Hvordan levede folk i en verden hvor hver bygning rakte mod himlen?

I de tidlige år af den islamiske æra var Sanaʿa et sted, hvor bygningerne syntes at strække sig mod himlen. Gaderne var så trange, at de mindede om bjergpas, kun adskilt af en smal stribe blå himmel, der kunne skimtes mellem de massive vægge. Dette mystiske og tæt befolkede bybillede var både en livsstil og en arkitektonisk vidunder. I hjertet af denne by, der lå skjult i det uigennemtrængelige landskab, fandtes et samfund, der levede under den konstante skygge af fortidens store begivenheder og den spirende islamiske kultur.

En morgen mødte vi denne unge mand, der sad og lavede en pen af et rør. Hans ansigt var livligt og hans hænder bevægede sig med præcision, da han skar den fine nib, der skulle forme bogstaverne. Denne unge skriver, som var født med en skæbne forbundet med ordene af Gud, skulle få stor betydning i udviklingen af den muslimske skrifttestil. Hans arbejde skulle hjælpe med at bevare de hellige ord for eftertiden og give et fundament for den litterære tradition, som skulle blomstre i hele den islamiske verden.

Som vi fulgte ʿAbdallah op ad en smal trappe, fandt vi os selv i et simpelt rum med et tag af stærke træbjælker. Den kølige brise fra et vindue åbnede for en skøn udsigt til profeten Shuʿaybs bjerg. Her, i roen og stilheden af dette lille værelse, var der intet, der kunne distrahere ham fra hans skrift. ʿAbdallah havde kun én opgave – at skrive ned det, der var blevet dikteret til ham. Mens han sad og skrev, forsvandt alt omkring ham. Hans sind blev helt optaget af blækket og hans hånds bevægelser.

Denne beskrivelse af ʿAbdallah og hans arbejde som skriver er et vindue til, hvordan skrivning og skriftkultur blev betragtet som noget helligt og centralt i den tidlige islamiske verden. Det er et udtryk for den dybe respekt og hengivenhed, som blev givet til de, der havde evnen til at nedskrive og bevare vigtige dokumenter. Skriveren, som var en vital del af samfundet, kunne ikke kun være vidne til den historiske udvikling, men også være en aktiv deltager i dens opretholdelse.

I denne tid var det vigtigt at sikre, at de hellige skrifter blev nøjagtigt bevaret. Hver bevægelse af pennen blev betragtet som en akt af fromhed og dedikation. På samme måde som ʿAbdallah i sit lille værelse forsøgte at forstå og udtrykke Guddommens vilje gennem sin skrivning, var hele det islamiske samfund dybt engageret i en lignende stræben efter at forstå og bevare den guddommelige ordning.

Det var ikke kun religiøse tekstforfattere, der havde denne vigtige opgave. Hele samfundet blev indarbejdet i denne proces, enten direkte gennem deres engagement i religiøse studier eller indirekte ved deres støtte til skrifterne, der blev skrevet. Skriftkulturen, som var baseret på en dyb respekt for ordene og traditionerne, blev snart en central del af den islamiske civilisation, der strakte sig over store geografiske områder, fra Al-Andalus i vest til Mellemøsten og videre.

Mens ʿAbdallah repræsenterede et dybt religiøst kald til at bevare og sprede de hellige ord, var det vigtigt at huske på, at han ikke var alene i sin opgave. I den islamiske verden var det ikke kun de religiøse ledere og lærde, der spillede en central rolle, men også de mange små samfund af håndværkere, handelsfolk og forskere, der alle bidrog til et netværk af læring og forvaltning, som gjorde det muligt for civilisationen at blomstre.

Historien om ʿAbdallah og hans arbejde som skriver understreger vigtigheden af ordets kraft i den tidlige islamiske verden. Skriverne var ikke bare transskriptionister af Guds ord, de var også formidlere af en kultur og en arv, der skulle vare i århundreder.

Det er også vigtigt at forstå, at denne respekt for skriftkulturen ikke kun handlede om opretholdelse af religiøse tekster, men også om at opbygge et fundament for videnskabelig og filosofisk udvikling. I denne tid var mange af de største intellektuelle fremskridt i verden en direkte konsekvens af den islamiske tradition med at bevare og udveksle viden. Det var gennem denne kultur af skrivning, at videnskabsfolk og lærde kunne udveksle ideer og videnskabelige opdagelser, som senere ville forme den moderne verden.

Hvad skjuler sig i de gamle ruiner?

