”Anyway.” Trompeter trak på skuldrene. ”Det er hans opgave. Vi tager ingen chancer med duefolk. De er for farlige, min kære. Ikke at jeg ønsker den stakkels djævel skudt — jeg vil hellere have ham identificeret.” Hun løftede hovedet og så nysgerrigt på obersten. ”Hvorfor?” hviskede hun næsten. Han førte hende mod vinduet, ud af fanges rækkevidde. Udenfor rullede artilleriets tunge vogne forbi, dækkede monstre, deres snuder skjult under presenning, mens regnen trommede mod ruderne. ”Fordi,” sagde han lavmælt, ”jeg kan bruge ham til at vildlede fjenden. Englænderne får deres duepost tjeneste — men efter dette vil fuglene bære mine rapporter i stedet for vor vens. Derfor må jeg kende mandens navn.” Han kneb øjenbrynene mod hende. ”Kender De ham?”

Hun tøvede, stemmen skælvede. ”Hvis manden blev identificeret, vil De så skåne hans liv?” Hans nik var kortfattet; øjnene forsvandt ikke fra hendes ansigt. ”Hvad garanti har jeg for, at De holder Deres ord?” ”Jeg overgiver Dem det eneste bevis.” ”Majsen?” Hun kiggede over mod den hulbenede fange, hovedet hængende, øjne halvt lukkede, tungen slapt under en mat moustache. Duften af ham var stærk i stuen. Tavst rakte hun hånden frem; han lod to majskerner glide i hendes håndflade. Hun lod dem falde i komfuret. Obersten betragtede hende impassivt. Væggene sitrede af kanonernes rumlen. Hun vendte tilbage, bleg mod sit røde hår, stemme fanget i et næsten lydløst åndedrag: ”De har ret — jeg kender ham.” Et stålblåt blik. ”Hvem er det?” ”Dunlop. Captain Dunlop.”

Trompeter lænede sig frem: ”Ikke ’The Unknown Quantity’?” Hun trak på skuldrene. ”Han forsøgte aldrig at skjule sig for mig.” Hun havde mødt ham i Bruxelles; han kom fra London i weekenderne. Han var hendes elsker. Stemningen skiftede; hendes beretning var ikke blot spionage men brudt tillid, jalousi og tvangens mekanik: han påstod at være engelsk ingeniør, han indrømmede at følge ordre, og hun var — i sidste ende — et led i samme ordre.

”Hvordan signerede han?” spurgte obersten. ”’J. Dunlop’,” svarede hun. Hun havde fundet ud af det — ikke gennem heltemod men ved at følge spor efter spor, ved at lade en personlig sag blive en efterforskning. Hun bad om at få gå; hun var dårlig, vejret, feberen. Obersten sagde, at hun måtte forlade stedet straks. Hun rakte en hånd mod fangen; han reagerede ikke.

Trompeter gik hen til fuglemanden og klappede ham på skulderen: ”Vidunderlig forklædning, Dunlop,” sagde han på fejlfri engelsk. ”Jeg må indrømme, du narrede mig næsten. Men spillet er slut. Lad os få en venlig samtale. Jeg håber dog ikke, du vil afsløre noget.” Fangen mumlede uforståelige lyde; skummet lå om munden.

Telefonen ringede. En velopdragen stemme: ”Hans Ekscellens ønsker at tale med Oberst von Trompeter.” Et øjeblik efter ville en skarp, rasende stemme over telefonen have ødelagt enhver ro: en general, krævende blod, ikke undersøgelse; en spion skulle findes og skydes — ellers ville oberstens hoved rulle. Trompeter hang på og røg en stund, indhyllet i blå røg, betragtede den elendige skikkelse for sit skrivebord. ”Undskyld, Dunlop,” sagde han omsider. ”Jeg ville have reddet Dem, hvis jeg kunne. Men velgørenhed begynder der, hvor ens eget ansvar slutter. Min general kræver et offer. Mit hoved er prisen. Jeg har fjender; jeg har en familie; mit embede er en karriere. Som Gud er min dommer, kan jeg ikke holde mit løfte.” Han trak sin lommetørklæde for munden. Fangen forblev tavs.

Det, der fremtræder mellem linjerne, er ikke blot et spørgsmål om identifikation men om de menneskelige omkostninger ved krigens bureaukrati: små kompromiser, hemmelige aftaler, hvordan personlige relationer kan blive efterretningens brændstof. Den kvinderolle, der ved smertelig erkendelse forvandler kærlighed til efterretning, og officeren, hvis pligt kolliderer med løfter, viser et etisk landskab uden rene løsninger. Spørgsmålet om retfærdighed viger for overlevelse — både personlig og institutionel.

Hvordan slap jeg ud af Cousin Tims greb?

