Er det virkelig fred i Irland? En kritik af Langfredagsaftalen og dens konsekvenser for den republikanske bevægelse

I løbet af de sidste årtier har Irland gennemgået betydelige politiske forandringer, og Langfredagsaftalen (Good Friday Agreement, GFA) blev et centralt omdrejningspunkt i disse forandringer. Mange ser aftalen som en succes og et skridt mod fred, men for nogle medlemmer af den republikanske bevægelse repræsenterer den en alvorlig forræderi af de oprindelige mål. Som Brendan Hughes, en tidligere IRA-prisoner og en nøglefigur i den republikanske bevægelse, udtrykker det, er Langfredagsaftalen ikke blot en politisk aftale – det er et brud på de værdier og den kamp, der definerede bevægelsen i årtier.

Hughes beskriver sin følelse af fremmedgørelse, da han for første gang hørte om det, der blev kaldt "Hume/Adams-dokumentet". Et dokument, som ingen rigtig vidste, hvad indeholdt, men som hurtigt blev forbundet med ændringerne, der førte til Langfredagsaftalen. For ham var det et mysterium og en fornærmelse, at personer som John Hume syntes at have en klar plan for bevægelsens fremtid, mens han selv var uvidende om den retning, man var ved at tage.

I årevis havde Hughes og hans kammerater kæmpet mod Stormont og arbejdet for at få britiske styrker ud af Nordirland. Langfredagsaftalen, der i sidste ende førte til Sinn Féins deltagelse i Stormont, markerede et skridt væk fra den oprindelige vision om et uafhængigt, britifrit Irland. Hughes ser det som et svigt af hele den republikanske kamp og en politisk transformation, hvor kampen for uafhængighed og arbejderklassens rettigheder blev byttet ud med et system, hvor de tidligere modstandere nu sad på magtens pladser i Stormont og Westminster, iført dyre jakkesæt og kørte i statslige biler.

Hughes kritiserer især Sinn Féin for at have tilpasset sig en politik, der ikke længere repræsenterer arbejderklassen og den oprindelige republikanske ideologi. Han taler om den "Armani-suit brigade" – personer, der ikke har erfaring fra fængslerne og ikke har den samme politiske baggrund som de oprindelige medlemmer af bevægelsen. For ham er dette tegn på, at de politiske mål er blevet forvrænget, og at ledelsen har forladt de oprindelige værdier, som republikanske martyrs liv var dedikeret til.

En af de mest kontroversielle elementer i Langfredagsaftalen er spørgsmålet om våbennedlæggelse, som blev en betingelse for fredsprocessen. Hughes nægter at anerkende, at IRA’s våben blev dekommissioneret, da han mener, at det aldrig var en virkelig nedrustning, men snarere en politisk gestus. For ham var deponeringsstederne, som blev vist til udenlandske observatører, allerede blevet til de facto dekommissioneret, og derfor blev han dybt skuffet over, at denne proces blev præsenteret som et bevis på den republikanske bevægelses villighed til at lægge våbnene ned.

En væsentlig pointe i Hughes’ kritik er det, han ser som en mistolkning og kapitalisering på den arbejderklasse, der led under årtiers konflikt. Ifølge ham er det kun de mennesker, der stadig kæmper for arbejderklassens interesser, som har ret til at mindes og ære de personer, der faldt under kampen. Den politiske ledelse, som nu befinder sig i Stormont, er, ifølge Hughes, blevet en del af det etablerede system og repræsenterer ikke længere de fattige og undertrykte.

Som en afsluttende bemærkning på sin kritik, understreger Hughes, at den republikanske bevægelse tilhører folket. Den tilhører ikke et lille segment af politiske ledere, som er blevet en del af det samme undertrykkende system, de oprindeligt kæmpede imod. Derfor nægter han at opgive sine idealer og ser det som sin moralpligt at kæmpe videre for den oprindelige republikanske vision. Dette står i stærk kontrast til den tilgang, som mange af de nuværende ledere i Sinn Féin har taget, som han mener er blevet forblændet af magtens fristelser.

Som læser af dette, bør man forstå, at de politiske kampe i Irland, der kulminerede i Langfredagsaftalen, ikke kun drejer sig om at afslutte volden og sikre en form for stabilitet. Det handler om dybe ideologiske spørgsmål og værdikamp, der berører hvordan et folk, der har lidt under mange års undertrykkelse, skal definere deres egen frihed og fremtid. Det er essentielt at anerkende de interne konflikter, der stadig eksisterer indenfor den republikanske bevægelse, og hvordan disse spørgsmål ikke blot drejer sig om politiske strategier, men om den retning, et folk ønsker at tage i deres søgen efter retfærdighed og uafhængighed.

