Hvad Skete Der Med Flavia? En Lærerindes Erindringer

Giulis hjerte sank, da hun trådte op ad den brede, støvede trappe. En matematiklærer. Wanda Terni. Det ville være matematik – Giulis værste fag i skolen. Og Wanda lød som en nordbo: Mobber, vred, hård. Men hun viste sig at være noget helt andet. En lille, rund kvinde med mørke rødder i det korte blonde hår og et udmattet udtryk, der sad ved et bord i et støvet klasseværelse foran en bunke slidte arbejdsbøger. Hun kiggede op og Giuli så, at hendes øjne var røde, enten af træthed eller noget andet. "Kan jeg hjælpe dig?" spurgte hun sløret. Og da Giuli tøvede, sagde hun: "Er det om en elev? Er du mor?" Hun kiggede på sit ur: ikke engang otte. Skolen startede klokken halv ni.

"Nej," sagde Giuli. "Det handler om Flavia. Flavia Matteo. Du er – du var en ven af hende."

"Ja," sagde Wanda, og hendes mund strammede sig.

"Du har hørt," sagde Giuli. Flavia var først officielt blevet identificeret i går, men Oltrarno var et tæt lille sted. Nyheder spredte sig hurtigt. Der var en træstol ved bordet, og uopfordret trak Giuli den op ved siden af Wanda og satte sig.

"Du var hendes ven," sagde Giuli. "Der var knap en håndfuld numre i hendes telefon, og dit var et af dem."

"Hvad lavede du med hendes telefon?" spurgte Wanda, næsten vred: Giuli så tårer i hendes øjne. "Hvad vedrører det dig?" Giuli talte stille og roligt. "Jeg arbejder for en privatdetektiv ved navn Sandro Cellini. Han… han var med til at identificere hende – sammen med Flavias kæreste…" Hun tog en dyb indånding. "Jeg kender Niccold," sagde Wanda med stramme læber. "Var I nære?" spurgte Giuli og lænede sig frem. "Du og Flavia. Undskyld at spørge. Jeg er virkelig ked af det." Wanda kiggede på hende, og uvilkårligt mødte lærerinden hendes blik. Noget af kampen forsvandt fra hendes ansigt.

"Vi havde været nære," sagde Wanda langsomt og med en træt sorg i stemmen. "De fandt hende ved kysten." Hendes stemme var flad, uforstående. "Du ved ikke, hvorfor hun skulle være taget derhen?"

Sandro havde sendt nogle tekstbeskeder, som var lidt forvirrede, men som havde reflekteret over dette spørgsmål. Hvorfor valgte hun kysten og ikke sit eget badeværelse? Flere mulige forklaringer opstod. Måske havde hun ikke ønsket, at hendes mand skulle finde hendes krop. Hvordan kunne man tage sit eget liv, mens barnet sov i næste rum? Vælge et hotel tilfældigt, for enden af en togstation? Giuli troede ikke på den tilfældige teori.

"Har hun nævnt noget om en forbindelse til Viareggio?" spurgte Giuli. Wanda rystede på hovedet, tavs. Giuli talte forsigtigt. "Du var hendes bedste ven?"

"Jeg tror det," sagde Wanda langsomt og kiggede på sine hænder. "Hun var ikke én til store grupper af veninder. Ikke rigtig."

"Jeg følte, Flavia var til stede i rummet, da hun mødte lærerindens blik."

"Hendes far var en voldelig mand," sagde Wanda. "Og hendes mor beskyttede hende ikke. Ikke usædvanligt, for trediver, fyrre år siden; sandsynligvis ikke usædvanligt nu. Hun løb væk fra Rom, da hun var seksten, og meldte sig til universitetet." Et glimt af stolthed kom frem i hendes øjne. "Misbrug? Mener du…?"

"Jeg mener, han slog hende," sagde Wanda, hendes ansigt var blegt og hårdt. "Hendes mor ville ikke vide af det. Det satte sine spor. Og da moren døde… ja."

"Så kom hun til Firenze, og hun mødte Niccold Rosselli."

"Det var en stor kærlighed," sagde Wanda. "De var to halve af det hele."

"Har hun sagt det?"

"Du kunne se det. Deres overbevisninger, deres ambitioner, deres politik. De var absolut dedikeret til hinanden. Han gav hende den styrke, hun havde brug for, og hun gav ham – sødme, tror jeg."

"Hun havde brug for styrke?" Wanda trak på skuldrene, utilpas, og svarede ikke.

"Depression?" Giuli spurgte forsigtigt. Den dårlige barndom og eftervirkningerne. Cyklussen af misbrug – hun kendte terminologien.

Udenfor kunne hun høre børns råb, som samlede sig før skolen, tællende i et spil, og derefter jubel, da de blev løsladt til at løbe. Hendes hjerte løftedes ved lyden.

"Var der noget, der ændrede sig? Skændtes I? Hvad skete der? Var det… barnet?"

"Barnet," gentog Wanda, som om hun aldrig havde tænkt på det før. "Jeg ved det ikke." Giuli skiftede sig ubehageligt. "Mennesker ændrer sig, jeg ved det ikke. Optaget af andre ting?" Wanda fortsatte. "Måske," sagde hun og rynkede panden. "Jeg var ikke klar over det – men jeg gætter på, det er muligt. Jeg har vidst i lang tid, at jeg ikke kan få børn."

Shit, tænkte Giuli. Udenfor ændrede råbene sig, og et barns navn blev gentaget, Olu3 olu. Det var ikke klart, om barnet blev forfulgt eller opmuntret.

