I 1930'erne forsvarede National Association of Manufacturers (NAM) sin tro på princippet om “uadskillelighed” – en overbevisning om, at forfatningsmæssig repræsentativt demokrati, fri entreprise, samt civil og religiøs frihed var uadskillelige grundpiller i friheden, som burde bevares og beskyttes. Denne ide blev udtrykt i deres metafor om frihedens trebenede støtte: 1) ytringsfrihed, fri presse og religionsfrihed, 2) repræsentativt styre, og 3) fri entreprise. Ifølge NAM kunne ingen af disse ben kompromitteres uden at hele strukturen ville falde.

Kernen i NAM's strategi var at etablere fri virksomhed som en uundværlig del af den amerikanske livsstil, sammen med de borgerlige friheder som ytringsfrihed, pressefrihed og religionsfrihed, samt det repræsentative demokrati. Disse argumenter var ikke blot udtryk for troen hos en gruppe af fremtrædende amerikanske forretningsmænd, men en velovervejet politisk strategi, der omfattede en massiv propagandaindsats for at overbevise den amerikanske befolkning om sandheden af deres synspunkter.

Denne propaganda blev udbredt gennem en række aktiviteter, herunder reklamekampagner, foldere og brochurer, som blev distribueret til skoler, biblioteker, religiøse ledere og kvindeklubber. Endnu vigtigere var den nationale radioserie "The American Family Robinson", som blev lanceret i 1935 som et af de dyreste initiativer i NAM's PR-budget og som et centralt element i deres kampagne for at fremme det fri markedsøkonomiske budskab.

Programmet, som blev sendt over næsten 300 uafhængige radiostationer i USA, præsenterede en fiktionaliseret amerikansk middelklassefamilie, Robinson-familien, som boede i Centerville – en by, der symboliserede den amerikanske “centrum.” Midt i den økonomiske depression blev familien fremstillet som et symbol på, hvordan fri markedsøkonomi kunne hjælpe selv de mest udfordrede individer med at overvinde økonomiske problemer. Familien Robinsons oplevelser blev brugt til at illustrere de økonomiske og politiske principper, som NAM ønskede at fremme, nemlig at kapitalisme og fri virksomhed kunne sikre den amerikanske måde at leve på, selv i svære tider.

I episoderne blev begreber som “eksperimentelle teorier” og “fremmede ideer” kraftigt kritiseret, især dem, der involverede skatteforhøjelser eller deficitfinansiering, som blev set som et trussel mod det økonomiske system. Radio-programmet blev hurtigt forbundet med anti-New Deal-holdninger, og var så eksplicit kritisk over for Roosevelt, at det blev afvist af flere radiostationer, inden det til sidst fik en stor lytterskare, som blandt andet inkluderede mange almindelige amerikanere, der muligvis ikke havde stærke synspunkter om erhvervslivet eller fri virksomhed.

Programmet var ikke kun et forsøg på at overbevise dem, der allerede var enige i NAM’s synspunkter, men også et forsøg på at nå ud til dem, der kunne være mindre sympatiske overfor den kapitalistiske orden, og som kunne have været tilhængere af arbejderbevægelsen eller socialisme. Denne brug af radio som et medium til at nå ud til en bredere offentlighed var ikke unik for NAM. På samme tid brugte Roosevelt-administrationen også radioen til at kommunikere med befolkningen, især gennem sine berømte “fireside chats,” som var et centralt element i hans politiske kommunikation.

Der er et væsentligt aspekt ved NAM’s brug af propaganda gennem medierne, som vi ikke bør overse: det drejede sig ikke blot om at fremme kapitalismen og fri virksomhed, men også om at beskytte et system, der blev set som truet af det, der blev opfattet som venstreorienterede økonomiske ideer. NAM's brug af radioen, som et redskab til at udforme offentlige opfattelser, afspejler en dyb bekymring for, at frihed og markedsøkonomi ikke kun kunne være politiske spørgsmål, men også ideologiske kamppladser.

