I diskussionen om ulighed og retfærdighed er det vigtigt at forstå, at ikke alle former for ulighed er moralsk forkerte. Mange teorier om retfærdighed, herunder den klassiske opfattelse af John Rawls, insisterer på, at ulighed kan være acceptabel, selv hvis den stammer fra tilfældigheder, som vi ikke kan kontrollere. For eksempel kan det ikke betragtes som uretfærdigt, at jeg ikke har stemmeret i Frankrig, selv om den politiske grænse mellem Frankrig og andre lande i sidste ende er et produkt af tilfældigheder eller endda moralsk onde beslutninger. At være født i Canada og ikke i Frankrig er en vilkårlig omstændighed, men det betyder ikke, at den ulighed, der opstår mellem en fransk statsborger og mig, nødvendigvis er uretfærdig. Forholdet mellem en fransk statsborger og hendes regering er moralsk relevant og berettiger de særlige rettigheder, hun har i forhold til den franske stat. Dette forhold gør forskellen i politiske rettigheder både legitim og passende, selvom det er et spørgsmål om tilfældighed, at hun blev født i Frankrig, og jeg i Canada.

Denne forståelse er vigtig, fordi nogle kritikere af udelukkelse i samfundet antager, at enhver form for tilfældighed automatisk gør en ulighed uretfærdig. Der er argumenter, som søger at anvende Rawls’ principper om retfærdighed på globalt plan, men det er problematisk, da Rawls kun mente, at hans teori skulle anvendes inden for den enkelte stats grænser. Han afviste de, der hævdede, at alle former for vilkårlig forskel bør elimineres, og han var især imod ideen om at eliminere alle former for udelukkelse.

I relation til migration kan det derfor være en fejl at sammenligne de rettigheder, som migranter kræver, med de rettigheder, som borgerne i et land allerede har. Immigranter søger at blive inkluderet i et politisk fællesskab, som ikke nødvendigvis har forpligtet sig på at inkludere dem. Dette adskiller sig grundlæggende fra de krav, som for eksempel afroamerikanere har stillet for at få anerkendt de rettigheder, de blev tildelt ved fødslen. Denne skelnen er vigtig for at forstå de filosofiske og praktiske spørgsmål om migration og rettigheder.

Disse teorier giver os en mulighed for at reflektere over, hvordan ulighed bør forstås og behandles, når vi taler om migration og politisk eksklusion. Uligheden, der opstår ved migration, kan være et resultat af vilkårlige omstændigheder, men den politiske relation mellem den enkelte og en stat gør forskellen i rettigheder både berettiget og forståelig. Denne type ulighed er ikke nødvendigvis moralsk tvivlsom, da den er en konsekvens af de eksisterende politiske og sociale forhold, som mange gange ikke er baseret på en moralsk fejl, men snarere på nødvendigheden af politisk og social orden.

Derudover er det vigtigt at forstå, at ulighed i den internationale kontekst ikke nødvendigvis skal ses på samme måde som ulighed inden for et land. Mens Rawls’ teorier om distributiv retfærdighed primært gælder inden for nationale grænser, er der ikke en umiddelbar grund til at anvende disse principper globalt uden videre. Derfor kræver spørgsmålet om internationale uligheder og migranters rettigheder en grundigere filosofisk diskussion om, hvorfor ulighed på tværs af landegrænser bør tages i betragtning, og hvordan vi i så fald bedst kan adressere den. Hvis vi mener, at migranters ret til at bevæge sig bør baseres på økonomisk retfærdighed, bør vi klart kunne forklare, hvorfor dette er et moralsk krav.

Selv når vi diskuterer distributiv retfærdighed, er det ikke givet, at åbne grænser er den løsning, der bedst fremmer retfærdighed. Der er et væld af faktorer, som skal tages i betragtning, og der er ikke konsensus om, at åbne grænser nødvendigvis ville skabe en mere retfærdig verden. For eksempel kan et system med åbne grænser være til skade for de, der har svært ved at bevæge sig, som ældre, personer med handicap eller de socialt marginaliserede. En teori om migration og distributiv retfærdighed bør derfor tage højde for de forskellige sociale og økonomiske realiteter, som migranter står overfor.

