Hvad er sandhed i Trumps æra?

I de tidlige morgentimer den 9. november 2016 blev det utænkelige virkelighed: en hensynsløs, sociopatisk, racistisk, kvindefjendsk, klimaændringsbenægtende ejendomsmagnat og reality-tv-stjerne blev USA’s første milliardærpræsident. Denne politiske hændelse, som for mange blev betragtet som en tragisk skillelinje i demokratiets historie, indvarslede ikke blot en ny præsidentiel administration, men et dybt epistemologisk skifte, hvor selve begrebet “sandhed” blev draget i tvivl.

Donald Trumps opstigning til magten var ikke blot et resultat af personlige egenskaber eller strategisk kampagneføring. Det var et symptom på en langt mere gennemgribende krise — en strukturel krise i neoliberalisme, demokrati og offentlig rationalitet. I denne kontekst bliver Trumps retorik, ikke som en undtagelse, men som en kulmination af mangeårige sociale og politiske forandringer, der har undermineret tilliden til institutioner, medier og viden.

Sociale medier har spillet en afgørende rolle i denne proces. Ifølge Christian Fuchs er vi trådt ind i en tidsalder præget af autoritær kapitalisme, hvor fake news, algoritmisk manipulation og big data fungerer som det nye propagandaværktøj. Med over 60 millioner følgere på Twitter og millioner flere på andre platforme har Trump formået at omgå traditionelle mediekanaler og i stedet direkte kommunikere med offentligheden på måder, der unddrager sig kritisk gennemlysning. Det skaber en virkelighed, hvor følelser og identitetspolitiske markører ofte vægtes højere end fakta, analyse og argumentation.

Den amerikanske højrefløj, herunder den såkaldte alt-right, har udnyttet dette digitale landskab til at sprede antidemokratiske og fascistoide ideologier. Antisemitisme, racisme, kvindehad og had mod mennesker med handicap er blevet normaliseret gennem memes, hashtags og strategisk narrativkrig. I dette klima er sandheden ikke længere et fælles grundlag for samfundsdebat, men et våben, der formes og bruges til at konsolidere magt.

Samtidig har de traditionelle medier bidraget til denne erosion. De har – i jagten på klik og seertal – givet disproportional opmærksomhed til Trump, gengivet hans udtalelser ukritisk og dermed forstærket hans dagsorden. Medierne blev ikke blot ofre for manipulation, men aktive medskabere af et medieøkosystem, hvor spektakel og sensationalitet fortrænger kritisk analyse. Ifølge forskeren dana boyd udnytter Trump og lignende figurer mediernes algoritmiske logikker til at maksimere eksponering og styre den offentlige samtale.

Det er dog vigtigt at erkende, at disse udviklinger ikke alene kan forklares ved teknologiske eller mediemæssige forhold. De må ses i sammenhæng med dybere ideologiske forskydninger, hvor neoliberalismens løfter om velfærd og lighed har slået fejl for store befolkningsgrupper. I dette vakuum vinder højrepopulismen frem — ikke som et logisk svar, men som et affektivt og regressivt modsvar, der lover genoprettelse af orden og identitet i en kaotisk verden.

Her spiller religion og race også en afgørende rolle. Den hvide kristne nationalisme i USA har været med til at legitimere Trumps politik som en slags “gudgiven” mission. Dette forstærker forestillingen om en moralsk sandhed, der står over den empiriske — hvor “tro” og “følelse” får forrang over beviser og argumentation. Således bliver politisk kommunikation en kamp om virkelighedsopfattelser snarere end om rationel overbevisning.

For at forstå sandhedens krise i Trumps æra er det nødvendigt at se ud over individet Trump og analysere de strukturelle og kulturelle dynamikker, der har gjort hans version af “sandheden” mulig. Det handler ikke blot om løgne eller misinformation, men om en dybere afvikling af selve ideen om en fælles virkelighed. Når borgerne ikke længere deler et fælles grundlag for, hvad der er sandt eller falsk, mister demokratiet sit fundament.

Det er afgørende at forstå, at denne udvikling ikke er forbeholdt USA. Den globale stigning i højrepopulistiske bevægelser, autoritære ledere og mistillid til institutioner peger på et verdensomspændende epistemologisk skred. Dermed bliver kampen for sandhed ikke kun et akademisk anliggende, men et nødvendigt politisk og kulturelt projekt. Det fordrer kritisk mediekompetence, historisk bevidsthed og en fornyet tro på kollektiv handling.

Hvordan skal vi forstå sandhed i en post-truth æra, og hvad adskiller postmodernisme fra politisk relativisme?

Spørgsmålet om, hvorvidt klimaforandringer er en etableret videnskabelig kendsgerning eller blot en fortolkning konstrueret af magtstrukturer, illustrerer de komplekse epistemologiske spændinger i vores samtid. Fra et socialvidenskabeligt perspektiv handler det ikke kun om den empiriske virkelighed, men om hvordan "sandhed" formes gennem sociale relationer. Denne tilgang benægter ikke naturvidenskabelige fakta, men stiller derimod skarpt på, hvordan sandheder kan være indlejret i og understøtte bestemte magtordener.

