Hvordan Veridikalismen Udfordrer Skepticismen om Den Eksterne Verden

Skepticismen om den eksterne verden har i århundreder været et tema, der har fået både filosoffer og tænkere til at overveje dybtgående spørgsmål om, hvad vi kan vide om den verden, vi oplever. Et centralt aspekt af denne skepsis handler om, hvorvidt vi kan have viden om eksistensen af objekter i verden, som vi anser for at være almindelige ting som borde og stole. Spørgsmålet lyder: kan vi vide, at disse objekter virkelig eksisterer, eller kunne de blot være illusioner eller noget, som vi oplever i en drøm? Et vigtigt antiskeptisk synspunkt, der forsøger at tackle denne problemstilling, er det, der kaldes "veridikalismen".

Ifølge veridikalismen kan man stadig have sand viden om tilstedeværelsen af almindelige objekter, selv i en skeptisk scenarie. Dette synspunkt argumenterer for, at uanset om du befinder dig i en simulering, hvor den verden, du oplever, ikke er fysisk, eller om du er offer for Descartes' demon, så er dine overbevisninger om bordets eksistens stadig sande. Veridikalismen hævder, at selvom vi ikke kan være sikre på, om vi befinder os i en sådan verden, betyder det ikke, at vi ikke kan vide, at ting som borde eksisterer. Den viden, vi har om disse objekters eksistens, forbliver sand, uanset hvor vi måtte befinde os.

Men dette synspunkt bliver hurtigt problematisk, når vi stiller et andet spørgsmål: Hvad er disse objekter? Er det bord, du ser og rører ved, blot et simuleret objekt, et produkt af en kunstig virkelighed? Hvis det viser sig, at dit bord ikke er et "rigtigt" bord, men blot en illusion i en simulering, rejser det en ny skepsis, der er lige så udfordrende som den oprindelige. Det virker ikke tilstrækkeligt at blot hævde, at vi kan vide, at der er et bord, uden at forstå, hvad bordet er i den givne kontekst.

I stedet for kun at spørge, om vi kan vide, hvad der findes i verden, bør vi også spørge, hvad det er, vi tror på, når vi siger, at vi ved noget. Når vi påstår at vide, at et bord eksisterer, betyder det da, at vi kender bordets sande natur? Er vi sikre på, at vi har fat i det rette begreb af, hvad et bord virkelig er? Denne opdeling mellem at vide, hvad der er, og at vide, hvad noget er, rejser et væsentligt filosofisk spørgsmål om den menneskelige erkendelses begrænsninger og muligheder.

Et vigtigt element i denne diskussion er, at det ikke nødvendigvis er nok at have "sand" viden om et objekts eksistens, hvis vi ikke forstår dets fundamentale natur. Vores erkendelse af den eksterne verden er ikke kun begrænset af vores tvivl om eksistens, men også af vores manglende viden om, hvad objekterne egentlig er. Hvis vi skal overvinde skepsissen, er det ikke kun et spørgsmål om at bevise, at der er objekter i verden, men også om at forstå, hvad disse objekter består af, og hvordan vi kan opnå indsigt i deres egentlige væsen. Dette skaber et fundamentalt spørgsmål om, hvad viden er i forhold til den verden, vi er en del af.

Hvordan Skeptiske Scenarier Kan Udfordre Vore Viden om Virkeligheden

Skepticisme, som en filosofisk position, er et af de mest vedholdende emner i erkendelsesteori. Den grundlæggende skepsis er ikke kun rettet mod, hvad vi ved om den ydre verden, men om vi overhovedet kan vide noget som helst om, hvad der eksisterer. Denne form for skepsis udfordrer vores grundlæggende forståelse af, hvad viden er, og hvordan vi kan være sikre på noget som helst.

En central kritik mod det, vi kalder "veridikalismen", er, at den forsøger at løse denne problemstilling ved at fokusere på at afvise tvivl om, hvad der er virkeligt. Denne tilgang, som stammer fra G.E. Moore og hans elever, hævder, at vi er i stand til at vide, at der er tabeller, biler, og andre objekter i verden, uanset hvor meget vi tvivler på vores evne til at kende den virkelige natur af disse objekter. Problemet med veridikalismen er, at den ignorerer en mere grundlæggende form for skepsis: Tvilen om, hvad ting egentlig er, eller hvad de virkelig består af.

