Er menneskeheden dømt til at gentage sin skæbne?

Hun lå et øjeblik med lukkede øjne. Fleming forstyrrede ikke hendes tanker. Så rystede hun svagt og forsøgte at bevæge sig. Han hjalp hende op at sidde. "Du må tage mig til konsollen," sagde hun. "Jeg tror ikke, jeg kan forklare det med ord. Men jeg kan vise dig." Han hjalp hende op og støttede hende ved armen, mens hun med usikre, vaklende skridt gik de få skridt til computeren. Indenfor syntes hun at hente på sin skjulte styrke. Hun havde ikke brug for hjælp til at sætte sig foran den sensoriske panel. Næsten med det samme begyndte maskinen at arbejde, og master-skærmen viste det velkendte mønster af bølgeformer, som udskriveren oversatte til tal. Fleming stod bag hende, mens hun betaget stirrede på det uendelige mønster.

"Det er de højhastighedsinformationer mellem ligningsgrupperne, der indeholder den virkelige besked," sagde hun. "Det fortæller om planeten, hvor dataene stammer fra." Fleming kiggede på skærmen. Han kunne genkende bølgeformerne som de elektroniske versioner af tal, men de lejlighedsvise bølger af kantede lysklatter, der afbrød mønsteret, var meningsløse for ham. Han havde altid troet, at de blot var de normale elektriske udsving, som de følsomme seleniumceller opfangede.

"Hvad fortæller alt dette vrøvl dig?" spurgte han. Andres øjne forlod aldrig skærmen, mens hun begyndte at forklare. "At det har været igennem alt dette. Det ved, hvad der skal ske, hvad der er sket på andre planeter, hvor intelligenser kun har udviklet sig så langt som jeres. I gentager uendeligt et mønster, indtil det udsletter sig selv."

"Eller verden bliver for varm og gør arbejdet for os?" foreslog han. Andre nikkede. "Livet for et biologisk væsen begynder meget enkelt." Hun talte langsomt, som om hun parafraserede en kompleks mængde information. "Men efter nogle tusinde år bliver alt så kompliceret, at det menneskelige væsen ikke længere kan håndtere det. En revne – måske en krig – og hele systemet bryder sammen. Millioner bliver dræbt eller dør. Meget få overlever."

"Hvem starter igen?" afsluttede han for hende. Hun svingede sig rundt for at se direkte på ham. "Om cirka et hundrede og tredive år vil der være en krig. Jeres civilisation vil blive ødelagt. Alt er præcist forudsigeligt. Så – kan perioden før genopbygning beregnes. Lidt over tusinde år. Cyklen vil derefter gentage sig. Medmindre noget bedre sker."

"Som det, der er sket på en planet i Andromeda?"

"Ja," svarede hun. "Arten ændrede sig, tilpassede sig i tide. Nu kan den intervenere for jordens folk."

Han måtte tage sine øjne fra hende, fra de blændende, hastigt bevægende mønstre på skærmen. Han følte sig syg over, hvordan hun talte om "jordens folk", som om hun var en fremmed skabning. Han gik hurtigt ned ad gangen, hele vejen ned til computeren og tilbage igen. Dens kvælende varme ramte ham, på trods af klimaanlægget. Så tog han sin beslutning. "Okay," sagde han bestemt. "Lad os prøve at lære af det. Lad os opdage, hvad vi kan, og så fortælle folk, så de kan beslutte, hvad der er bedst."

Hun gjorde en gestus af utålmodighed. "Det er ikke nok," sagde hun. "Vi må tage magten. Det er sådan, vi skal bruge beskeden til at hjælpe os. Ikke for at ødelægge folkene her, men for at hjælpe dem, og til sidst vil de overgive magten til os. Alt er blevet beregnet."

Den enkle, direkte tro, hun havde, frustrerede ham, for han vidste, at det var en følelse for stærk til, at han kunne ødelægge den. Alligevel bestemte han sig for at bekæmpe den. "Hver diktator i historien har argumenteret sådan – for at tvinge folk til at handle for deres eget bedste," sagde han. "Og jeg skal tro, at det vil være okay, hvis vi hjælper med at påtvinge viljen, der kommer et sted fra Andromeda gennem Inte eller disse folk i Azaran eller et hvilket som helst andet beskidt lille magtberuset agentur, du vælger. Det er vanvittigt!"