“Har folkene her sagt noget om, hvad der måtte være begravet i de forladte bygninger?” Spurgte jeg. Min far fnyste. “De svage i sindet tror altid, at der er skatte gemt i gamle bygninger. Det maksimale, nogen har fundet, er et støvet mønt eller to. Hvorfor grave, når der er penge at tjene på markedet i Panjakent? Vi vil ikke rejse længere mod øst, for alle de kinesiske varer, vi behøver – silke, lak, jade – kan købes her i bazaren. Halvdelen af verden ser ud til at finde vej til denne by.”

“Hvad var der malet på væggene?” Jeg var ivrig, men Salim blev irriteret. “Er det vigtigt, hvad folk malede i Jahiliyya-tiden? Idoler, gætter jeg; ting, der ikke behager Allah.” Min far klappede sin tjener på ryggen. “Der er ingen grund til at miste besindelsen. Varmen bør komme fra flammerne, ikke fra din tunge!” Han vendte sig mod mig. “Jeg hørte fra en købmand, som brugte sin fritid på at undersøge ruinerne, at der var billeder af jagt og falkoneri, slag, og fester. Jeg antager, at der også må have været gamle guder. Hvad der fangede min vens opmærksomhed, var figurerne tøj: silke, broderet med cirkler indeholdende dyr og fugle. Så anderledes end det, vi ser i dag, selvom jeg lejlighedsvis har set små stykker stof som dette i foringen af gamle smykkebokse. Jeg ville ønske, at jeg kunne få fat på et par alen. Hvilken pris gammel silke ville have, hvis den kom til Bagdad eller Cairo – hvis der var nok af den, endda til en enkelt kjole!”

På det tidspunkt blev vi afbrudt af råb, der lød et stykke væk. En mand, indhyllet i en hættefrakke, haltede rundt om en gruppe telte og trak et reb. Efter ham fulgte en mager æsel, der brølede i forvirring, mens det blev slæbt fremad. Sidst kom en gruppe handlende. Deres uldne frakker og tunge støvler var ikke designet til at løbe, og de opgav hurtigt jagten, tilfredse med at råbe forbandelser. Den hættede skikkelse bevægede sig mod os, hans krop rystede af indsatsen for at undgå sine forfølgere. Han stoppede op for at trøste sin byrde.

Manden fjernede hætten. “Jeg har levet år uden at pålægge andre. Der er ingen grund til...” Salim gav ham ikke tid til at afslutte. “Profeten – fred være med ham – sagde engang, ‘det er ikke tilladt for gæsten at overstige sin velkomst, så han pålægger værten byrde.’ Hvordan kunne du forårsage os problemer ved at blive for en skål suppe?” Manden sukkede og satte sig ved ilden. Mens Salim lavede mad, underholdt fremmede os med historier fra hans rejser gennem disse vilde lande. Han havde fulgt Silkevejen østpå så langt som Turfan, sydpå til Hindu Kush og nordpå til de tyrkiske nomaders lande.

Min far, den praktiske mand, spurgte: “Jeg kan se, at du lever enkelt, men enhver rejse kræver lidt guld eller sølv til forsyninger og en og anden nat i et karavanserai. Er du en handelsmand, eller tjener du penge på en anden måde? En skriftklog måske, eller en håndværker, selv en omvandrende digter? Da du ikke har viftet med en tiggerkop foran os, formoder jeg, at du ikke er en dervish.” Manden lo. “Der er allerede for mange af dem på vejene! Nej, Allah har valgt en anden vej for mig. Hent sadeltaske fra æslet, og jeg vil vise dig.”

Forsigtigt pakkede han et bundt tegninger ud, som vi betragtede. Jeg havde aldrig set noget lignende. Mennesker og dyr malet direkte på det blanke papir. Landskaber og planter manglede. Sort dominerede, kombineret med afdæmpede grå, brune og røde farver. Disse brutale billeder var så forskellige fra den fine kunst fra Tabriz og Herat. Der var malerier af handelsfolk og nomader, nogle gange med dårligt ernærede heste og muldyr. En anden samling billeder fik mig til at gispe: monstre, hvis ansigter grimasserede i smerte eller fryd. Jeg holdt et billede, hvor de vred sig, greb fat i hinandens skæg og hale. Salims ansigt afslørede hans utilfredshed. Min far måtte have bemærket dette og brød tavsheden hurtigt. “Er det de divs, der optræder i persiske fortællinger?” spurgte han. “Jeg har aldrig set dem skildret så levende.”

