Hvad sker der med de sjæle, der vandrer alene i mørket omkring Cairn Kenidzhek?

Han nikkede kort til mig og satte sig ned, tog sin kone i armene og lagde hende forsigtigt i tæpperne. Han pakkede hende ind med omhu, men lod hendes ansigt være åbent for luften. Derefter, efter at have løftet hende, nikkede han atter til mig, og med et beslutsomt, men ynkeligt udtryk på ansigtet, gik han hurtigt ned ad gangen og ned ad trappen, fulgt af Rab. Jeg fulgte dem med et lys, men han havde ikke brug for det. Jeg gik ud i den stille, frostklare luft, og vi var hurtigt ved porten. Jeg kunne have hjulpet ham, men jeg indså, at han ikke ønskede det; han var stærk og havde ikke brug for nogen. Han lagde hende ned, lige så forsigtigt som han havde løftet hende ud for ti dage siden – lige så forsigtigt som da han første gang tog hende i sine arme, da hun kun var "A. G." – og stillede sig op og gik videre. Jeg blev stående, indtil de drejede ind på Nicolson Street og forsvandt i den lange skygge fra College. Jeg kunne høre hørselen af vognen, der langsomt forsvandt, og derefter kom igen. Jeg vendte tilbage og tænkte på, hvordan de langsomt ville nå Libberton Brae, fortsætte op ad Roslin Muir med morgenlyset, der forvandlede Pentlands til uhyggelige skygger. Når de nåede hans dør, ville de stoppe, og James ville tage nøglen, løfte Ailie op og lægge hende i sin seng. Jess ville blive sat op i stald, og så ville han sammen med Rab lukke døren bag sig.

James begravede sin kone, mens naboerne sørgede og Rab, som normalt holdt sig på afstand, observerede det hele. Det var snevejr, og den sorte, ujævne grav ville se mærkelig ud, indrammet af den hvide, svulmede sne. James ordnede det hele og faldt hurtigt derefter syg og tog til sengs. Han var bevidstløs, da lægen kom, og han døde snart efter. En lav feber havde hærget landsbyen, og hans udmattelse, mangel på søvn og sorg gjorde ham modtagelig for den. Graven blev genåbnet uden problemer. En frisk sne havde dækket alt og gjort det glat og hvidt igen. Rab så på, som han plejede, og sneg sig tilbage til stalden.

Rab’s endeligt, fuld af stille og ubemærket tristhed, var et symbol på det hårde liv på landet, hvor endda den mest trofaste følgesvend til tider ikke kan undslippe menneskers uforsonlighed. Hvilken trøst kan man finde i dette, bortset fra erkendelsen af, at der er afslutninger, der ikke kan undgås? Rab havde ikke længere sin funktion, og hans liv, der en gang havde været fyldt med opgaver og opmærksomhed, var endt som et trist ofre for den menneskelige uforståenhed.

Det er væsentligt at forstå, hvordan forholdet mellem mennesket og dyret i landlige omgivelser ofte er præget af funktionalitet og pragmatisme frem for medfølelse. Det er et hårdt, men sandt billede af en verden, hvor selv de mest hengivne og trofaste dyr kan blive ofre for den menneskelige stridbarhed. Rab var en hund, hvis liv var tæt knyttet til sin ejer, men som til sidst, da han ikke længere kunne udfylde sin rolle, blev behandlet som en byrde. Hans afslutning er ikke kun en fortælling om dyrets loyalitet, men også et spejl for, hvordan mennesket ofte ser på sine relationer til naturen og de væsner, der lever tæt på os, i en kontekst af nødvendighed og nytte.

Hvad gør det jordbundne menneske særligt i en verden præget af uro og forvandling?

Efterhånden som jeg lærte disse mænd at kende, forsvandt min trang til at trænge ind i deres filosofi. Jeg forstod, at deres væsen ikke kunne indfanges med ord eller politiske holdninger. I de utallige timer jeg tilbragte på Christmas Tree, hørte jeg aldrig en politisk diskussion eller et åbent udsagn om verdens tilstand. Alligevel lærte jeg at forstå dem, ikke gennem samtaler, men gennem de spor, de efterlod i min bevidsthed. Det var ikke vigtigt for mig, at de viste sig frigjorte fra de dyr, de passede og opfostrede. Tværtimod var det netop deres slægtskab med dyrene og det velkendte landskab, som tiltalte mig.

Træerne, bakkerne og hækkene på min vej til Christmas Tree fik for mig en betydning, som ikke kan forklares. Det var et bånd, halvt bevidst, men urokkeligt – ligesom det bånd, jeg følte til de landarbejdere, jeg sad sammen med i krostuen. Det var en fælles menneskelighed, men en menneskelighed, der var anderledes end den, jeg oplevede med andre mænd, jeg mødte og talte med. Med dem forbandt mig måske smag, sympati eller intellektuelle interesser. Med disse mænd var forbindelsen noget dybere: en stille, upersonlig men musikalsk følelse, som gennemstrømmede rummet og nåede ud over kroens fire vægge.

Vi var ikke blot en lysende plet afsnøret fra jordens mørke og nat, men en gnist slået ud af naturens egne harmonier. Jeg tror, at denne følelse af fælles arv kom af, at de stod tættere på det oprindelige menneske end nogen anden klasse. De havde ikke en andel i landet, men i jorden selv. De bar ikke Abels blod på deres hænder, og de kendte ikke til den civilisationens raseri og bedrag, som andre havde skabt. De var nærmere de første mennesker, der levede af jorden og de dyr, der løb over den, før nogen fik tanken om at leve af sine medmennesker.

Den ro, de udstrålede, var et ekko af en næsten uforanderlig tradition – et menneskesamfund i korrespondens med jorden, dens årstider, dens dag og nat. Ikke som frugt af mystisk åbenbaring, men som resultat af, at ejerskab, magtbegær og visioner aldrig var blevet givet dem. Deres livsformer og omgang med de første og sidste realiteter havde givet dem en værdighed, som indgød en harmoni og en skønhed, der strakte sig helt til de klæder, de bar. Klæder, der i byens haller kunne synes fremmede, men som under den åbne himmel var lige så naturlige som kirsebærtræets blomstring.

Jeg kendte dem kun delvist, ikke blot gennem de mange timer i deres selskab, men også fordi jeg fragmentarisk havde del i deres arbejde. Jeg havde ikke arbejdet for en herre som dem, ej heller med deres rytme og kontinuitet. Jeg havde ikke vundet mit brød med plov eller spade, men jeg havde rørt ved jorden, kæmpet med den og mærket dens kraft. Denne erfaring, kombineret med de stille aftener på kroen, gav mig adgang ikke til deres sind, men til deres væren – en diffus væren, de delte som blade og græs og vejsideblomster. Gennem den kunne jeg skimte ikke blot dem, men også et bagvedliggende land af minder og oprindelser.

Det er vigtigt for læseren at forstå, at denne skildring ikke romantiserer en livsform, men viser en tilstand af rodfæstethed og enkelhed, der sjældent findes i moderne samfund. Den viser, hvordan et menneske kan bevare værdighed uden ejendom, magt eller ambitioner, og hvordan en tilværelse tæt på jorden kan skabe en næsten usynlig, men dybtfølt forbindelse mellem mennesker, natur og århundreders rytme. Det er i denne forbindelse, at der opstår en form for skønhed, som ikke kan tilegnes, men kun erfares.