Hvad markerer overgangen fra askehøje til megalitter i det sydlige Indien?

I flere arkæologiske lokaliteter i det sydlige Indien, som for eksempel Velpumadugu i Andhra Pradesh, kan man observere en overgang fra askehøje til megalitter, hvilket repræsenterer en dybtgående ændring i ritualer og symbolik. Denne transformation afspejler ikke blot en ændring i gravskikke, men også i samfundets ideologiske opfattelser og sociale strukturer. De tidlige megalithiske monumenter, såsom dem i Karnataka (Brahmagiri, Maski, Hanamsagar, Hallur med flere), indikerer en kompleksitet, der går tilbage til omkring 1000 f.Kr., mens termoluminescensdateringer fra steder som Kumarnahalli antyder endnu tidligere aktiviteter, helt tilbage til 1300–1200 f.Kr. Endda daterer AMS-radiocarbon-analyser fra Brahmagiri brændte træstykker til perioden mellem 2140 og 1940 f.Kr., hvilket placerer megalittiske elementer allerede i den sydindiske neolitiske tidsalder.

Overgangen mellem askehøje og megalitter kan tydeligt ses i udgravninger som dem ved Sannarachamma-højen nær Sanganakallu i Karnataka, hvor en markant lagdeling af aske efterfølges af neolitisk materiale, og efterfølgende en megalitisk fase uden jern men med keramiske fund. Dateringer antyder, at askehojefasen var aktiv omkring 1950–1700 f.Kr., mens megalitterne først træder tydeligt frem mellem 1400 og 1250 f.Kr. Lignende mønstre ses ved Hiregudda, hvor fundet af talrige stenkiler antyder specialiseret håndværksproduktion, som kunne have været en drivkraft for den megalitiske udvikling.

Kerala og Andhra Pradesh rummer også vigtige megalitiske steder med artefakter dateret fra det 2. århundrede f.Kr. til det 2. århundrede e.Kr., hvilket vidner om en langvarig og varieret megalitisk tradition i Sydindien. Regional variation manifesterer sig i særlige typer som kodaikal og topikal i Kerala og Karnataka, og menhirs, der er typiske for flere regioner, hvilket understreger både lokal særpræg og kulturel udveksling.

Tidligere antagelser om, at megalitiske samfund i det sydlige Indien var nomadiske hyrdesamfund, udfordres nu af beviser, der peger på, at de levede i bofaste landsbyer med kombineret økonomi: landbrug, jagt, fiskeri og husdyrhold. Fund af kornsorter som hestebønner, grønne bønner, ragi og ris samt redskaber som pestle og kværne understøtter billedet af veludviklede agroøkonomiske systemer. Arkæologiske malerier og figurer fra steder som Marayur og Hire Benkal illustrerer jagtscener og sociale ritualer, som indikerer både kulturel kompleksitet og dagliglivets sammenvævning med naturen.

De megalitiske monumenter udgør samtidig udtryk for avancerede håndværkstraditioner. Ud over sortbrændt keramik findes rituelle krukker med dyreornamentik, perlesmykker i karneol og andre materialer, samt metalgenstande i kobber, bronze, sølv og guld, hvilket vidner om et socialt lagdelt samfund med adgang til specialiserede ressourcer.

Det er væsentligt at forstå, at megalitisk kultur i det sydlige Indien ikke blot er en arkæologisk kategori, men et udtryk for en langvarig, dynamisk proces, hvor ritualer, økonomi og social organisering interagerede og udviklede sig i samspil med miljø og kultur. Den megalitiske praksis og de monumentale gravsteder tilbyder derfor et vindue til fortidens menneskers tanker om liv, død og samhørighed.

Hvordan udviklede og integrerede Vaishnava-pantheonet sig i indisk religion, og hvilken rolle spillede Shiva i denne udvikling?

