Campion befandt sig i en noget flov position. Han havde, under den antagelse at hans tidligere strenge økonomi ikke længere var nødvendig, i den seneste tid ladet sig selv pådrage betydelige regninger – først hos sin farvehandler og senere hos en indrammer. Desuden var der Sybil. Hvordan ville dette påvirke hans chancer for succes hos hendes far, måske endda hos hende selv? I hvert fald ville det sandsynligvis udskyde ægteskabet, hvis hans egen indtægt ikke længere var sikker. Colonel Elsworth var nemlig ikke en rig mand. Men Campion besluttede at ryste alle forudanelser af sig. Hvorfor skulle han fortvivle, når han måske på det præcise tidspunkt havde malerier i sit studie, der kunne bringe både berømmelse og velstand? Ved nærmere eftersyn blev han dog mindre tilfreds med dem. Hvordan havde han ikke tidligere lagt mærke til, hvor monotone de var, hvordan de manglede farve og dybde i behandlingen? Var det måske for sent at bringe dem tættere på hans oprindelige vision? Han besluttede sig for at prøve, og da han hurtigt, men nervøst gik i gang, fik han en uventet følelse af mesterskab og udvidet syn.

Efter blot tre timer havde han fuldstændig transformeret ‘Xerxes’-maleriet. Nu stod de forskellige grupper i markant kontrast mod en flammende solnedgang, ansigterne og rustningerne var blevet behandlet med en større modig hånd, og hele maleriet var gennemsyret af et dyster lys. Endelig følte han sig tilfreds og havde nu modet til at skrive til Sybil om sin ændrede økonomiske situation og bede hende om forsikringer om, at hendes hengivenhed ikke var ændret. Brevet blev skrevet i hastværk i hans studie, og da han satte adressen på kuverten, fik han øje på et blik af tilskyndelse og godkendelse i ansigtet på en østlig statue på hans skab. Brevet var for værdifuldt til at overlade til en anden, så han lagde det i postkassen selv, overbevist om, at han hurtigt ville få svar. Han ventede den næste dag, og to dage mere – men intet svar kom, selvom han vidste, at Sybil og hendes tante stadig var i Sussex Place.

Så gik han til posthuset for at lave undersøgelser, som han mente var en farce, for han havde ikke rigtig nogen tvivl om, at brevet var blevet leveret på den sædvanlige måde. De gav ham en formular, som skulle sendes til Postmester-General, men han tænkte, at Sybil måske ville blive generet af de officielle undersøgelser, som ville irritere hende, uanset om brevet var modtaget eller ej. Så han valgte at skrive igen, og dette brev var et, som ingen pige med noget som helst hjerte kunne lade være med at svare på.

Bales kom ind i rummet kort efter. "Skal du bruge denne her statue i et par minutter?" spurgte han. "For jeg tænkte, hvis du ikke har noget imod det, kunne jeg få min kone til at give den en vask. Hvad med al den støv og snavs, den kunne trænge til lidt sæbe og vand."

"Som du vil," svarede Campion. "Er dette brevet til posten?" spurgte Bales, da han så Campions brev på bordet.

"Nej – lad mig se, jeg havde selv tænkt mig at tage det med til posten, men det er fint, Bales, bare det bliver postet til sidste afhentning!" sagde Campion. Bales gik ud med et misfornøjet mumlende. Efter ti minutter vendte statuen tilbage i hænderne på Mrs. Bales, ikke et bidt renere, og hun spurgte, om hun kunne få lidt brandy til Bales. "Han har haft et lille fald, sir, og kom ned ret hårdt på baghovedet. Jeg ved ikke, hvad der er galt med Bales på det sidste, han falder hele tiden og skader sig selv."

Sybil’s stilhed blev mere og mere en gåde for Campion. Han ventede på noget, på en eller anden form for brev fra hende, men de forblev aldrig kommet. Han sendte for Bales og spurgte ham, men Bales var oprørt over selv den mindste antydning af forsømmelse på hans part. "Alle breve, sir, som du giver mig, bliver postet, du gav mig dette brev – og postet blev det, du kan være sikker på det."

Campion valgte derfor at skrive ikke igen. Sybils stilhed virkede åbenbart bevidst, men han kunne ikke bebrejde hende eller tvivle på hende. Måske var hun blevet forhindret, eller måske havde hun lovet ikke at skrive før hun havde talt med sin far. Campion nægtede at tro på det værste og forsøgte at koncentrere sine kræfter om ‘Sappho’, hvor han nu havde lavet en fantastisk ændring.

