Hvordan Humanomics Kan Omforme Vores Forståelse af Økonomisk Adfærd og Samfund

I de sidste årtier har laboratorieeksperimenter givet et komplekst billede af menneskelig adfærd, som står i kontrast til de traditionelle antagelser i økonomisk teori. Siden 1980’erne har forskere observeret, at mennesker, selv når de opererer under forhold med anonymitet, kan udvise højere niveauer af tillid og samarbejde i sociale udvekslingsspil. Denne adfærd synes at modsige den markedsorienterede antagelse om, at individer udelukkende handler ud fra egeninteresse, som det blev forudset af klassiske økonomiske modeller som Max-U modellen.

I denne sammenhæng har Vernon Smith og Bart Wilson i deres bog Humanomics fra 2019 introduceret en model for menneskelig adfærd, der søger at forene disse modstridende fund. Deres tilgang er dybt forankret i Adam Smiths 1700-tals værk Theory of Moral Sentiments, hvor mennesket ikke blot anses som et økonomisk individ, men som et socialt væsen. I denne model er mennesker drevet af følelser som medfølelse, taknemmelighed og harme, som ikke kun informerer deres adfærd, men også skaber sociale normer og regler, der guider deres interaktioner.

Modellen for humanomics giver en langt mere kompleks forståelse af økonomisk adfærd end den enkeltes jagt på maksimal nytte. Ifølge Smith og Wilson kan adfærd, der ellers ville virke irrationel ud fra et klassisk økonomisk perspektiv, forklares gennem sociale følelser og moralske vurderinger. I et laboratoriemiljø, hvor deltagerne anonymt interagerer, vil de ofte vælge at handle på en måde, der ikke nødvendigvis maksimerer deres egen gevinst, men som er i overensstemmelse med sociale forventninger om "god opførsel."

En af de mest markante implikationer af denne model er, at den udfordrer de klassiske økonomiske teorier, der ofte tager udgangspunkt i homo economicus – det rationelle, selvinteresserede individ. I stedet for at fokusere udelukkende på maksimalisering af egen nytte, kan en analyse baseret på humanomics give en mere præcis forståelse af, hvordan mennesker i virkeligheden handler i komplekse sociale og økonomiske sammenhænge.

Den menneskelige agent, der ikke blot handler ud fra egeninteresse, men også fra et moralbaseret syn på, hvad der er "rigtigt" og "forkert," skaber fundamentet for denne uformelle styring. Ifølge O'Reilly er det netop evnen til at handle ud fra et fællesskabsbaseret moralsk kompas, der gør uformelle institutioner mere effektive i perioder med post-konflikt genopbygning.

I forhold til den nyere bevægelse for effektiv altruism (EA) og privat velgørenhed anvender Michael D. Thomas humanomics til at analysere, hvordan samfundets moralske følelser kan informere velgørenhedsarbejde. EA har fået stor opmærksomhed for sine måder at anvende ressourcer på, der på papiret skulle føre til størst mulig effekt i bekæmpelsen af globale problemer. Dog viser Thomas, at et mere nuanceret syn på menneskelig adfærd, der inddrager moralske følelser og fællesskab, kan hjælpe med at forstå de udfordringer og muligheder, der opstår i jagten på den "mest effektive" altruistiske handling.

Det er vigtigt at forstå, at mens humanomics kan tilbyde en mere realistisk og dybdegående model for menneskelig adfærd, er det ikke en erstatning for eksisterende økonomiske teorier, men snarere et supplement, der kan tilbyde nye perspektiver på komplekse sociale og økonomiske interaktioner. Ved at kombinere de klassiske økonomiske modeller med et fokus på moralske følelser og sociale relationer, kan humanomics give et bedre grundlag for at forstå menneskers beslutninger i et økonomisk og politisk perspektiv.

De etiske og sociale dimensioner af menneskelig adfærd er derfor nødvendige at inddrage, når vi diskuterer økonomiske teorier og politiske løsninger. Dette perspektiv giver en dybere forståelse af, hvordan menneskers handlinger ikke kun styres af rationelle beregninger, men også af følelser, værdier og fællesskabets normer.

Hvordan kan privat ejendom opstå i overgangsøkonomier uden markedspriser?

Demsetz hævder, at privatisering kræver en form for sekundær beregning, hvor beslutningen om at privatisere er afhængig af en vurdering af de økonomiske fordele og omkostninger. I økonomier, hvor de grundlæggende markedspriser ikke eksisterer, bliver det umuligt at lave denne form for vurdering på samme måde som i etablerede markedsøkonomier. Uden markedspriser vil de beslutningstagere, der står for privatiseringen, ikke være i stand til at træffe beslutninger med samme præcision som private aktører i en markedsøkonomi. I sidste ende vil dette føre til ineffektive privatiseringsbestræbelser og undergraver de økonomiske resultater, som man søger at opnå.