For eksempel, i det klassiske tankeeksperiment om hjernen i et kar (BIV, Brain in a Vat), kan vi vide, at der er en tabel foran os, men vi kan ikke vide, hvad den egentlig er – om den er en virkelig tabel i den fysiske verden, eller om den kun er en simulering, som vi oplever via et system, der manipulerer vores sanseindtryk. Veridikalismen undgår ikke dette spørgsmål om, hvad tingene virkelig er, da den stadig forudsætter, at vi ved, hvad objekterne er, når vi hævder, at de eksisterer.

Afvisningen af begrebet "lukning" er en anden strategi for at håndtere den skeptiske udfordring. Lukning refererer til ideen om, at hvis vi ved noget (f.eks. at der er en tabel), så må vi også vide, at vi ikke er i en situation, hvor vi fejlagtigt tror på noget, der ikke er sandt (f.eks. at vi ikke er i en simulering). Ved at afvise lukning bliver det muligt at hævde, at vi kan vide, at der er en tabel, uden at vi nødvendigvis ved, om den er en del af en større simulation. Denne strategi åbner op for en form for viden, der ikke nødvendigvis behøver at være forbundet med en grundlæggende erkendelse af, hvad tingene virkelig er.

Men denne tilgang er ikke uden sine egne problemer. Hvis vi kan vide, at der er en tabel, men ikke vide, om den er en BIV-tabel, bliver spørgsmålet, hvad vi egentlig ved, og hvad det betyder at vide noget. Er vores viden om den konkrete tabel i sig selv tilstrækkelig, eller kræver det, at vi også ved noget om den virkelige natur af objekterne? Denne form for tvivl hænger tæt sammen med diskussionen om, hvordan viden om objekter hænger sammen med vores forståelse af, hvad der virkelig eksisterer.

Der er dog perspektiver, der forsøger at undgå disse problemer. Wittgenstein-inspirerede synspunkter, som dem der er udviklet af Avnur og Coliva, mener, at selvom vi ikke kan vide noget om, hvad tingene virkelig er, er vi stadig i stand til at vide, at der er en tabel, fordi vi implicit antager, at vi ikke er i en simulation. Denne form for viden er ikke baseret på et bevis for, at vi ikke er i en simulation, men på en form for social konsensus om, hvad vi kan stole på i vores daglige interaktioner.

Men denne strategi er ikke universelt accepteret. For eksempel, ifølge Dretske og Nozick, kræver viden om en tabel ikke nødvendigvis, at vi antager, at vi ikke er i en simulation. Det er muligt at vide, at der er en tabel, mens man stadig er åben overfor muligheden for, at vi lever i en simulation. Denne holdning implicerer, at der altid er en form for skepsis om, hvad tingene virkelig er, da vi aldrig kan være helt sikre på, hvad den ydre verden egentlig består af.

Skeptiske scenarier som hjernen i et kar (BIV) og drømmehypotesen skaber et fundamentalt problem for vores viden om den fysiske verden. De udfordrer ikke kun vores forståelse af, hvad vi ved om objekterne, men også hvad det vil sige at vide noget. Dette peger på, at enhver strategi mod skepsis, som for eksempel at afvise lukning eller acceptere en form for viden, der ikke kræver, at vi ved, hvad tingene er, stadig må tage højde for, hvad viden egentlig betyder. Hvis vi ikke kan vide, hvad tingene virkelig er, står vi stadig tilbage med en form for grundlæggende skepsis, der ikke kan ignoreres.

Er Skepticisme om, hvad der er, den samme som Skepticisme om, hvad tingene er?

