Hvordan retfærdiggøres retten til at udelukke i en stat?

At forstå, hvordan en stat får ret til at udvise personer, som søger indrejse, kræver en nærmere undersøgelse af statens væsen og de rettigheder, der stammer fra den. En stat, som vi kender den i dag, kan ikke eksistere uden tre væsentlige elementer: en effektiv regering, et afgrænset territorium, og en befolkning. Dette er de grundlæggende krav, som Montevideo-konventionen af 1934 opstiller for at definere en stat. Hver stat er således karakteriseret ved sin jurisdiktion over et bestemt geografisk område og de mennesker, der befinder sig inden for dette område.

Jurisdiktionen er ikke blot et fysisk fænomen; den bærer med sig de politiske og lovgivningsmæssige strukturer, der gør det muligt for en stat at udøve kontrol. For at en stat kan hævde sin legitimitet, er det nødvendigt, at den har evnen til at regulere og håndhæve love inden for sit territorium. Det betyder, at personer, uanset om de er statsborgere eller udlændinge, er underlagt den samme juridiske beskyttelse. Denne struktur er grundlaget for at forstå, hvordan staten kan udpege sine beboere som enten inklusive eller ekskluderende, afhængigt af deres status i forhold til det politiske system.

Der er et vigtigt aspekt ved de menneskelige rettigheder, som ikke ofte adresseres i diskussioner om immigration. Menneskelige rettigheder er universelle i deres anerkendelse, men deres beskyttelse og opfyldelse er geografisk begrænset af statens jurisdiktion. Det betyder, at en stat har en forpligtelse til at respektere menneskerettigheder globalt, men den har kun en forpligtelse til at beskytte og opfylde menneskerettighederne for dem, der befinder sig inden for dens grænser. I en verden, hvor stater eksisterer på baggrund af territorial opdeling, opstår spørgsmålet om ret til at udelukke dem, der søger at komme ind, naturligt.

Retten til at udelukke kan ses som en udløber af statens magt over sit territorium. Hvis vi tager for givet, at stater har ret til at definere deres grænser og udveksle relationer med andre stater, så er det logisk at forvente, at de også har retten til at kontrollere, hvem der er en del af deres befolkning. Dette skaber imidlertid et moralsk dilemma, da den universelle anerkendelse af menneskerettighederne ikke nødvendigvis betyder, at disse rettigheder skal beskyttes uden hensyn til grænser.

Denne forståelse af statens jurisdiktion og dens ansvar hjælper med at forklare, hvordan retten til at udelukke kan retfærdiggøres. Staterne er under en moralsk og lovgivningsmæssig forpligtelse til at beskytte de rettigheder, de har indgået i deres jurisdiktion, men de har ikke nødvendigvis et ansvar for at udvide denne beskyttelse globalt. Derfor er retten til at afvise immigranter ikke kun et spørgsmål om politisk magt, men også om hvordan menneskerettighederne anvendes inden for de eksisterende politiske rammer.

Det er vigtigt at bemærke, at selvom stater har ret til at kontrollere, hvem der er en del af deres befolkning, er dette ikke en ubegrænset magt. Der er internationale normer og love, der guider, hvordan disse beslutninger skal træffes. Stater har et ansvar for at sikre, at deres politikker om immigration ikke krænker grundlæggende menneskerettigheder, selvom de har ret til at bestemme, hvem der kan blive en del af deres samfund. Det betyder, at der findes et etisk og juridisk ansvar for at sikre, at immigrationspolitikker er rimelige og ikke diskriminerende.

Hvorfor er retten til at udelukke immigranter begrænset, og hvordan forholder vi os til statsborgerskabets forpligtelser?

Forestillingen om en særlig pligt overfor ens hjemland er farlig, fordi den frister os til at antage, at folk, der hører til et bestemt sted, har en speciel forpligtelse til at ofre sig for at forbedre netop det sted. Men et retfærdigt offer må deles ligeværdigt – blandt alle verdens borgere. Det er svært at forestille sig, at vi kan bruge sådanne idéer til at ekskludere potentielle immigranter, medmindre vi selv påtager os tilsvarende byrder, som vi forventer, at de skal bære. Det er en prøve, som ingen nutidige stater realistisk set lever op til. Derfor bliver staters ret til at udelukke mennesker fra underudviklede og undertrykkende samfund svag. Det er ikke en mangel ved systemet, men en erkendelse af, at en stat, der anvender magt for at holde folk ude, må tage hensyn til de menneskerettigheder, det berører.

