Hvordan Desinformation Former Demokratiske Samfund og Udfordrer Den Offentlige Sphære

I den moderne politiske kommunikation er desinformation blevet en af de mest markante trusler mod demokratiets funktionalitet. Den dybtgående brug af massive databaser med højst personlig information, den slappe rapportering om lobbyisme og politisk finansiering, samt svigtet i innovationen af journalistiske formater, som har mistet offentlighedens tillid, er alle eksempler på, hvordan demokratiske samfund er blevet udfordret. Endnu mere problematisk er de vanskeligheder, der knytter sig til reguleringen af forretningsmodellerne bag sociale medier, som muliggør monetariseringen af vildledende kommunikation. Dette har været en skuffende udvikling, ikke bare i enkelte lande, men på globalt plan, hvor demokratier, i deres stræben efter økonomisk vækst og politisk kontrol, har undermineret de grundlæggende mekanismer, der oprindeligt skulle sikre en sund offentlig debat.

Denne voksende mangel på tillid til politiske institutioner og medierne har skabt en langt større social og politisk splittelse. Klimaændringernes skepsis, den forvrængede sammenblanding af kriminalitet, terrorisme og immigration, samt de politiske og sociale konsekvenser af falske narrativer omkring disse emner, er blot nogle af de synlige eksempler på, hvordan offentligheden er blevet konfronteret med fejlinformation. Disse problemer har ikke kun rødder i den politiske arena, men også i de økonomiske strukturer, som i stigende grad er afhængige af data, teknologi og manipulation af offentlige holdninger.

I et sådant miljø, hvor institutioner mister deres autoritet og medierne svigter i deres rolle som den tredje magt, er det ikke blot politiske beslutningstagere, der lider under disse forvrængede kommunikationsmønstre. Det er samfundet som helhed, der oplever en erosion af de processer, der tidligere sikrede politisk repræsentation og offentlig diskurs. Når normer for rationel og respektfuld debat forsvinder, og grænserne for hvad der kan siges i det offentlige rum bliver uskarpe, bliver det vanskeligt at finde fælles grundlag for beslutningstagning.

I denne kontekst er begrebet "post-demokrati" relevant, som Colin Crouch introducerede for at beskrive et samfund, hvor de demokratiske strukturer er blevet svækket og de politiske beslutningsprocesser er blevet mere reaktive og mindre gennemsigtige. I dag er antidemo-kratiske tendenser, som tidligere var marginaliserede, blevet mainstream. De politiske partier, der traditionelt fungerede som brobyggere i samfundet, er blevet mindre relevante, og de medier, der skulle fungere som informationskanaler, har mistet deres troværdighed.

Det er i denne tidsalder af desinformation, hvor falske narrativer og manipulerede oplysninger er blevet udbredt, at samfundet står overfor sin største udfordring. Det er ikke længere tilstrækkeligt at reagere på de enkelte former for desinformation, som opstår omkring specifikke hændelser. Det kræver en grundlæggende reform af de offentlige institutioner, der skal beskytte borgerne mod de skadelige effekter af denne informationskrig.

For at genskabe tillid til information og genoprette offentlig debat er det nødvendigt at genopbygge de institutioner, der er blevet svækket af desinformationens angreb. Dette kræver en fornyelse af de politiske partier, et styrket valg- og regeringssystem og en presse, der kan tage ansvar for at tilbyde en nøjagtig og objektiv fremstilling af virkeligheden. Der er et stort behov for at genopfinde journalistikken i en tid, hvor det at være informeret ikke længere er en given rettighed, men snarere en udfordring.

Hvordan og hvorfor blev neoliberalismen så udbredt?

I 1940'erne blev neoliberale ideer, som i dag er kendt gennem tænketanke som Mont Pelerin Society, første gang bredt fremført. Men disse ideer blev ikke accepteret uden modstand. En væsentlig årsag til dette var den nylige erindring om den Store Depression, som stadig prægede tankegangen hos mange. John Maynard Keynes havde overbevist både europæiske og nordamerikanske ledere om, at det var nødvendigt for staten at blande sig i økonomien – især i svage perioder, hvor der skulle skabes efterspørgsel, og i stærke perioder, hvor den skulle dæmpes. Denne keynesianske tankegang dominerede den økonomiske politik i mange årtier og blev accepteret som standard – så meget, at selv Richard Nixon i 1970'erne erklærede, at han nu var "keynesianer" i økonomi.

