Den alternative højrebevægelse (Alt-Right) har været en af de mest markante politiske fænomen i det 21. århundrede, og dens ideologiske grundlag er dybt rodfæstet i en speciel forståelse af kritisk teori. Mange af dens tænkere, både implicit og eksplicit, har forsøgt at afvise kritisk teori ved at fremstille den som et resultat af en sammensværgelse, der stammer fra de såkaldte kulturelle marxister eller den institutionelle struktur, der er blevet betegnet som “Katedralen.” Disse to begreber har haft stor indflydelse på, hvordan den alternative højre bevægelse forholder sig til den kritiske teori og dens formidling i moderne samfund.

Kulturmarxisme og Katedralen repræsenterer to distinkte, men relaterede koncepter, som fungerer som kritikpunkter af den progressive dagsorden, som den alternative højrebevægelse mener dominerer både vestlige kulturer og politiske systemer. Begreberne stammer fra forskellige intellektuelle traditioner: Kulturmarxisme stammer fra paleokonservatismen, som omfatter tænkerne William Lind og den Fri Kongres Foundation, mens Katedralen blev introduceret af den nyreaktionære blogger Mencius Moldbug. Selvom de to ideer virker kompatible på overfladen, repræsenterer de modsatrettede politiske og ideologiske strømninger, som illustrerer den dybe splittelse, der findes inden for den alternative højrebevægelse.

Paleokonservative idéer betragter de liberale og progressive strømninger som værende eksotiske og fremmede for den amerikanske måde at leve på. De ser det, de kalder "politisk korrekthed," multikulturalisme og affirmative action som et resultat af en systematisk nedbrydning af den "ægte" amerikanske kultur og samfund. På den anden side er nyreaktionærismen mere radikal, idet den ser på samfundet som værende underlagt et progressivt dominanssystem, som styres af en kompleks institutionel struktur bestående af medierne, universiteterne og underholdningsindustrien – en struktur, der opretholder status quo gennem systematisk kontrol af offentlig opinion. Begge disse ideologier afviser kritisk teori, men gør det på meget forskellige måder.

Den første tilgang, kulturmarxismen, blev først udbredt af Michael Minnicino i hans 1992-essay "The New Dark Age: Frankfurt School and Political Correctness," hvor han hævder, at den amerikanske civilisation er blevet underlagt et "mørkt tidsalder," som følge af den radikale indflydelse fra Frankfurterskolen. Minnicino påstår, at tænkere som Theodor Adorno og Walter Benjamin, der kritiserede traditionelle kulturelle og æstetiske normer, havde en intention om at erstatte den kristne kulturarv med et socialisme-ideal, som de forsøgte at sprede gennem kulturen og kunsten. Adorno og Benjamin, ifølge Minnicino, forsøgte at fjerne den religiøse og metafysiske værdi fra kunsten og i stedet fremme en æstetik, der kunne fremme fremmedgørelse og den sociale bevidsthed om nødvendigheden af socialismens indførelse.

Denne forståelse af kulturmarxisme, som Minnicino udtrykker den, er et forsøg på at forklare, hvordan kritisk teori, især det, der stammer fra Frankfurterskolen, har fremmet en dekonstruktion af de værdier, som mange konservative ser som fundamentet for det vestlige samfund. For eksempel beskyldes Adorno og Benjamin for at være ansvarlige for det, Minnicino betegner som en "tyranni af grimhed," som han mener har forvrænget den amerikanske kultur og politik i slutningen af det 20. århundrede. Minnicino hævder, at de kritiske teoretikere, især Adorno og Benjamin, brugte kunsten og kulturen som redskaber til at undergrave den traditionelle kristne moral og erstatte den med en venstreorienteret politisk dagsorden, der havde til formål at fremme socialisme.