Et vigtigt kritikpunkt mod denne tilgang er frygten for, at en sådan teori åbner døren for udvisning af upopulære individer. Hvis migranter, der kommer fra et samfund, hvor deres menneskerettigheder respekteres, ikke har nogen særlig ret til at vælge deres modtagerland, hvorfor skulle ikke-indvandrere, som staten ønsker at afvise, så have det? Forestil dig at blive født i et land, hvor din accent eller smag i musik ikke værdsættes, men dine basale rettigheder alligevel beskyttes. Hvis et andet land byder dig velkommen og lover at beskytte dine rettigheder lige så godt, kan dit oprindelsesland så retfærdiggøre at udvise dig? Svaret er nej, for mennesker er handlende væsener, der planlægger deres liv og udvikler tilknytninger til bestemte steder. Retten til ikke at blive udvist hviler på anerkendelsen af, at individets planer og relationer i et bestemt sted har afgørende betydning.

Et andet problem er spørgsmålet om reproduktion. Hvis staten har ret til at udelukke fremmede, følger det nødvendigvis, at den også kan forhindre reproduktion blandt dens egne borgere, hvilket virker absurd. Det er vigtigt at understrege, at princippet om retten til udelukkelse ikke indebærer en sådan konsekvens. Der er en klar grænse for, hvordan denne ret kan anvendes, uden at krænke fundamentale menneskelige friheder.

Det er væsentligt at forstå, at retten til at udelukke ikke er absolut, men underlagt krav om retfærdighed og respekt for individets rettigheder. Staten er ikke en suveræn magt uden ansvar over for de mennesker, dens handlinger påvirker. Den legitime udøvelse af jurisdiktion må tage højde for både historiske tilknytninger og individets rettigheder, uden at hvile på abstrakte forestillinger om et intergenerationelt fællesskab.

Desuden bør vi være opmærksomme på, at mange immigranter ikke blot søger bedre levevilkår, men også flygter fra alvorlige menneskerettighedskrænkelser. At nægte adgang til disse personer uden retfærdig begrundelse kan være en krænkelse af internationale forpligtelser og humanitære normer. Derfor må spørgsmålet om migrationskontrol balanceres nøje mod princippet om menneskelig værdighed og global retfærdighed.

Kan en stat med retfærdighed nægte at tilbyde tilflugt?

En stat kan ikke legitimt benytte sig af tvang for at opretholde et uretfærdigt forhold, og at gøre det betyder, at staten ikke bare undlader at redde, men aktivt bevarer et forhold af vold og uretfærdighed. Dette bliver tydeligt i betragtningen af situationen for flygtninge og de politiske beslutninger, som påvirker deres liv. Når man ser på eksempelvis Trump-administrationens forslag om en grænsemur, er det muligt at overveje, hvordan en sådan struktur forhindrer mennesker i at søge asyl. Men er en mur, som ikke benytter sig af fysisk vold, egentlig en form for tvang? Det kan argumenteres, at muren ikke er en ren "præventionsforanstaltning", som den i første omgang kan synes at være, men snarere et værktøj, der understøtter en mere brutal håndhævelse af grænserne. Som David Bier påpegede, kan en barriere ikke gribe de mennesker, der krydser grænserne ulovligt – en mur kan ikke gribe nogen, men det er grænsevagter og den trussel om vold, som de bringer, der udgør kernen i tvangen.

Spørgsmålet, som man bliver nødt til at stille, er, om en nation uden fysisk grænse – en mur, som det skulle være – ville være i stand til at afvise flygtninge uden at bruge tvang? Selv uden mure vil grænserne fortsat blive beskyttet af våben, som understøtter magtudøvelsen. En sådan fysisk forhindring af bevægelse fremstår kun som en forlængelse af statens magt, hvor grænserne fortsat tjener til at opretholde et forhold af vold og kontrol.

Men dette indtryk er langt fra korrekt. Det er ikke nødvendigvis sådan, at de fleste mennesker har en ubetinget ret til at migrere til et andet land, blot fordi de lever under elendige forhold. Der er to væsentlige grunde til dette. For det første er vi som individer og samfund ansvarlige for de uretfærdigheder, der findes i vores eget land. Hvis en stat som USA har ressourcerne og magten til at skabe forandring inden for egne grænser, er det en del af dens ansvar at arbejde på at forbedre forholdene der, i stedet for at lade sit ansvar forsvinde ved at afvise mennesker, der søger tilflugt.

For det andet er der et forhold mellem tolerance og tilflugt, som har betydning for, hvordan vi bør forstå og reagere på andres samfundssystemer. John Rawls’ teori om anerkendelsen af forskellige samfunds opfattelser af retfærdighed giver os en vis form for principielt respekt for andre landes politikker, selv når de er i modstrid med vores egne værdier. For eksempel respekterer USA ikke nødvendigvis Canadas sundhedssystem, som betragtes som en nødvendig del af legitimt styre, og omvendt – Canada presser ikke USA til at ændre sin politik om dødsstraf. Dette viser en tolerance, hvor vi anerkender, at et andet samfund kan have en anderledes tilgang til, hvad der er moralsk og politisk korrekt.

