Hvad Skete Der I Windigo? En Uventet Læring om Lovløshed

Madden spurgte med bulende kinder, “Hvad med Windigo?” Alle vidste, at dette ville blive en risiko, men kun få forstod fuldt ud konsekvenserne af at træde ud i en verden uden lov og orden. Yuma Parr, den erfarne, og Modoc Joe, den stille type, havde allerede fået deres pladser tildelt. Kirk Grant, den unge mand, skulle stå på sin post og dække dem, mens de andre gjorde deres del af arbejdet. Bankens penge var fristende, og med den rigtige plan var risikoen ikke så høj som mange frygtede. Ikke endnu.

Da Kirby, for første gang, deltog i et rigtigt røveri, vidste han, at det ville være en skuffende oplevelse. Det, han ikke havde forstået, var, at han, selv om han var ung og uerfaren, alligevel skulle vælge sin egen vej ud af denne mørke virkelighed. Midt i tumulten og lydløse skridt, som de gjorde sig klar til at flygte, vidste Kirby, at han ikke bare havde overskredet en grænse. Han havde krydset et punkt, hvor det ikke var muligt at vende tilbage.

Modoc Joe og de andre var allerede langt foran ham, og Kirby kæmpede med hans egne følelser. Der var så meget på spil, men nu var det for sent at undgå det uundgåelige. Hans hænder rystede, men han vidste, at han måtte fortsætte. Den varme afsky i hans krop havde intet med angrebet at gøre. Det var den virkelighed, han nu skulle leve med, selv når han måske ville ende i en usynlig grav, hvis han ikke var forsigtig nok.

Men noget gik galt. Da Kirby så manden falde fra bankens dør, og et skud blev affyret, rystede han. Modoc var allerede såret, og det var kun et spørgsmål om tid, før de alle ville være i skudlinjen. De var blevet forrådt. Nogen havde fundet ud af deres plan, og de havde ikke bare været ud for at fange dem, men for at dræbe dem alle. Uden advarsel, uden nogen form for chance. Og nu var de i en dødbringende situation, hvor flugt var den eneste mulighed.

De sidste øjeblikke af røveriet var blevet en blodig jagt. En samling skud, hvor intet var sikkert, og alle løb mod et ukendt mål. Yuma Parr, den erfarne og hårde mand, havde gjort sig klar til flugt. Men med et skud i benet og den skarpe smerte, som han nægtede at vise, var Yuma blevet en usynlig brik i spillet. Hans følelser af stolthed og bitterhed blandede sig med smerten fra hans ben, og han vidste, at der var et større spil, han havde været en del af.

De var på flugt. En lille gruppe, en skuffet samling af mennesker, der havde håbet på noget bedre. Der var ingen tro på loven længere. Kun overlevelse.

Det var en begyndelse på noget mørkere. Ikke bare et røveri. Det var en overlevelse, hvor følelserne af hævn og tab aldrig helt kunne forsvinde. For Kirby Grant var den grusomme sandhed, at denne rejse, som han havde startet på, kun kunne ende på én måde: med hans eget mærke på verden.

Endnu vigtigere for læseren er at forstå, at lovløshed og brutalitet ikke bare er overfladiske elementer i en vild vesten. De er dybt forankrede i magtbalancer, forræderi og menneskets natur i ekstreme situationer. Det er et valg mellem at overleve til enhver pris eller blive et offer for systemet, der blev skabt til at beskytte én. Vigtigt er at erkende, at der ikke er nogen simpel moral i et liv præget af vold. Det er et liv, hvor spørgsmål om ret og uret er flydende, og hvor kampen for at forblive fri kan koste mere end man nogensinde havde forestillet sig.

Hvad betyder loven for den, der lever udenfor den?

Det er ikke et liv, mange ville vælge. At leve udenfor loven, jaget af mænd som U.S. Marshal Nick Hawn, der aldrig giver op, aldrig trækker sig tilbage før målet er nået, kan kun føre til en ende. En ende, som både kan være et kuldsejlet liv, hængende fra en træstamme eller som et mål for en kule. Løbet væk fra loven er et liv, hvor man konstant ser sig over skulderen, for enhver bevægelse kan være den sidste. Denne jagt på en flugt er ikke kun fysisk anstrengende; den er også sjæleligt nedbrydende.