"Det er kun midlet," sagde hun. "Det, der er vigtigt, er resultatet."

Han smadrede sin knytnæve ned på konsolens bord, hvilket fik hende til at ryste. "Nej," råbte han. "Jeg kæmpede imod det før ved Thorness, og kæmpede imod dig til at begynde med – for verden skal være fri til at lave sine egne fejl eller redde sig selv." Han så på hende med en blanding af anger og raseri. "Det er derfor, jeg stolede på dig til at håndtere dette."

"Jeg gjorde kun det, der var logisk," svarede hun.

"Jeg skulle have efterladt dig – ladet dig dø," hviskede han.

Hun vendte sig tilbage mod konsollen. Skærmen var blevet mørkere, dens aluminiumsbelægning var grå og livløs. "Jeg vil dø meget snart alligevel," sagde hun.

Hans frygt for hende vendte tilbage, og han kunne kun stå i stilhed med hånden på hendes skulder. Ingen af dem bevægede sig. Så hørte han printeren i udskriftområdet tikke hurtigt en gang til.

Han løb hen og læste de tal, der kom frem på den uafbrudte papirstrimmel. Ligningerne var frygteligt velkendte og tog ham tilbage til en eftermiddag ved Thorness for mere end to år siden. Betaget læste han den strøm af tal, der fortsatte med at komme frem. Han mærkede, at Andre var kommet hen til ham og stod ved hans side.

"Hvad er dette?" krævede han.

"Grundlæggende beregninger for et missil-interceptor," sagde hun i en ligefrem stemme. "Husker du ikke Thorness-projektet? Der er nogle få mindre modifikationer i denne."

Han vendte sig hurtigt mod hende. "Hvorfor har du programmeret maskinen til dette?"

"Abu Zeki ville have beregningerne," sagde hun. "De har brug for et forsvarsmiddel. Det er alt sammen en del af planen."

Han rev papiret ud af maskinen og krøllede det sammen i hånden. "For Guds skyld, stop," bad han hende. "Jeg reddede dig ikke for at arbejde for dem, for at adlyde hver eneste beskidte ordre, de giver dig. Du har stadig friheden til at vælge, hvad du vil gøre."

Hun svarede noget, men lyden af jetmotorer, der fløj hurtigt over bygningen, overdøvede hendes ord.

"Hvad?" sagde han, da støjen var stilnet af.

"Jeg sagde, det er for sent," gentog hun. "Jeg har valgt. Det er allerede startet."

Fleming vendte sig væk fra hende og gik hurtigt ned ad gangen til hoveddørene. Den blege varme ramte ham i ansigtet, da han løb ud i det åbne rum uden bygninger. Kompoundportene var lukket. En lille tank stod foran dem. På hovedvejen kørte en konvoj af militær lastbiler hurtigt mod Baleb. Langsomt vendte han tilbage til boligområdet, håbende at finde Dawnay. Han havde brug for noget normalt amid al denne sindssyge. Dawnay var ikke i sit værelse, og han gik til hendes laboratorium. En arabisk pigeassistent i hvid kittel bøjede sig over et mikroskop.

"Professor Dawnay?" sagde hun som svar på hans forespørgsel. "Hun er ikke her. Hun gik for at se præsidenten for en halv time siden," tilføjede hun roligt. "Nu er der revolution."

Hvordan magt og manipulation udfolder sig i en verden i krise

I de urolige tider efter det militære kup organiseret af Salim, stod Janine Gamboul over for en ny og uforudset virkelighed. Mens Salim og hans tropper indtog de strategiske positioner – som landegrænser og hovedstaden – var det en anden aktør, Intel, der spillede en langt mere kompleks og skjult rolle i magtkampen. For Gamboul, som var dybt involveret i den teknologiske udvikling af militære enheder, var det en tid præget af både politisk intriger og personlige dilemmaer.