“Fra Persien hele vejen til Kina er der fortællinger om dæmoner,” svarede han. “Her på Silkevejen blandes alt, før det bliver født i en ny form, helt anderledes end dets mange forfædre.”

Vores gæst tog tegningen. “Ikke afrikanere. Nogle kalder dem shamanske. De lever ude i vildmarken og gnider aske i deres hud for at gøre sig mørke. Jeg har set dem bede og danse. Jeg antager, at de er som dervisher, som følger et liv i fattigdom for at komme tættere på Allah.”

Min far gned hjørnet af et ark. “Du kunne tjene mere ved at illustrere Shahnama eller Khamsa af Nizami. Så kunne du få din kunst nedskrevet på bedre papir end dette grove.” Manden nikkede. “Min pen og pensel ville glide lettere over det polerede papir fra Samarkand, men jeg har ikke lyst til at kopiere andres arbejde. Der er sponsorer, der værdsætter min vision af verden. Ikke rige mænd, desværre. For det meste bytter jeg mine tegninger for et sted at sove og et godt måltid.”

Han gabte. “På trods af profetens godhed er jeg virkelig en gæst, der har overstiget min velkomst.” Han slængte sadeltasken over ryggen på æslet. “Kom, prinsesse, vi har nogle mil at dække, før søvnen kan trække os ind i hendes favn.” Vi så,

Hvordan gamle skyggeteatre afslører skjulte historier og kulturelle skatte

Mødet med gamle artefakter kan udløse en dyb refleksion over både deres fysiske form og de historier, de bærer på. Et sådant møde fandt sted en aften under et besøg af en tysk litteraturforsker, Dr. Kahle, som havde medbragt et mystisk læderpakke fyldt med marionetter. Disse marionetter, som ved første øjekast kunne virke beskedne, afslørede et væld af historier, der trak tråde tilbage til en tid, hvor skyggeteater var en populær kunstform i Egypten.

Da Dr. Kahle forsigtigt afslørede indholdet af pakken, blev det tydeligt, at disse marionetter ikke kun var en simpel form for underholdning. De var skabt med en teknisk dygtighed, der tillod dem at blive manipuleret på scenen, hvilket gjorde det muligt for de små figurer at få liv gennem skygger og lys. Skaberne havde skåret detaljerede mønstre i huden, og mange af de større huller var dækket af farvet silke, hvilket gav liv til de ellers stille figurer. En af marionetternes figurer forestillede en tjener, der bar en bakke på sit hoved, mens en anden var en hest og rytter, hvis konturer blev fremhævet af det varme lys fra en lampe.

Historierne, der kunne udspille sig i disse teaterforestillinger, var langt mere end blot simple børns sjov. De trak på en tradition, som havde rødder i de tidlige muslimske perioder, hvor skyggeteater blev betragtet som en kunstform, der kunne indeholde både humor, social kritik og dybere filosofiske indsigter. Dr. Kahle, som var godt bekendt med Ibn Daniyal, en berømt egyptisk forfatter fra middelalderen, fremhævede, hvordan nogle af hans skrifter kunne få selv en voksen til at rødme på grund af deres snedige, men ofte grove humor.

Kritik af denne form for underholdning, som Salim i historien gør, er ikke ualmindelig. Mange betragtede skyggeteater som en lav, vulgar form for underholdning, som intellektuelle ikke burde engagere sig i. Men for Dr. Kahle var det netop i disse skyggefulde figurer, at en dybere forståelse kunne opnås. En af hans referencer var Ibn ʿArabi, den berømte sufi-mystiker, der mente, at skyggerne på teaterskærmen kunne være et symbol på menneskets begrænsede forståelse af det guddommelige. I denne tanke er skyggerne på skærmen kun en refleksion af en dybere sandhed, som er skjult for det blotte øje, men som kan forstås gennem indsigt og åndelig opvågnen.

Dr. Kahle, som var fascinert af denne teatertradition, afslørede, at de marionetter, han havde fundet, stammede fra en gammel ottomansk pasha, som havde købt dem som legetøj til sin søn. Da denne søn døde, blev marionetterne opbevaret som et minde om hans sorg, indtil de til sidst blev overdraget til en familie i Manzala. Denne historie, der var blevet videregivet gennem flere generationer, gav en kontekst for marionetternes oprindelse og den dybde, der kunne findes i de simple figurer.