Shiva og Vishnu, de to store nordlige guder, nævnes i Sangam-litteraturen fra Tamilakam, hvor Shiva er den treøjede gud, dekoreret med konrai-blomster og halvmånen i håret, ledsaget af sin hustru Uma. Digtet fra Nakkirar sammenligner en Pandya-konge med Shiva og andre guder og kalder Shiva for Kurram, gud for død og ødelæggelse. Murugan, en vigtig sydindisk gud, blev integreret i Shiva-familien som sønnen Skanda-Karttikeya. Templet i Nagarjunakonda er dedikeret til Karttikeya, hvilket viser hans betydning.

Vaishnavismens udvikling involverede gradvis sammensmeltning af oprindeligt uafhængige kultiske bevægelser som Narayana, Vasudeva Krishna, Shri og Lakshmi. Vishnu omtales tidligt i Rig Veda med fem hymner, hvor han forbindes med solguder og beskrevet som en mægtig bjerggud, der med sine tre skridt omfatter universet. Senere Veda-tekster knytter ham til dværgen og jorden, symboler på klogskab og spirituel opnåelse. Begrebet Vaishnava, en Vishnu-tilhænger, optræder først i den sene del af Mahabharata. Narayana, som sandsynligvis var en oprindeligt ikke-vedisk gud, nævnes i Rig Veda og Shatapatha Brahmana og forbindes med en femdages offerceremoni, pancharatra sattra, som skulle give ham overherredømme og identifikation med alle væsener. Narayana er også forbundet med askese og omtales i Mahabharata som en stor yogi og identisk med Vishnu.

Krishna var en af fem helte, pancha-vira, dyrket af Vrishni-klanen i Mathura. Han stod sammen med sin bror Baladeva (Balarama) og søster Ekanamsha. Fund fra Mathura viser, at Baladeva oprindeligt havde større betydning end Krishna. En inskription fra Mora nævner installationen af figurer af de fem helte, hvilket bekræfter deres religiøse betydning. Der er desuden indskrifter, der vidner om tidlig tilbedelse af Vasudeva Krishna uden for Mathura, som i Rajasthan, hvilket indikerer en hurtig spredning af Vaishnavismens indflydelse.

I de tidlige århundreder efter Kristi fødsel steg antallet af Vaishnava-billeder markant i Mathura. Vasudeva Krishnas figurer er de mest almindelige, men der findes også mange små statuetter af Vishnu med fire arme, Vishnu på Garuda og Vishnu som den antropomorfe Varaha (vildsvinet). Denne billedmæssige mangfoldighed afspejler Vaishnavismens rige mytologiske og teologiske kompleksitet, som udstrakte sig over store geografiske områder og tidsperioder.

Det er vigtigt at forstå, at både Shiva og Vishnu som guder repræsenterer poler i en dynamisk religiøs og mytologisk udvikling, hvor askese og frugtbarhed, ødelæggelse og skabelse, tradition og fornyelse er uadskilleligt forbundne. Mytologierne afspejler ikke blot historiske processer, men også en filosofisk forståelse af universets dualitet og kompleksitet. Den religiøse praksis og billedsprog er således udtryk for et forsøg på at rumme og forene tilsyneladende modsatrettede kræfter, som samtidig former menneskets forståelse af det guddommelige.

Hvordan blev administrationen af Gupta-riget organiseret, og hvilken rolle spillede lokale embedsmænd?

Gupta-imperiet, som strakte sig over store dele af det indiske subkontinent, var en kompleks politisk struktur med mange forskellige administrative enheder, der blev styret af embedsmænd med både militære og civile opgaver. En af de vigtigste elementer i denne struktur var de provinser, der var opdelt i deshas eller bhuktis, og som blev administreret af guvernører, ofte kaldet uparikas. Uparikaen, som direkte blev udnævnt af kejseren, havde ansvaret for at sikre opretholdelsen af orden og effektivt styre den administrative og militære organisation på provinshovedstadeniveau.

En vigtig del af uparikaens opgaver var at udnævne lokaladministrationen, såsom kumaramatya, sandhivigrahika og mahadandanayaka. Disse embedsmænd kunne have arvelige positioner, og i mange tilfælde blev opgaverne udført af medlemmer af de samme familier i flere generationer. Et eksempel på dette er Harishena, der var en kumaramatya, sandhivigrahika og mahadandanayaka. Han var søn af den prominente mahadandanayaka Dhruvabhuti, hvilket vidner om den familiære karakter af mange af disse positioner.