Hvad er betydningen af Brendan Hughes' kritik af den republikanske bevægelse i Irland?

Brendan Hughes, en af de mest markante IRA-veteraner, har givet udtryk for stærk utilfredshed med den retning, den republikanske bevægelse har taget. Han har været en central figur i konflikten i Nordirland og har været vidne til de dramatiske forandringer i bevægelsens ledelse og ideologi. Hughes har ikke kun kritiseret de ændringer, der er sket i de politiske mål, men også behandlingen af dem, der har forsøgt at udtrykke kritik. Hans erfaringer, både som soldat og som fange, giver ham et unikt perspektiv på de spørgsmål, der stadig plager republikansk politik i Irland.

Hughes, der var dybt engageret i IRA's kamp, beskriver sine tidlige år i bevægelsen som præget af en intens fornemmelse af mission og idealisme. Men med tiden blev han desillusioneret, da han så de ændringer, der fandt sted i ledelsen og ideologien af den organisation, han havde kæmpet for. Hans kritik er centreret omkring en opfattelse af, at den oprindelige vision for en irsk republik er blevet forvrænget, og at bevægelsen nu er blevet en del af et korrupt system, som de oprindeligt ønskede at bekæmpe.

En af de mest markante episoder i Hughes’ liv var hans deltagelse i de sultestrejker, der fandt sted i Long Kesh-fængslet. Hughes var en af de første til at gå i sultestrejke som en protest mod den britiske regerings beslutning om at kriminalisere republikanske fanger. Han beskriver i detaljer, hvordan det var at være fanget i en celle og langsomt se sin krop svinde væk. For ham var sultestrejken ikke bare en protest, men en måde at gøre modstand mod et system, der han mente, forsøgte at undertrykke de republikanske idealer. Den død, der fulgte for ti af hans medstrejfer, har sat dybe spor i Hughes, og han føler en stor personlig skyld for, at han ikke tillod en af sine medfanger at dø i den første sultestrejke, hvilket han mener kunne have afsluttet konflikten.

Hughes’ kritik af de nuværende ledere som Gerry Adams og Martin McGuinness er knyttet til hans opfattelse af, at de har forrådt den oprindelige idé om et socialistisk, uafhængigt Irland. For ham er det ikke bare et spørgsmål om politisk uenighed, men om personlig forræderi. Han føler, at han og andre blev udnyttet som brikker i et politisk spil, hvor den ægte kamp for et frit Irland er blevet erstattet med et fokus på valg og magt. Hans vrede er ikke kun rettet mod, hvad han ser som en forvrængning af ideologien, men også mod den måde, han og hans kammerater blev brugt på.

Hughes’ erfaringer fra sin tid i IRA giver et klart billede af den interne dynamik i den republikanske bevægelse. Han beskriver en kultur, hvor kritik ikke blev tolereret, og hvor dem, der forsøgte at udtrykke alternative synspunkter, blev behandlet som fjender. Hans frustrationer er ikke kun rettet mod den ledelse, der har afvist ham, men også mod de yngre generationer af republikanere, der har accepteret den politiske proces og de kompromiser, der blev gjort i fredsprocessens navn.

Det er vigtigt at forstå, at Hughes ikke ser tilbage på sin tid i IRA med stolthed over de voldelige midler, der blev anvendt, men han ser kampen som en nødvendighed i den historiske kontekst. De ideologiske og personlige konflikter, der opstod efter fredsprocessen, reflekterer de dybe splittelser, der eksisterer i republikansk politik i dag. Hughes’ liv er et vidnesbyrd om, hvor hurtigt politiske idealer kan blive fordrejet, og hvordan magt og politik kan udvande de oprindelige mål, som bevægelsen kæmpede for.

Derudover er det essentielt at forstå de psykologiske og emotionelle konsekvenser af den konflikt, som både individuelle soldater og samfundet som helhed har lidt under. Mange, som Hughes, har kæmpet med post-traumatisk stress og følelsen af tab efter årtiers konflikt. Hughes’ kamp for at finde en vej ud af denne smerte og hans kritik af nuværende ledelse viser, at spørgsmålet om identitet og ære fortsat er dybt indlejret i den republikanske bevægelses historie.