I betragtning af disse mål er det tydeligt, at NAM’s propagandistiske bestræbelser ikke blot var en strategi for at fremme forretningsinteresser, men også et forsøg på at definere, hvad det betød at være “amerikansk.” De “tre ben” i friheden – fri presse, frihed til at tale og dyrke religion, samt en repræsentativ regering og en fri økonomi – blev ikke bare betragtet som principper for den amerikanske nation, men som en del af en levende, konstant forhandlet identitet.

Et andet vigtigt perspektiv er den konstante brug af idealisering i disse programmer. Historierne i “The American Family Robinson” kan ses som en ideologisk konstruktion, der søger at vise, at løsningerne på økonomiske problemer altid findes inden for det eksisterende system, og at enhver afvigelse fra det frie marked og det individuelle ansvar er enten utopisk eller farlig. Denne fremstilling er, som flere historikere har påpeget, i stor kontrast til de virkelige forhold for millioner af amerikanere, som led under de økonomiske realiteter i 1930'ernes depression.

Hvordan skal vi håndtere sociale mediers indflydelse på demokrati og samfundsopdeling?

I de seneste år har vi været vidner til, hvordan sociale medier spiller en central rolle i at forme den politiske og sociale diskurs. Spørgsmålet om, hvordan vi bedst regulerer denne nye form for kommunikation, er blevet et af de mest diskuterede emner i både politik og akademiske kredse. Fra debat om hate speech-lovgivning til diskussioner om, hvordan vi kan sikre mere gennemsigtighed og ansvarlighed fra de store sociale medieplatforme, er spørgsmålet om, hvordan man bedst beskytter demokratiet i en digital tidsalder, mere relevant end nogensinde før.

Den europæiske union har allerede taget skridt mod at regulere terroristindhold på sociale medier, idet det kræves, at platforme fjerner sådant indhold indenfor én time. Denne type lovgivning rejser dog en række bekymringer, især omkring, hvem der får lov til at definere, hvad der udgør "terrorisme". Hvis sådanne beslutninger overlades til nationale ledere, kan det føre til en situation, hvor autoritære regimer får kontrol over, hvad der må siges og ikke siges. Dette kunne i sidste ende undergrave de friheder, som vi forsøger at beskytte.

Et historisk perspektiv understreger vigtigheden af at tænke på langsigtede løsninger. For eksempel kan love om hate speech, som i øjeblikket tiltrækker opmærksomhed under præsident Emmanuel Macron i Frankrig, vise sig problematiske under en fremtidig præsident som Marine Le Pen. Den slags regulering kræver en grundig overvejelse af, hvordan vi beskytter vores demokratiske institutioner mod magtmisbrug. Effektive institutioner, som omfatter civilsamfundet og prioriterer datasikkerhed og privatliv, kan bidrage til at sikre, at sociale medier forbliver et åbent forum for debat, samtidig med at de ikke bliver redskaber for de magtfulde til at undertrykke opposition.

I USA har vi set, hvordan politiske kampagner i stigende grad er afhængige af de store sociale medieplatforme. Kampagnefinansieringsreformer, som adresserer den voksende magt, som tech-giganter har i politiske valg, kunne måske være en mere effektiv løsning på det politiske pres, som disse platforme udøver. Selvom det ikke nødvendigvis løser de problemer, der direkte vedrører indholdet på sociale medier, ville det adressere den magt, disse platforme får via deres rolle i valgkampagner.

En anden tilgang, der er blevet foreslået, er oprettelsen af regulatorer, der kan sikre større gennemsigtighed fra sociale medieplatforme. I Frankrig blev en sådan idé fremført i 2019, hvor et forslag om at oprette en regulator blev diskuteret. Denne regulator skulle sikre større ansvarlighed fra platformene og samtidig muliggøre tredjepartsadgang for forskere, som kan vurdere de data, platformene indsamler. En sådan løsning ville være mindre indgribende end de løsninger, der direkte regulerer indhold, og den kunne samtidig opretholde demokratiets integritet.