Det er derfor naturligt at spørge, hvordan og hvorfor neoliberale ideer om markedernes selvregulering og regeringens ineffektivitet og skadevirkninger blev så udbredte, ikke kun blandt en lille gruppe intellektuelle under den kolde krig, men også blandt magtfulde tænketanke, politiske ledere og befolkningen i USA? Svaret på dette spørgsmål skal findes i ideerne fra personer som Friedrich Hayek, som udgav sin indflydelsesrige bog The Road to Serfdom i 1944.

Hayek argumenterede for, at politisk og økonomisk frihed er uløseligt forbundet, og at enhver regering, der forsøger at kontrollere økonomien, nødvendigvis vil udvide kontrollen over borgernes liv. Han hævdede, at en regering, der styrer økonomien, vil ende med at bestemme, hvor folk skal arbejde og bo, og dette vil gradvist føre til en udvanding af frihederne i samfundet. I sin analyse påpegede Hayek, at et frit marked fungerer som en form for distribueret magt, hvor individuelle beslutningstagere holder magten i hænderne, hvilket forhindrer koncentrationen af magt i centraliserede institutioner.

Hayeks grundlæggende påstand var, at centraliserede økonomier ikke blot koncentrerer økonomisk magt, men også politisk magt. Et frit marked fungerer som en beskyttelse mod totalitarisme og tyranni, mens planøkonomier undergraver friheden ved at koncentrere magten i hænderne på staten. Denne idé blev grundlaget for dannelsen af Mont Pelerin Society i 1947, hvor neoliberale økonomer og tænkere forsøgte at udbrede netop denne filosofi.

På baggrund af afslutningen på Anden Verdenskrig og begyndelsen på den kolde krig var det forståeligt, hvorfor frygten for totalitarisme var udbredt. Højreorienteret totalitarisme var blevet besejret i Tyskland, men venstreorienteret totalitarisme var i vækst i Sovjetunionen og de øvrige lande i Warszawapagten, hvor mange borgere blev frataget både politiske og religiøse rettigheder. I denne kontekst fremstod de neoliberale ideer om, at økonomisk frihed var en forudsætning for politisk frihed, som overbevisende.

Men dette synspunkt var ikke nødvendigvis sandt for alle samfund. Den historiske realitet i USA var, at økonomisk kapitalisme ikke nødvendigvis beskyttede individets frihed. I det 19. århundrede tillod USA, som på mange måder var et markedsøkonomisk system, stadig slaveri. Det betød, at den økonomiske frihed for en stor del af befolkningen blev kraftigt begrænset. Ligeledes blev kvinder og sorte amerikanere nægtet de samme politiske friheder som hvide mænd. Denne ulighed blev overset i neoliberale diskussioner om forholdet mellem kapitalisme og frihed.

Senere i det 20. århundrede fik ideen om, at økonomisk liberalisering nødvendigvis skulle føre til politisk liberalisering, et alvorligt opgør i både Chile og Kina. I Chile blev den demokratiske, socialistiske regering under Salvador Allende væltet gennem et militærkup støttet af USA, hvilket resulterede i en brutal kapitalistisk diktatur, som varede i næsten to årtier. På den anden side blev økonomisk liberalisering i Kina, efter Mao Zedongs død i 1976, ikke fulgt af politisk liberalisering. I stedet opstod et system, som mange har kaldt "markedets autoritarisme".

Ligeledes har europæiske socialdemokratier, som blev betragtet som en vej mod totalitarisme af neoliberale tænkere, modbevist mange af Hayeks advarsler. Landene i Skandinavien, som har udviklet en social velfærdsmodel med høj grad af økonomisk omfordeling, er blandt de sundeste og lykkeligste demokratier i verden. Samtidig viser undersøgelser, at USA, som har langt mindre social velfærd end de fleste vesteuropæiske lande, blev vurderet som et af de mindst demokratiske lande blandt de industrialiserede nationer i The Economist’s Democracy Index.