Skepticisme har længe været et centralt emne i filosofien, og spørgsmålet om, hvad vi egentlig ved om verden omkring os, har været genstand for intensiv debat. Traditionelt har skeptikerne påstået, at vi ikke kan have viden om den ydre verden, fordi vi kan blive vildledt af fordrejede eller falske indtryk, eller endda være fanget i en simuleret virkelighed. Men hvad nu, hvis vi sætter den klassiske skeptiske bekymring på prøve? Hvad hvis vi ikke nødvendigvis behøver at tvivle på eksistensen af objekter i verden, men derimod på, hvad de objekter egentlig er?

En alternativ metafysisk tilgang til skepticismens problem opstår fra ideen om, at vores verden måske er en simulation, eller at den er et produkt af et demonisk sind. Her opstår spørgsmålet om, hvad et bord er: Er det et fysisk objekt i en verden, vi ikke kan kende direkte, eller er det en idé i et demonisk sind, en illusion i et virtuelt univers? Denne tilgang tilskeer sig at forstå, at det ikke nødvendigvis er et problem, at vi ikke ved, om vi er i en simulation, eller om vi er ofre for Descartes' demon. I stedet burde vi fokusere på, hvad vi faktisk ved. Vi ved, at der er et bord – vi ved, at vi kan sætte kopper på det – men vi ved måske ikke, hvad bordet "virkeligt" er.

Så hvorfor skulle denne form for viden ikke være tilstrækkelig til at håndtere skeptikens argumenter? Hvis et barn eller en forfader lever uden at forstå, hvad objekter i verden egentlig er, betyder det så, at de er i en skeptisk katastrofe? Nej, for de forholder sig til verden ud fra det, de ved. Denne viden er stadig relevant, selv om deres forståelse af verden måske ikke er fuldstændig. På samme måde kan vi have viden om, hvad der er i verden, uden at kende den dybere metafysiske natur af disse objekter.

Men der er en væsentlig forskel mellem barnets og forfarens uvidenhed om, hvad tingene er, og den skeptiske tvivl, der opstår, når vi står over for muligheden for, at alt omkring os er en illusion. Denne form for skeptisk tvivl er ikke blot en uvæsentlig usikkerhed, men en fundamentalt håbløs tilstand, der peger på vores begrænsede adgang til virkeligheden. Selvom vi kan have detaljeret viden om objekternes tilstedeværelse, forbliver det et åbent spørgsmål, hvad disse objekter "virkelig" er, i betragtning af at de måske blot er beregninger i en simulering eller idéer i et demonisk sind.

Veridicalismen, der hævder, at vi kan vide, hvad der findes, men ikke hvad tingene er, belyser dette forhold. Den skelner mellem det, vi ved, og det, vi ikke ved, og argumenterer for, at vi er i en lignende position som et barn eller en forfader, der står overfor en verden, de ikke helt forstår, men som de stadig kan navigere i og handle ud fra. På den måde kan vi leve med en vis metafysisk ydmyghed, og accepterer at vi ikke nødvendigvis har den ultimative viden om virkelighedens natur.

Men hvad skal vi så gøre med denne viden om, at vi måske aldrig helt vil forstå, hvad tingene er? Et afgørende aspekt af skepticismens udfordring ligger i det faktum, at det ikke blot handler om viden om, hvad der findes, men om, hvordan vi forholder os til det, vi ikke ved. Det er en form for erkendelsesmæssig ydmyghed, der ikke nødvendigvis underminerer vores handlinger eller beslutninger, men som kræver, at vi accepterer vores begrænsninger og forholder os til verden på en måde, der ikke kræver absolut viden om alt.

Når vi ser på veridicalisme som et alternativ til standard skeptiske teorier, bliver det klart, at selvom vi kan vide, hvad der er til stede, betyder det ikke nødvendigvis, at vi er fri for epistemisk bekymring. Vores viden om, hvad der er, kan være korrekt, men vores forståelse af, hvad tingene er, forbliver et åbent spørgsmål. Det betyder, at den skeptiske udfordring, der rejser tvivl om, hvad vi ved om verden, stadig er relevant, selvom vi accepterer, at vi ikke nødvendigvis skal kende de dybere metafysiske sandheder om verden for at handle effektivt i den.

