Hvordan dækker man politik i Trumps æra?

I en tid, hvor medierne konstant bliver angrebet af magthavere, og hvor sandheden ofte bliver udfordret, har dækningen af politik under Donald Trump været en af de mest komplekse og udfordrende opgaver for journalister i moderne tid. For medierne er relationen til Trump-administrationen ikke blot præget af den sædvanlige politiske rivalisering, men også af en åbenlys fjendtlighed, som har formet den måde, politik bliver rapporteret på. Journalister, der i mange år har beskæftiget sig med at dække magtens centrum, har nu måttet navigere i et landskab, hvor misinformation, konfrontation og personlig angreb er blevet en del af hverdagen.

Trump-administrationens konstante angreb på medierne – fra at kalde dem "fake news" til at beskrive dem som "folkenes fjende" – har tynget den politiske journalistik. Dette har ikke kun udfordret mediernes evne til at rapportere objektivt, men også testet journalisternes etiske grænser. Mens Trump gentagne gange afviste etablerede nyhedskilder og fastholdt, at enhver kritik af ham var et forsøg på at undergrave hans lederskab, blev journalister tvunget til at reflektere over deres rolle. Skal de fortsat holde fast i objektiviteten, eller skal de begynde at svare igen på de konstante angreb?

For mange journalister har svaret været at forblive tro mod de grundlæggende principper for god journalistik. Objektivitet er ikke nødvendigvis at undlade at tage stilling, men snarere at præsentere informationerne præcist og uden manipulation. Alligevel har det været svært at undgå den følelsesmæssige indvirkning af Trumps angreb, som ikke kun ramte medierne som helhed, men også individuelle journalister, der ofte blev udvalgt til at bære vægten af hans kritik. Nogle journalister har måttet beskytte sig selv mod verbale angreb, mens de samtidig har forsøgt at opretholde deres troværdighed og professionelle standarder.

Et aspekt, som er blevet ofte overset i diskussionen om pressefrihed under Trump, er mediernes forhold til deres publikum. I en tid, hvor medierne er blevet mere polariserede, er det blevet stadig sværere at skelne mellem objektiv nyhedsdækning og partisk opfattelse. Det er vigtigt at forstå, at den konstante polarisering har haft en langt større indvirkning på, hvordan politiske historier bliver opfattet. Når medierne ikke kun rapporterer fakta, men også formidler deres egne analyser og synspunkter, begynder de at blive en aktiv del af diskursen snarere end blot observatører.

Et andet væsentligt element er Trump-administrationens brug af sociale medier, særligt Twitter, som et direkte kommunikationsmiddel. Dette skabte en ny form for politisk interaktion, hvor medierne ikke længere kunne være den eneste kanal mellem magthavere og befolkningen. Trump selv brugte Twitter til at omgå medierne og direkte adressere sine tilhængere, hvilket gjorde det svært for journalister at opretholde deres rolle som formidlere af objektiv information. Dette har medført, at journalister ofte har været tvunget til at forholde sig til hans tweets som primære kilder, hvilket har forvrænget den traditionelle forståelse af nyhedsrapportering.

Men selvom medierne ofte blev udsat for angreb, var de også vitale for at afsløre de problemer, der opstod under Trumps styre. Skandaler som de afslørende rapporter om hans skattemæssige forhold og hans reaktioner på pandemien blev dækket intensivt af medierne. Disse afsløringer gav et indblik i administrationens indre liv, men de blev også mødt med angreb fra Trump og hans tilhængere, som benægtede deres gyldighed. Det er i denne kontekst, at journalister har måttet balancere deres rolle som uvildige rapportører med deres ansvar for at afsløre sandheden.

Mens den politiske journalistik under Trump har været præget af ufattelige udfordringer, kan man ikke ignorere den vigtige rolle, som medierne spiller i et demokratisk samfund. Det er ikke kun journalisternes opgave at dække magten, men også at beskytte offentlighedens ret til at få adgang til sandfærdig og objektiv information. I lyset af dette er det blevet nødvendigt for journalister at redefinere deres forhold til magt og kritik. Den konstante konfrontation har skabt en ny form for journalistisk modstandskraft, som har styrket medierne som institution, men også gjort dem mere bevidste om de farer, der truer deres arbejde.

