Hvordan forsøgte Nixon at kontrollere Watergate-skandalen?

I de tidlige stadier af Watergate-skandalen var præsident Nixon langt fra passiv. Tværtimod viste de båndoptagelser fra Det Hvide Hus, som senere blev offentliggjort, at han aktivt overvejede en strategi baseret på afledning og modangreb. Nixon ønskede at vende skandalen mod sine modstandere, men flere faktorer svækkede denne tilgang. Overeksponeringen af centrale medarbejdere i hans administration, især i forbindelse med ITT-skandalen, havde allerede tappet hans stab for både ressourcer og troværdighed. Den nødvendige kraft til at gennemføre en effektiv “diversion” var ikke længere til rådighed.

Colson, Nixons særlige juridiske rådgiver og arkitekt bag det berygtede "Plumbers"-hold, fremstod hurtigt som en sårbar brik. Dette hold var ansvarligt for en række ulovlige operationer, herunder indbruddet i Watergate. Nixon vidste, at forbindelserne mellem Colson og de kriminelle handlinger kunne spores direkte tilbage til ham selv, og det satte alvorlige begrænsninger for en offensiv strategi. I stedet antog Nixon og hans team en mere defensiv position, hvor målet blev at forhindre yderligere skade snarere end at vende angrebet mod demokraterne.

Samtalerne på båndene afslører et klart billede af panik og desperat damage control. Der var en erkendelse af, at hvis ikke sagen blev stoppet tidligt, kunne den udvikle sig til en ukontrollabel katastrofe for præsidentembedet og genvalgskampagnen. Strategien om en målrettet modoffensiv mod demokraterne i medierne blev opgivet, fordi den både var tidskrævende og risikabel. I stedet faldt valget på “stonewalling” – en bevidst forhaling og tilbageholdelse af information.

Nixon havde dog én fordel: skandalens kompleksitet. Som det ofte er tilfældet med magtskandaler i toppen af statsmagten, kunne selve forviklingerne og de mange aktører bruges som røgslør. Offentligheden og pressen blev vildledt gennem bevidst misinformation. Man søgte at skabe forvirring – en strategi Nixon og Haldeman diskuterede direkte. De mente, at skandalens bizare karakter ville underminere dens troværdighed og dermed mindske pressens evne til at fastholde offentlighedens interesse.

Nixon selv udtrykte i de første dage efter indbruddet en overbevisning om, at det amerikanske folk ville opfatte det hele som et politisk narrestreg fra nogle “gale” personer i CRP (Committee to Re-Elect the President). Han håbede på, at hændelsen ville blive opfattet som en tilfældighed uden forbindelse til ham selv eller hans nærmeste stab.

Alligevel bevægede Nixon sig hurtigt fra håbet om at styre fortællingen til en aktiv rolle i cover-uppet. Hans metode blev mere indadvendt og fokuseret på at manipulere de interne magtstrukturer snarere end den offentlige diskurs. Tidligere metoder, som havde fungeret under Pentagon Papers-sagen eller Moorer-Radford-affæren, viste sig nu utilstrækkelige.

Et særligt element i cover-uppet var forsøget på at koble indbruddet til kendte historiske fjender, såsom Cuba og det kommunistiske spøgelse. To af de arresterede havde cubansk baggrund og forbindelser til CIA og den fejlslagne invasion i Svinebugten. Dette blev et centralt narrativ: at skandalen kunne forklares som et resultat af patriotisk, men fejlagtigt motiveret handlekraft fra personer, der frygtede McGoverns præsidentskab. I en ironisk udveksling mellem Nixon og Haldeman blev det endda foreslået, at gerningsmændene kunne undskylde sig med, at de blot forsøgte at redde USA fra kommunismen.

Denne tilgang blev konkretiseret af John Ehrlichman, som udviklede en strategi til at lukke sagen ved at fremstille den som en fejl fra en lille gruppe – en håndfuld mænd med overbevisninger og forbindelser, men uden bemyndigelse fra toppen. Liddy, CRP’s notoriske bagmand for beskidte tricks, blev identificeret som ideel syndebuk. Beviserne mod ham var overvældende, og han selv var villig til at bære skylden. Hans bemærkning til John Dean – “Hvis nogen vil skyde mig… så sig bare til hvornår og hvor, og jeg skal nok være der” – udtrykte både martyrisk opofrelse og en kynisk forståelse af magtens dynamik.

Denne plan mislykkedes dog, dels fordi for mange i administrationen allerede var impliceret, og dels fordi presset udefra blev for stort. Når først medierne, domstolene og offentligheden begyndte at afdække sammenhængene, blev det umuligt at holde dækkehistorien intakt.

Det er vigtigt at forstå, at Watergate-skandalen ikke blot var en afsløring af et enkeltstående brud på loven. Det var et politisk og psykologisk drama, hvor magtens reaktion på eksponering afslørede mere end selve forbrydelsen. Nixon forstod magtens sprog – han vidste, hvordan man kontrollerer fortællingen, manipulerer mediers opmærksomhed og opbygger kompleksitet som skjold. Men han undervurderede både systemets evne til at reagere og offentlighedens krav om ansvarlighed.