Hvad sker der, når idealet om en socialistisk republik bliver til en ny neoliberal virkelighed?

I fængslerne, hvor tæpper blev svøbt om kroppe i stedet for uniformer, opstod et symbol på modstand og principfasthed. “Hvis de vil have mig til at bære en uniform, må de sømme den fast på min ryg,” sagde en mand, der nægtede at bøje sig for et system, som søgte at knække ham. Denne gestus blev et billede på en bevægelse, der længe troede sig stærkere end før, med en voksende indflydelse både i Irland og i Storbritannien, hvor IRA’s aktioner havde skabt dyb uro i regering og økonomiske eliter. Sinn Féins fremgang gav indtryk af styrke, men bag kulisserne spirede en tvivl. Socialismen, der havde været bevægelsens sjæl, blev i stigende grad sat i skyggen af kompromisernes retorik.

Efter våbenhvilen i midten af 1990’erne var stemningen i fængslerne præget af håb og skepsis. Mens nogle drømte om en tidlig løsladelse, advarede de erfarne mod at stole på en regering, der havde løjet før – minderne om sultestrejkerne var stadig levende. Flugten fra Whitemoor-fængslet, hvor fem republikanske fanger og en betroet englænder brød ud, blev af unionister og britiske politikere set som et brud på våbenhvilen. Bevægelsen selv ignorerede kritikken. I fængslerne holdt kvinder og mænd diskrete møder om, hvad våbenhvilen ville betyde, mens de ventede på nyt udefra.

Da nyheden om afslutningen på våbenhvilen kom i februar 1996, brød jubel ud over bomben i London – men samtidig forlod enkelte mænd kantinen i stilhed, fyldt af skuffelse. For nogle var håbet om fred tæt knyttet til håbet om frihed. Samtidig mindede ledelsen fangerne om at være skeptiske over for britiske og pro-britiske medier. Udenfor pressede kritikere fra Unionister, den frie stat og britisk side hårdt på, men størstedelen af bevægelsen støttede linjen om konfrontation frem for kompromis.

Efter løsladelsen i april 1996 mødte gamle aktivister hinanden dagligt for at tale om den politiske udvikling. Der var tegn på forandring: et voksende ønske om at erstatte væbnet kamp med parlamentarisk politik. Det var tydeligt, at et ophør af IRA’s kampagne ville skabe bredere opbakning til Sinn Féin – men mange frygtede, at denne kurs kun ville gavne britiske og unionistiske interesser. Samtidig voksede presset fra USA, Storbritannien, Unionisterne og den frie stat for at tvinge en ny våbenhvile igennem. I juli 1997 kom den, fremtvunget af hemmelige forhandlinger.

Men for republikanske socialister var udbyttet tyndt. Drømmen om en socialistisk republik gled ud af horisonten, erstattet af en neoliberal Irland, integreret i en britisk og amerikansk dagsorden. Den britiske og den frie stat havde forstået spillet og stykkede det, der blev kendt som Langfredagsaftalen, sammen. Løfterne om, at Irlands folk skulle have det sidste ord, viste sig som et skin af demokrati, der i virkeligheden blot fungerede som en indrømmelse til unionismen. Den eneste håndgribelige sejr var løsladelsen af republikanske politiske fanger.

Femogtyve år senere har lidt eller intet ændret sig. Mennesker, der engang satte deres håb til en revolutionær organisation, står nu tilbage som tilskuere til et neoliberalt projekt, der ikke formår at skabe reelle forbedringer i deres dagligdag. James Connollys ord fra 1897 klinger derfor stadig med en ubønhørlig aktualitet: Selv hvis den engelske hær forlod Irland og det grønne flag vajede over Dublin Castle, ville England stadig herske – gennem kapitalister, jordejere, finansfolk og de institutioner, der blev plantet og næret med mødres tårer og martyrers blod.

Hvordan Langvarige Fængselsprotester Forvandlede De Interne Forhold i Long Kesh

Da Brendan Hughes blev indsat i Long Kesh, var det begyndelsen på et af de mest intense og dramatiske kapitler i den nordirske konflikt. På det tidspunkt var han ikke kun en politisk fange; han var en central figur i den organisatoriske struktur af de irske republikanske fanger. Hans rejse gennem fængslet og de mange kampe mod myndighederne, fra angreb på hans rettergang og behandling til organiseringen af fangerne, giver et unikt indblik i en verden præget af konstant modstand og lidelse.

