Hvordan Balancerer Man Professionalisme med Personlige Motiver i Kriminalefterforskning?

At være en ensom agent, der kun svarer til sig selv, er noget, jeg ofte har påstået. Jeg ville ønske, at jeg kunne leve op til denne påstand. I virkeligheden krævede hver en smule af den indre styrke og selvtillid, jeg havde opnået, for at håndtere de stædige kræfter omkring mig. Jeg fik ingen hjælp fra Løjtnant Hajjar, Friedlander Bey eller nogen andre. Ingen på stationen så ud til at være særligt interesserede i at tale med mig om fredagen. Der var mange deltidskontorfolk til stede, kristne, der fyldte ind for de religiøse muslimer på sabbatten. Løjtnant Hajjar var selvfølgelig der, for på hans liste over yndlingssysler stod religion lige efter tandoperationer og at betale skat.

Jeg gik straks til hans firkantede, glasvægge kontor. Til sidst kiggede han op for at se, hvem der stod ved hans skrivebord. "Hvad nu, Audran?" snerrede han. Han havde ikke set mig i tre dage, men han fik det til at lyde, som om jeg havde plaget ham uafbrudt i hele den tid. "Jeg ville bare gerne vide, hvad dine planer for mig er." Hajjar kiggede op fra sin dataenhed. Han stirrede på mig i et langt øjeblik, hans mund vred sig, som om han lige havde tygget en rådden dadel. "Du smigrer dig selv," sagde han med en rolig stemme. "Du indgår slet ikke i mine planer."

"Jeg tilbød bare at hjælpe med efterforskningen af Jirji Shaknahyis død." Hajjar hævede øjenbrynene. Han lænede sig tilbage i sin stol. "Hvilken efterforskning?" spurgte han undrende. "Han blev skudt af Paul Jawarski. Det er alt, vi behøver at vide."

Jeg ventede, indtil jeg kunne tale uden at råbe. "Har vi Jawarski i varetægt?" "Har vi?" spurgte Hajjar. "Hvem er 'vi'? Du mener, har politiet Jawarski? Ikke endnu. Men bekymr dig ikke, Audran, han vil ikke slippe væk. Vi er ved at lukke nettet om ham."

"Og hvordan har du tænkt dig at finde ham? Dette er en stor by. Tror du, han bare sidder et sted og venter på, at du dukker op med en arrestordre? Han er sikkert allerede tilbage i Amerika."

"Godt politiarbejde er, hvordan vi finder ham, Audran. Du har aldrig meget tro på godt politiarbejde. Jeg ved, han ikke har forladt byen. Han er et sted her, og vi strammer nettet omkring ham. Det er bare et spørgsmål om tid."

Jeg kunne ikke lide den lyd. "Sig det til hans enke," sagde jeg. "Hun vil blive opmuntret af din tillid."

Hajjar rejste sig. Jeg havde gjort ham vred. "Anklager du mig for noget, Audran?" spurgte han og stak sin stive pegefinger mod mit bryst. "Hentyder du til, at jeg ikke presser denne efterforskning hårdt nok?"

"Jeg sagde ikke noget, Hajjar. Jeg ville bare finde ud af, hvad dine planer er." Han gav mig et ondt smil. "Hvad, tror du, jeg har noget bedre at lave end at sidde og bekymre mig om, hvordan jeg skal udnytte dine specielle talenter? Helvede, Audran, vi klarede os fint uden dig de sidste par dage. Men jeg antager, at nu hvor du er her, er der sikkert noget for dig at lave." Han satte sig igen og bladrede gennem et stak papirer. "Uh ja, her har vi det. Jeg vil have, at du fortsætter med den efterforskning, du og Shaknahyi startede."

Jeg mærkede en kulde gennem mig. "Alle kan følge op på On Cheung," sagde jeg. "Jeg har en særlig interesse i at finde Paul Jawarski."

"Marid Audran, Mand på en Mission, huh? Nå, glem det. Vi har ikke brug for, at du løber rundt i byen og arbejder ud fra dit eget hævnmotiv. Desuden har du ikke vist mig, at du ved, hvad du laver. Så jeg tildeler dig en ny partner, en, der har masser af erfaring. Dette er ikke et klub for frivillige kvinder, Audran. Du gør, hvad jeg siger. Eller mener du ikke, at det er værd at bruge tid på at få On Cheung ud af spillet?"

Jeg bidte tænderne sammen. Jeg kunne ikke lide opgaven, men Hajjar havde ret i, at det var lige så vigtigt som at få fat i Jawarski. "Som du siger, Løjtnant." Han gav mig det samme grin. Jeg havde lyst til at slå det af hans ansigt.

"Du vil køre rundt med Sergeant Catavina fra nu af. Han burde lære dig en masse." Mit hjerte sank. Af alle politifolkene på stationen var Catavina den, jeg mindst havde lyst til at tilbringe tid med. Han var en bølle og en doven skuffe. Jeg vidste, at hvis vi nogensinde fandt On Cheung, ville det ikke være på grund af Catavinas bidrag.

Løjtnanten må have læst min reaktion ud fra mit udtryk. "Er der et problem med det, Audran?" spurgte han.

"Hvis jeg havde et problem, er der nogen chance for, at det ville ændre din mening?"

"Overhovedet ikke," sagde Hajjar. "Det tænkte jeg nok."

Hajjar kiggede tilbage på skærmen på sin dataenhed. "Rapporter til Catavina. Jeg vil høre nogle gode nyheder meget snart. Hvis I får denne fyr ned med nakken, kan der være belønninger til jer begge."