Men jo mere han arbejdede, desto mere trak Sybils tavshed ham ned. Der var små bemærkninger fra hende, som han tidligere havde fundet charmerende i deres påståede ligegyldighed. Var det virkelig kun et spil? Han havde engang spurgt sig selv om hun virkelig kunne være hjerteløs, men nu stod han foran hendes portræt og stillede sig selv spørgsmålet endnu en gang. ‘Er du ikke grusom, ikke ligeglad? Du elsker mig lidt, ikke?’

Når han studerede hendes portræt og begyndte at male igen, indså han noget, som forvandlede både hans syn på hendes kunst og hans egne følelser: det var noget, der var givet ham. En statue, en gave fra Sybil, som han nu forstod kunne være mere end blot en kuriositet. Det var et symbol. Det var det, han havde manglet for at afslutte hendes portræt på en måde, der kunne vise hende, hvordan han virkelig følte. Det var som om Sybil selv havde givet ham den for dette formål, selv om hun måske ikke havde forstået det. Statuen kunne nu ses som en tyste appel, et tegn på forbindelsen mellem dem.

Det var denne gave, der for alvor forvandlede hans værk. Det var det, der gav det dybde og balance. Det var det, der ændrede alt for ham, både som kunstner og som elskende. Campion vidste, at denne tilføjelse kunne være hans sidste forsøg på at nå frem til Sybil, måske hendes eneste chance for at forstå hans kærlighed.

Hvordan et møde kan ændre alt: En uventet redning i livets kaos

Der var ingen pram, der gled gennem det oliegrønne vand under den hængende løv. En universel siesta syntes at have indfundet sig i dette ikke-kommercielle område. Det var hans tid. Det var skræmmende som at drukne en killing, men han lod posen falde, som om det var en ulykke, og så den synke med et tungt plask. Derefter, da den sidste bølge spredte sig fra stedet, hvor den havde ramt, og bredte sig til begge banker, vendte han sig bort med et suk af lettelse. Han havde gjort det, endelig. Hvis idolen havde været i stand til at forstå sin situation, ville den helt sikkert have gjort modstand, før den blev tvunget til at blive indespærret i et vandigt fængsel, som Djinn Solomon, der blev lukket inde i kisten. På en eller anden måde følte han sig ikke tilbøjelig til at risikere en tilbagevenden af sin hovedpine ved at gå tilbage til sit varme atelier med den sygelige lugt af maling og mastik. I stedet vendte han ind i parken, i tanken om at tilbringe eftermiddagen der. Men søen reflekterede et blændende lys, og græsset var plettet med dovne vagabonder, mens hans tanker blev hjemsøgt af de torturerende minder om sin tabte kærlighed. Han blev ikke længe, og da han vendte ind på Marylebone, fik han øje på en bus med en reklame for en Militærturnering i Islington. Det gav ham en idé om, hvordan han kunne få tiden til at gå, og så, en times tid senere, befandt han sig under den galeri, der omkranser Agricultural Hall, hvor han forsigtigt bevægede sig gennem det dunkle og smalle rum, fyldt med en broget menneskemængde af maskerede og læderbeklædte deltagere, livgarde, der så ukendte ud for civile øjne, i kasketter, skaljakker og hvide bukselæder; artillerikanoner, spændt og uspændt, og politibetjente. Fra oven og overalt omkring ham rullede tordnerne af applaus, men intet kunne ses, før han kom til en stor gangbro, hvor han kiggede op i den enorme hal, der forsvandt i en tåget lysdis, over hvilken der rejede sig dimme rækker af hoveder og de blå ruder i den groft farvede glas- og jernbue. I arenaen var artillerikonkurrencen lige ved at slutte, og vinderholdet kørte rundt i galop, dygtigt tæt på stolperne, og pløjede op i det brune sand med brune stænk i hjørnerne. Han stod på gangbroen i et stykke tid og betragtede de farverige uniformer, de glinsende hestejakker og den blyfarvede kanon, mens de fløj ind og ud af de brede lysstråler. Han var ved at bevæge sig væk, da han havde en fornemmelse af at have set et ansigt, som han aldrig kunne få ud af tankerne. Det varede kun et sekund, og derefter kom der et råb om, at holdet kom ud, og en ordre om at træde tilbage fra gangbroen. Advarslen blev hurtigt fulgt, og menneskemængden trak sig hastigt tilbage til en sikker afstand, med undtagelse af en ung pige, der ikke syntes at have hørt advarslen eller forstå, hvad der var ved at ske. Der stod hun, alene i åbningen, og kiggede drømmende tilbage, som om hun ledte efter nogen, og tæt på hende kom holdet, mens officerens skarpe drejning ville gøre, at han ikke kunne se hende, før det var for sent. Og pigen, som Campion straks så med et stik af rædsel, var Sybil Elsworth.