Gupta-riget var ikke kun præget af et klart hierarki af embedsmænd, men også af den militære kontrol, der blev givet til disse uparikas og kumaramatyas. I flere inskriptioner nævnes det, at de havde kontrol over militære ressourcer som elefanter, heste og soldater. For eksempel er der en inscription i Damodarpur, der beskriver en uparika, der bærer titlerne maharaja og bhattaraka, og som også havde kontrol over militær magt i sin provins. Dette afspejler den centralisering af magten, som var en vigtig del af Gupta-ernes styresystem.

Et andet vigtigt aspekt af administrationen i Gupta-riget var landgaveordningerne, som spillede en central rolle i opretholdelsen af både økonomisk stabilitet og religiøs aktivitet. I en inscription fra Sanchi, som stammer fra omkring år 412–413 e.Kr., gives en landgave som en religiøs donation til et buddhistisk kloster. Det interessante ved denne inscription er den involvering af en lokal administration, som synes at have haft betydning for gennemførelsen af transaktionen. Amrakarddava, en militær kommandør under Chandragupta II, giver en del af en landsby og en pengegave som en form for endowment, hvilket vidner om det lokale embedsværks betydning i gennemførelsen af administrative opgaver.

Kritikken af nogle af de tekniske detaljer i denne inscription viser den komplicerede rolle, som lokale embedsmænd spillede i at forvalte og håndhæve kejserens vilje. Der er også diskussioner om, hvorvidt Amrakarddava i virkeligheden prostrerede sig for et lokalt panchayat – en lokal administration, der kunne have bestået af fem personer, hvilket giver et indtryk af et system, hvor lokalpolitikken og centralmagten var tæt knyttet sammen.

I flere af de nævnte inskriptioner ses et mønster, hvor vigtige administrative funktioner overgår fra far til søn, hvilket afspejler både den arvelige karakter af mange af disse positioner og den stabilitet, som kunne opretholdes i administrationen gennem familiære bånd. I nogle tilfælde bliver disse embedsmænd beskrevet som ansvarlige for alt fra byggeri og vedligeholdelse af infrastruktur som damme og søer til opretholdelse af militær orden.

Desuden var de provinser, der blev styret af uparikas og andre embedsmænd, underlagt både administrative og religiøse ansvarsområder. For eksempel ser vi i inscriptionen fra Damodarpur, at en uparika udnævner en vishayapati (guvernør for et distrikt) og samtidig ser ud til at have ansvar for militære ressourcer i provinsen. Den tætte forbindelse mellem det civile og militære system var dermed ikke kun et praktisk nødvendigt element, men også en afspejling af den centraliserede magtstruktur, der prægede Gupta-perioden.

En anden vigtig praksis i Gupta-riget var systemet med embedsmænd og deres tildelte ansvar for store infrastrukturprojekter som byggeri og reparation af store vandreservoirer og søer. I et andet eksempel fra Skandaguptas tid beskrives, hvordan guvernøren for Surashtra, Parnadatta, udnævnte sin søn Chakrapalita til at styre arbejdet med at reparere Sudarshana-søens dæmning efter en oversvømmelse. Denne inskription reflekterer ikke kun den betydning, som infrastrukturprojekter havde i kejserens administration, men også den måde, hvorpå disse opgaver blev tildelt og gennemført lokalt, ofte gennem familiens kontrol.

Med en kombination af militær kontrol, administration af provinser og styring af lokale økonomier og religiøse aktiviteter fremstår Gupta-imperiet som et af de mest organiserede riger i det antikke Indien. I dette system havde embedsmænd som uparikas og kumaramatyas en nøglefunktion i at sikre, at kejserens vilje blev gennemført, og at den sociale og økonomiske orden blev opretholdt i et imperium, der var vidtstrakt både geografisk og kulturelt.

