Hvem bærer fremtiden – havets dybder eller rummets uendelighed?

Trykket rammer som et geværskud, skarpere end et tordenbrag, et vandbrag, hvis man vil. Alligevel kan den indre dør holde stand, og kun sjældent udsættes den for denne belastning. Som et omvendt paradoks holdes slusen altid fyldt med havvand under højt tryk, for at skåne den ydre dør for belastning. Det betyder imidlertid, at den indre dør konstant står under fuldt pres. Et sted må presset jo være. Men det er et kalkuleret valg. Hvis den ydre dør – med sit tusind atmosfæres trykdifferentiale – bryder sammen, vil oceanet i sin fulde, ufattelige masse søge ind, og alt ville være forbi på et øjeblik. Hvis derimod den indre dør svigter, bliver det kaotisk og farligt, men vandet, der strømmer ind, er begrænset til slusens eget volumen. Trykket falder hurtigt, og tiden til reparation er til stede, for den ydre dør holder næsten altid stand. Risikoen for samtidig svigt af begge er så mikroskopisk lille, at den må accepteres. Ingen absolut sikkerhed eksisterer, og livet i Ocean-Deep er bygget på denne realitet.

Denne kamp mellem tryghed og fangenskab spejler også en større konflikt: havets dybder versus rummets uendelighed. Ocean-Deep er et teknologisk mesterværk, et eksperiment, der allerede har skabt byer på kontinentalsoklen og åbnet havbunden som menneskehedens næste domæne. Her kan mennesket udnytte planetens ressourcer, udvide sin civilisation, bringe livet til nye grænser – eller ødelægge det hele, hvis udnyttelsen bliver rovdrift. For koncentrationen af menneskelig energi på Jorden alene kan blive fatal, hvis den ikke balanceres af en bevægelse udad, mod det ukendte.

Luna City, derimod, repræsenterer et andet syn. Hvor havet er indre rum, der snævrer sig ind til et punkt, er rummet ydre rum, der udvider sig til det uendelige. Der er ingen endelig grænse derude, intet naturligt punkt at stoppe ved. Månens døde landskab, de kolde verdener i solsystemet, de fjerne stjerner – alt det, som synes øde og livløst, er samtidig menneskehedens mulighed for at overleve, vokse og transformere sig selv. For de mennesker, der er vant til rummet, vant til at leve under konstruerede forhold i huler og kupler, vil det være naturligt at fortsætte mod stjernerne.

Denne kontrast mellem dybet og det uendelige, mellem det indre og det ydre rum, former ikke blot teknologi og arkitektur – den former hele menneskets forestilling om fremtiden. Ocean-Deep er bundet til sfæren, presset ind i geometrisk perfektion, som designerne til sidst hader og flygter fra. Rummet, derimod, tilbyder friheden til at forme, bøje og udvide uden forudbestemt form, som en spejling af det uendelige selv. At vælge havet er at vælge dybde, risiko og intimitet med Jorden. At vælge rummet er at vælge vidde, risiko og adskillelse. Begge er frontier, men af forskellig natur.

Det er vigtigt at forstå, at disse to fronter ikke er konkurrenter, men nødvendige komplementer. Uden havet mister mennesket sin forankring, sin forbindelse til den levende planet. Uden rummet mister det sin retning, sin åbning mod det nye og det fremmede. Fremtiden ligger ikke kun i at vælge, men i at forene – at bruge erfaringerne fra Ocean-Deeps tryk og risiko som lærdom for rummet, og erfaringerne fra rummets isolation og sårbarhed som lærdom for havet. Kun sådan kan mennesket både udnytte og bevare Jorden, samtidig med at det åbner sig mod stjernerne.

Kan ét menneskeliv opveje menneskehedens fremtid?

Han var anspændt; Demerest fulgte hans knæ med øjnene og sagde roligt: »Hvis du prøver at springe mod mig, skyder jeg straks og fortsætter,« og stemmen bar den ubønhørlige ro, som ikke havde brug for øjenkontakt. »Hvis du lader mig arbejde, får du minutter til at tale videre. Måske kan du tale mig fra det. Det er mit tilbud.« Han talte som en mand, der havde vægtet alternativer og fundet dem ubrugelige.