Det er også vigtigt at forstå, at dækningen af politik i Trump-æraen ikke kun handler om at følge den aktuelle udvikling. Det handler også om at stille sig kritisk over for de normer, der har været etableret for, hvordan nyheder bliver præsenteret. I en tid, hvor journalister ikke bare er objektive vidner, men også aktive deltagere i den politiske diskurs, er det blevet nødvendigt at revidere de traditionelle metoder for nyhedsdækning. Der er et behov for at tage højde for de politiske og sociale dynamikker, der ligger til grund for mediedækningen, og for at forstå, hvordan disse dynamikker former den offentlighed, der modtager informationen.

I denne æra af polarisering og mistillid er det ikke nok at fokusere på, hvordan medierne reagerer på Trump. Man må også forstå, hvordan den politiske kultur er blevet påvirket af de medier, der dækker den. Trump har ikke kun ændret den måde, politik bliver udført på – han har også ændret den måde, vi forstår og interagerer med politik gennem medierne.

Hvordan Trump har ændret pressens rolle i Amerika

I 2017 blev et spørgsmål rejst om, hvordan medierne skulle håndtere den kontroversielle præsident Donald Trump. En samtale opstod blandt journalister, hvor én person udtrykte bekymring for, at ved at behandle Trump som enhver anden politiker, risikerede man at "normalisere" ham. Svaret på denne bekymring er ikke ligetil, da pressens opgave traditionelt har været at rapportere uden at falde i hænderne på politiske spillere. Dette dilemma blev på én gang tydeligt under et besøg i Washington i 1980’erne, hvor journalister blev mindet om vigtigheden af at opretholde objektivitet, selv når der var en tendens til at favorisere eller kritisere visse aktører.

Men pressens rolle har ændret sig markant i de senere år. Hvor der tidligere var en nærmest hellig forventning om, at journalister skulle forholde sig neutrale, er der nu åbne angreb og støtteerklæringer i pressen, især når det gælder Trump. Fænomenet med at “bue” eller “cheer” under nyhedsdækning er blevet mere udbredt, og spørgsmål opstår om, hvorvidt dette er berettiget, når det kommer til Trump. Der er uden tvivl stærke meninger om hans politik og hans metoder, men spørgsmålet er, om medierne ved at indtage en ensidig rolle ikke risikerer at skade sin egen integritet. Friedrich Nietzsche advarede engang mod at blive den, man kæmper imod – en advarsel der synes at have relevans i diskussionen om Trump.

I filmens verden, som Steven Spielberg viste med sin fremstilling af Pentagon Papers, er det centrale spørgsmål, hvad medierne skal gøre, når de står overfor magtfulde aktører. I filmen bliver en journalist sendt til New York for at opnå oplysninger, der kunne afsløre store politiske konspirationer. Det virker i første omgang som en uetisk handling, men hvad gør journalister, når de står overfor informationer, der potentielt kan ændre verden? I tilfældet med Trump blev medierne udfordret på deres etiske grænser. Deres dækning af både Rusland-skandalen og impeachment-sagerne viser en pressestruktur, der er blevet stærkt polariseret.

Enkelte kilder, som whistlebloweren, der afslørede Trumps telefonopkald med den ukrainske præsident, blev behandlet med stor forsigtighed, og medierne undlod at offentliggøre hans navn, hvilket udløste kritik. Dækningen blev beskyldt for at være partisk, og diskussionen om mediernes loyalitet blev intensiveret. Hvorfor skulle medierne vælge at beskytte denne enkeltperson, når han ikke engang var deres kilde? Dækningen af Trump’s administration satte med andre ord en ny standard for, hvordan journalistik blev udført, og hvordan kilder skulle behandles.

