Hvordan skønhed og ondskab mødes: En refleksion over kødets og åndens æstetik

Der er en kvalitet i denne verden, som mennesker kalder godhed. Denne godhed, som stammer fra ånden, er en gave fra Gud og hører til i Guds rige. Men der findes også en anden form for skønhed – kødets skønhed, som kan vække både begær og lyster, og spørgsmålet er: Hvor kommer denne skønhed fra, og hvad siger det om os som mennesker?

Kroppens skønhed, der kan vække begær og ødelæggelse, er en farlig gave, som ofte fører mennesker på afveje. Mænd og kvinder, som har været væsener af fysisk skønhed, har ikke sjældent været figurer af korrumperet moralsk karakter, som vi ser det i historierne om Cleopatra, den berømte Helen af Troja og Dido. På den anden side er det ofte de personer, som ikke besidder skønhed i kødets forstand – de syge, de deformerte, de gamle – som vækker den blide følelse af medlidenhed, en følelse, der i sin renhed bringer os tættere på Gud.

Derfor er det nødvendigt at udvise en særlig måde at beskytte det unge, smukke legeme på, især i den ungdommelige tilstand. Det er her, den kristne dyd og religiøsitet kommer ind som en nødvendighed for at modvirke de farer, der ligger i kroppens tiltrækningskraft. Det er den ædle dyd, som ofte opretholder en form for indre skønhed, der er langt mere stabil og ægte end den ydre overfladiske tiltrækning. Det er ikke kun kvinder, der skal beskyttes mod de skadelige virkninger af den fysiske skønhed. I den dybeste forstand er det en kamp mod det onde, som er i stand til at få mennesket til at forfølge noget, der ikke kan bringe andet end forfald og ødelæggelse.

Ondskab kan komme under meget smukke og forførende former. For eksempel, i de mytologiske fortællinger om mennesker, der falder for magiske eller dæmoniske væsener – såsom den kvinde, der bliver forført af en dæmon, kun for at opdage, at hun har solgt sin sjæl til Helvede – ser vi et billede på, hvordan smukhed kan maskere mørkets magt. Den græske filosofi mente, at det, som var godt, også skulle være smukt, men kristendommens syn på denne verden understreger, at skønhed kan være både en velsignelse og en forbandelse, afhængig af dens oprindelse.

For den reflekterende kristne sind er det ikke nødvendigt at lade sig overmande af sådanne forførende billeder af skønhed. De er advarsler om, hvordan det ydre kan være en fristelse, som truer den indre dygtighed og dyd. I stedet bør mennesket fokusere på den indre skønhed, den skønhed, der kommer fra det gode, det rene og det fromme. Det er skønheden i den sjæl, der er i pagt med Gud, og som udstråler en ro, der er langt stærkere end nogen fysisk tiltrækning.

Endelig er det nødvendigt at forstå, at skønhed i sig selv ikke er et mål i sig selv – den er et redskab, en gave, som kan bruges til både det gode og det onde. Man skal forstå, at det er hvordan vi vælger at bruge denne gave, og hvilken retning vi vælger, der afgør, om skønheden bliver en velsignelse eller en forbandelse. At vælge den rene skønhed, den skønhed der udstråler fra et godt hjerte og en dyb tro, er det, der adskiller det guddommelige fra det demoniske.

Kan en kvinde virkelig elske en dæmon?

Hun sad på de tunge stole med de blodrøde damaskpuder, fødderne rakte ikke gulvet. Dommer Bride gav hende vin fra sit eget sølvbæger, og hun drak med taknemmelighed. Spørgsmålene kom blidt, næsten ømt, og hun svarede, lavmælt, så de, der stod få skridt borte, ikke kunne høre. Flere gange råbte Mather utålmodigt, at hun skulle tale højere, men hun fortsatte med sin dæmpede stemme. Hun fortalte om forældrene i Bretagne, om vinterens kulde og forårets venten, og hvordan forårets budskab til sidst var blevet opfyldt – ikke af en prædikant, men af en dæmon, stærk og smuk. Hun rødmede, vendte blikket bort som en blufærdig kvinde, sukkede, og et par gange gled et lille hemmeligt smil hen over hendes ansigt. Tre gange sagde hun, at hun elskede og ikke frygtede dæmonen, og at han havde vist hende mildhed og medlidenhed.

