Under præsidentvalget i 2016 opnåede Donald Trump bemærkelsesværdig støtte blandt hvide evangeliske protestanter i USA, med hele 81 procent af denne gruppe, der stemte på ham. Denne støtte var ikke blot et udtryk for traditionel konservatisme, men også for en dybere følelse af nostalgi efter en fortid, hvor hvide kristne havde en dominerende kulturel og politisk rolle. Robert P. Jones fra Public Religion Research Institute har beskrevet denne gruppe som “nostalgi-vælgere”, der var drevet af frygten for at miste deres indflydelse og status i en hurtigt foranderlig amerikansk samfundsstruktur.

Selvom Trump i sin valgkamp appellerede til værdier, der traditionelt motiverer den religiøse højrefløj, var det især hans evne til at blande kulturkamp og frygt, der sikrede hans position blandt hvide evangeliske. Dette blev yderligere understreget af hans velkendte optræden med biblen foran St. John’s Episcopal Church i juni 2020, hvilket tydeligt signalerede hans ønske om at fastholde denne kernevælgerbase midt i den globale pandemi og de omfattende protester mod politivold.

Samtidig viser data en markant splittelse inden for det protestantiske kristenmiljø, hvor afroamerikanske protestanter i langt mindre grad støttede Trump. I juni 2020 var hans opbakning blandt sorte protestanter blot syv procent, samtidig med at 83 procent afviste ham. Mange afroamerikanske kirkelederes reaktioner på Trumps valgsejr og hans håndtering af begivenheder som Charlottesville har været præget af dyb bekymring og følelse af traume. Bevægelsen #BlackClergyUprising kritiserede skarpt præsidentens tilsyneladende støtte til hvide supremacister, som ifølge dem truede livene for sorte amerikanere og andre minoriteter.

Forskellene i opfattelser af Trump mellem hvide og sorte protestanter afspejler dybere race- og magtstrukturer i amerikanske kristne fællesskaber. En undersøgelse fra 2019 viste, at mens hvide kristne ofte overlapper nationale og religiøse identiteter, som kan styrke racemæssig overlegenhed, fungerer tilsvarende identiteter blandt sorte kristne som en udfordring mod racistiske strukturer og skyldplacering. Disse modsætninger peger på langvarige splittelser, der har præget raceforhold i både kirken og samfundet.

Trump-administrationens forbindelser til Alt-Right-bevægelsen bidrog yderligere til mistanken om hans sympati for ekstreme højreorienterede grupper. Med nøglepersoner som Steve Bannon og Stephen Miller, der delte anti-immigrant- og anti-muslimske holdninger med højreekstreme medier, blev det klart, at der var en sammenfletning af Trump’s politik og Alt-Right’s dagsorden. Den tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke erklærede ved Unite the Right-rallyet i Charlottesville, at Trump var deres politiske beskytter, hvilket yderligere bekræftede denne opfattelse.

Disse begivenheder satte amerikanske kristne foran en alvorlig selvrefleksion om deres rolle i at konfrontere institutionaliseret racisme og had. Mens venstreorienterede kristne grupper fortsatte kampen mod uretfærdighed og racisme, måtte mere konservative evangeliske samfund som Southern Baptist Convention navigere i interne konflikter om hvordan man skulle forholde sig til både Trumps politik og de voksende krav om at tage afstand fra hvid overlegenhed og Alt-Right. Diskussionerne og afstemninger om fordømmelse af hvid supremacisme i 2017 illustrerede de spændinger, der eksisterede i religiøse miljøer, som kæmpede med deres egen historie og nutidige medansvar i opretholdelsen af racemæssig ulighed.

Det er væsentligt at forstå, at splittelsen blandt protestanter ikke blot handler om politik, men om dybt forankrede forskelle i oplevelsen af race, identitet og retfærdighed. For hvide evangeliske var Trumps politiske projekt en forsikring om bevarelse af deres privilegier, mens for mange sorte protestanter repræsenterede det en fortsættelse af marginalisering og systemisk uretfærdighed. Forståelsen af denne dynamik er afgørende for at kunne navigere i nutidens amerikanske religiøse og politiske landskab og for at fremme en ægte dialog om race, tro og retfærdighed.

Hvordan konfronterer evangeliske protestanter Alt-Right og hvidt overherredømme i dag?

Lederskabet i Southern Baptist Convention (SBC) ændrede først kurs efter et betydeligt tilbageslag og vedtog en revideret erklæring, der officielt fordømte Alt-Right og hvidt overherredømme. Men denne konflikt afslørede dybe spændinger i en trosretning, som oprindeligt blev grundlagt med støtte til slaveri. Det var ikke blot en kamp om ord, men en dybt forankret udfordring med racisme, som stadig spøger i kirkens historie og nutid.