Spørgsmålet er, om vi som samfund kan acceptere en politisk orienteret presse, eller om vi har brug for en objektiv institution, der kan tilbyde alle synspunkter uden at blive inficeret af politisk agenda. Der er opstået en situation, hvor medierne enten har valgt at støtte eller modarbejde Trump, og dette har udvandet journalistikkens rolle som neutral aktør. Da medierne begyndte at indtage en stærk politisk position, begyndte tilliden til dem at falde. Gallup-undersøgelser viser en markant nedgang i tilliden til medierne i de seneste årtier. I 1972 havde 68% af amerikanerne stor tillid til medierne, mens det i 2019 var faldet til blot 41%. Denne nedgang kan ses som et resultat af den opfattelse, at medierne ikke længere er objektive, men i stedet har udviklet sig til at blive en del af det politiske landskab.

Medierne har således udfordret deres egen neutralitet, og det har fået vidtrækkende konsekvenser. Tilliden til medierne er ikke kun faldet i USA, men det har skabt en global bevægelse, hvor spørgsmålet om pressefrihed og objektivitet bliver revurderet. Pressen står overfor et valg: vil den fortsat fungere som en uafhængig aktør i samfundet, eller vil den blive en yderligere politisk aktør, der taber sin rolle som den objektive vagthund?

Det er klart, at mediernes dækning af Trump ikke kun har handlet om Trump selv, men også om en ændring i hvordan vi som samfund forstår og værdsætter objektivitet i journalistikken. I sidste ende handler det om etiske overvejelser, om hvad der sker, når medierne begynder at følge politiske strømninger, fremfor at udveksle fakta uden at lade sig rive med.

Hvad betyder mediernes manglende tillid for samfundet og journalistikken?

Den tillid, som befolkningen traditionelt har haft til medierne, er blevet alvorligt undermineret på tværs af det politiske spektrum. Det er ikke kun republikanere og konservative, der udviser en manglende tillid; også uafhængige og moderate har mistet en betydelig del af deres tillid til medierne. På den anden side har næsten syv ud af ti demokrater og lidt færre end to ud af tre liberale stadig stor tillid til medierne. Når én politisk gruppe er tilfreds med mediernes dækning, bør medierne være bekymrede. Det er intensiteten af mistilliden, der bør vække alarm. Næsten halvdelen af republikanerne og over fire ud af ti konservative rapporterer, at de ikke har nogen tillid til medierne. Tallet er også højt blandt moderater og uafhængige. Omvendt har kun én ud af ti demokrater og én ud af syv liberale ingen tillid til medierne.

Gallup-rapporten fra september 2019 viste, at republikanere blev mere mistroiske overfor medierne i 2016, da Trump begyndte sin præsidentkampagne og kritiserede mediernes behandling af ham. Fra 2015 til 2016 faldt republikanernes tillid til medierne med 18 procentpoint og nåede et historisk lavpunkt på 14 procent. Dette tal forblev lavt i 2017, men er efterfølgende steget en smule. Demokrater, derimod, har konsekvent været mere tillidsfulde overfor medierne end republikanere, og deres tillid steg yderligere, da Trump overtog præsidentposten i 2017.

Problemet er imidlertid ikke kun politikernes og vælgernes mistillid, men også hvordan journalister og medier ser på sig selv og deres rolle. Mange journalister anser sig selv for at være objektive og upartiske, men de synes at være blinde overfor, hvordan deres ord opfattes af offentligheden. Dette kan skabe en opfattelse af, at medierne ikke længere blot rapporterer fakta, men aktivt deltager i den politiske kamp, hvilket fører til, at folk ser medierne som partisaner fremfor neutrale observatører.

Mediernes rolle som objektiv formidler af information er blevet alvorligt udfordret af den politiske polarisering, som præger USA og mange andre lande. Pew Research Center dokumenterede i 2020, hvordan amerikanere søger nyheder, der bekræfter deres egne politiske holdninger og ideologiske siloer, hvilket betyder, at de i højere grad isolerer sig fra modstridende synspunkter. Dette skaber et miljø, hvor journalister står overfor en konstant udfordring i at opretholde troværdighed og objektivitet.

