Hvordan påvirker mekanisk kredsløbsstøtte og personligheds- og psykologiske faktorer patienter med hjertesvigt?

Mekanisk kredsløbsstøtte, herunder brugen af venstre ventrikulær assist-enhed (LVAD) og højre ventrikulær assist-enhed, repræsenterer en avanceret teknologi i behandlingen af patienter med svær hjertesvigt, hvor transplantation enten ikke er mulig eller tilgængelig. På trods af den teknologiske udvikling er håndteringen af disse patienter kompleks og multidimensionel, da både fysiske, kognitive og psykologiske faktorer spiller afgørende roller for overlevelse og livskvalitet.

Neurologiske og kognitive følgevirkninger efter hjertestop eller operation med hjerte-lunge-maskine er veldokumenterede. Delirium og varige kognitive deficit, herunder visuospatiale og eksekutive funktioner, kan kompromittere patienternes evne til at håndtere komplekse medicinske behandlingsregimer, såsom egenomsorg med LVAD. Derfor anbefales en systematisk neuropsykologisk evaluering, der kan afdække kognitive begrænsninger og tilpasse støtte og undervisning til patientens behov.

Sundhedslitteracitet har stor betydning for patienters evne til at følge medicinske anvisninger og forebygge komplikationer. Begrænset forståelse af sygdom og behandling kan føre til dårligere compliance og øget risiko for genindlæggelser. Mange patienter med hjertesvigt oplever lav grad af funktionel sundhedslitteracitet, hvilket nødvendiggør en målrettet kommunikationsstrategi, hvor information formidles klart og tilgængeligt.

Omsorgspersoners rolle er afgørende i denne kontekst. Tillid og kompetence hos pårørende eller plejepersonale bidrager væsentligt til patientens evne til at opretholde selvomsorg, håndtere medicinering og reagere på ændringer i helbredstilstand. De psykologiske belastninger forbundet med alvorlig hjertesvigt og mekanisk støtte bør derfor også adresseres hos plejepersoner.

Kombinationen af mekanisk støtte og psykosociale faktorer skaber en kompleks behandlingsmæssig udfordring, hvor individuelle forskelle i personlighed, kognition og social støtte påvirker både kort- og langsigtede resultater. At integrere neuropsykologiske tests som Wisconsin Card Sorting Test eller Repeatable Battery for the Assessment of Neuropsychological Status kan hjælpe med at individualisere patientplejen og forbedre prognosen.

Tilgangen til patientbehandling må derfor være holistisk, hvor både medicinsk, psykologisk og social støtte er integreret. Der bør også fokuseres på at udvikle og implementere værktøjer til systematisk vurdering af både kognition og psykosocial funktion, samtidig med at man sikrer, at information og instruktioner er tilpasset patientens sundhedslitteracitet.

Hvordan mekanisk hjerteunderstøttelse udviklede sig til et livsreddende værktøj

I 1966 modtog en patient den første vellykkede implantation af en venstre ventrikulær assisterende enhed (LVAD). Denne milepæl markerede et gennembrud i udviklingen af mekanisk hjerteunderstøttelse, men også en række udfordringer, som man først senere skulle lære at håndtere. Indledningsvis var tanken, at en LVAD kunne hjælpe patienter med hjertesvigt ved at aflaste hjertet og opretholde blodcirkulationen, indtil en hjertetransplantation kunne udføres. Det blev hurtigt klart, at selvom disse enheder kunne være en midlertidig løsning, krævede den menneskelige krop langt mere sofistikeret teknologi, hvis de skulle fungere på lang sigt.

Da den første patient, der modtog en TAH (Total Artificial Heart), blev behandlet i 1969, var det et forsøg på at skabe en permanent erstatning for det naturlige hjerte. Denne succes var kortvarig. Patienten, der gennemgik en transplantation efter at have modtaget TAH, overlevede kun i 32 timer. Årsagen var en alvorlig infektion, der opstod som følge af det immunsuppressive behandlingsregime, der blev anvendt i forbindelse med organtransplantationer. På den tid var det sædvanligt at anvende høje doser af azathioprin, hvilket kunne hæmme immunsystemet for at forhindre afstødning af det nye organ. Desværre kunne dette føre til alvorlige infektioner, som var svært at behandle. Denne erfaring, selvom tragisk, var en vigtig milepæl i udviklingen af mekanisk cirkulationsstøtte.

Forsøgene med at udvikle en helt implantérbar LVAD, der kunne køre uden ledninger eller batterier, var både dyre og teknisk udfordrende. En af de største hindringer var behovet for at undgå penetration af huden. At skabe en enhed, der kunne fungere uden at skade huden, viste sig at være en teknisk udfordring. Eksperimenter med atomkraftbatterier, der kunne bruges til at drive en LVAD, viste sig at være mulig, men de var både dyre og svære at implementere i praksis. Et plutonium-238-batteri kunne potentielt forsyne en TAH med strøm i op til 86 år, men det var ikke økonomisk praktisk.

I 1975 blev den første af de NIH-finansierede enheder klinisk anvendt. Denne enhed, der blev implanteret i maven på patienten, fungerede som en mellemstation, mens man fortsatte med at udvikle mere pålidelige løsninger. Det blev klart, at det ikke kun var nødvendigt at skabe en effektiv pumpenhed, men at man også måtte finde en løsning, der kunne sikre, at patienten kunne leve med enheden i længere tid uden alvorlige komplikationer.

Siden da er der blevet gjort store fremskridt inden for området mekanisk hjerteunderstøttelse, og LVAD-enheder er nu i stand til at støtte patienter i mange år, og mange patienter har fået fornyet liv ved hjælp af disse teknologier. Teknologiske fremskridt har reduceret størrelsen på disse enheder og forbedret deres effektivitet, hvilket gør det muligt for patienter at leve et forholdsvis normalt liv, selv med en LVAD.