Hvad er en tabel egentlig? Veridikalismens udfordring til vores erkendelse

Veridikalismen påstår, at vi ikke nødvendigvis kan vide, hvad en ting er i dens ultimative natur, på trods af at vi er overbeviste om dens eksistens. For eksempel, selvom vi er sikre på, at der er en tabel foran os, kan vi ikke vide, om denne tabel er en simulering, et mentale billede, eller om den har en helt anden eksistens. Denne usikkerhed om tingens natur – hvad tingene egentlig er – er central i veridikalismens kritik af, hvordan vi forstår og erkender verden omkring os.

En vigtig distinktion i veridikalismen er adskillelsen mellem at vide, at noget er en tabel, og at vide, hvad det i virkeligheden er. Selvom vi kan være sikre på, at det, vi opfatter som en tabel, ikke er en sofa, kan vi stadig være i tvivl om dens grundlæggende natur. Er den virkelig en fysisk genstand, eller er den blot en idé, som vi oplever gennem vores sanser? Eller måske er det en form for computergenereret simulation? Denne form for viden – at vi ved, hvad noget er, men ikke hvad det dybest set er – er en form for erkendelsesmæssig usikkerhed, som veridikalismen understreger.

Denne usikkerhed afspejler sig i, hvordan vi klassificerer tingene. For eksempel, selvom vi ved, at noget, der præsenterer sig som en tabel, er en tabel, ved vi ikke nødvendigvis, om det er en fysisk genstand i den virkelige verden, en mental konstruktion i en anden bevidsthed, eller en computer-simulation skabt til at narre vores sanser. Denne form for usikkerhed om, hvad noget "er" i dens essentielle natur, er hvad veridikalismen fokuserer på. I denne sammenhæng kalder vi denne form for viden om ting "hvadsk"-erkendelse.

Veridikalismen adskiller sig fra tidligere filosofiske retninger som Berkeleys idealisme. For Berkeley er ting som borde ideelle – de er i sidste ende idéer i de opfattende sind, herunder Guds sind. Den ultimative natur af disse ting er derfor tilgængelig for os at forstå. I modsætning hertil afviser veridikalismen ikke, at ting eksisterer på en bestemt måde, men fastholder, at vi ikke kan vide, hvad den dybeste natur af disse ting er. Veridikalismen er forbundet med idéen om, at vi aldrig kan vide, om de ting, vi ser og oplever, er objekter i den virkelige verden, ideer, eller måske noget helt andet – for eksempel en simulation, der manipulerer vores sanser.

Et centralt aspekt af veridikalismen er, at selv om vi har viden om, at der er en tabel foran os, forbliver vi i tvivl om, hvad denne tabel virkelig er i sin dybeste essens. Er det et objekt, der eksisterer i den fysiske verden, eller er det kun et produkt af vores sind eller en simulering? Denne tvivl gør det svært for os at vide, hvordan vi skal klassificere tingen, på trods af at vi kan observere og interagere med den. Veridikalismen antyder, at vores erkendelse er begrænset til de egenskaber, som vi kan observere og manipulere, men vi er ude af stand til at forstå objektets ultimative natur.

Der er også en yderligere dimension til denne usikkerhed: Selvom vi måske ved, at en tabel ikke er en sofa, kan vi stadig være i tvivl om, hvad tabellen er lavet af, om den er lavet af træ eller plastik, og om den er en objektiv realitet eller noget mere abstrakt. Denne form for viden om tingens fysiske egenskaber er ikke nødvendigvis problematisk i sig selv, men det er den dybere erkendelse af, hvad en ting egentlig er – hvad dens "sande natur" er – som veridikalismen påpeger, at vi ikke kan få adgang til.

Denne form for skeptisk tvivl kan være ubehagelig for dem, der ønsker en mere stabil og fast forståelse af verden. For de, der ikke finder denne form for tvivl problematisk, kan veridikalismens løsning virke irrelevant. Men for dem, der finder det bekymrende, at vi måske ikke kan vide, om en tabel virkelig er en tabel eller blot en illusion, er veridikalismen et forsøg på at håndtere denne usikkerhed.