Konceptet "negativ partisanship" beskriver den voksende fjendtlighed mellem de politiske partier, hvor hver side ser den anden som en trussel, der er villig til at gå meget langt for at opnå magt. Dette betyder, at det er svært at finde noget positivt at sige om modparten, samtidig med at man blindt støtter sin egen side. Den politiske stammefølelse, eller "politisk tribalism," gør det endnu sværere at opnå en objektiv journalistik. Hvis en artikel ikke kritiserer den modsatte side eller ikke støtter ens egen, bliver den automatisk betragtet som biased.

Disse tendenser blev bekræftet i en Gallup/ Knight Foundation-undersøgelse fra 2018, som viste, at mange mennesker har svært ved at finde ud af, hvad der er sandt og falsk i medierne. Spørgsmålet om, hvorfor så mange amerikanere føler sig fremmedgjorte fra medierne, og hvordan de kan få information fra troværdige kilder, bliver mere og mere presserende. Det synes dog, at medierne ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på disse spørgsmål.

Historisk set blev journalister undervist i at holde sig til de grundlæggende fakta: Hvem, hvad, hvornår og hvor. Man skulle undgå at stille spørgsmålet om "hvorfor," da det kunne lede til subjektive vurderinger og meninger. Det blev understreget, at redaktionelle kommentarer ikke havde noget at gøre i en nyhedshistorie, som skulle være objektiv og faktuel. I dag ser vi en nedgang i disse standarder, hvor medierne undertiden ikke kun rapporterer om, hvad der er blevet sagt, men også bedømmer udsagnene som usande eller løgnagtige – en alvorlig fejl i journalistikken. Det er en vigtig opgave for journalister at skelne mellem det, der er et faktum, og det, der er en vurdering. Hvis en udtalelse er falsk, bør det nævnes i citatform fra en troværdig kilde, ikke som journalisternes egen vurdering.

Selv når journalister udfører analyser, skal de være opmærksomme på at skelne mellem objektiv rapportering og subjektiv vurdering. Når en analyse er tydeligt mærket som sådan, advarer det læseren om, at teksten går ud over de rene facts. Men i en nyhedshistorie bør begreber som "løgn" eller "falsk" aldrig anvendes, medmindre de er citeret direkte fra en pålidelig kilde.

Et interessant fænomen, som er blevet bemærket, er den afstand, som mange journalister fra nationale medier har til de lokale journalister. Der er en tendens til at nedgøre arbejdet på lokal niveau, selvom de lokale medier ofte har en tættere kontakt med deres publikum og derfor bedre forstår deres bekymringer. Denne kløft mellem de nationale og lokale medier kan være med til at forværre mistilliden til medierne generelt.

Medierne står i dag over for en enorm udfordring. Der er en skuffelse over de nuværende standarder for objektivitet og en bekymring for, hvordan journalister kan genopbygge deres troværdighed i et samfund, der er dybt polariseret. At forstå og tage ansvar for disse udfordringer er en nødvendighed for at genoprette mediernes rolle som samfundets pålidelige informationskilde.

Hvordan Donald Trumps valg ændrede mediedækningen af afroamerikanske journalister

Afroamerikanske journalister, som historisk set har kæmpet for at få deres stemme hørt, har mødt mange udfordringer gennem tiden. I mange år har racisme og diskrimination været uundgåelige dele af deres professionelle liv. Efter Donald Trumps valg som præsident ændrede forholdene sig imidlertid markant for de journalister, der tilhører minoriteter, og især for afroamerikanske journalister.

Før Trump blev valgt, kunne journalister fra alle etniske grupper forvente at kunne udføre deres arbejde under relativt normale forhold, selvom de selvfølgelig stadig måtte navigere i de barrierer, der eksisterede. Imidlertid blev racemæssige angreb og trusler mod afroamerikanske journalister mere fremtrædende efter hans valg i 2016. Mange journalister rapporterede om en markant stigning i hadefulde e-mails og trusler, og i nogle tilfælde blev de endda fysisk truet.