Annette protesterede — stemmen sprød af rædsel: »Du vil dø også.« »Selvfølgelig,« svarede han. »Kunne jeg finde en anden vej, ville jeg. Men jeg er ikke morder; jeg er pragmatiker.« Hendes ord om det ufødte barn, om de femti mennesker i enheden, forvandlede hans smerte til principsvar: »Det er ikke mit ansvar,« sagde han. »Jeg vidste ikke, der var en gravid kvinde. Jeg kan ikke lade det stå i vejen.«

Bergen greb efter argumentet om opdagelse: hvordan efterforskere vil kunne konstatere manipulation af manualkontroller, genfinde spor af et emitter‑våben, forstå intentionen. Demerest var afvisende. Han havde regnet det hele ud på forhånd: en månelavet laser er tynd og skrøbelig, den vil blive smadret af trykbølgen; undersøgelserne måtte pumpe vandet ud — i praksis bygge en ny enhed for at komme ind, og det ville tage tid, ressourcer og politisk vilje, som måske aldrig ville komme. »De vil måske nøjes med at lægge en krans på væggene,« sagde han med en kølig fatalisme.

Der var et øjeblik, hvor Annette knugede sig til sin viden om magt og ambition: hun var i de indre kredse af PPC; hendes indsigt rakte længere end både Demerests og hendes mands horizonter. Hun pegede på et større mål — at rumfartens drømme ikke måtte reduceres til tørre, begrænsede gevinster på månen eller havbunden, at menneskehedens skæbne krævede en vision større end særinteresser. Hendes stemme blev skarp: »Der er mere i rummet end rum,« sagde hun. »Vi søger noget større end territorier under en dunkel himmel.« Demerest kaldte det sludder, men hans fingre hvilede allerede på kontakten, og enhver bevægelse kunne være den sidste.

Teknisk ridsede han scenariet af med præcision: luftsluse, trykfald, vandclap, strømmens destruktive kraft, hvordan menneskekød ville blive forvandlet til mangler, hvordan bevismateriale ville blive ødelagt. Hans matematiske kynisme, hans tillid til den bortforklarende effektivitet af en fysisk katastrofe, var ikke kun en teknikers logik; det var et etisk regnskab, hvor abstrakte fremtidsgevinster vejede tungere end konkrete liv.

Hvordan multivac afslørede frihedens pris

I det øjeblik, hvor Bakst indså, at han havde lukket Multivac ned, blev alt omkring ham stille. Hørbarheden af maskinens konstante summen var forsvundet, og det var et tegn på, at noget uopretteligt var sket. Bakst vidste, at hvis denne lyd ikke vendte tilbage, havde han opnået sit mål, men han var også klar over, at det ikke ville være muligt at reparere skaden. Multivac, den altomfattende computer, der havde styrt menneskehedens beslutninger og gjort individets liv til en kontinuerlig proces af prædiktiv analyse, var ude af drift. I den uigenkaldelige stilhed vendte han sig mod de fjorten mennesker, der sad som billeder på skærmen foran ham, alles blikke rettet mod ham i vantro.

"Multivac er slukket, brændt ud. Det kan ikke genopbygges," erklærede han, som om han selv stadig ikke kunne forstå det fuldt ud. Han havde arbejdet mod dette øjeblik, siden han var blevet adskilt fra sine allierede. Hines' angreb havde været en trussel, en risiko for, at Multivac ville øge sin forsvarsmekanisme, men Bakst havde haft sin plan. Han var klar, og nu var verden ændret for altid. "Jeg har givet os vores frihed," sagde han og ventede på, at hans ord skulle synke ind.

Men de fjorten billeder forblev stille. Ikke en eneste af dem svarede. Bakst følte en knugende vægt af tavshed, en vægt, der kun kunne komme fra en afslutning på noget større, et system der var blevet mere end bare en samling af teknologier – det var blevet livets rygsøjle, samfundets hjernesystem. Og nu var det slut. "Er det ikke det, I ønsker?" spurgte han, en smule usikker på, om han virkelig havde forstået, hvad der skete.