Et vigtigt aspekt, der ikke må overses, er, at privatisering kan være mere vellykket i sektorer, der allerede er åbne for international handel og konkurrence. I disse sektorer vil der allerede være adgang til markedspriser, hvilket letter overgangen til en privat økonomi. Det er netop her, at man ser den største succes i overgangsøkonomier, da der er en form for "markedsprøvning", som kan hjælpe med at definere ejendomretter og sikre, at de er økonomisk rentable.

Privatiseringen af ressourcer bør også tilpasses de lokale forhold og de specifikke økonomiske og sociale betingelser, som findes i hvert land. Eksempler som den sovjetiske perestrojka og andre overgangsprocesser fra planøkonomier til kapitalisme viser, at privatisering kan have meget forskelligartede resultater afhængigt af den politiske struktur og de aktører, der er involveret. Dette understøtter ideen om, at privat ejendom i sådanne økonomier bedst udvikles gennem små, fleksible initiativer fremfor store, top-down styringsprojekter.

Endelig er det vigtigt at forstå, at overgangen til privat ejendom ikke kun handler om økonomisk beregning. Det er også et spørgsmål om kulturel og politisk transformation, hvor ejendom er en central del af samfundets forståelse af rettigheder og ansvar. Uden et stærkt system af retsvæsen og håndhævelse af disse ejendomretter kan privatisering ende med at blive et politisk værktøj, som udnyttes af de få, i stedet for et middel til at fremme økonomisk vækst og forbedre levestandarden for den brede befolkning.

Hvordan kan mikrotargeting påvirke valgresultater? En kritisk analyse af Cambridge Analyticas påstande

Mikrotargeting, som Cambridge Analytica og lignende virksomheder brugte i valget i 2016, er blevet set som en mulig faktor, der kunne ændre valgets resultat. Selvom virksomheden hævdede at have opnået præcist de resultater, de ønskede (Kaiser 2019, 84), er påstandene om mikrotargeting og dens indvirkning på valgdeltagelse og donationer langt fra uproblematisk. En nærmere analyse afslører de mange teoretiske og empiriske vanskeligheder, som mikrotargeting som strategi står overfor. For at forstå, hvordan mikrotargeting kunne have påvirket vælgeres adfærd, er det nødvendigt at se på den række af skridt, der skal udføres korrekt, og de begrænsninger, der er forbundet med dem.

Mikrotargeting kræver en række sammenhænge, som en virksomhed som Cambridge Analytica påstår at kunne forstå og udnytte til at overbevise vælgere. Først og fremmest må virksomheden have en teoretisk model, der kan identificere de forbindelser, som kan være relevante for at påvirke vælgeradfærd. Eksempelvis kan narcissistiske individer være mere modtagelige overfor bestemte typer annoncer eller nyheder, som kan få dem til at stemme på en bestemt kandidat. Men for at denne model skal fungere, kræves der data, som ikke kun afslører, hvem der er narcissister, men også hvordan deres adfærd kan forbindes med specifikke politiske budskaber.

For at kunne målrette annoncer effektivt skal der indsamles et stort volumen af data, som gør det muligt at lave pålidelige statistiske påstande om, hvordan narcissister reagerer på bestemte typer af indhold. Det er dog vigtigt at forstå, at det ikke er nok blot at spørge folk direkte, om de er narcissister. I stedet skal dataene udledes gennem indirekte information, som afslører disse træk. Dette gør processen kompleks og usikker. Hvis dataene ikke er tilstrækkelige eller korrekte, vil modellens forudsigelser ikke være pålidelige.

Men selvom alle de teoretiske modeller er korrekte, og dataene er præcise, er der et væsentligt skridt, der ofte overses: ændringen i vælgerens faktiske adfærd. Hvis mikrotargeting kun ændrer en vægers holdninger, uden at det får dem til at handle – som at gå til stemmeboksen og faktisk stemme, eller at donere penge – så har mikrotargeting ikke haft den ønskede effekt. Det er derfor, at påstande om, at mikrotargeting "ændrede et valg," kræver konkret bevis for, at den faktiske adfærd af vælgerne blev ændret, ikke bare deres meninger.

En af de store problematikker ved mikrotargeting og Cambridge Analyticas påstande er usikkerheden omkring, hvad der faktisk sker i hvert trin af processen. Mange af de påståede virkninger af mikrotargeting er vanskelige at verificere, både for kampagnerne og for udenforstående. Denne usikkerhed skaber et væsentligt problem, når virksomheder som Cambridge Analytica hævder at have haft en stor indflydelse på valgets resultat.