Hughes' første straf var for våbenbesiddelse, og han blev idømt 15 år. Kort tid efter blev han anklaget for flugt og fik yderligere et år og seks måneder. Det var under disse årene, at han blev valgt som Officer Commanding (OC) for fangerne i Long Kesh, en position, der hurtigt satte ham i centrum af fængslets interne protester. I 1978 var han blevet en nøgleperson i fængslet, og han arbejdede utrætteligt for at bevare en form for orden under vanskelige forhold.

Den første store protest var Blanket-protesten, som blev initieret af fangerne, der nægtede at bære fængselsuniformen som et symbol på deres politiske status. Hughes nægtede at bære uniformen, da han ikke betragtede sig selv som en kriminel, men som en politisk fange. På det tidspunkt havde Blanket-protesten pågået i næsten to år. Protesten opstod som en respons på den uacceptabelt dårlige behandling, fangerne modtog, især i H-blokkene, hvor forholdene var ekstremt dårlige.

Forholdene i H-blockene var forfærdelige. Fangerne havde ikke adgang til ordentlige besøgsbetingelser, og kommunikationen med omverdenen var næsten ikke-eksisterende. Der var ikke nogen form for avis, ingen radio, og heller ikke noget fysisk kontakt med verden udenfor. I et forsøg på at skabe en form for sammenhold og organisering blandt fangerne, indså Hughes hurtigt, at der var behov for at få kommunikationen i gang, så de kunne sende et signal til verden om de brutale forhold, de levede under. Hughes foreslog oprindeligt at sætte fængselsuniformerne på, for at kunne infiltrere systemet og forårsage kaos. Dette forslag blev dog hurtigt nedlagt, da det blev anerkendt, at det ville underminere den politiske protest. I stedet besluttede de at fortsætte med besøgene – en strategisk beslutning, der krævede, at fangerne satte fængselsuniformerne på.

Besøgsretten gav fangerne mulighed for at kommunikere med omverdenen, men det blev også en risiko. Det var her, de første tegn på, at fangerne begyndte at smugle små genstande som blyanter og papir ind i fængslet, viste sig. Myndighederne blev hurtigt opmærksomme på disse aktiviteter og indførte nye søgninger, herunder spejlsøgninger, hvor fangerne blev tvunget til at bøje sig og få deres kroppe gennemsøgt på den mest ydmygende måde.

De fysiske og verbale overgreb mod fangerne i forbindelse med disse søgninger og under fængselsbesøgene førte til en yderligere optrapning af protesten. Hughes og de andre fanger nægtede at tage imod den systematiske ydmygelse, og som resultat nægtede de at tage imod brusebadene, som ellers kun blev givet sjældent og under dårlig behandling. Situationen forværredes yderligere, da fængslets myndigheder begyndte at indføre en "Dirty Protest", hvor fangerne nægtede at vaske sig og i stedet brugte deres eget affald som et tegn på modstand.

Denne protest, som varede i næsten tre år, medførte en total nedbrydning af de fysiske forhold i cellerne. Fangerne smadrede deres senge og ødelagde vinduerne i cellerne. De var konstant udsat for fysisk mishandling, hvor de blev sprøjtet med vandslange eller tvunget til at indånde den stærke desinfektionsmiddel, som blev kastet i cellerne. Forholdene var umenneskelige, og den konstante nedbrydning af både krop og sind var en del af den langvarige kamp mod et system, der nægtede at anerkende fangerne som politiske aktører.

Hughes' beretning om den lange proces med protester og lidelse er en påmindelse om, hvordan modstand kan tage mange former, og hvordan fængslets interne forhold kan blive et mikrokosmos af en større politisk konflikt. Hver beslutning, der blev truffet, hver handling, der blev udført, var en reaktion på den konstante undertrykkelse, de oplevede. Deres beslutning om at fortsætte med protesten, uanset de enorme fysiske og psykiske omkostninger, blev ikke kun et spørgsmål om politisk modstand, men også en overlevelsesstrategi, et forsøg på at opretholde deres menneskelige værdighed midt i umenneskelige forhold.

Denne historie om modstand rummer ikke kun et klart billede af politisk kamp, men også en dybere forståelse af, hvordan menneskelig vilje kan forvandles til en magtfuld akt mod undertrykkelse. Fangerne i Long Kesh demonstrerede, at selv under de værste forhold, kan modstand finde sine veje, og det er en erkendelse, der ikke kun har politisk betydning, men også et etisk aspekt, som kan være relevant for enhver, der står overfor undertrykkelse og magtmisbrug i sin egen tid.