Hun fortalte mere, end hun havde ønsket, og hvor hun ville have tiet, hjalp Bride hende videre. Nogle i salen krøb sammen af væmmelse, andre blev hvide af frygt. Dommeren spurgte, om hendes samvittighed ikke nagede hende, når hun levede i synd med sin mørke elsker. Hun svarede, at hun havde bedt ham gifte sig med hende – og det havde han gjort. “En dydig og hjemlig dæmon,” udbrød dommeren sarkastisk, “og fandt I da en skriver eller dommer til at registrere jeres løfter?” “Nej,” svarede hun, “vi giftede os selv.” Han lo stille og mindede sin kollega om, at selv guvernøren i Connecticut havde givet et dårligt eksempel i høje stillinger.

Hun fortalte skamfuldt, hvordan hun havde taget imod dæmonens kærlighed før ægteskabet, og dommeren svarede med et næsten faderligt smil, at ærligt ægteskab altid måtte være en slags salve på for hastige synder. I salen var der nu stille, kun flammernes knitren og papirets tørre raslen brød stilheden.

Dommeren vendte sig pludseligt: Børnene havde talt om et smukt barn, som skulle være hendes – hvad mente de? Hun svarede tøvende, at hun troede, de hentydede til hendes eget barn. “Og hvor er barnet nu?” spurgte han. “Det er endnu ikke født.” “Og hvem har æren for faderskabet?” “Hvem andre end dæmonen, der trøstede mig?” Dommeren bad hende løfte hovedet: at undfange var naturligt for kvinden, sagde han; snarere burde hun skamme sig, hvis hun efter så megen infernalsk iver var forblevet ufrugtbar. At undfange var kvindens ære.

Høringen blev hævet, og hun blev ført tilbage til cellen. Samme nat sad de lærde dommere ved ilden på kroen Black Moon, drak deres posset og hviskede sammen. En barpige hørte dem, men gentog ikke, hvad de sagde. De skrev deres erklæring: Doll Bilby, anklaget for trolddom, for at have forført tvillingerne Labour og Sorrow Thumb og for at være gravid ved en dæmon, skulle holdes fængslet i Salem uden kaution, indtil yderligere undersøgelse.

Tidligt næste morgen rejste hun sig og forberedte sig til retten, stadig uvidende om, at dommerens sind allerede var fast besluttet imod hende. Hun troede, sagen knap var begyndt, men der var allerede udstedt en ny arrestordre. Hun kunne ikke begribe, hvordan hun kunne dømmes – havde ikke selv dommeren sagt, at selv Kristus havde talt med Lucifer? Havde de ikke endda godkendt hendes ægteskab? Hun troede et øjeblik, at hun måske ville blive sat fri. Men hun skulle holdes for en jury, sagde Zelley, hendes egne vrede naboer, til februar-sessionen for Superior Court of Judicature.

Det er vigtigt at forstå, at denne historie ikke blot er et portræt af en kvinde anklaget for hekseri, men et spejl af en tid, hvor ret og uret blev vævet sammen med frygt, moral og køn. Retssalen blev ikke kun et sted for dom, men for offentlig bekendelse, hvor intimitet blev tvunget frem og moral sat under lup. Den mildhed, dommeren udviste i ord, var ikke nødvendigvis barmhjertighed, men en teknik til at udvinde sandheder eller indrømmelser. For læseren er det centralt at se, hvordan magtens sprog både kunne lokke og knuse – og hvordan menneskelighed og dæmonisering ofte stod side om side.

Er kærlighed mulig, når heksekunst og begær forvansker sindet?

Titus’ opfattelse af virkeligheden blev hurtigt draget i tvivl af de ældre og visere. Herr Zelley, blandt andre, nægtede at tro på hans beretning om pigen, der antog en anden form, og hvis tilstedeværelse på tyrens ryg var en illusion, født af forvildet fantasi og ophidsede følelser. Zelley, der i sin dagbog citerede skriften, advarede om faren ved at hælde nyt vin i gamle flasker. Følelsesmæssige strømme kan sprænge et skrøbeligt kar, og Titus, skrev han, var et sådant kar.