Der er også en mere grundlæggende udfordring i denne diskussion: Hvorfor skal vi egentlig bekymre os om ulighed på internationalt plan? Det er ikke et spørgsmål om at ignorere uligheden mellem lande, men snarere et spørgsmål om at forstå, hvad der giver denne ulighed en moralisk relevans. Skal migranter have ret til at bevæge sig på grund af økonomiske uligheder mellem lande, og hvad er det, der gør denne retfærdighed moralisk berettiget? Det er ikke altid let at overføre teorier om retfærdighed, som vi kender dem fra nationale forhold, til den internationale scene. Spørgsmålet om hvorfor ulighed mellem stater betyder noget, kræver en dybere filosofisk undersøgelse.

Endelig bør vi ikke glemme, at distributiv retfærdighed ikke er den eneste norm, der spiller en rolle i vores forståelse af politisk retfærdighed. Selvom åbne grænser kunne føre til en mere retfærdig fordeling af ressourcer globalt, betyder det ikke nødvendigvis, at åbne grænser bør være et krav. Selv i de tilfælde, hvor vi kan påvise økonomisk ulighed mellem lande, må vi tage hensyn til andre normer som retten til selvbestemmelse og politisk suverænitet. Et land bør have ret til at bestemme, hvordan det ønsker at styre sin egen politik, og derfor bør vi ikke uden videre forvente, at enhver form for ulighed på tværs af lande nødvendigvis skal rettes op gennem åbne grænser.

Hvorfor bør staten udvise barmhjertighed?

Barmhjertighed, som en dyd, adskiller sig markant fra andre moralske pligter. Den er ikke en pligt baseret på retfærdighed, og den skaber ikke rettigheder for de mennesker, vi udviser barmhjertighed overfor. I modsætning til juridiske forpligtelser, som indebærer en anerkendelse af individuelle rettigheder, er pligten til velgørenhed—at handle for andres velbefindende uden at forvente noget til gengæld—en ufuldkommen pligt. Det betyder, at der ikke er nogen moralret for dem, der nyder godt af vores velgørenhed, til at kræve den. Når vi undlader at udvise barmhjertighed, har de ikke lov til at påberåbe sig, at de er blevet krænket.

Barmhjertighed er heller ikke en dyd, som kan håndhæves med tvang. En stat kan ikke lovgive om, at borgerne skal udvise barmhjertighed overfor hinanden. Selv om det skulle være muligt at tvinge folk til at udvise denne dyd, er det ikke den rette type pligt for sådan en tvang. Mennesker skal have friheden til selv at vælge, hvordan og hvornår de vil hjælpe de trængende. Som Kant siger, har vi en form for "legeplads" (latitudo), hvor vi selv kan beslutte, hvordan vi vil udvise barmhjertighed. Dog er det en etisk mangel ikke at udvise barmhjertighed. Den, der undlader at vise denne dyd, svigter den kategoriske imperativ, og hans handlinger kan ikke forsvares.

Det er vigtigt at forstå, at pligten til velgørenhed, som Kant beskriver, ikke kommer fra vores følelser eller medfølelse. Han afviser følelsesladet kærlighed som en grundlag for moralsk handling. Den eneste form for kærlighed, som kan påbydes som en moralpligt, er en mere rationel og praktisk kærlighed, der udspringer af vilje og handling, ikke følelser. Barmhjertighed som en dyd er praktisk og ikke en patologisk reaktion på medfølelse. Denne form for velgørenhed er noget, vi vælger at handle ud fra principper og ikke noget, der tvinger os til at følge vores følelsesmæssige tilbøjeligheder.

I både Kant’s etik og i etiske systemer som omsorgsetik og kristendom er vi forpligtet til at tage os af de sårbare. Vi skal udvikle planer for at hjælpe de trængende, hvilket betyder, at vi skal integrere andres behov og projekter i vores egne handlingsprincipper. Det betyder, at vi ikke kun skal respektere andres rettigheder, men også gå videre og udvise mere end bare retfærdighed. Der er dog en væsentlig forskel i, hvordan vi udviser barmhjertighed: Det er ikke en ret, som modtagerne af vores velgerning kan kræve, men snarere en frivillig forpligtelse, som vi selv vælger at følge.