Dette princip kan også anvendes på migrationspolitik. Når man overvejer situationen, hvor en canadisk borger måtte søge tilflugt i USA på grund af uenighed om Canadas sundhedspolitik, er det tydeligt, at USA ville begå en fejl ved at intervenere i Canadas lovgivning for at påtvinge den amerikanske opfattelse af frihed. Ligeledes bør en nation som USA respektere de samfund, der måske har en anden opfattelse af, hvad der er nødvendigt for et retfærdigt liv. Migrationspolitik bør derfor ikke kun være en praktisk foranstaltning, men også en moralsk afvejning af, hvordan vi forholder os til andres livsvilkår og politiske valg.

Det er vigtigt at forstå, at retten til at søge tilflugt ikke bare afhænger af en enkel vurdering af et individs behov for beskyttelse. Den politiske og filosofiske dimension spiller en central rolle, idet vi bliver nødt til at forholde os til de samfund, som individer kommer fra, og hvordan deres egne retfærdighedssystemer interagerer med vores. Det er en kompleks balance mellem at beskytte mennesker, der lider, og samtidig respektere de politiske strukturer og ideologier, som eksisterer i andre lande.

Hvordan kan medfølelse indgå i politiske diskurser om migration?

I den kristne tradition ses medfølelse som en dyb følelse, som går ud over et simpelt ønske om at hjælpe andre. Det er en aktiv beslutning om at vise kærlighed og medmenneskelighed, især overfor dem, der er blevet marginaliserede eller forladte. Dette inkluderer de udstødte, de som er ramt af kriser og de mennesker, der har været ofre for migrationens byrder. For de kristne, der ønsker at forstå og udtrykke medfølelse, er der ikke kun tale om at tilbyde hjælp, men om at anerkende de menneskelige behov i det enkelte individ. Det betyder, at enhver politisk beslutning om migration bør tage hensyn til den individuelle virkelighed hos de personer, der bliver berørt.

John Rawls, i sin politiske liberalisme, påpeger, at demokratisk deliberation skal kunne finde sted på tværs af religiøse og etiske skel. Hans værk åbner op for muligheden af, at folk med forskellige moralske baggrunde kan være enige om visse grundlæggende politiske principper, som for eksempel, at medfølelse kan være et legitimt grundlag for beslutninger om hvordan man skal håndtere flygtninge og migranter. Dette afspejler det fundamentale behov for at anerkende medfølelse i politiske drøftelser om migration.

I lyset af moderne etiske teorier, især de, der stammer fra feministisk etik, kan man se en parallel udvikling i etikken af omsorg. Etikken af omsorg udfordrer ideen om, at objektive og universelle principper skal styre moral og politik. I stedet understreges det, at etisk ansvar bør fokuseres på det konkrete møde med den enkelte person og deres behov. Ifølge Virginia Held, en af de mest fremtrædende teoretikere i denne tradition, er det vigtigt at erkende den sårbarhed, der findes hos de mennesker, vi møder i vores liv – især de sårbare, såsom migranter og flygtninge, som står i en særlig position af afhængighed og behov.

Den klassiske Kantianske etik, som lægger vægt på principper som den kategoriske imperativ, ser derimod med skepsis på en etik, der fokuserer på den enkelte persons situation. Kant mente, at moral ikke skulle baseres på følelser som empati, men på objektive og universelle lovmæssigheder. På trods af dette kan man argumentere for, at et vis syn på medfølelse kunne være foreneligt med Kants etik, så længe det ses som en praktisk manifestation af de forpligtelser, vi har som medborgere i et samfund.

Ifølge Kants opfattelse skal vi respektere andres rettigheder og behandle dem som et mål i sig selv, ikke kun som et middel til at opnå noget. Dette er fundamentalt, når vi overvejer, hvordan vi kan udvise medfølelse i mødet med migranter. Selv om Kant ikke nødvendigvis ville støtte en politik, der er drevet af medfølelse alene, kunne han måske acceptere medfølelsens rolle i at sikre, at vi behandler migranter som mål i sig selv, og ikke kun som et middel til at opnå politiske eller sociale mål.

En vigtig tanke, som rækker ud over de enkelte etiske systemer, er, at medfølelse ikke kun bør forstås som en personlig, individuel handling, men som en politisk nødvendighed. Når vi står overfor spørgsmål om migration, er det ikke nok at diskutere abstrakte rettigheder eller politiske systemer; vi skal også anerkende de konkrete menneskelige omstændigheder, som disse systemer påvirker. Medfølelse betyder at se på de sårbare menneskers situation, at forstå deres behov og anerkende, at vores politiske beslutninger har reelle konsekvenser for deres liv.

Når vi tager disse etiske overvejelser med i diskussionen om migration, er det vigtigt at indse, at den måde vi træffer beslutninger på, bør tage højde for både de generelle principper om retfærdighed og de konkrete menneskelige behov. De beslutninger, vi træffer, skal ikke kun baseres på lovgivning og normer, men også på den medfølelse, som vi viser overfor de mest sårbare i vores samfund.