Jeg var trådt ind i den fæle, overophedede scene som en aktør, der pludselig er bevidst om sin rolle — hver bevægelse matematik, hvert åndedrag opmålt. Cousin Tims hånd greb min arm med den samme faste, forsigtige autoritet, som han altid brugte, når han ville indfange et flygtigt vidne. Hans øjne var mørke, fulde af den gamle mistanke, og det var som om hver sætning, han ikke sagde, lå og ulmede foran ham. X———’s høflige frasering gled forbi os, en ridse af galanteri i et rum, der var ved at blive til et envist mareridt.

Jeg forstod hurtigt, at ingen lille undskyldning mere ville bremse hans rasen. Da døren gled op og jeg slængede mig ind, var det ikke overmod, men ren instinkt: en dør mellem mig og en mand, hvis tålmodighed allerede var slidt tynd. For et par hjerteslag holdt jeg den; så kom han med hele sin tørst efter retfærdighed, og i et øjeblik var jeg presset tilbage mod trævæggen, hans bryst hevede sig, hans råb var ikke nødvendigt — det var alt sammen i den sænkede, truende stemme.

Jeg greb efter sandheden som et sidste værn. "Hvis jeg fortæller dig sandheden, vil du så ikke blive vred?" spurgte jeg, og kunne høre, hvor forfærdet håbet var i min stemme. Han svarede med en forvrænget smiley, foragt bag den gæve accent: "Det afhænger af sandheden." Jeg navngav dengang den simple forklaring: fejl i pakningen, forveksling mellem chokoladeæsken og krudtboksene — en komisk, næsten dum forveksling, drevet af nervøsitet og en lille ønsker om at undgå spild. Han lod som om han troede mig; hans skuldertræk var resignationen selv, og jeg åndede lettet.

Den lettelse var naive par af min egen konstruktion. Vi vel over grænsekontrollen uden søgning; opholdet i Eaton Square gav et øjebliks skær af normalitet — te i hans "den" — men så foldede fortællingen sig ud igen. Den aftalte betaling blev nægtet. Ordene blev som knive: "Du skal nøjes med hundrede pund." Mit raseri var ikke blot økonomisk, det var et spørgsmål om, at min handling skulle tillægges ond hensigt. Hans måde at tælle pengene ud og kaste dem på bordet var som at kaste en dom.

Da jeg krævede forklaring, var der noget langsomt, næsten ritualagtigt ved hans metode. Han spurgte igen om chokoladeæsken, om jeg virkelig havde haft den på min vej til ham — en lille latterlig detalje, som pludseligt blev nøglen til et helt andet regnskab. Hans stemme sank; hans øjne blev til granater af mistanke. Da han kaldte mig løgner, var det ikke blot et ord men en fangeport, der begyndte at klappe i.

Truslen kom som en konkret, mekanisk handling: en metalæske, noget blankt, og omtalen af "hypodermisk injektion". Selv de mest fantasifulde trusler får vægt, når de fremsiges af en, der ikke trækker sig. Luftens fysiskitet ændrede sig; jeg kunne lugte hans parfume som et forvarsel om vold. Døren var låst; det samme var flygtens muligheder. Jeg greb en stol, kastede — ikke uden held — men den skrabede kun hans kind, og hans vrede eskalerede.

I øjeblikke som disse handler en enestående lille redningsplanke: en kombination af hurtighed, godt skuespil og en uforudset chance. Min krops automatkørsel gik imod døren igen, adrenalinen kold i mine lemmer. Hver bevægelse var en økonomisering af kræfter — en detalje i hænderne, et blik mod låsen, en hurtig vurdering af afstand. Det var ikke heltemod; det var kalkuleret overlevelse. Jeg erfarede hvor let etiketter og pakker kan blive til beviser eller beviser for sammensværgelse, afhængigt af øjnene som ser dem.

Atmosfæren mellem os var en vekselvirkning af ord der blev sagt og ord der blev tilbageholdt, af løfter der blev givet og trusler der blev holdt i reserve. Hvad der begyndte som et simpelt spørgsmål om en chokoladeæske og krudt forblev netop dét — en flig af stof, som blev sat i centrum for en hel persons mistanke. Der var også en konstant af forestående vold i rummet: hver pause, hver håndbevægelse kunne endegyldigt ændre udfaldet.

Teksten demonstrerer, at manipulationsspil ofte skjuler sig bag tilsyneladende banale fejl. At lade sig forføre til at forklare lidt for meget, eller at blive flov over sin egen klodsethed, kan være tilstrækkeligt til at vende magtforholdet. I denne situation var min eneste virkelige allierede min evne til at holde hovedet koldt, vælge ord sparsommere end følelser, og bruge øjeblikkets plads til at søge enhver åbning.

Hvordan lever man videre, når man ikke længere kan forlade stedet, hvor man døde?
Hvordan ændrede en seddel alting?
Hvordan kan man navigere i korruption og magtkampe i det vilde vesten?
Hvordan finder man spor i en mordgåde, når intet er, hvad det ser ud til?