Thabiti Anyabwile, pastor og forfatter, pegede på den enorme arbejdsbyrde, der ligger foran den evangelikale kirke, som i dag synes at være splittet om, hvad begrebet egentlig indebærer. Han understregede, at enhver kirke, der tøver med klart at fordømme hvidt overherredømme, implicit understøtter synden, som kan føre til vold og død. For ham er en kirke, der ikke fast og uden forbehold tager afstand fra racisme, reelt set døende og afviser Jesus’ budskab.

Ed Stetzer, som har en fremtrædende rolle i den evangelikale akademiske verden, anerkendte, at der opstod kaos ved SBC’s årlige møde, men påpegede, at der ikke findes en decideret Alt-Right-fløj i SBC. Alligevel understregede han nødvendigheden af, at Southern Baptists må gøre op med deres historie – ikke mindst fordi mange af deres medlemmer historisk set var på den forkerte side i kampen mod raceadskillelse, eksempelvis ved de berømte angreb med brandslanger i Birmingham. Han argumenterede for, at netop på grund af denne historiske bagage må SBC klart tage afstand fra den stigende racisme, der ofte forbindes med de regioner, hvor mange medlemmer bor.

Samtidig var en revideret resolution klar til afstemning, og Stetzer gjorde det klart, at denne kamp ikke blot handlede om kirkens image, men om teologisk ansvar. En mørkhudet jøde, der døde på korset for alle mennesker, så på kirkens handlinger, og derfor var det afgørende, at kirken handlede retfærdigt og uden tøven.

Kontroverserne stoppede ikke med resolutionen. En særlig sag omhandlede et foto af hvide fakultetsmedlemmer ved Southwestern Baptist Theological Seminary, der iførte sig stereotypiske "gangsta"-klæder og postede billedet med sarkastiske kommentarer. Denne handling blev mødt med bred fordømmelse og blev set som en symbolsk manifestation af den manglende forståelse for kulturel og racemæssig følsomhed.

Reverend Dwight McKissic kritiserede denne episode som symptomatisk for en dybere og mere alvorlig mangel på diversitet i seminaret. Han påpegede, at manglen på sorte undervisere ikke kun var et spørgsmål om kvantitet, men om kvalitet og forståelse. En sort prædikant ville have advaret mod denne fejltagelse, fordi det større samfund ikke kunne opfatte billedet som oprigtigt eller respektfuldt. McKissic undskyldte over for de involverede, men fremhævede, at manglen på reel mangfoldighed var en skandale, som seminaret måtte tage alvorligt for at genvinde tillid og integritet.

Jason Duesing, teologiprofessor og medlem af resolutionsudvalget, forklarede, at afvisningen af McKissics oprindelige resolution ikke var udtryk for modvilje mod at fordømme Alt-Right, men et spørgsmål om procedureregler, som skal følges for, at en resolution kan blive bragt til afstemning. Denne procedure blev dog misforstået af mange udenfor og inde i mødet, hvilket skabte yderligere frustration og mistillid.

McKissic insisterede på, at det var nødvendigt for kirken at tage en offentlig og uforbeholden stilling mod etnicitetsnationalisme, som Alt-Right figurer som Richard Spencer og James Edwards repræsenterer. Han fremhævede, at kirkens manglende handlekraft i denne sag ikke blot var et spørgsmål om politik, men om troens kerneværdier.

Det er afgørende at forstå, at denne konflikt i SBC ikke blot er et isoleret problem, men et symptom på en bredere historisk arv og vedvarende udfordring i kristendommens møde med racisme. Det understreger nødvendigheden af vedvarende og ærlig refleksion over egen historie, strukturer og praksis for at kunne tage en troværdig og bibelsk baseret afstand fra racisme og ekstremisme.

Det er også vigtigt at indse, at kulturel følsomhed og mangfoldighed ikke blot er spørgsmål om politisk korrekthed, men om ægte forståelse og respekt for det medmenneskelige, der er grundlæggende i kristendommen. For at kunne møde nutidens udfordringer må kirken ikke kun erklære sine holdninger, men også praktisk omsætte dem i handling, eksempelvis gennem diversitet i lederskab og undervisning.

Hvordan Amerikas Musikkarv Fortsatte med å Forme Identiteten til Nasjonen
Hvordan opretter man en "Puppet Task" i asynkrone applikationer?
Hvorfor Finnegan var som han var, og hvad det betød