Et andet afslørende eksempel på, hvordan neoliberale politikker ikke nødvendigvis førte til demokratisk udvikling, er situationen i Irak efter Saddam Husseins fald. USA forsøgte at påtvinge en striks markedslogik, herunder privatisering af statsejede virksomheder og afskaffelse af fagforeninger, i håbet om at fremme demokrati. Dette forsøg viste sig imidlertid at være kontraproduktivt og resulterede i politisk ustabilitet og en korrupt oligarkisk regering.

Disse eksempler understreger, at forbindelsen mellem økonomisk frihed og politisk frihed ikke nødvendigvis er så simpel, som neoliberale ideer ofte hævder. De viser, at neoliberale politikker kan have vidt forskellige konsekvenser afhængigt af den sociale og politiske kontekst, hvori de anvendes. Det er derfor essentielt at forstå, at ikke alle samfund er lige godt rustet til at implementere neoliberale ideer uden at risikere politisk og social undertrykkelse.

Hvordan økonomiske interesser og politisk indflydelse former offentlig diskurs

Koch Industries, som har været kendt for sin indflydelse på både den politiske og økonomiske sfære, har arbejdet målrettet på at forhindre reguleringer, der kunne true deres økonomiske interesser. En central metode har været at fremme en ideologi, der afviser statslig indblanding og promoverer frie markeder som den bedste løsning på økonomiske problemer. Denne ideologi er blevet styrket gennem generøs støtte til tankesmidter som Cato Institute og Heartland Institute, som har brugt store summer på at finansiere forskning og offentlig kampagner, der nedtoner klimaforandringernes alvor og argumenterer imod nødvendigheden af stramme miljøreguleringer.

En anden central aktør i denne proces var "Citizens for a Sound Economy" (CSE), en gruppe, der blev kendt for sin rolle i at organisere politisk modstand mod sociale reformer og reguleringer. CSE var i stand til at mobilisere økonomiske ressourcer og politisk netværk til at påvirke beslutningstagning i både lokale og nationale valgkampe. Et af de mest markante eksempler på CSE's indflydelse var deres støtte til anti-klimapolitik og deres modstand mod de politiske initiativer, som kunne presse industrien til at tage ansvar for miljøpåvirkninger.

I begyndelsen af 2000'erne begyndte Kochs netværk at implementere en endnu mere sofistikeret strategi, som omfattede målrettede valgkampagner, hvor de spillede på vælgernes frygt og misinformation. Et skridt i denne retning var, da CSE aktivt arbejdede på at få Ralph Nader på stemmesedlen i de amerikanske præsidentvalg i 2000 og 2004. Dette blev betragtet som en måde at splitte den liberale vælgerbase og dermed svække demokratiske kandidater som Al Gore og John Kerry. Selvom disse metoder blev afsløret som en form for politisk manipulation, viser de, hvordan økonomiske interesser kan anvende de mest innovative og snedige taktikker til at påvirke valgresultater og dermed den politiske dagsorden.

Mens disse aktiviteter primært har været centreret om USA, er de ikke unikke for amerikansk politik. Den samme type påvirkning kan findes i andre lande, hvor store industrigrupper og økonomiske aktører forsøger at forme offentlig politik til deres eget formål. Dette er især tydeligt i debatten om klimaændringer, hvor den økonomiske indflydelse fra olie- og gasindustrien ofte modarbejder de nødvendige politiske tiltag for at imødegå klimaforandringerne.

For den danske læser er det vigtigt at forstå, hvordan sådanne netværk fungerer og hvilken rolle de spiller i at forme politiske beslutninger. Det er ikke kun en kamp om videnskabelig sandhed, men også en kamp om ideologi og magt. Når vi ser på, hvordan økonomiske interesser arbejder bag kulisserne, bliver det klart, at politik ikke altid handler om den bedste løsning for samfundet som helhed, men ofte om, hvilke interesser der har mest magt og ressourcer til at forme diskursen.

Endvidere bør det understreges, at disse strategier ikke kun handler om at blokere for miljøreguleringer. De afspejler en bredere politisk filosofi, som betoner minimal statslig indblanding i økonomiske anliggender, en filosofi, der også kan have konsekvenser for andre områder som sundhedspolitik, arbejdsmarkedspolitik og sociale ydelser. Forståelsen af disse politiske og økonomiske dynamikker giver den danske læser en dybere indsigt i, hvordan økonomisk magt kan udnyttes til at fremme specifikke politiske dagsordener, ofte på bekostning af bredere samfundsinteresser.