Catavina og jeg forlod kontoret uden yderligere ord, og jeg gik for at finde ham. Jeg ville helst arbejde uden ham, men det ville ikke være muligt.

Catavina var ikke meget begejstret for at være parret med mig, heller ikke. "Jeg har allerede fået besked fra Hajjar," sagde han til mig. Vi gik ned mod garagen for at hente Catavinas patruljevogn. Catavina prøvede at give mig al sin erfaring på en sammenhængende, men uorganiseret måde. "Du er ikke en god betjent, Audran," sagde han med en alvorlig stemme. "Du bliver måske aldrig en god betjent. Jeg vil ikke have, at du fucker op med mig, som du fuckede op med Shaknahyi."

"Hvad mener du med det, Catavina?" spurgte jeg.

Han vendte sig og kiggede på mig, hans øjne vidt åbne. "Find ud af det. Hvis du havde vidst, hvad du gjorde, ville Shaknahyi stadig være i live, og jeg ville ikke være nødt til at holde din hånd. Bliv ude af min vej og gør, hvad jeg siger."

Jeg var rasende, men jeg sagde ikke noget. Jeg planlagde at blive ude af hans vej, det var helt sikkert. Jeg indså, at jeg måtte miste Catavina, hvis jeg ville gøre fremskridt.

Vi kom ind i patruljevognen, og han sagde ikke meget til mig i lang tid. Det var okay med mig. Jeg troede, han ville køre tilbage til nabolaget, hvor On Cheung sidst var kendt for at operere. Måske kunne vi lære noget nyttigt ved at interviewe folkene igen, selvom de var så ukonstruktive før. Det var dog ikke hans plan. Han kørte mod vest, i den modsatte retning. Vi kørte en og en halv mile gennem et område med smalle, snoede gader og gyder. Til sidst stoppede Catavina foran en faldefærdig lejlighedsbygning, den højeste bygning på blokken. Vinduerne i stueetagen var dækket af krydsfiner, og hoveddøren var taget af

Hvem er vi, når sandheden ændrer sig?

Jeg så på Saad med en form for medlidenhed, som om min sorg over ham var ældre end alt, der netop var sket. Han havde aldrig haft et valg. Han var blot et redskab i sin mors hænder, et brik i en kamp, han aldrig kunne forstå. For ham ville Umm Saad altid være et offer, en martyr, en kvinde der blev knust af uretfærdighedens vægt. Men jeg vidste, hvad hun virkelig var. Hun havde spillet sit spil med Abu Adil og brugt sin egen søn som indsats i håbet om at vriste magten fra Friedlander Bey. Alligevel kunne jeg ikke andet end at lade ham gå. Han havde lidt nok.

Da Saad rejste sig med sit forslåede underarm og trak sig væk, så jeg det had, der brændte i hans blik. Hans ord var som en feberdrøm, fulde af eder og forbandelser, der skulle ramme mig og mit hus hundrede gange om. Han troede på forbandelser, på hævnens nødvendighed, og i det øjeblik forstod jeg, at jeg havde fået en fjende, der aldrig ville glemme. Men der var ikke plads til frygt. Jeg havde ikke længere tid til at tænke på hadets konsekvenser.

Telefonens skingre ringetone skar gennem luften og trak mig tilbage til virkeligheden. Et enkelt ord i røret – “Kom.” Det var den anden Stone. Jeg frøs. Hospitalet ventede, og med det svaret på de hemmeligheder, der havde lagt sig som skygger over mit liv.

På hospitalet lå Friedlander Bey – “Papa” – grå og udmattet, hans hud kold som sten og hans ånde så svag, at den næsten ikke bar hans ord frem. Hans hoved blev barberet til operationen, og det fik ham til at ligne en døende konge. Da han så mig, smilede han svagt og kaldte mig “min nevø”. Men i samme åndedrag brød han det sidste slør mellem os: han var ikke blot min beskytter, ikke blot min mægtige velgører. Han var min oldefar.

Jeg forstod først dér, hvad hele spillet havde handlet om. Alt det, jeg havde opfattet som tilfældigheder – hans velvilje, hans vrede, hans tavshed – var en del af en langsigtet plan, der skulle forme mig. Jeg var ikke blot hans modvillige assistent, men en arvtagerskygge, et led i en blodslinje, som jeg ikke selv havde valgt. Min frihed havde aldrig været mere end en illusion.

Og jeg tænkte: hvis jeg var arving til alt dette – magten, rigdommen, og de liv-eller-død-beslutninger, han tog dagligt – hvad betød det så om jeg selv ønskede det? Jeg var fanget i hans net, i hans historie, i hans sandheder. Og sandheden – ja, den var ikke længere noget fast. “Du må ikke sætte din lid til sandhed, der kun eksisterer elektronisk,” sagde han. “Er det ikke vores arbejde at levere versioner af sandheden til verden?”

Han havde ændret arkiverne, skjult navne, vendt historien, indtil selv jeg tvivlede på mine egne rødder. Hvem var min far? Bernard Audran, en provencalsk sømand – den ene sikre brik i et puslespil af løgne. Men selv dét svar var som en sidste indrømmelse, et lille stykke af en sandhed, han havde tilladt mig at få.

Det er vigtigt at forstå, at denne historie ikke blot handler om magt eller familie. Den handler om, hvordan sandheden kan manipuleres, hvordan vores identitet formes af andre menneskers planer og hemmeligheder. Den viser, at selv vores mest intime bånd – blod, familie, loyalitet – kan bruges som redskaber i spil, vi ikke har bedt om at spille. Og vigtigst af alt: Den viser, at frihed ikke nødvendigvis kommer af at bryde lænkerne, men af at erkende, hvem der har sat dem på os, og hvorfor.