Men på det tidspunkt havde Titus kun én tanke: at pigen nu var i hans arme. Frygt eller måske chokket fra et vildfarent skud havde gjort hende svag, og han trøstede hende blidt, kyssede hende, strøg hendes hår og gentog, at han hellere ville dø end skade hende. Om hendes forvandling – fra noget andet til denne skrøbelige pige – nævnte han intet. Måske ønskede hun selv at forbigå det i tavshed. Han tolkede hendes handling som en form for venlighed, muligvis ikke mod ham, men mod dyret, tyren Ahab. Hvordan skulle en ung hvid pige ellers kunne have fundet ham alene i skoven?

Og alligevel, nu hvor han holdt hende tæt, følte han ingen af de brændende lidenskaber, der havde pint ham natten før. Det var som om han omfavnede en søster. Han satte hende på tyren og fulgte hende hjem. Men så snart han var tilbage på sin fars gård, vendte begæret tilbage – overvældende, altopslugende, og han kunne ikke forstå, hvordan han tidligere samme morgen havde trøstet hende som et barn.

Efter den dag, hvor Ahab blev fundet, begyndte Titus en hemmelig bejlen til Doll. Heks eller ej – han ville ingen anden. Hans far, forblændet af udsigten til Bilbys rigdom, så med velvilje på forbindelsen. Hans mor hviskede derimod konstant, at pigen var en heks og ville ende på galgen. Alligevel anede Mrs. Hannah intet om Titus’ hensigter. Hun troede naivt, at hans tilstedeværelse skyldtes hendes egen udseende, og kunne ikke forestille sig, at en smuk, ung mand kunne begære en mærkelig og trodsig pige som Doll. Men trods hendes afvisninger, forblev han ved hendes side, hun trak ham til sig som fisk til kat.

Titus’ forfald blev tydeligt for alle. Hans arbejde led, hans øjne var matte, han spiste næsten intet og talte til sig selv i nattemørket, mens han stirrede mod Bilbys hus. Hans krop visnede, og han lignede snart en skygge af sig selv. Hans mor fornemmede årsagen og begyndte at overvåge ham, hvilket gjorde ham irritabel. Selv hans små søstre, som mødte Doll ved bækken, nægtede at fortælle ham, hvad hun sagde. Doll fortalte dem historier om væsner, der ikke fandtes i Bibelen, og de frygtede moderens vrede.

Men Hannah rasede, da hun erfarede, at ægteskabet var planlagt. Bilby forstod det ikke – han troede, hun ville være lettet over at få pigen ud af huset. Han anede ikke, at hans kone troede, det var hende, Titus begærede. Hun havde endda bestilt en rød hætte i Boston for at gøre indtryk.

Da Doll endelig fik besked om ægteskabet, brød hendes verden sammen. Hendes fosterfar fortalte hende det brutalt, for han kunne ikke bære at miste hende. Hun nægtede, klamrede sig til ham og sagde, at hun aldrig ville forlade ham. Men han mente, det var bedst – at et ægteskab kunne gøre hende mere almindelig, mildne hendes særhed, give hende et hjem fyldt med kærlighed. Hun skulle ikke blive boende i et hus, hvor hans kone mishandlede hende.

Han sagde, at hun nu var en kvinde, og måtte tage kvindens vej: føde, opfostre. Hvad kunne hun have imod denne unge mand? Ville hun ikke en dag være stolt af at være præstekone? Nej, aldrig – hun ville kun være hans lille plejebarn. Hans hjerte blev hårdt, og han fjernede hendes arme fra sin krop. Hun måtte vælge: gifte sig med Titus eller forklare, hvorfor ikke. Ellers måtte hun finde et andet sted at leve. Han mente det ikke ondt – han handlede ud fra kærlighed. Men han skubbede hende bort og gik ud i marken.

Hun løb efter ham og fandt ham i en hørmark, hvor blomsterne var mere blå end himlen. Luften summede af bier. Hun kastede sig ned på knæ og holdt fast i ham.