På den anden side har begrebet "Katedralen" sin oprindelse i den nyreaktionære bevægelse og beskriver en institutionel kompleks, der ifølge Moldbug systematisk fremmer en progressiv politisk agenda. Dette inkluderer ikke kun universiteterne og medierne, men også underholdningsindustrien og de politiske institutioner, der kontrollerer og regulerer offentlig diskurs. Katedralen er derfor ikke bare en sammensværgelse, men en vedvarende proces, der arbejder for at sikre, at samfundet forbliver underlagt en venstreorienteret ideologi, som undertrykker enhver modstand. Denne ideologi repræsenterer den nyreaktionære tankegang, hvor samfundet bør vendes tilbage til en mere feudalistisk og kapitalistisk struktur, ledet af en elite af virksomhedsledere og aktionærer, i stedet for den demokratiske model, som mange paleokonservative ønsker at bevare.

Disse to ideer om Kulturmarxisme og Katedralen fungerer derfor som redskaber for den alternative højrebevægelse til at afvise og delegitimere den kritiske teori, som har haft stor indflydelse på både akademia og offentlig debat. I denne kontekst bliver kritisk teori ikke kun opfattet som et intellektuelt projekt, men som en aktiv kraft i den politiske og kulturelle udvikling, der har formet den moderne verden. Alt-rights kritik af disse teorier søger at placere skylden for de samfundsmæssige problemer, de ser i verden, på en konkret, ideologisk enhed, som de mener kontrollerer og manipulerer samfundet.

Kritisk teori, og især dens udvikling i Frankfurt-skolen, har aldrig været en monolitisk størrelse. Tværtimod er den præget af et væld af synspunkter og metodologier, som alle har forsøgt at forstå og forklare de samfundsmæssige og politiske dynamikker, der skaber og opretholder ulighed og magt. For at forstå kritisk teori i dens helhed er det vigtigt at anerkende dens kompleksitet og mangfoldighed. Det er også nødvendigt at forstå, at de konspirationsteorier, der ofte knyttes til kritisk teori, sjældent giver et retfærdigt billede af de faktiske intentioner og ideer, som de tidlige tænkere fremførte.

Hvordan Nationalisme og Kulturel Genoplivning Kan Kvæle Diversitet

I betragtning af begivenheder som Brexit og Trumpismen, bliver et af de centrale problemer ved en nations definition tydeligt: den måde, hvorpå definitionen er sammensat, fører til, at kulturen ignorerer mange af dens minoritetsstemmer og samtidig stagnerer. Når mændene i Ormond bar synger irske nationalistiske sange, der i sidste ende efterlader dem æstetisk koloniseret og undertrykt, kan de, der indsnævrer definitionen af nationer i det 21. århundrede, siges at lide under en begrænset og begrænsende forståelse af menneskeheden.

I Joyce’s episode “Cyclops” kan man også bemærke en lignende tendens, hvor han parodierer Revivalist-samlingerne af irsk folklore, som blev udgivet sammen med andre irske litterære stilarter i perioden. Den første parodi i episoden imiterer stilen i James Clarence Mangans oversættelse af “Alfrid’s Itinerary,” et digt fra det syvende århundrede på irsk. Parodien bliver dog meget mere mangfoldig og udvikler sig til at inkludere teosofiske tekster, journalistik, offentlige optegnelser, niogtiene-tallets skønlitteratur og bibelske vers. I denne collage af parodier ser Joyce ud til at udforske enhver form for litteratur, der allerede var tilgængelig for og brugt af Yeats og de øvrige irske litterære revivalister. Samtidig både håner han disse stilarter og udviser en vis sympati for revivalisternes anstrengelser. Episoden fremhæver på en tydelig måde den latterlige natur af mange af disse stilarter, samtidig med at Joyce også anerkender den vanskelige opgave, enhver irsk forfatter står overfor: at konstruere en national litteratur gennem en pastiche af andre kulturelle lån, der måske afspejler mere om et koloniseret fortid end om en uafhængig fremtid.