Men en dag stødte han på Kirby, en ung dreng, der var blevet behandlet på samme måde som ham selv. Kirby var ikke en bandit fra starten; han var blot en unge, der var blevet tvunget til at leve på kanten af samfundet. Det var Yuma, der så ham som noget mere end bare endnu en slægtning af lovløshed. Han så det i Kirby, som han engang havde set i sig selv – et valg, der kunne få ham til at kæmpe for sin egen værdighed.

Det er ikke for sent, fortæller Yuma Kirby, at ændre sig, at gå en vej, som måske er mere usikker, men samtidig mere ærefuld. Loven kan være det sidste håb, de har i en verden, der ofte kan virke ubarmhjertig. Men dette håb er ikke et givet. Der er et tilbud om en fremtid i Oregon, hvor Kirby kan leve et ærligt liv. Yuma Parr, på den anden side, har allerede valgt sin egen bane. Hans beslutning er ikke længere op til ham – han har ikke længere noget valg.

Det, der gør Yuma Parr til noget mere end bare endnu en fredløs, er, hvordan han erkender sin skæbne, men samtidig giver en ung dreng muligheden for at vælge noget andet. Yuma forstår, at det at være lovløs ikke er en livsstil, men et resultat af de valg, man ikke selv kunne gøre. I sidste ende er det ikke loven, der skaber helten, men individet, der vælger at finde sin vej, selvom det kan betyde at konfrontere sin egen skæbne.

De, der lever udenfor loven, må forstå, at det at leve på kanten af samfundet ikke kun indebærer flugt, men en konstant kamp med at finde en identitet i en verden, der forsøger at definere dem ud fra deres handlinger. At vælge loven, derimod, kan betyde at finde en fred, der går ud over den daglige overlevelse, men også et offer. For nogle, som Yuma Parr, vil den kamp være forgæves – men for andre, som Kirby, kan den være vejen til en helt ny begyndelse.

Hvem ejer sporet?

Sporene lå som døde årer gennem dalen — bøjede, rustne, bundet til en jord, der syntes at ville synke fra dem. Mellem sveller og skinner var der steder, hvor underlaget havde sluppet sit greb, og hele linjen sank i en svag kurve, et dårligt ligmærke for de kræfter, der havde forsøgt at tvinge en vilje ind i landskabet. At bygge føder fjendskab; sådan talte manden, som havde rejst tværhegnet. Han var høj, ubevæbnet i princippet, vant til at snyde med sin stemme frem for kornet i geværet. Jim Durkin så ham og så resten: nestere, som havde sat sig på en strimmel land efter avisens paragraffer, streng og tør som papiret selv. De bandt deres krav med spidse ord og lænker af sult.

I byen stoppede al omgangsform. Stavgående folk, der ellers gik i deres daglige sløvhed, vendte sig mod den lille delegation, der blev presset ind i sherifkontoret. Greg Naylor, landagenten, talte om papirer og rettigheder, hentydede til benmarg i lovens bogstav; Amster, den rige ranchherre, bar sit overvældige klæde som rustning. Sproget, der skulle have været formelt og tørt, blev til spænding; ord som «homestead» og «ret» blev gløder, som kunne antænde krudt.

Jim holdt kontrollen ved et hårdt greb om skjortekraven. Han fornemmede valgene, lovens muligheder: trække sporene udenom, vente på ekspropriationens langsomme maskineri eller udveksle pengesedler for adgang. Hvad der angående juridisk sandhed var uafklaret — var det statens åbne land eller Amsters gamle ret ved brug? — blev mere end et spørgsmål om papirer; det blev et moralsk spørgsmål om hvem, der kunne betales til at tie, og hvem, der blev tvunget til at gå.

Han havde ikke lyst til at slå; det var ubehjælpeligt, men forestillingen om mord som den nemme løsning lå netop i folks mund: drab vil binde ham til dalen, gjorde ham til enten helt eller udskud. Jim følte sveden i hænderne; han udfyldte sedler, udmålte priser som manden, der betaler for fred. Men i ryggen lå truslerne fra de hårde nætters mænd, fra Amsters magt, fra lokalbefolkningens ønske om orden. Der var ingen ren juridisk sejr her uden en pris, og ingen prismind uden tab.

Sneen af smådaglige bedrifter — at slå søm i sveller, at presse jern i form — syntes ligegyldig i forhold til den større konstruktion: retten til at definere territorium. Hver beslutning flyttede ikke blot jernbane og spor, men skæbner. Når en mand «bare glemte» at få papir på sin jord, blev det symbol på hvordan magt, glidende ret og gammel vane kunne omstøde lovens form. I dette spil vejede penge tungere end sandhed, og stilhed blev en handelsvare.