"Jeg er muligvis jaloux," sagde Wanda og så op. "Jeg vidste ikke engang, at Flavia ønskede et barn," sagde hun, og der var noget – fornærmelse, sår, vrede i hendes stemme. "De var altid ret – ligeglade med den slags. Nå, i hvert fald Niccold. Jeg fik altid indtryk af, at de mente, at babyer var for folk, der ikke havde en verden at redde. Plus, man kunne ikke forestille sig dem… vi ved alle, hvordan børn bliver lavet, og det var ikke sådan, at Flavia var prydende eller noget…"

"Der kunne være grunde," sagde Giuli. "Når man bliver ældre. Ting ændrer sig i kroppen." Wanda mødte ikke hendes blik, og ændrede emnet.

"Så det var omkring den tid, hun blev gravid – at I ikke så så meget til hinanden?" De mørke, trætte øjne flakkede over Giuli, og vurderede hende.

"Flavia ændrede sig," sagde Wanda til sidst.

Giuli ventede. Med et suk satte Wanda sit ansigt mellem hænderne.

"Det var før hun blev gravid. Barnet blev født i slutningen af juli, så hun må have været gravid i oktober? Jeg lagde mærke til noget anderledes før det. Hun havde været på et kursus i Bologna… hvornår var det? Første weekend i september. Og vi – lærerne – vi plejer at spise sammen en uge før skoleåret starter, for at komme tilbage i rytmen, du ved?"

Giuli nikkede.

"Vi gik til den sæ

Hvordan drømme og symboler kan afsløre skjulte sandheder

Enzo følte, at byen omkring ham ændrede sig, som om verden omkring ham blev revet i stykker af uventede forandringer. Trafikken blev omdirigeret, politiet var på dørtærsklen, og veje blev gravet op. I et kort øjeblik fik han den klare følelse, at han en dag måske ville kigge op og ikke kunne genkende den verden, han havde været en del af. Verden føltes i konstant bevægelse, ude af fokus. Et billede, en tanke, der ikke helt kunne formes i hans bevidsthed.

Pludselig kom en tekstbesked, og hun rynkede brynene, men skubbede hurtigt tanken væk og koncentrerede sig. Hendes opgave var vigtigere. Endelig fandt hun en opslagsværk-artikel og læste den igennem, men efter ti minutter følte hun sig rastløs. Hun kunne ikke få factsene til at falde på plads. Der var noget, der fyldte hendes hoved, og hun kunne ikke koncentrere sig. Det var tankerne om mødet med Wanda Terni, drømmen, den tomme park, og de hemmeligheder, der ikke var blevet afsløret.

Giuli begyndte at tvivle på, hvad hun egentlig vidste om Flavia. Hvad havde Flavia gemt for hende? Hadde Wanda været tættere på hende end hun havde troet? Det begyndte med en lille, nagende misundelse: Flavia havde haft en god og omsorgsfuld veninde som Wanda, og hun havde haft lange gåture med hende. Giuli prøvede at undertrykke den følelse, hun fortalte sig selv, at Luisa nu var hendes veninde. Men til sidst forsvandt misundelsen, da hun indså, at Flavia ikke havde fortalt Wanda om det, der plagede hende. Men Flavia havde fortalt Barbara. Og måske havde Barbara skjult noget, men ikke nødvendigvis alt.

Hun fandt endnu et symbol – et sværd i drømmen. Giuli begyndte at grave sig ned i symbolikken omkring sværdet. Hendes internetsøgning ledte hende til en artikel, hvor Carl Jung beskrev to forskellige måder at fortolke drømmesymboler på: en kausal tilgang og en final tilgang. Jung advarede mod at tilskrive symboler en alt for fast betydning uden at tage højde for den enkelte drømmeres livssituation. I den kausale tilgang bliver symbolerne reduceret til grundlæggende tendenser – et sværd kan for eksempel symbolisere et mandligt organ, ligesom en slange kan. Men den final tilgang, hvor man spørger sig selv, hvorfor netop dette symbol optræder i drømmen, giver en mere nuanceret forståelse af betydningen. Et sværd, der repræsenterer noget farligt og destruktivt, kan afsløre en frygt for noget, der ikke nødvendigvis er relateret til seksualitet, men som kunne være en frygt for skade eller fare i en bredere forstand.

Så kom der endnu en besked fra Barbara: "Okay, du har ret, hun er død, og det kan ikke skade hende. Jeg vil fortælle dig det." Giuli så på skærmen og undrede sig. Havde hun ikke allerede regnet det ud? Det virkede som om sandheden langsomt begyndte at træde frem, men var hun klar til at konfrontere den?

Drømme og symboler har altid været et vindue til underbevidstheden. Men når vi fortolker dem, er det ikke bare en simpel opgave at tilskrive symboler universelle betydninger. Det er vigtigt at forstå drømmen i konteksten af den enkelte drømmeres liv, deres frygter, håb og uløste konflikter. I drømme kan sværdet være både en indikation på frygt og en indikation på styrke. Drømme afslører noget om den indre verden, som ikke altid er nemt at forstå, men som kan give os de ledetråde, vi behøver for at forstå, hvad vi frygter eller længes efter.

Endelig er det væsentligt at forstå, at den verden, vi ser med åbne øjne, ikke altid er den verden, der findes bag lukkede døre. Det er gennem symboler, drømme og det, vi ikke siger, at sandheden ofte afsløres.