Det er centralt at forstå, at strategier som "stonewalling", misinformation og brugen af syndebukke ikke blot er taktikker, men refleksioner af en særlig magtlogik. Denne logik trives i gråzonerne mellem lov og politik, mellem offentlig sandhed og intern loyalitet. Watergate afslørede, hvor hurtigt selv et præsidentembede kan forvandle sig til en maskine for selvbeskyttelse – og hvor tæt demokratiet er på at miste sin integritet, når ansvaret forvitrer i skyggerne af magt.

Hvordan forsøgte Reagan-administrationen at vende skandalen Iran-Contra til egen fordel?

Iran-Contra-skandalen præsenterede en uoverskuelig kompleksitet, ikke blot i sine faktiske hændelser, men i den politiske og institutionelle håndtering, der fulgte. Den dobbelte struktur i affæren – våben til Iran og hemmelig finansiering af Contras i Nicaragua – kompromitterede flere lag af Reagan-administrationen. Forsøgene på at dæmme op for efterspillet blev svækket af mængden af implicerede personer og dybden af den politiske, juridiske og etiske skade.

Et centralt træk i den administrative respons var forsøget på at anvende en strategisk afledningsmanøvre – en såkaldt "backfire". En sådan strategi involverer at dirigere offentlighedens og mediernes opmærksomhed væk fra de primære aktører og kerneproblemet, og i stedet fremstille en alternativ fortælling, hvor skyld og ansvar placeres hos lavere rangerede embedsmænd eller eksterne aktører. I dette tilfælde blev personer som Oliver North, John Poindexter og Robert McFarlane udpeget som de mulige "rogue operatives", der handlede uden præsidentens viden og mandat.

Denne fortælling var tilsyneladende plausibel inden for rammerne af Reagans ledelsesstil – en præsident, der agerede som bestyrelsesformand og overlod det konkrete policyarbejde til sine rådgivere. Men svagheden i dette narrativ viste sig hurtigt. For det første underminerede det præsidentens image som kompetent leder. For det andet var forbindelserne mellem Reagan og hans sikkerhedsrådgivere, navnlig Poindexter, for tætte og veldokumenterede til at skære ham helt fri. Poindexter var ikke blot involveret i beslutningsprocesserne, men deltog aktivt i det indledende cover-up.

Ved at antyde, at operationerne blev drevet fra en "kælder" i Det Hvide Hus uden præsidentens viden, forsøgte Donald Regan og Ed Meese at etablere en forklaring, der kunne beskytte de højeste niveauer. Denne forklaring blev imidlertid hurtigt porøs. Under retssagen mod Poindexter argumenterede hans forsvarer, at det ikke var en "beskidt lille konspiration", men derimod at "præsidenten for De Forenede Stater var den drivende kraft bag denne handling". Det var et opgør med idéen om, at ansvar alene lå hos underordnede embedsmænd. Ligeledes hævdede North, at han havde handlet ud fra instruktioner, som han med rimelighed kunne antage havde præsidentiel opbakning.

Den fragmenterede karakter af skandalen – med involvering af aktører fra forskellige institutioner, inklusive CIA, Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet, samt udenlandske partnere som Israel – vanskeliggjorde enhver central styring af krisekommunikationen. Den strategi, som ellers kan virke effektiv i mere kompakte og kontrollerbare kriser, led her under for mange modstridende interesser og ukontrollable lækager.

Poindexters ord – “De bygger en mur omkring ham” – indikerer, at der internt i administrationen var en bevidst strategi om at beskytte Reagan, koste hvad det ville. Men denne beskyttelse var ikke total. De juridiske processer mod North og Poindexter førte først til domfældelser, men blev senere omstødt, dels på grund af kontaminerede vidner, dels fordi deres offentlige vidnesbyrd havde gjort det vanskeligt at sikre en retfærdig rettergang. Det ændrede dog ikke på, at den offentlige opfattelse i vid udstrækning forblev præget af mistillid, og at Reagans rolle aldrig blev helt renset i den historiske bevidsthed.

Det er væsentligt at forstå, at Iran-Contra ikke blot var en krise for enkeltpersoner, men en systemisk krise, hvor loyalitet, institutionel overlevelse, og personlig ansvarsfølelse blev sat op mod hinanden. Når embedsmænd er både beskyttere af en præsident og samtidig potentielle syndebukke, opstår et moralsk og strategisk spændingsfelt, hvor beslutninger træffes under pres og uden fuld klarhed. Dette gør backfire-strategien både logisk og risikabel på samme tid.

Vigtigt er det også at erkende, at skandaler af denne art aldrig kan isoleres fra den større politiske og kulturelle kontekst. I Reagans tilfælde nød han fortsat høj offentlig popularitet, hvilket gjorde det muligt for ham at absorbere en vis skade på sin troværdighed uden at tabe hele sin autoritet. Men tilliden til institutionerne – især Det Hvide Hus og det nationale sikkerhedsapparat – led et alvorligt knæk. En sådan erosion af tillid har langtrækkende konsekvenser, som rækker langt ud over én administrations levetid.