Det er vigtigt at forstå, at veridikalismens synspunkt ikke nødvendigvis afviser den faktiske eksistens af objekter, som vi observerer. Tværtimod anerkender den, at objekter som borde eksisterer på en eller anden måde, men det hævder, at vi aldrig vil være i stand til at forstå deres ultimative natur. I denne sammenhæng kan vi stadig have viden om de mere konkrete, observerbare egenskaber ved objekter, som f.eks. at en tabel er lavet af træ eller har massen, men vi vil aldrig kunne vide, om dens dybere eksistens er noget, vi kan forstå på et mere fundamentalt niveau.

Der er således en grundlæggende tvivl indbygget i vores erkendelse af verden, som vi skal lære at forholde os til. Veridikalismen afslører ikke nødvendigvis, at vores erkendelse af verden er helt utilstrækkelig, men det understreger, at vores forståelse af tingens egentlige natur er begrænset. Vores viden kan være korrekt på et praktisk niveau, men på et dybere niveau forbliver vi ignoranter om, hvad tingene virkelig er.

Er veridikalismen en bedre løsning på skeptikerens problem?

Skeptikeren, som accepterer visse forudsætninger, kunne hævde, at noget - det kunne være en demon, en BIV computer eller noget andet - spiller den samme rolle som et bord. I denne situation ville skeptikeren, som stadig betragter sig selv som skeptisk, være enig i, at vi ved, at der findes noget, som forårsager vores erfaringer, men forskellen er, at hun ikke nødvendigvis ser dette som et bord. For skeptikeren handler det om at finde den korrekte betegnelse for det, der forårsager erfaringerne, som i stedet kunne kaldes en "tabby", et fiktivt objekt, som hun opfinder for at udtrykke, hvad der forårsager hendes oplevelse af borde.

Dette fænomen, hvor en skeptiker definerer et nyt begreb, kan virke som en måde at undgå den skeptiske tvivl, som veridikalismen forsøger at løse. På overfladen kunne det se ud som om, at veridikalismen giver en mere intuitiv forståelse af verden ved at fastholde, at noget faktisk er et bord. Men dette skaber ikke nødvendigvis en substansændring i den viden, vi har om verden. Veridikalismen ændrer ikke fundamentalt, hvad vi ved; den ændrer bare, hvordan vi beskriver det.

En skeptiker, som accepterer det samme grundlag som veridikalismen, kan ved at opfinde et nyt ord som "tabby" nå frem til præcis samme erkendelse om verden. Begge parter erkender, at noget forårsager deres oplevelse af borde. Men den eneste forskel ligger i den terminologi, de anvender: Veridikalisten hævder, at dette noget er et bord, mens skeptikeren kalder det en "tabby". Denne forskel i ordvalg ændrer ikke på den praktiske erkendelse, som begge parter når frem til om virkeligheden.

Det er her, vi ser, at veridikalismen ikke nødvendigvis giver en dybere viden om verden end standard skeptikisme. I sidste ende kan vi afslutte, at veridikalismen ikke løser det skeptiske problem, men blot omformulerer det på en måde, som gør det lettere at acceptere vores daglige overbevisninger om, at der findes borde. Men virkeligheden forbliver den samme, uanset hvad vi kalder det, og derfor løser veridikalismen ikke på et dybere niveau den viden, som skeptikeren også kan have.

Det, som læseren skal forstå, er, at denne diskussion om veridikalismen og skeptikismen ikke nødvendigvis handler om, hvilken teori der er korrekt, men om hvilken teori der giver os en meningsfuld forståelse af vores oplevelser. Veridikalismen forsøger at give en følelse af, at vores almindelige overbevisninger om verden er gyldige, men skeptikeren har mulighed for at nå frem til de samme erkendelser ved at vælge en anden terminologi. Vigtigere endnu er det, at denne diskussion viser, at en filosofisk løsning på det skeptiske problem ikke nødvendigvis forbedrer vores faktiske viden om verden. Den skaber bare et sprog og en ramme for at forstå vores oplevelser på en måde, der gør dem mere tilgængelige eller acceptable.