En af de mest interessante aspekter ved disse marionetter var de subtile tegn og symboler, de bar på sig. For eksempel var der et emblem, der viste sig at være et symbol for en mamluk-prins, som levede samtidig med Ibn Daniyal. Dette symbol kunne indikere, at marionetterne havde en langt ældre oprindelse, måske flere hundrede år før de blev givet til pashaens søn. Spørgsmålet om, hvorvidt en mamluk-prins havde brugt disse marionetter til at underholde sig selv eller sin hof, er et mysterium, som stadig står ubesvaret.

Når man ser på disse marionetter, er det svært ikke at blive overvældet af deres historie. En marionet forestiller en kvinde, der bærer et barn på ryggen, mens et andet barn ligger tæt på hendes skørter. Hendes udtryk er alvorligt, og hun stirrer ud i rummet, som om hun bærer på en tung byrde. En kæde, der løber fra hendes hals til hænderne, afslører en tragisk fortælling om fangenskab. Hvor kom disse figurer fra? Hvilke historier kunne de have fortalt i paladserne eller på de små teaterscener, der engang var deres hjem? Hver marionet bærer på et væld af fortidens hemmeligheder, som stadig venter på at blive afdækket.

For den moderne læser er det vigtigt at forstå, at disse artefakter ikke kun er fysiske objekter, men også bærer på en dyb kulturel og historisk betydning. De repræsenterer en tid og et samfund, hvor underholdning kunne være både filosofisk og politisk. I skyggeteateret blev ofte både samfundets normer og de skjulte historier om menneskelig lidelse og glæde udforsket. Marionetternes oprindelse, som strækker sig fra det osmanniske rige til den egyptiske befolkning, viser, hvordan kulturelle udvekslinger gennem tid og rum har formet kunstneriske udtryk, der stadig påvirker vores forståelse af historie og identitet i dag.

Hvordan beskyttelse og tro forbindes gennem symboler og genstande

Salim havde rejst sig fra sin stol og stod nu bag min far. "Meget effektivt," udbrød han. "I Guds navn, den Mest Barmhjertige, den Mest Nådige! Tænk bare på, at du har disse dyrebare ord tæt på din hud. Baraka, velsignelser på velsignelser bare ved at bære det. Jeg ville ikke undre mig, hvis..." De blev afbrudt. Jeg sad tilbage med et sløret billede af min far, der lænede sig tilbage i sin stol for at irettesætte Salim. Hans ord var blevet tabt i den elektroniske ether. Hvor mange år havde de arbejdet sammen?

Jeg vendte tilbage til maskerne. Den første maske viste en væg udsmykket med udsmykket stucco. Var det fra Marokko eller Spanien? Skriften ovenover havde elegant, kurvende skrift i guld. Der var cirkelformede numre, sandsynligvis markeringer af vers fra en sura. Jeg kunne godt lide firkanterne på den anden maske. Jeg huskede at have set noget lignende, da vi var i Bukhara; kæmpestore mønstre i glasurfliser, som man kunne stirre på i timevis. Skærmen blev levende igen. "Aisha, trykkede du på den forkerte knap?" "Bare en langsom forbindelse, Baba, det er alt. Salim, tror du virkelig, disse masker er som amuletter, der beskytter mig mere end en almindelig maske? Det lyder som voodoo, ikke tro? Jeg troede ikke, du var til den slags." Salim så lidt flov ud. "Jeg formoder, du ikke vil kunne lide den anden ting, jeg pakkede. Den er pakket ind i bobleplast."

"Hvad er et magisk kvadrat?" spurgte jeg. "Se på tallene," svarede han. "Læg sammen hver sæt af tre i rækker og kolonner, og du vil finde ud af, at de alle giver samme resultat. Kvadrater som dette har beskyttet folk i århundreder." "Er en skål ikke til at drikke noget af? Denne vil ikke fungere så godt; alt væsken ville hælde ud gennem hullet i midten." Min far så tankefuld ud. "Du ved, jeg har hørt, at folk under den sorte død ville skrive dele af Koranen med blæk på indersiden af keramikskåle. Når der blev hældt vand i, opløstes blækket." Jeg rynkede panden. "Hvad godt var det? Alt det hårde arbejde fra skriveren blev vasket væk." "Ikke væk, bare holdt inde i vandet. Man skulle blot drikke det, og skriften blev optaget i kroppen." Jeg tog en af maskerne op. "Ligesom luften vil passere gennem ordene på stoffet og ind i mine lunger?" Min far løftede hænderne. "Måske, måske, muligvis ... hvem ved? Det skader ikke at prøve, vel? Når alt kommer til alt, med eller uden skrift, er det stadig en maske. Jeg formoder, at det er det, der betyder mest!"