Mere generelt kritiserer Joyce enhver fremtidsorienteret tankegang, der mangler den ydmyghed, der er nødvendig for at indse, at vi ikke med sikkerhed ved, hvordan fremtiden vil se ud. Skabelsen af en uafhængig nation er ikke en begivenhed, hvor deltagerne på forhånd ved, hvad resultatet vil være, og hvordan historien vil vurdere deres handlinger. Man kan kun forestille sig Joyces reaktion på de nutidige erklæringer om, at en bestemt gruppe mennesker vil "tage deres land tilbage," samtidig med at de forsøger at definere fremtiden ud fra en meget snæver fortolkning af fortiden. Brexit giver et perfekt eksempel på en politisk bevægelse, der er helt uvidende om sine egne fremtidige konsekvenser.

Joyce starter sin latterliggørelse hurtigt ved at parodiere oversættelser af gammeldags irsk poesi, der drømmer om fjerne lande fyldt med materiel velstand. I sin parodi af James Clarence Mangans oversættelse af det nævnte "Alfrid" håner Joyce Mangans tendens til at fokusere på "Abundant apparel and food for all" sammen med den alt for enkle og rytmiske AABB rimstruktur. I Joyces version bliver "food for all" til en række redundante lister, som f.eks. “fishful streams where sport the gurnard, the plaice, the roach, the halibut, the gidded haddock, the grilse, the dab, the brill, the flounder, the pollock, the mixed-course fish generally, and other denizens of the aqueous kingdom too numerous to be enumerated.” Denne samling af fisk, som kunne virke både humoristisk og absurd, viser på en skarp måde de historiske længsler og idealer om et Irland fyldt med rigdom og overskud, men samtidig den grundlæggende mangel på substans i sådanne romantiserede ideer om fortiden.

Som nationalistiske digtere som Mangan var blevet politisk engageret i nationalistisk tankegang under Hungersnøden, indså Joyce, som en mere moden forfatter, at det er vanskeligt at opretholde kunstig romantik i et land som Irland, når de aktuelle forhold så stærkt modsætter sig det idealiserede billede. Joyce kritiserer således den temmelig naivt idealiserede vision, der ofte blev brugt i nationalistiske skrifter, og han peger på den modstand, som disse idealer mødte i det koloniserede Dublin. Joyce hævder, at det er en udfordring at bygge en national litteratur, der er baseret på en sammenstilling af andre kulturelle lånte elementer, der måske afspejler et koloniseret fortid snarere end en selvstændig fremtid.

I episoden ses også en skarp kritik af en snæver og ekskluderende form for nationalisme. Joyce bruger figuren af borgeren, en stor mand, der lider af ekstrem nationalistisk ideologi, og som i sin overbevisning om Irlands herlighed afviser alt, hvad der er uden for hans snævre definition af “irsk.” Hans had mod jøder og andre etniske grupper udstilles på en måde, der viser hans grundlæggende ignorans i forhold til den mangfoldighed, som enhver nation i realiteten består af. Borgeren bliver en karikatur af den snævre, rasistiske og ekskluderende nationalisme, der er blevet en del af et såkaldt “fælles fornuft,” som han selv tilslutter sig. I stedet for at kæmpe for et åbent og inkluderende Irland, gør han det klart, at hans version af nationalisme ikke er meget forskellig fra de gamle imperialistiske idéer, han påstår at kæmpe imod.

Joyce afslører dermed det paradoks, at de personer, som fremmer en sådan snæver og kolonialt inspireret nationalisme, i virkeligheden gør det lettere at afsløre deres egen mangel på forståelse af den kompleksitet, der ligger i at bygge et land med en mangfoldig befolkning. Ideen om, at nationalismen i sig selv kan være befriende, bliver modbevist gennem skildringen af den farlige og destruktive kraft, som sådan snæver tænkning kan have. I den irske sammenhæng, hvor forskellige kulturer og etniciteter gennem historien har spillet en central rolle, bliver det klart, at ingen vision af Irland som et monolitisk, homogent land kan eksistere i virkeligheden.

Jak správně zacházet s citlivými informacemi v právní praxi?
Co se skrývá za červeným deštěm? Příběh z mexické divočiny
Jak efektivně používat nástroje pro úpravy obrázků v Adobe Photoshopu
Jaké faktory ovlivňují rozvoj fotografických klubů a jejich členství?
Jak byla odhalena metoda vraždy, která zůstala neodhalena díky své originalitě