Han kaldte til hende om at træde tilbage; ingen andre syntes at have øjne for hendes fare, før han råbte, og en almen opstandelse blev rejst. Om hun var forvirret af det, eller af en gensidig genkendelse, eller hendes dødelige fare, kunne ikke vides, men hun trådte frem, usikker, og stoppede så, som om hun var fascineret af frygt og tilsyneladende ude af stand til at røre sig. Campion rystede folk til side, som stod i vejen, og løb ud i det åbne rum, greb hende og trak hende tilbage, lige som den tunge kanon fejede forbi med rystende gear og klirrende metal, og stoppede brat nogle meter længere fremme fra det sted, hvor Sybil havde stået… Et sekund mere – og selv med det dygtige håndtag af holdet – kunne intet have reddet Sybil fra en pludselig og frygtelig død. Han holdt sin arm omkring hende, og selvom hun i starten så ud til at afvise støtten, gav hun efter ved et hurtigt blik på hans ansigt, som var blødt af ærbødig glæde, selvom skyggens rædsel stadig hængte over det.

Menneskemængden bevægede sig videre, frem og tilbage, og få vidste, hvor tæt de var på at have været vidner til en tragedie. Faktisk var der kun én, der lagde mærke til det, og det var en militærmand, som kom op i stor angst. Han havde den undskyldning, at han var Sybils far. "Gud hjælpe mig!" sagde han, "det var det nærmeste—jeg så det hele og kom, så hurtigt jeg kunne gennem trængslen. Du ville have været dræbt, før jeg kunne nå frem til dig, hvis ikke denne herre var kommet." "Kender du ham?" afbrød han sig selv, som om han pludselig forstod noget i hendes udtryk. "Kan du ikke gætte, hvem det er, far?" sagde Sybil med et svagt smil, og en lysning kom over Kolonelens ansigt, da han greb Campions hånd med varme. "Selvfølgelig!" udbrød han, "selvfølgelig—det er utroligt, vi skulle mødes sådan her. Nå, min lille pige, under Guds forsyn kunne vi have mistet dig i dag, hvis ikke det var for denne herre." Og så gik Kolonelen afsted, uden at vente på, at nogen af dem kunne sige noget, og efterlod dem alene.

Sybil kunne nu stå og gå uden hjælp og var næsten ikke mærket af chokket. Hun trak sig en smule tilbage og stod og kiggede på ham under sine lange øjenvipper, som om hun ventede på, at han skulle sige noget. "Sybil," sagde Campion, "jeg formoder, jeg burde sige—frøken Elsworth—det er ikke min skyld, at jeg påtvinger mig dig på denne måde—du må indrømme det." "Er det meget smertefuldt for dig?" sagde hun, halvt underholdt og halvt længselsfuld. "Fortæl mig, hvad du ønsker, at jeg skal gøre, Sybil." "Du blev bedt om at tage mig et sted hen, hvor der er te," sagde hun ydmygt. En vild, vantro glæde greb Campion ved hendes ord, for han så tydeligt, at hun af en eller anden grund ikke længere var vred på ham.

Hvor langt vil du gå for at opfylde andres ønsker?

Campion stod helt stille, da Nebelsen rejste sig til sin fulde højde og udtalte, "Nu er jeg forberedt, og måske, hvis De vil se, hvordan jeg lykkes, vil Mr. Campion fortælle Dem, hvor De kan vente, indtil det er forbi." Campion rynkede brynene. Nebelsen, som var en mand af mystik og vilje, havde tydeligvis tænkt sig at fortsætte med sin oprørende plan, uanset om det var farligt eller ikke.

"Er du helt sikker på, at noget vil komme ud af dette?" spurgte Campion med en lav stemme, hans ord mættet med både tvivl og ængstelse. Nebelsen, som om han følte den usynlige vægt af alvoren, vendte sig hurtigt og sagde med stor alvor: "Det vil ende enten med, at jeg når frem til en aftale med ham, eller at jeg selv bliver splittet i stykker."