Denne opfattelse af barmhjertighed kan overføres til politiske systemer. Det er muligt at argumentere for, at et samfund bør udvise barmhjertighed i offentlige institutioner—ikke kun ved grænserne, men i hele samfundets strukturer. Barmhjertighed kan spille en central rolle i politiske beslutninger, især når det gælder om at udvise medfølelse overfor dem, der lider under utilstrækkelige ressourcer, eller som står udenfor samfundet. Når vi tænker på barmhjertighed i en politisk kontekst, skal vi også forstå, at det ikke kun handler om at give til dem, der mangler noget, men også om at udtrykke en moral, der transcenderer de basale pligter i retfærdighed og ligeberettigelse.

Staten kan dog have svært ved at udvise barmhjertighed på samme måde som enkeltpersoner, da den handler på vegne af hele samfundet og forvalter ressourcer, som tilhører folkene i samfundet. Som en fiktiv dialog mellem Theo og Xan fra en fremtidig verden, der står overfor universal sterilitetsproblemer, afspejler modstanden mod statens velgørenhed en bekymring for, at når staten udviser barmhjertighed, er det ikke på dens egne vegne, men med andres penge og sikkerhed. Dette synspunkt er genkendeligt i moderne konservativ tænkning, der hævder, at staten ikke bør vise generøsitet, da det indebærer at bruge andre folks penge og ressourcer. Det er en opfattelse, der understøtter ideen om, at barmhjertighed primært er en individuel dyd, ikke en statslig opgave.

Men der er to centrale argumenter, som støtter idéen om, at staten bør udvise barmhjertighed. Det første er baseret på demokratisk følelse, og det andre på demokratisk agentur. Den demokratiske følelse understøtter tanken om, at et demokrati kun kan blomstre, hvis borgerne føler, at deres politiske engagement betyder noget, selv når resultaterne ikke går deres vej. For at et demokrati skal være stabilt, skal der være en grundlæggende forpligtelse til retfærdighed, men også en vilje til at udvise barmhjertighed. Dette styrker samfundets sociale sammenhængskraft, da folk er mere tilbøjelige til at følge de politiske beslutninger, hvis de oplever, at staten udviser medfølelse og menneskelighed.

Derfor bør barmhjertighed ikke kun være en individuel forpligtelse, men en politisk dyd, som staten også bør udvise. Gennem politiske institutioner, der fremmer barmhjertighed, kan vi skabe et samfund, hvor alle mennesker er anerkendt og behandlet med respekt, uanset deres situation. Dette er ikke kun et spørgsmål om at levere ressourcer, men om at opbygge et samfund, hvor vi er ansvarlige for hinandens velvære og handlekraftigt fremmer vores fælles gode.

Hvordan kan medfølelse påvirke migrationspolitikken?

Når vi taler om ægteskab og ægteskabsretter i forbindelse med migration, er det vigtigt at forstå, at begrebet medfølelse ikke nødvendigvis er et spørgsmål om retfærdighed. Vi kan for eksempel hævde, at ægtefællesamling er et resultat af medfølelse fremfor retfærdighed, hvilket betyder, at det ikke nødvendigvis er forkert at prioritere ægteskaber frem for andre relationer. Hvis vi bygger den juridiske ret til ægteskabsforening på medfølelse i stedet for retfærdighed, så bliver spørgsmålet om, hvorvidt andre relationer kunne retfærdiggøres på samme måde, mindre vigtigt. Det er muligt, at venner eller kærester kunne have lige så stærke krav på at få lov til at samles som ægtefæller, men hvis vi accepterer, at medfølelse er det, der motiverer beslutningen, så er der ikke nødvendigvis noget moralsk galt i at prioritere ægteskaber, da det er en langvarig og stabil relation, der ofte bærer større forpligtelser.