Hvad gør offentlig tv- og radioudsendelse modstandsdygtig mod desinformation?

Offentlig tv- og radioudsendelse er et komplekst system, der fungerer på tværs af flere niveauer og i et skiftende politisk og økonomisk landskab. Den finansiering, der støtter denne sektor, er ikke kun baseret på reklamer og abonnementsindtægter, som man ser i den kommercielle mediebranche. Tværtimod er offentlig tv- og radioudsendelse i høj grad afhængig af offentlige midler, private donationer og forskellige støtteordninger, som gør det muligt at opretholde en form for økonomisk stabilitet, der ikke er lige så sårbar overfor markedskræfterne.

Det vigtigste at forstå her er, at offentlig tv og radio ikke bare er en forretningsmodel – det er en samfundsinstitution, der er designet til at fremme offentlig nyhedsformidling og kultur, fri for de økonomiske og politiske interesser, der ofte driver kommercielle medier. Dette system er beskyttet fra direkte politisk indblanding af det faktum, at det drives af uafhængige organisationer, som den amerikanske Corporation for Public Broadcasting (CPB). Den private karakter af CPB sikrer, at den føderale støtte, der går til stationerne, er beskyttet mod direkte politisk indflydelse.

Den struktur, som offentlig tv- og radioudsendelse opererer under, giver en vis beskyttelse mod de typer af kommersielt pres, som man ser i den private mediebranche. Systemet er decentraliseret og består af en mangfoldighed af lokale stationer, der samarbejder og konkurrerer for at opnå fælles mål. Denne konkurrence er ikke nødvendigvis skadelig, men tværtimod skaber den rum for innovation og samproduktion af indhold, der tilgodeser lokale nyhedsbehov og kulturelle forskelle.

Et godt eksempel på dette samarbejde er projekter som Facing the Mortgage Crisis og initiativerne fra CPB til at tackle nyhedsøer (news deserts). I disse tilfælde finansierede CPB projekter, der kunne bringe lokal nyhedsproduktion til stationer, der tidligere havde lidt under mangel på ressourcer. I mange tilfælde har disse projekter udviklet sig og fortsætter med at producere lokal journalistik, hvilket er af stor værdi for samfundene, især i tider med økonomiske kriser eller naturkatastrofer.

Offentlig tv og radio har også været en pioner inden for teknologisk innovation. Fra de første satellitudsendelser til den digitale transformation har offentlig tv og radio været førende i at omfavne nye teknologier. NPR, for eksempel, har udviklet NPRONE-appen, som gør det muligt for brugerne at tilpasse og dele deres nyhedsprogrammer og podcasts. Denne tilgang har gjort NPR til den største podcaster i verden. PBS Digital Studios bruger YouTube som platform til at nå yngre og mere mangfoldige målgrupper, hvilket er et klart tegn på, hvordan offentlig medieudsendelse kan tilpasse sig moderne medieforbrug.

Men der er også forskelle på, hvordan offentlig tv og radio fungerer. Offentlige tv-stationer har langt mindre nyhedsindhold end deres radio-motsvarigheder. Dette skyldes dels højere produktionsomkostninger for tv, men også de politiske og økonomiske udfordringer, som offentlig tv står overfor. Selvom tv-programmer som PBS NewsHour og FRONTLINE er af høj kvalitet, er nyhedsindholdet generelt ikke så omfattende som det, man finder på public radio. På radioen er programmer som Morning Edition en grundpille i lytternes morgenrutine, hvilket gør det lettere for stationerne at generere indtægter gennem pledging og opbakning fra deres publikum.

Begge medier – tv og radio – har dog demografiske overlappende målgrupper, selvom der er visse forskelle i, hvem de tiltrækker. Offentlige tv-stationer har tendens til at have en højere andel kvinder i deres lytter- og seerbase, mens radioen tiltrækker flere mænd. Begge medier har dog lykkedes med at nå ud til en mere uddannet befolkning, hvilket gør dem til en vigtig kanal for både samfundsbevidste og beslutningstagende grupper.