Denne forståelse kan dog føre til problematiske konklusioner, hvor alt – lige fra klimaforandringer til politiske konspirationsteorier – reduceres til subjektiv fortolkning. Det er netop denne problemstilling, der aktualiseres i debatten om post-truth-politik, hvor fakta i stigende grad underordnes følelser og personlige overbevisninger. Den politiske brug af relativisme – som set hos Donald Trump – har for eksempel legitimeret strengere indvandringspolitik og retshåndhævelse, på trods af data, der viser faldende kriminalitet og migration.

Ordet "post-truth", udnævnt til Årets Ord i 2016 af Oxford Dictionary, betegner netop denne tendens, hvor objektive fakta får mindre vægt i offentlighedens meningsdannelse end emotionelle appel og personlige tro. Samtidig forbindes Trumps politiske stil ofte med postmodernismen, især af kritikere, der mener, at hans politiske relativisme udspringer af postmodernismens antagelse om, at alle sandheder er relative, og at moral er subjektiv. Denne forbindelse er dog misvisende.

Postmodernismen afviser ikke objektivitet eller virkelighed, men insisterer på, at disse begreber er situerede og forstås forskelligt inden for forskellige vidensrammer. Sandheder betragtes som produkter af sociale og kulturelle kontekster, og analyseres for at afdække deres funktion i opretholdelsen af magtstrukturer. Dette står i kontrast til post-truth-politikkens ligestilling af velunderbyggede fakta med falske påstande eller følelser, som politiske aktører fremmer.

Det er derfor nødvendigt at skelne mellem postmodernismens kritiske epistemologi og den populistiske relativisme, der har præget nutidig politisk diskurs. Postmodernisme udøver en skeptisk holdning over for store fortællinger (metanarrativer), men accepterer fortsat empiriske fakta som gyldige, mens den problematiserer fortolkninger, der tilskrives uomtvistelig sandhed. Den akademiske skepsis handler ikke om at afvise fakta, men om at udfordre forestillingen om én endegyldig tolkning af dem.

Endvidere er det vigtigt at forstå, at epistemologisk kritik af objektivitet ikke betyder et fravær af sandhed, men snarere en erkendelse af, at sandhedsbegrebet er komplekst, flertydigt og kontekstafhængigt. Det kræver en bevidsthed om, hvordan vidensproduktion er indlejret i sociale processer, og hvordan denne viden både kan skabe og udfordre magt. I en tid præget af misinformation og manipulerede fakta må vi derfor opretholde en skelnen mellem kritisk videnskabelig analyse og politisk desinformation.

Hvordan kan vi forstå sammenhængen mellem religion, race og nationalisme i Trump-æraen?

I analysen af Trump-æraen bliver det tydeligt, at religion, race og nationalisme ikke kan forstås isoleret fra hinanden, men snarere som sammenvævede størrelser, der former politiske og sociale bevægelser. Denne kompleksitet kræver en udvidet forståelse af, hvad religion indebærer, når man forsøger at analysere de kræfter, der driver visse grupper mod politiske platforme som Trumpisme. Det er ikke blot en sag om tro i traditionel forstand, men en form for religiøsitet, der manifesterer sig gennem kulturelle og nationale fortællinger, der genopbygger en særlig opfattelse af “det sande Amerika” og dets borgere.

Trump-tilhængernes bevægelse repræsenterer en krydsning mellem økonomisk usikkerhed, kulturel angst og en søgen efter identitet. Ofte omtales denne bevægelse som drevet af "økonomisk angst", men en mere nuanceret forståelse må også inkludere, hvordan racemæssige forestillinger og nationalisme spiller ind i denne dynamik. I mange af de pro-Trump medier og digitale platforme, der florerer, træder en form for religiøs-nationalistisk diskurs frem, hvor hvide kristne identiteter bliver centraliseret som en kamp mod opfattede trusler mod nationen, fra indvandrere til progressive kulturelle strømninger. Denne diskurs er både ekskluderende og definerende; den udpeger fjender og skaber samtidig en følelse af fællesskab blandt tilhængerne.

En kritisk tilgang må derfor erkende, at religion her fungerer som en politisk identitet, der ikke kun er baseret på tro, men på en kollektiv erfaring af tab, frygt og kamp for overlevelse – forstået som bevarelse af en bestemt livsform og verdensorden. Det er væsentligt at anerkende, at denne religiøse dimension i Trump-ismen ikke alene handler om traditionel kirkelig praksis, men om en form for kulturel kamp, hvor religion bliver en linse til at fortolke både nutidige sociale konflikter og fortidens historiske arv.