Selvfølgelig kan man hævde, at en sådan præference er skadelig, fordi den kunne afsløre en iboende bias mod alternative former for relationer. Hvis vi ser på, hvordan ægteskabet historisk set er blevet betragtet som den mest stabile og samfundsunderstøttede form for relation, kan man påstå, at det er netop denne bias, der gør, at ægteskab nyder særlige privilegier. Hvis ægteskaber kun gave til heteroseksuelle par, ville der helt sikkert være en berettiget kritik fra homoseksuelle, som ville føle sig diskrimineret. Men hvis vi betragter ægteskab som den mest almindelige form for relation og ser på det empirisk, giver det mening at behandle ægteskaber anderledes, selvom alternative relationer ikke nødvendigvis bør ignoreres.

I diskussioner om medfølelse og politik kan vi også se, hvordan medfølelsens sprog kan bruges til at kritisere uretfærdige politiske beslutninger. Et eksempel på dette var reaktionen fra Laura Bush mod den amerikanske regerings politik om at adskille børn fra deres forældre under Trump-administrationen. Bush beskrev det som både umoralsk og hjerteskærende. Hendes kritik var et klart eksempel på, hvordan vi kan bruge medfølelsens sprog til at fremhæve de første-personaspekt, hvor vi som samfund beslutter, hvad vi ikke vil være. Her handler det ikke om retfærdighed i en politisk forstand, men om den medfølelse, der bør guide vores handlinger.

Når vi ser på emner som disse, er det også vigtigt at forstå, at medfølelsens sprog ikke nødvendigvis står i opposition til politisk retfærdighed. Tværtimod kan det understøtte argumenter for retfærdige beslutninger. For eksempel nægtede præsident Obama at acceptere den idé om at favorisere kristne flygtninge frem for muslimske, ved simpelthen at sige, at det ikke er, hvem vi er som nation. På samme måde kunne man argumentere for, at medfølelse ikke nødvendigvis er en svagere form for argumentation end retfærdighed – det kan ofte være det, der bedst kommunikerer de værdier, vi ønsker at beskytte.

Det er muligt, at der kan være skjulte former for bias i de politiske beslutninger, vi træffer, som skal udforskes. Det er derfor vigtigt at spørge, hvad vi mener med medfølelse i politiske beslutninger, og hvordan vi kan skelne mellem beslutninger, der er drevet af ægte medfølelse, og beslutninger, der er baseret på skjulte præferencer eller fordomme. Denne diskussion viser, at medfølelse kan spille en rolle i den offentlige diskurs om migration og andre politiske emner. Når vi står over for uretfærdige beslutninger, kan vi bruge medfølelsen til at fremhæve de dybere menneskelige værdier, vi ikke ønsker at miste.

Hvordan skal vi forstå vores forpligtelse til retfærdighed og medfølelse i relation til migranter?

Retfærdighed og forpligtelse til at gøre det rette er et tema, der er blevet grundigt diskuteret i teorier om moral og politik. Når vi taler om forpligtelsen til at gøre retfærdighed, er det vigtigt at anerkende, at der ikke er én enkel tilgang til at forstå, hvordan og hvorfor vi bør overholde bestemte love og institutioner. For eksempel, i forhold til migration og menneskerettigheder, kan vi ikke blot basere vores opfattelse af retfærdighed på juridiske normer alene, men bør også tage højde for de etiske og menneskelige dimensioner af disse love.

En vigtig diskussion i denne sammenhæng er, hvordan vi ser på begrebet "ulovlighed", især når det anvendes til mennesker. I stedet for at beskrive individer som "ulovlige migranter", bør vi reflektere over, hvordan vi anvender sådanne termer. Et konkret eksempel kan være, at vi aldrig beskriver en person, der har begået en trafikforseelse, som en "ulovlig fodgænger". Denne reduktion af menneskers status til deres ulovlige handling er problematisk, da det overser de komplekse menneskelige og sociale faktorer, der kan ligge bag sådanne handlinger. Denne forståelse af terminologi er kritisk, når vi diskuterer rettigheder og forpligtelser i relation til migranter.