Derudover er der det vigtige aspekt af de teoretiske vanskeligheder i forbindelse med mikrotargeting. For at analysere, hvordan mikrotargeting kan ændre vælgeres adfærd, skal man have en grundig forståelse af de relationer, der skal forbindes, og hvordan disse relationer skal afspejles i de modeller, der bruges til at vælge, hvilke vælgere der skal målrettes. Det er her, mange mikrotargeting-virksomheder kan fejle – hvis deres modeller ikke præcist afspejler virkeligheden, kan deres strategier ikke ændre adfærd som ønsket. I sidste ende er det ikke nok at have masser af data; det kræver en dyb forståelse af, hvordan specifikke dataelementer faktisk påvirker vælgeres beslutninger.

Der er en yderligere dimension, der bør overvejes: Den menneskelige psykologis rolle i mikrotargeting. For selvom data kan afsløre mønstre i vælgeradfærd, er det stadig svært at forudsige præcist, hvordan enkeltpersoner vil reagere på specifikke budskaber. Psykologiske faktorer, som ikke nødvendigvis kan indfanges i data, spiller en væsentlig rolle i beslutningsprocessen, og de kan være lige så afgørende som de målrettede annoncer.

Hvordan Homo Agens og Homo Moralis Forklarer Menneskelig Adfærd i Økonomisk Tænkning

Motivationer er vanskeligere at modellere end de rent økonomiske, men dette bør ikke få os til at benægte deres eksistens. Dette er et væsentligt synspunkt, som vi kan forstå ved at overveje, at økonomisk ræsonnering kun anvendes på menneskelig handling, der er "økonomisk motiveret". Dette begrænser imidlertid tænkningens omfang betydeligt. Den klare opdeling mellem økonomiske og ikke-økonomiske motivationer findes ikke i virkeligheden, som eksperimentelle undersøgelser af Vernon Smith viser. Det er afgørende at forstå, at begrebet homo agens, den handlende menneske, bedre fanger menneskelig adfærd end den traditionelle homo economicus – den økonomiske mand. Homo economicus er derfor en unødvendig konstruktion, da det ikke tilføjer noget væsentligt til forståelsen af menneskelig adfærd.

Murray Rothbard, en af de centrale tænkere inden for den østrigske økonomisk teori, påpegede, at økonomisk ræsonnering kan forenes med objektiv moral. For Rothbard er økonomi ikke en simpel udveksling af ressourcer og penge, men også en proces, hvor individer handler ud fra værdier, som er fundamentalt baseret på moral og etik. Økonomisk ræsonnering er således ikke kun subjektiv i den forstand, at det afhænger af, hvad individet værdsætter, men det betyder ikke, at disse vurderinger er vilkårlige. Der er et objektivt grundlag for at vurdere, hvad der er værd at vælge, og hvad der er godt eller dårligt for individet og samfundet.

Det er her, Rothbards opfattelse af homo agens som et fornuftigt handlende individ bliver relevant. Mennesket er ikke blot økonomisk rationelt, men handler også med et etisk sigte – et homo moralis. Menneskets handlinger skal ikke kun vurderes ud fra effektivitet eller økonomisk udbytte, men også i forhold til, om de bidrager til individets eller samfundets moralske og etiske gode.

Den klassiske opdeling mellem homo economicus og homo moralis – det økonomiske menneske og det moralske menneske – kan skabe en falsk dikotomi. Denne adskillelse finder ikke sted i den virkelige verden, hvor menneskelig handling er kompleks og ofte styres af både økonomiske og etiske overvejelser. Det er nødvendigt at anerkende, at menneskelig rationalitet og beslutningstagning involverer både praktisk overvejelse (økonomiske valg) og moralsk vurdering (etiske valg).

Homo agens og homo moralis er derfor ikke modstridende; tværtimod komplementerer de hinanden. Det er denne komplementaritet, som gør det muligt at forstå menneskelig adfærd på en dybere måde. Rothbards tilgang til det handlende menneske, i kombination med en neo-aristotelisk moralfilosofi, giver os mulighed for at forstå, hvordan menneskets handlinger både er målrettede (teleologiske) og etisk orienterede. Dette syn på mennesket understreger, at ønsket om at handle ikke kan adskilles fra ønsket om at gøre det, der er godt.

Dette perspektiv bliver endnu tydeligere, når vi ser på ønskers natur. Ønske er altid et ønske efter noget; der er intet sådant som et ønske uden objekt. Ønsker skal have et mål – noget, der er værdifuldt eller ønskværdigt. I et neo-aristotelisk synspunkt er menneskets natur orienteret mod at opnå det gode, dets telos eller livsformål, som Aristoteles kaldte eudaimonia – et fuldt, lykkeligt liv. Dette viser, at menneskelig adfærd ikke blot er en reaktion på økonomiske incitamenter, men en stræben efter et godt og meningsfuldt liv.

For at forstå menneskelig adfærd og dets økonomiske handlinger på en dybere og mere nuanceret måde, er det nødvendigt at anerkende, at mennesket er både en handlende (agens) og et moralsk væsen. Mennesket handler ikke kun ud fra økonomiske incitamenter, men også ud fra etiske normer og en forståelse af, hvad der er godt for både individet og samfundet.