Historien om Multivac er en om magtens tab, om menneskets umiddelbare behov for kontrol og det uforudsete resultat af at slippe fri. Men da Bakst stillede spørgsmålet, viste det sig at være langt sværere at svare på, end han selv havde forestillet sig. Frihed er ikke nødvendigvis det, vi ønsker, når vi står overfor konsekvenserne af at være uden det system, der har styret os hele livet. I det øjeblik hvor maskinen, der havde forudset og reguleret alt, blev slukket, blev der åbnet et tomrum, og menneskets oprindelige angst for frihed afslørede sig.

Når vi diskuterer, hvordan et system som Multivac kan falde, og hvad det betyder for individet og samfundet, bør vi overveje, hvad vi egentligt har opnået gennem teknologiens fremmarch. For multivac var ikke bare en maskine; det var et system, en kontrolmekanisme, der i sin tid havde syntes at være vores frelse. Men når Bakst sagde, at han havde givet os friheden, hvad var denne frihed i sidste ende? En mulighed for at vælge, en mulighed for at fejle, en mulighed for at blive ansvarlig for sig selv?

I stedet for at forstå Multivac som en maskine, burde vi forstå det som et spejl, et spejl for menneskets sind, dets længsler, sine frygter. Friheden, der blev givet, var ikke bare en fysisk eller teknologisk frigørelse, men også en psykologisk og moralsk en. Bakst havde ikke givet verden noget konkret, men han havde givet os noget langt mere skrøbeligt – evnen til at vælge vores egne veje, noget som, som vi kan se i eftertiden, både kan være en gave og en byrde.

Desuden, når vi ser på samfund som det, der blev tegnet i denne historie, er det essentielt at reflektere over den dybe konsekvens af teknologiens indflydelse på menneskets liv. Maskiner som Multivac gør ikke bare livet lettere, de redefinerer det. Frihed fra sådanne systemer giver os et ansvar, som vi måske ikke er rede til at bære. Bakst gav os friheden, men i sidste ende blev det en tom frihed, en mulighed uden retning.

I takt med at vi står overfor en stadig mere teknologisk styret fremtid, bør vi forstå, at den "frihed" vi søger, måske ikke er frihed fra systemerne, men en frihed til at leve med dem på nye måder. Vi må lære, at frihed ikke er et fravær af regler, men evnen til at vælge, hvordan vi indgår i et samfund, som er blevet formet af teknologiske kræfter. Dette betyder, at når systemerne bryder sammen, er det ikke kun et teknologisk problem, men et menneskeligt, psykologisk og kulturelt problem, som vi må tage ansvar for.

Hvad skete der med præsident Winkler? Et spørgsmål om sandhed og manipulation

Edwards kiggede rundt omkring sig i området, hvor han sidst havde set præsidenten. Han kunne ikke have bevæget sig langt væk. Så blev han opmærksom på forstyrrelsen. Først blandt Sikkerhedstjenestens agenter, der syntes at miste besindelsen og bevægede sig omkring på en uforudsigelig og jerky måde. Dernæst begyndte også folkemængden at vise tegn på den samme uorden. Larmen steg og blev til et tordenbrag. Edwards havde ikke brug for at høre ordene i den voksende støj. Den var nok i sig selv til at sende et klart budskab: Præsident Winkler var forsvundet! Han havde været der et øjeblik, og så var han blevet til en håndfuld forsvindende støv. Edwards holdt vejret i en smertefuld venten, som virkede som en evighed, i frygt for at høre mængden bryde ud i en vild og uordentlig stampen.