Desuden bør vi tage højde for, at forskellige samfund og politiske systemer har forskellige syn på, hvad der udgør en strafbar handling. For eksempel kan indrejse i USA uden tilladelse straffes med fængsel i op til to år, mens ophold i landet uden ret til ophold – som det ofte sker med dem, der er indrejst lovligt og senere har overskredet deres visum – betragtes som en civil overtrædelse. Denne sondring mellem strafbare handlinger og administrative overtrædelser viser, hvordan lovgivning kan variere afhængigt af både land og kontekst.

En anden dimension af forpligtelsen til retfærdighed opstår, når vi ser på begreber som reciprocity, eller gensidig fordel. En almindelig forståelse af dette koncept er, at de, der har fået fordele eller hjælp fra samfundet, bør give noget tilbage – enten som et tak for tidligere hjælp eller som en forpligtelse for at sikre samfundets fortsatte velfærd. Denne tankegang er dog langt fra universel. I stedet for at forvente, at migranter skal være taknemmelige for de ressourcer eller muligheder, de har modtaget, bør vi overveje, hvordan vi måler fordel og retfærdighed ud fra en bredere moral, der ikke blot afhænger af historiske fordelinger, men også af nuværende behov og forhold.

Den teoretiske diskussion om forpligtelse i relation til samfundets retfærdighed er ikke kun akademisk. Den har konkrete implikationer for, hvordan vi som samfund skal forholde os til migranter og de love, der styrer deres indrejse og ophold. For eksempel kan vi se på John Rawls’ teori om "den naturlige pligt" til at støtte og overholde retfærdige institutioner. Denne teori udfordrer os til at forstå, at vores forpligtelse til at overholde love og institutioner ikke blot er en juridisk nødvendighed, men en moralsk forpligtelse, der understøtter et retfærdigt samfund.

Der er dog også kritik af Rawls’ tilgang, som påpeger, at nogle af de love og institutioner, vi følger, måske ikke er retfærdige for alle, især for de, der er marginaliserede som migranter. Kritikere som A. John Simmons og Joseph Raz hævder, at visse love kan opfattes som urimelige, hvis de ikke tager højde for grundlæggende menneskelige rettigheder eller for individers specifikke behov.

I forhold til migranter kan vi diskutere spørgsmålet om, hvorvidt de bør betragtes som et produkt af et retfærdigt system, eller om deres position i samfundet skyldes uretfærdige strukturer. Det er klart, at mange migranter ikke blot er økonomiske eller politiske flygtninge, men individer, hvis liv er præget af strukturelle uretfærdigheder. Derfor kan spørgsmålet om deres rettigheder og forpligtelser ikke reduceres til en simpel juridisk analyse af deres status, men bør også inkludere etiske og humanitære overvejelser.

Når vi taler om rettigheder for migranter, bør vi også overveje, hvordan globalisering har ændret de traditionelle opfattelser af nationale grænser og deres betydning. I et globalt samfund, hvor ressourcer og mennesker bevæger sig på tværs af landegrænser, bliver spørgsmålet om, hvordan vi som individer og samfund forholder os til migration, stadig mere komplekst. De, der krydser grænser i jagt på bedre livsvilkår, bliver ofte mødt med modstand, både politisk og socialt, men dette rejser spørgsmålet om, hvad vores moral bør være i en verden, hvor grænserne mellem lande ikke længere betyder det samme som tidligere.

Endvidere er der et voksende behov for at forstå, hvordan migration ikke kun er et spørgsmål om lovgivning, men også et spørgsmål om medfølelse og moralsk ansvar. I nogle kulturer og religiøse traditioner er der en stærk betoning af gæstfrihed og ansvar for de fremmede. I disse sammenhænge kan den etiske forpligtelse til at tage imod migranter ses som en moralsk pligt, der strækker sig ud over lovgivningens grænser.

Hvordan Amerikas Musikkarv Fortsatte med å Forme Identiteten til Nasjonen
Hvordan opretter man en "Puppet Task" i asynkrone applikationer?
Hvorfor Finnegan var som han var, og hvad det betød