Under Trumps administration blev det hurtigt klart, at der var et øget pres på journalister, der ikke kun skulle dække de politiske begivenheder, men også kæmpe for at opretholde deres troværdighed i en tid, hvor det blev lettere for både præsidenten og hans tilhængere at angribe medierne. Hadefulde udtalelser fra Trump, som hans velkendte "fake news" retorik, gjorde det sværere for journalister – især dem med minoritetsbaggrund – at få deres arbejde anerkendt uden forhindringer. Dette blev ikke kun et problem for journalister, men også for den journalistiske integritet som helhed.

For afroamerikanske journalister blev situationen endnu mere kompleks. Ikke alene blev de udsat for de samme racemæssige angreb som andre afroamerikanere i offentligheden, men de blev også målet for specifik negativ omtale, der stammer fra både offentligheden og nogle medlemmer af Trump-administrationen. En bemærkelsesværdig hændelse var, da journalisten Jesse Holland, som tidligere havde arbejdet for Associated Press, blev udsat for stødende kommentarer og trusler via sociale medier og e-mails. Han bemærkede, at nogle læsere, der så ham i virkeligheden, blev chokeret og sagde, at de ikke havde troet, han var sort, fordi de mente, at hans skrivestil ikke passede ind i deres stereotype opfattelse af, hvordan "sort journalistik" burde være.

Selv om trusler mod journalister er steget generelt i USA i de senere år, er det især skræmmende for afroamerikanske journalister, givet landets historie med vold mod journalister af farve. Historisk har afroamerikanske journalister været mål for voldelige angreb, som det skete i 1892, da Ida B. Wells’ avis, Free Speech and Headlight, blev brændt ned i Memphis efter hendes rapportering om hængning af sorte mænd. Denne historie med vold mod journalister af farve fortsatte gennem det 20. århundrede, og det er noget, der stadig plager de journalister, der i dag arbejder under lignende vilkår.

Der er dog noget, der adskiller de afroamerikanske journalisters kamp fra deres historiske forgængeres. Selvom de fortsat står over for trusler og diskrimination, bliver de også anerkendt for deres mod og deres arbejde i en tid, hvor misinformation og propaganda er mere fremherskende end nogensinde før. Den modstand, de står over for, er et vidnesbyrd om, at de ikke kun kæmper mod de kræfter, der ønsker at udveksle sandhed med løgn, men også mod et system, der i mange år har forsøgt at marginalisere deres bidrag til den journalistiske verden.

Denne virkelighed har gjort det nødvendigt for afroamerikanske journalister at fortsætte kampen for at opretholde deres vigtige rolle i samfundet. Det er ikke blot et spørgsmål om personlig beskyttelse eller professionel anerkendelse, men om at sikre, at de historier, der er blevet fortalt af afroamerikanske journalister gennem generationer, fortsætter med at blive hørt.

En del af den nødvendige udvikling i medierne, især under Trumps administration, har været at forstå, at den pressefrihed, som mange journalister havde taget for givet, ikke er givet i alle tilfælde. Når journalister af farve bliver mål for ikke bare verbale angreb, men også fysisk trussel, bliver det et endnu vigtigere emne at beskytte deres ret til at rapportere frit og objektivt. Truslerne mod disse journalister er ikke kun en risiko for dem som individer, men en fare for demokratiets fundament, der afhænger af en uafhængig og kritisk presse.

Hvad man skal forstå, er, at for de afroamerikanske journalister, der arbejder i denne virkelighed, er det ikke kun et spørgsmål om at overleve trusler, men om at være de sidste linjer for sandheden i et politisk klima, der systematisk forsøger at underminere deres integritet og deres arbejde. Uanset truslerne har mange valgt at fortsætte deres arbejde, drevet af en dyb forståelse af, hvad der står på spil. Det er et valg, der kræver mod, men det er et valg, der er nødvendigt for at sikre, at deres historier og samfund fortsat bliver hørt og forstået.