Campion blev hurtigt smittet af Nebelsens faste beslutning. "Så kan jeg ikke lade dig stå alene," svarede han. "Jeg bliver her sammen med dig."

Men Nebelsen afslog med overbevisning: "Nej, nej, det ville kun gøre det mere farligt for os begge! Gå med de andre, og når tiden kommer, vil jeg hente dig. Men én ting før du går – du skal give mig fuldstændig frihed til at handle på dine vegne. Ellers kan jeg ikke gøre noget!"

Campion, som frygtede hvad der kunne ske, indså, at han ikke havde noget valg, men han forsøgte alligevel at protestere. "Min kære ven," sagde han med et hjerteligt suk, "hvis du virkelig kan få mig ud af dette frygtelige rod, så må du gøre hvad som helst, men jeg frygter, at du vil blive skuffet."

Nebelsen, som så ud til at blive mere og mere opfyldt af en inderlig tro på, hvad han kunne opnå, bad ham ikke at sige noget negativt. "Jeg behøver din fulde tro på mig – intet må distrahere mig," sagde han med et oprørt udtryk i ansigtet.

Som de sad i et lille værelse, hvor alle var stilfærdige og tavse, havde luften en trykkende kvalitet, som om naturen selv holdt vejret i spænding. Den klare himmel fra morgenen var nu blevet mørkere, med kobberfarvede skyer og en lys grøn farve, som reflekterede et underligt dyster skær på husene. Træerne bevægede sig svagt i den varme, tørre luft, og selv de små fugle var nervøse, som om de mærkede den spænding, der hang i luften.

I en sådan atmosfære ventede de alle på Nebelsens tilbagevenden. Hans ansigt kunne ikke ses i mørket, men de hørte ham trække vejret hurtigt og tungt, som om han havde været gennem noget uforklarligt. "Jeg har gjort det," sagde han, "han er kommet. Jeg har arbejdet hårdt for det, men han er nu en smule rolig. Jeg har forsøgt at tale med ham på flere sprog, men han ønsker kun én ting: at blive ført til sit hjemland."

"Og hvor er det?" spurgte Campion undrende, "Fordi hvis det er noget, jeg kan sende ham med det næste skib, er jeg klar til at betale for det."

"Han vil ikke sige det, før han ser dig," sagde Nebelsen og så ud til at være både oprevet og opgivende på samme tid. "Og du må gå med ham, Campion. Han vil have en, der kan bygge ham et tempel og genskabe hans tilbedelse."

"Det kan du ikke være seriøs med," sagde Campion hurtigt. "Jeg skal ikke ud til Indien og bygge et tempel for en falsk gud. Jeg vil ikke have noget med det at gøre. Jeg betaler for forsendelsen, og det er det. Jeg vil ikke have noget med det at gøre!"

Men Nebelsen, uden at lade sig ryste, svarede, "Du glemmer én ting, Campion: Du har givet mig carte blanche, og nu er der ingen vej tilbage."

Dette åbenbarede en foruroligende sandhed. Campion kunne ikke slippe væk fra det, han nu var blevet trukket ind i. Et eventyr, der var begyndt som en uskyldig søgen, var nu blevet til noget, der truede med at rive hans verden fra hinanden. Dette var ikke længere et spørgsmål om tro eller logik, men om hvad der var på spil for hans kæreste.

De næste ord, som Nebelsen hviskede, ramte Campion som en klub: "Hvis du vender dig mod mig nu, vil han skade din kæreste. Hun er den, der er i fare."

I dette ødelæggende øjeblik forstod Campion, at han ikke havde noget valg. "Jeg giver mig," sagde han bittert. "Jeg går med dig."

De sidste ord af dette møde efterlod en tung fornemmelse af håbløshed, men også et element af tvunget accept. Hvis man ser på situationen i et mere overordnet perspektiv, er det klart, at handlingen i sig selv ikke kun er et spørgsmål om tro, men også om hvilke konsekvenser ens beslutninger kan få – både for sig selv og de mennesker, man holder af. Dette minder os om, at når vi giver os selv over til andres ønsker, må vi være opmærksomme på, hvad vi risikerer at miste.

Endtext

Hvordan Frankfurt Skolen og Kulturmarxismen Påvirkede Vestens Samfund: En Ideologisk Krig
Hvordan man får mest ud af militærrabat og anden smart shopping
Hvordan Ayurveda påvirker vores liv og velvære