For at kunne arbejde med modstand mod de uretfærdigheder og trusler mod demokratiet, som denne sammenvævning skaber, må vi bevæge os ud over snævre definitioner af religion og politisk tilhørsforhold. En bredere definition, der omfatter kulturelle, sociale og ideologiske praksisser, giver en dybere forståelse af, hvorfor og hvordan visse grupper mobiliseres, og hvordan de oplever sig truet af globalisering, økonomiske omvæltninger og demografiske forandringer.

Derudover bør læseren forstå, at mediernes rolle – især digitale platforme og alternative informationskanaler – er central for spredningen af denne ideologi. De skaber ikke blot en ekkokammer-effekt, men også en arena, hvor narrativer om trusler, fjender og helte formes og forstærkes. Det er en moderne form for religiøs erfaring, der opleves både som personlig og kollektiv, og som mobiliserer følelser og handlinger.

I lyset af dette er det afgørende at erkende, at økonomisk usikkerhed alene ikke kan forklare tilslutningen til Trump og lignende bevægelser. Forståelsen må også inkludere kulturelle og identitetsmæssige faktorer, der forener race, religion og nationalisme i en kompleks symbiose. Denne indsigt åbner op for mere effektive tilgange til social retfærdighed og politisk modstand, som tager højde for de dybtliggende sociale og kulturelle mekanismer, der driver nutidens politiske dynamikker.

Hvordan kan vi forstå arbejderens rolle i den fjerde industrielle revolution?

Den fjerde industrielle revolution repræsenterer et markant skift i den måde, teknologi og produktion integreres i samfundet. Klaus Schwab beskriver denne revolution som en fusion af teknologier, hvor grænserne mellem det fysiske, digitale og biologiske udviskes. På overfladen synes dette at kunne frigøre arbejdstagere fra farlige og monotone opgaver, hvilket kan skabe mere fritid og forbedret livskvalitet. Men realiteten er langt mere kompleks og problematisk, især når man betragter det ud fra et socialistisk perspektiv.

Det centrale problem, som peges på, er ikke manglen på teknologisk viden eller evne, men snarere den sociale vilje til at gennemføre transformative ændringer. Den nuværende kapitalistiske verdensorden, som er bygget op omkring privat profit og rivalisering mellem nationer, er ikke rustet til at håndtere de økologiske og sociale katastrofer, som følger med denne teknologiske udvikling. Modstanden mod forandring kommer fra magthaverne, der har interesse i at bevare status quo, men denne modstand kan overvindes til fordel for det brede samfund.

Den fjerde industrielle revolution intensiverer den økonomiske ulighed. Studier viser, at næsten halvdelen af arbejdspladser i USA risikerer at forsvinde som følge af automatisering inden for de næste to årtier. Dette skaber en arbejdsstyrke, hvor fordelene primært tilfalder de rigeste og mest magtfulde, hvilket igen forstærker den sociale polarisering. Regeringernes evne til at regulere denne udvikling synes utilstrækkelig, fordi lovgivere og beslutningstagere ikke er i stand til at følge med den hastige teknologiske forandring.

Inden for denne ramme er Marx’ Arbejderteori om Værdi (LTV) afgørende for at forstå kapitalismens dynamik. Ifølge LTV er det arbejdskraften, der skaber merværdi, og dermed profit, for kapitalisten. Arbejderen modtager kun en del af værdien, mens resten tilfalder kapitalisten som overskud. Selvom kapitalismens varer kan være både materielle og immaterielle, forbliver arbejdskraften unik, fordi den skaber ny værdi, som ikke fandtes før.

I den fjerde industrielle revolution har denne dynamik ikke ændret sig. Arbejdskraftens "magiske kvalitet" består, og dens værdi for kapitalen er stadig kritisk. Selv i den finansielle sektor, hvor produktionen er af tjenester, skabes værdi gennem arbejdet, som ofte er ulønnet i forhold til den merværdi, det genererer. Det betyder, at automatisering og digitalisering ikke nødvendigvis løser grundproblemet med udbytning, men snarere ændrer arbejdets karakter og den sociale ulighed.

Det er vigtigt at forstå, at den teknologiske udvikling ikke kan vurderes isoleret fra de økonomiske og sociale strukturer, den indlejres i. Teknologiens potentiale for frigørelse er reelt, men det kræver en radikal omstrukturering af de økonomiske magtforhold og en ny social vilje til at prioritere fællesskabets behov over privat profit. Uden en sådan tilgang forbliver den fjerde industrielle revolution en proces, der forstærker eksisterende uligheder og økologiske trusler.

Derfor må læseren også være opmærksom på, at løsningen ikke ligger i teknologien alene, men i den sociale transformation, som må ledsage den. Det er nødvendigt at genoverveje vores økonomiske system, særligt kapitalismens globale logik, hvis vi skal undgå økologisk kollaps og sociale katastrofer. En forståelse af arbejderens rolle og udbytning under kapitalismen er nøglen til at navigere i denne udfordring og åbne vejen for et mere retfærdigt og bæredygtigt samfund.