Dog er det også nødvendigt at forstå, at sociale mediers indflydelse ikke kun stammer fra de indhold, der deles, men også fra de forretningsmodeller, der ligger til grund for disse platforme. Platformene tjener penge på engagement, og algoritmerne er designet til at fremme de indhold, der provokerer, vækker vrede eller fremkalder andre stærke følelser. Vreden er en følelse, som får folk til at dele indhold, hvilket skaber en cyklus, der kun forstærker den sociale splittelse. Sociale medier kan være en katalysator for eksisterende samfundsproblemer som racisme, klimaforandringer og politisk polarisering. Dette betyder ikke, at medier ikke har betydning, men vi må være forsigtige med at tillægge enkeltindhold for stor magt.

For at forstå, hvordan medier, både historisk og nutidigt, kan udnytte eksisterende sociale splittelser, er det vigtigt at anerkende, at medier ikke nødvendigvis skaber de problemer, de rapporterer om, men at de ofte forstærker dem. Et studie af den tyske Weimarrepublik har vist, at medierne ikke nødvendigvis havde en stor direkte indflydelse på valgene, men at de bidrog til en følelsen af, at demokratiet ikke fungerede, hvilket i sidste ende underminerede tilliden til den politiske orden. På samme måde ser vi i dag, hvordan medierne på sociale platforme ofte fremhæver de konflikter, der allerede er til stede i samfundet, hvilket kan føre til yderligere polarisering.

Endelig må vi erkende, at de problemer, vi ser på sociale medier, ikke kan løses uafhængigt af de dybere økonomiske og sociale problemer, som samfundet står overfor. Uden at tage fat på strukturelle problemer som stigende ulighed, arbejdsløshed og klimaændringer, vil det være svært at forbedre kommunikationen på sociale medier og dermed mindske de samfundsopdelinger, vi ser i dag. Sociale medier kan være en katalysator, men ikke en løsning i sig selv.

Hvad driver den autoritære højrefløj i USA, og hvordan spiller økonomi, race og teknologi ind?

Det er tydeligt, at en del af tiltrækningen til Donald Trump og hans politik stammer fra hans holdninger til kvinder og hans opførsel overfor dem. Dette kan ses som et symbol på den retro-autoritative nostalgi for hvidt patriarkat, der tiltrækker visse vælgergrupper. Mange af disse mænd kommer fra en hvid arbejderklassebaggrund. Ifølge nogle forskere er vrede blandt arbejderklassen rodfæstet i økonomisk usikkerhed og en følelse af, at systemet er uretfærdigt, præcis som Trump beskrev det under sin valgkampagne. På trods af rapporter om økonomisk genopretning efter recessionen i 2008, blev mange arbejdende amerikanere efterladt i baggrunden, og én undersøgelse viste, at op mod en tredjedel af dem ikke ville være i stand til at betale en uventet udgift på 400 dollar. Denne økonomiske usikkerhed og den vrede, der stammer fra den økonomiske krise i 2008, menes at have spillet en væsentlig rolle i Trumps overraskende sejr og hans vælgermobilisering omkring autoritære politiske holdninger.

Der er dog også modargumenter, som foreslår, at det ikke kun var økonomiske årsager, men også racefrygt og racisme, der motiverede Trumps tilhængere. Exit-poll data viser, at hvide vælgere foretrak Trump fremfor Clinton med 21 procentpoint i 2016. Især hvide evangelikale kristne så en mulighed for at opnå deres mål om at få dommere ind i Højesteret, som var mere tilbøjelige til at vende Roe v. Wade. Det er også tydeligt, at Trumps racisme blev en central del af hans valgkamp i 2020. I en tid, hvor indenlandsk terrorisme næsten altid er begået af hvide mænd, er det klart, at race og klasse spiller en afgørende rolle for at forstå den form for had, der næres af medier som Tucker Carlson på Fox News og af grupper som Daily Stormer, samt den retorik, der blev fremsat af Donald Trump.