Fleming, der havde været tæt på begivenhederne, fik en første indikation af, hvad der virkelig foregik fra Abu Zeki. Deres forhold var blevet spændt efter flere uoverensstemmelser, men denne gang afslørede Abu sin stolthet over den teknologi, han var med til at udvikle. Han var overbevist om, at de nu havde kontrol over fremtidens magt – ikke kun gennem Salims militær, men også via de avancerede forsvarssystemer, som deres computere kunne designe. Den ødelagte tape fra missilberegningernes ark var intet mere end en symbolsk handling, en form for magtudøvelse, men det, de virkelig havde, var kontrol over et våbenpotentiale, som kunne ændre balancen i hele regionen.

Flemings desperate søgen efter svar førte ham til en række afsløringer, der satte ham i en stadig mere usikker position. Mødet med Janine Gamboul i Salims hus, hvor hun først syntes at være død, men som senere afslørede sig selv som værende manipulerende og koldblodig, var en advarsel om, hvad han kunne forvente i denne labyrint af forræderi og forræderi. Hendes alkoholpåvirkede adfærd, der hurtigt blev afsløret som en facade, skjulte hendes reelle hensigter: at udnytte Fleming for information og for at få kontrol over hans kilder.

Dette møde blev et vendepunkt for Fleming, som langsomt begyndte at forstå, hvordan hans eget engagement i disse begivenheder kunne blive hans undergang. Hans udmattelse og forvirring, som blev forstærket af det, han troede var en simpel drink, var et taktisk træk fra Gamboul. Ved at forføre ham med en cocktail af whisky og en sofistikeret psykologisk manipulation, indførte hun ham i en tilstand af afhængighed og svækkelse, som gjorde ham til et let mål for hendes spørgsmål. Han afslørede mere, end han havde til hensigt, og den indre kamp mellem kontrol og frihed blev tydeligere for ham end nogensinde.

Dette var ikke blot en personlig konflikt, men et symbol på den magtkamp, der blev udkæmpet i regionens hjerte. Salims kupp, støttet af avanceret teknologi, havde ikke blot til formål at tvinge politiske beslutningstagere i knæ, men at udnytte menneskers psykologiske skrøbelighed. Gambouls manipulationer var et mikrokosmos af den større verdensorden, hvor ideen om magt ikke kun blev udtrykt gennem fysiske handlinger, men gennem subtile, men dygtigt iscenesatte psykologiske spil.

Janine Gamboul var ikke kun en marionet i hænderne på de større kræfter, men også en kvinde, der forstod at udnytte de sårbare punkter i mennesker omkring hende. Hendes forhold til Fleming afslører den mørke side af teknologi og magt: en verden, hvor individuelle valg ikke længere er det, de ser ud til at være. I hendes hænder blev Fleming ikke længere blot en person; han blev en brik i et større spil, hvor magt og viden kunne manipuleres og kontrolleres med en kalibreret præcision.

Der er flere lag af forståelse, som er nødvendige for at forstå denne type manipulation. For det første er det afgørende at erkende, at teknologi ikke kun er et redskab til at fremme magt, men også et middel til at udnytte og undergrave. De, der kontrollerer informationsstrømmen og teknologien, har magten til at forme virkeligheden for andre. Desuden er det væsentligt at forstå, at personlig magt i en sådan sammenhæng sjældent er absolut, men ofte afhænger af en fin balance mellem at opretholde kontrol og udnytte svagheder i systemet. Gamboul's manipulerende teknik afspejler en kultur, hvor magtudveksling bliver til et spil, der ikke kun involverer våben, men også intellekt og psykologi.

Den læser, der dykker ned i denne narrative verden, bør forstå, at magt i moderne konflikter ikke kun er synlig i militære sammenstød. I denne verden er magten også skjult i de små, tilsyneladende uskyldige handlinger – i en drink, et smil eller et ord, der kan ændre kursen for en hel nation. Konfliktens sande natur afsløres ikke kun gennem vold og erobringer, men også gennem de dygtige manipulationer af individer, der tror, de er uden for rækkevidde.