Hvordan tidlige samfund skiftede fra jagt og indsamling til landbrug og husdyrhold i det Indiske Subkontinent

Der er dog bestemte redskaber, såsom stenkværne og segl, der ofte tolkes som indikatorer på plantedomesticering, men beviserne er stadig ikke entydige. Stenkværne kan anvendes til at male vilde kornsorter, og segl kan også bruges til at høste vilde planter. I naturvidenskaberne bruges forskellige metoder, som analyse af pollen, muslingeskaller og insektrester, til at påvise ændringer i landbrugspraksis og jordbrug, men det kan stadig være svært at konkludere noget entydigt om et samfunds fødevareproduktionsstatus.

I nogle tilfælde giver arkæologiske fund klar dokumentation for vigtigheden af husdyrhold eller plantedomesticering i samfundets subsistens, mens der i mange andre tilfælde ikke er tilstrækkelige beviser til at drage definitive konklusioner. I det Indiske Subkontinent bliver mange steder ofte klassificeret som "neolitiske" blot fordi der er fundet stenværktøjer, der er slibede eller polerede.

En anden vigtig metode er analyse af mikroskopiske plantepartikler som fytolitter, små silica-partikler, som findes i specifikke plantedele som rødder, stængler eller blomster. Undersøgelsen af fytolitter og plantevæv, som parenchymvæv (blød væv i planter), kan hjælpe med at skelne mellem vilde og domesticerede arter. Palynologi, der beskæftiger sig med pollen og sporer, er en anden central metode, da pollenet er robust og kan overleve i bestemte sedimenter i tusinder af år. Forandringer i pollenprofiler på forskellige arkæologiske niveauer kan afsløre klimaændringer, skovrydning eller landbrugsaktivitet.

Nye teknologier, som accelereret massespektrometri (AMS) dating og DNA-analyse, gør det i dag muligt at bestemme dateringen af små plantefossiler som græskarseeds og majskolber, og endda identificere de kromosomale strukturer, der adskiller domesticerede og vilde plantearter. Dette kan give oplysninger om oprindelsen af de vilde forfædre til domestikerede arter.

I det Indiske Subkontinent er overgangen til fødevareproduktion forbundet med et komplekst mønster, hvor tidlige landbrugs- og husdyrholdssamfund kan spores tilbage til mesolitisk tid. I modsætning til de etablerede definitioner af den neolitiske periode, der traditionelt er knyttet til landbrug, keramik og stationært liv, er det nødvendigt at forstå, at de tidlige neolitisk-prægede samfund i virkeligheden ofte stammer fra tidligere, mere nomadiske samfundsformer.

Selvom nogle mesolitiske jæger-samler-samfund levede et relativt stationært liv, var der andre samfund, der begyndte at praktisere husdyrhold og landbrug, men fortsatte med at bevare elementer af jagt og indsamling i deres livsstil. Det er vigtigt at forstå, at domestikation af planter og dyr ikke nødvendigvis medførte en fuldstændig overgang til landbrug. Mange samfund fortsatte med at jage og samle fødevarer parallelt med deres landbrugspraksis. Der var også mange samfund, der aldrig overgik til domestikation, men fortsatte med deres traditionelle jæger-samler livsstil.

I de tidligste bosættelser, der stammer fra cirka 7000-3000 f.Kr., kan vi observere ændringer fra et seminomadisk pastoralt liv til etablering af landbrugsbaserede samfund. Steder som Mehrgarh i Baluchistan giver de ældste og bedst dokumenterede beviser på denne overgang. Mehrgarh, beliggende i Bolan-dalen i det nordlige Kachi-slette, var et vigtigt forbindelsespunkt mellem Indusdalen og de bjergrige dale mod nord. Dette sted viser tydeligt overgangen fra et mobil liv til fast bosættelse, og her blev der praktiseret tidlig form for landbrug og husdyrhold.

Denne overgang til stationære samfund, som vi ser i de tidligste landbrugssamfund, markerer en vigtig milepæl i udviklingen af det indiske subkontinent og giver os en bedre forståelse af, hvordan tidlige mennesker tilpassede sig deres miljø og skabte grundlaget for det, vi senere ser som den neolitiske udvikling.