Racisme og klasse har været tæt sammenflettet i meget af USA’s historie, som også bemærket af historikeren MacLean. Siden abolitionisterne første gang forsøgte at stoppe den interstatlige handel med mennesker ved hjælp af den forfatningsretter, og senere da New Deal brugte samme forfatningstekst til at regulere økonomien, har race og klasse været vævet ind i ejerrettigheder og offentlig magt på måder, som ikke kan forstås med en enkeltfaktoranalyse. Racisme gav brændstof til de libertarianske kræfter, som fremmede ellers upopulære politiske holdninger. Vi mener, at race, køn og klasse spiller en central rolle i fremkomsten af den autoritære højrefløj. Vore påstand er, at det er den følelsesmæssige magt af identitetspolitiske positioner, som skabte det nødvendige brændstof for at sælge libertarianske økonomiske holdninger til en offentlighed, som ellers ikke var begejstret for dem.

Men man kan ikke forstå denne udvikling uden at tage højde for den teknologiske udvikling, som også spiller en rolle. Journalister, forskere, kongresundersøgelser og efterretningsorganer har alle fremhævet Russlands brug af amerikanske sociale medier til at underminere integriteten af valget i 2016. Ifølge Yale-historikeren Timothy Snyder var beviserne på russisk indblanding alarmerende, men først efter 2018, da demokraterne genvandt kontrollen med Repræsentanternes Hus, blev det klart, hvor dyb denne indblanding var. I 2019 udgav Senate Intelligence Committee en rapport, som viste, at valgsystemerne i alle 50 stater var blevet målrettet af russiske hackere i 2016. Angrebene på valgmaskiner kom oveni de mere subtile angreb på det sociale sammenhold i USA. Russisk desinformation har en tendens til at angribe samfundets sammenhængskraft og skabe panik, især omkring immigranter og race.

Men selv uden russisk indblanding har sociale medieplatforme som Twitter, Facebook og YouTube været med til at forstærke polariseringen i samfundet, ikke som en fejl, der kan rettes, men som et fundamentalt designprincip. Disse platforme fremmer ekstremistisk indhold for at maksimere reklameindtægter, og det har alvorlige konsekvenser for den offentlige diskurs i USA. I lande som de baltiske stater har russisk desinformation dog ikke haft samme effekt. Her er sociale medier blevet mødt med en høj grad af offentlig modstand, og dette viser, at robuste institutioner i samfundet kan beskytte mod sådan indblanding.

Disinformation og stærke institutioner kan sammenlignes med bakterier og immunsystemer. Stærke immunsystemer bekæmper infektioner, mens svækkede immunsystemer ikke gør det. De amerikanske liberale demokratiske institutioner har været svækket gennem årtier med angreb fra grupper som Koch-netværket og lignende organisationer. Dette skaber grobund for en lang række problemer, som vi i denne sammenhæng kun kan berøre kort.

Det er klart, at den nuværende krise for demokratiet ikke har nemme løsninger. For at kunne løse problemerne er det nødvendigt at se på de underliggende økonomiske og sociale strukturer og ikke kun på overfladiske løsninger. At bekæmpe de kræfter, der underminerer de demokratiske institutioner, kræver en samlet indsats på tværs af samfundet.

Hvordan blev den store viden og magt i al-Andalus både en velsignelse og en byrde?
Hvordan magt og politik interagerer: En dybdegående analyse af aktører og begivenheder
Hvordan virker CSS Custom Properties og deres dynamiske anvendelse i Angular?
Hvordan kan vi forstå ordets mangfoldige betydninger og anvendelser?
Hvordan Kinesiske Rejser til Indien Formede Kulturmødet i Middelalderens Indien