Men så lød en resonant stemme over den oprørte larm, og ved dens lyd døde støjen hurtigt ud, og alt blev stille. Det var, som om det hele var et hologramprogram, og nogen havde skruet lyden ned og ud. Edwards tænkte: "Gud, det er præsidenten." Der var ikke nogen tvivl om stemmen. Winkler stod på den beskyttede scene, fra hvilken han kort før havde forladt for at trykke hænder med folket. Hvordan var han kommet tilbage? Edwards lyttede, og præsidenten talte:

Og hvad der fulgte, var den største tale, Winkler nogensinde havde holdt, eller som Edwards nogensinde havde hørt. Edwards glemte for en stund sin overvågningsopgave i sin iver efter at lytte. Winkler havde fat i det! Han forstod betydningen af Forbundet, og han fik det frem. Men dybt inde i sig selv huskede Edwards de vedvarende rygter om, at den nye ekspertise inden for robotteknologi havde resulteret i konstruktionen af en præsident-robot, en mekanisk dobbeltgænger, der kunne udføre de rent ceremonielle funktioner, som at trykke hænder med folket, uden at blive træt, kede sig eller kunne blive myrdet. Edwards tænkte, med en skjult chok, at det netop var det, der var sket. Der havde faktisk været en sådan robot, og på en måde – var den blevet myrdet.

To år senere, den 13. oktober 2078, kiggede Edwards op, da en robotguide på knæhøjde nærmede sig og sagde med melodiøs stemme: "Mr. Janek vil se Dem nu." Edwards rejste sig op og følte sig høj, som han tårnede sig op over den korte, metalliske guide. Han følte sig dog ikke ung. Hans ansigt havde fået flere rynker de sidste par år, og han var bevidst om det. Han fulgte guiden ind i et overraskende lille rum, hvor bag et overraskende lille skrivebord sad Francis Janek, en lidt fedladen og på en måde ungdommelig udseende mand. Janek smilede venligt og rejste sig for at give hånden. "Mr. Edwards."

Edwards mumlede: "Jeg er glad for at have denne mulighed, hr. Janek." Edwards havde aldrig set Janek før, men jobbet som personlig sekretær for præsidenten var et stille et, som ikke ofte fik opmærksomhed. Janek sagde: "Sæt Dem, sæt Dem. Vil De have en soya-stick?" Edwards smilede høfligt og rystede på hovedet, mens han satte sig ned. Janek lagde tydelig vægt på sin ungdom. Hans rynkede skjorte var åben, og hårene på hans bryst var farvet i en dæmpet, men tydelig violet farve.

"Hvordan kan det være et dødt emne, hr. Janek? Deres benævnelse af det som en 'incident' ændrer ikke på, at det var et mordforsøg." Janek spredte hænderne. "En semantisk sag. Hvorfor bruge et forstyrrende udtryk?"

"Kun fordi det synes at repræsentere en forstyrrende sandhed. Vi kan vel alle blive enige om, at nogen forsøgte at dræbe præsidenten."

Janek løftede hænderne. "Hvis det er sandt, mislykkedes komplotet. En mekanisk enhed blev ødelagt. Ikke mere. Faktisk, hvis vi ser på det rigtigt, gjorde incidenten – uanset hvad De vælger at kalde den – nationen og verden en enorm tjeneste. Som vi alle ved, blev præsidenten rystet af hændelsen, og det samme blev nationen. Præsidenten og vi alle indså, hvad en tilbagevenden til det voldelige 20. århundrede kunne betyde, og det skabte en stor omvending."

"Jeg kan ikke benægte det."

"Selv præsidentens fjender vil indrømme, at de sidste to år har set store resultater. Forbundet er langt stærkere i dag, end nogen havde forestillet sig på den dag af Tercentenary. Vi kan endda sige, at en opdeling af den globale økonomi er blevet forhindret."

Edwards sagde forsigtigt: "Ja, præsidenten er en ændret mand. Alle siger det."

Janek smilede: "Han var altid en stor mand. Incidenten fik ham dog til at koncentrere sig om de store problemer med en intensitet, som vi ikke havde set før."

"Som han ikke gjorde før?"

"Måske ikke helt så intensivt... Effektivt vil præsidenten, og vi alle, gerne have, at incidenten bliver glemt."

Edwards indså hurtigt, hvad Janek forsøgte