Hvordan private fonde har formet politiske ideer og medier i USA

I løbet af de sidste 50 år har private fonde spillet en afgørende rolle i at forme den politiske diskurs i USA. Fra at være et beskedent fænomen med omkring 200 private fonde i begyndelsen af 1900-tallet, er der nu tæt på 100.000 fonde med en samlet kapitalisering på næsten 800 milliarder dollars. I denne udvikling er Koch-brødrene og andre aktører blevet centrale i at omforme det, der traditionelt blev set som velgørenhed, til et strategisk våben for politisk indflydelse.

I 1970’erne opfandt Charles Koch, gennem sin rådgiver Fink, et system, der med stor økonomisk støtte fra skatteyderne skabte en effektiv måde at sprede og implementere politiske ideer. Dette system var opdelt i tre faser. Den første fase handlede om at indsamle ideer, som kunne anvendes til at fremme den libertarianske dagsorden. Disse ideer blev ofte leveret af intellektuelle fra universitetsforskning, som blev tiltrukket af pengegaver fra private fonde. Et eksempel på dette er Mercatus Center, som blev grundlagt af Fink og senere finansieret af Koch-brødrene. Mercatus Center blev oprettet ved George Mason University og fungerede som et knudepunkt for at fremme markedsbaserede ideer.

Den anden fase i denne proces var dannelsen af libertarianske tænketanke, som forarbejdede de ideer, der blev genereret af forskerne, til politiske løsninger og lovgivning. Tænketanke som Cato Institute og Ludwig von Mises Institute spillede en central rolle i denne proces. Disse organisationer, der nød godt af skattefrie donationer, var i stand til at udarbejde politikker, der fremmede de økonomiske interesser af de rige og de store virksomheder, samtidig med at de fremmede et minimalt statsligt indgreb i markederne.

I takt med at disse idéer blev spredt gennem traditionelle medier, opstod der en digital forlængelse af denne proces. Højreorienterede medier som Fox News og talkradioen, samt en række websteder og sociale medieplatforme, har spillet en central rolle i at styrke populistisk vrede og fremme en modstand mod etablerede institutioner som medier, videnskab og regering. Et væsentligt element i denne udvikling var afskaffelsen af Fairness Doctrine i 1987, som tidligere havde tvunget medierne til at præsentere kontroversielle emner objektivt. Dette førte til en koncentration af medieejerskab i hænderne på et lille antal aktører, hvilket resulterede i en ensrettet og ofte polariseret informationsstrøm.

En vigtig del af denne udvikling er den økonomiske støtte, som højreorienterede medieplatforme modtager fra private fonde. Eksempelvis donerede Charles Koch Foundation over 2 millioner dollars til konservative medier i 2017, hvilket blandt andet blev kanaliseret til medier som Daily Caller, som blev finansieret af Koch-familien. Tilsvarende har Mercer-familien støttet Breitbart med millioner af dollars, ofte gennem skattefrie fonde. Denne økonomiske støtte har gjort det muligt for højreorienterede medier at udvide deres indflydelse og skabe et alternativt informationsøkosystem, som er præget af ideologisk drevne narrativer.

Det er vigtigt at forstå, at denne udvikling ikke blot handler om at fremme en politisk ideologi, men også om at undergrave de institutioner, der traditionelt har været kilder til objektiv information. Det er et forsøg på at delegitimere kritik og på at skabe et narrativ, hvor kun de stemmer, der er i overensstemmelse med den libertarianske dagsorden, bliver betragtet som troværdige. En væsentlig konsekvens af denne udvikling er, at det bliver stadig sværere for den gennemsnitlige borger at skelne mellem objektiv sandhed og ideologisk drevne fortællinger.

Det er også væsentligt at bemærke, at denne politisering af medierne og ideologisk drevne tænketanke har medført en yderligere koncentration af magt og penge i hænderne på et lille antal velhavende individer og fonde. Dette har forstærket ulighed og undermineret demokratisk deltagelse. For at forstå dette fænomen er det nødvendigt at have et kritisk blik på, hvordan kapital, ideologi og medier arbejder sammen for at skabe et system, hvor magtfulde aktører kan forme den politiske diskurs i deres egen favør.