerikanske kristne blev konfrontationen med Alt-Right derfor en kompleks proces, hvor det ikke alene handlede om at tage stilling til spørgsmål om race, men også om identitet, autoritet og kirkens rolle i samfundet. Der blev sat fokus på nødvendigheden af at erkende fortidens synder, ikke som en isoleret historisk begivenhed, men som en kontinuerlig udfordring, der kræver både mod og refleksion. Samtidig afslørede debatterne en dyb splittelse mellem de, der ønskede en bevarelse af traditionelle doktriner og værdier, og de, der søgte reform og større inklusion.

Det er væsentligt at forstå, at diskussionerne om Alt-Right i kristne kredse ikke kun handler om politiske tilhørsforhold, men i høj grad om, hvordan kristne fællesskaber fortolker deres tro og praksis i en tid præget af store sociale og kulturelle omvæltninger. Kirkerne står over for en udfordring i at balancere troens tidløse principper med nutidens krav om retfærdighed og ligeværd. Denne balanceakt er afgørende for, hvordan kristendommen vil forme sin rolle i det 21. århundrede.

Derudover bør læseren være opmærksom på, at de historiske og teologiske aspekter af racisme i kristne institutioner ofte er tæt forbundet med bredere sociale strukturer og politiske bevægelser. Forståelsen af, hvordan kirkerne både har bidraget til og modarbejdet racisme og eksklusion, er essentiel for at kunne navigere i nutidens diskussioner. At erkende kompleksiteten og de interne modsætninger inden for kristendommen kan bidrage til mere nuancerede samtaler og en dybere indsigt i, hvordan religion og samfund influerer hinanden.

Hvordan forbindes europæisk identitet, kristendom og nyhedens højreekstreme bevægelser?

I det ideologiske landskab, hvor europæisk identitet, kristendom og politisk højreekstremisme konvergerer, dannes der et mønster, hvor religion, race og kultur forenes i et narrativ om tabt storhed og genoprettelse. Dette narrativ manifesterer sig ofte i den såkaldte "folkright"-bevægelse, hvor begreber som etnonationalisme, pan-europæisk hvidhed og præ-kristen spiritualitet ikke blot genoplives, men også politiseres.

Den moderne højreekstreme ideologi, især i dens amerikanske og europæiske udtryk, trækker både på historisk konservatisme og en romantiseret forestilling om Europas præ-kristne fortid. Her bliver den europæiske hedenske arv, herunder stammeidentitet og førmonoteistisk religion, reaktualiseret som en spirituel modstand mod globalisering og liberalt demokrati. Artikler som Carolyn Emericks “The Celebration of Nationalism” og hendes analyse af “The Forging of the Races” afslører, hvordan kulturel nostalgi anvendes som et redskab til politisk radikalisering.

Samtidig eksisterer der et voksende spændingsfelt mellem kristendom og hvid identitetspolitik. Fraser og Johnson har begge bidraget til formuleringen af et verdenssyn, hvor kristendommen enten transformeres til en “germaniseret” form, eller helt fraskrives til fordel for etnisk forankret hedenskab. Her bliver kristendommen kritiseret som roden til “patologisk altruisme” og universalisme, som anses for at underminere racemæssig og kulturel renhed. Det er ikke tilfældigt, at ideologer som Julius Evola og Ben Klassen står centralt i denne diskussion – deres afvisning af moderne sekularisme og kristen næstekærlighed giver grobund for et mytologiseret samfund baseret på hierarki, kamp og blodsbånd.

En bemærkelsesværdig tendens i dette miljø er approprieringen af katolicisme og protestantisme til at legitimere radikale politiske mål. Bevægelsen forsøger ikke blot at redefinere kristendommen, men også at forankre den i et racemæssigt og etnokulturelt rammeværk. Dette er især tydeligt i den måde, hvorpå visse dele af den alt-right relaterer sig til Den Sydlige Baptistkonvention og mormonsk teologi. I den kontekst bliver “hvid kristendom” ikke en åndelig praksis, men en markør for tilhørsforhold og differentiering. Værker som The End of White Christian America og White Too Long afdækker, hvordan kristen etik i stigende grad instrumentaliseres i en kamp for kulturel overlevelse, ofte i opposition til opfattet liberal degeneration.

Endvidere har vi i analysen af f.eks. "Ghosts of Christmas Past" og artikler som “Guilt, Paganism & Christianity” set, hvordan skyld og skam knyttes til den moderne vestlige kristne erfaring. Her opstår et paradoks: den hvide kristne føler sig marginaliseret i en verden, hvor offerrollen tidligere var reserveret til minoriteter. Det resulterer i en ny identitetspolitik, hvor offerstatus genoprettes gennem et omvendt narrativ – hvor hvidhed nu er under belejring, og derfor må forsvares gennem kulturel og spirituel genoprejsning.

Denne bevægelse er ikke blot ideologisk – den er også æstetisk. Fra Guzys “The Appearance of Power” til “The Kinist Review”, iscenesættes en særlig maskulin, hierarkisk og ‘oprindelig’ livsstil, der modsætter sig både moderne feminisme, sekularisme og multikulturel konsensus. Her opstår den såkaldte “futuristiske religion”, hvor tradition og teknologi sammenvæves i en vision om et nyt imperium – ikke nødvendigvis geografisk, men kulturelt og spirituelt.

Det er vigtigt for læseren at forstå, at denne ideologiske strømning ikke udelukkende trækker på marginale fringe-bevægelser. Den infiltrerer også mainstream diskurser gennem medier, teologi, kultur og uddannelse. Den genopfinder kristendom som en etnisk tradition, og præsenterer europæisk kultur som værende i eksistentiel fare. Samtidig romantiseres et førmoderne samfund, hvor religion, blod og jord var uadskillelige. Dette verdensbillede danner grundlag for en ny form for spirituel og politisk mobilisering, hvor racemæssig og kulturel renhed bliver målet, og hvor kristendommen enten må tilpasses – eller forlates.

Hvordan man behandler sår og blødning korrekt som førstehjælper
Hvordan udformes en mindetale, og hvad gør den mindeværdig?
Var der en metode i Caligulas vanvid?